Covers er noget, som jeg har det lidt spøjst med. Hvis jeg har med et cover at gøre, der ligger ret tæt op af original versionen, så synes jeg ofte, at det bare er lidt fyld, og jeg ville egentlig hellere have hørt et originalt nummer i stedet. På den anden side synes jeg dog også, at hvis en kunstner har taget fat i et nummer, som han eller hun så transformerer fuldstændigt til deres eget, så kan det både blive rigtig godt og rigtig interessant. Tori Amos valgte i 2001 at gøre det sidste, og her var der ikke bare tale om et enkelt nummer, men faktisk et helt album, der har titlen Strange Little Girls. Dette album er gået hen og blevet en af mine absolutte favorit coverudgivelser, og derfor er det også det, som dette fredagsskriveri skal handle om.
Det var igennem dette album, at jeg først stødte på den amerikanske kunstner Tori Amos. På albummet er der nemlig et helt specielt cover, som i sin tid blev det første stykke musik, som jeg hørte fra hende. Hvilket nummer det er, vil jeg dog først afsløre senere, selvom et hurtigt kig på numreoversigten nok hurtigt vil afsløre det. Det tog mig dog noget tid, før jeg dykkede videre i hendes univers, og faktisk også før jeg fik taget mig sammen til at lytte hele Strange Little Girls igennem, og jeg vil da heller ikke sidde her og sige, at jeg siden da har fulgt hendes karriere tæt, da det ville være en løgn. Nu og da finder jeg dog hendes musik frem, og lige meget om det er nogle af de udgivelser, som jeg kender til i forvejen, eller nogle af dem som jeg ikke kender til, så skuffer de aldrig. Dette lidt løse forhold til hendes musik gør dog, at jeg ikke kan skrive det store om hende, da jeg simpelthen ikke ved særligt meget om hende og hendes karriere. Derfor kommer den normale introduktion af kunstneren til at være lidt let, og i stedet vil jeg så bare fokusere på selve musikken.
Kigger man på listen over kunstnere, som Tori Amos på dette album har taget fat i, så vil man se, at hun har fat i en god del forskellige genrer. Hun har nemlig taget fat i sange fra både Eminem, Velvet Underground, Beatles, The Stranglers og Neil Young, og hvis det var første gang, at jeg stødte på dette album, så ville jeg allerede her være interesseret, da det lyder dejligt spændende. Det bliver det heldigvis også, og allerede ved det første nummer, der er et cover af Velvet Undergrounds “New Age”, viser Tori Amos, at hun ikke har tænkt sig, at de her numre skal ligge helt op af originalerne. Jeg vil dog ikke skrive alt for meget til dette nummer, for jeg synes nemlig, at det der kommer efter er noget mere spændende. Det er nemlig et cover af Eminems “’97 Bonnie & Clyde”, et nummer der normalt slet ikke ville interessere mig. Det gør denne version dog i den grad, for genren er skiftet fra rap over til noget meget anderledes. Det føles en smule filmisk på en måde, og så alligevel ikke, for vokalen går på en måde lidt imod den atmosfære, som nogle strygere skaber, og det virker faktisk ret godt. Det skaber et ret unikt lydbillede, og jeg må sige, at jeg er fan. Selve det lyriske er ret mørkt, men så vidt jeg kan læse mig frem til, så skrev Eminem i sin tid også nummeret, mens han var i en ret hård periode. Jeg er ret glad for den måde, som Tori leverer den på, for med hendes hvisken skaber hun en helt speciel stemning, og jeg føler ikke, at jeg på noget tidspunkt har hørt noget lignende. Hun har samtidig en rigtig god indlevelse i teksten, og det er det, der virkelig får nummeret til at virke.
Det her nummer er et af de mere unikke på albummet, og jeg har det også lidt sjovt med det. På sin vis er det langt fra det nummer, som jeg synes mest om på albummet, men på den anden side er det også noget dragende, og det har også gjort, at jeg nok har hørt det mere, end jeg egentlig troede, at jeg ville, da jeg hørte det for første gang. Igen er original versionen ikke noget, som jeg finder interessant, men det her cover har alligevel givet mig en tilknytning til “’97 Bonnie & Clyde”.
På dette album kommer Tori Amos med nogle ret unikke vinkler på nogle af de numre, som hun laver covers af. Det er dog ikke alt sammen mærkeligt, for med hendes cover af Stranglers “Strange Little Girl” normaliserer hun det lidt og laver et rigtig solidt rocknummer. Det flyder virkelig godt lige fra start, og dette momentum slipper det ikke på noget tidspunkt. Udover Tori Amos’ stemme, der ubestridt snupper hovedrollen i nummeret, så kører der også noget keyboard af en slags, hvilket er overskønt at lytte til. Det har en dejlig følelse over sig, og jeg synes også, at det som det spiller er rigtig fedt at lytte til. Samme gælder også for bassen, der leverer nogle dejlige bundtoner, og trommerne er også mega fede. I verset er det primært nogle elektroniske trommer, der kører, men nu og da kommer der også nogle mere percussion agtige trommer ind over lydbilledet, og denne detalje synes jeg er fed. Derudover er jeg også fan af den måde, som nummeret bliver bygget op på. Verset bliver holdt nede i intensitet, og det gør bare, at omkvædet så føles endnu stærkere, når det kommer på for fuld skrue. Her skifter trommerne over til en mere klassisk trommelyd, og samtidig kommer der også en god guitar på. Tilfældigvis kom jeg lige til at kigge over personalelisten, og der så jeg, at guitaristen her er en, som jeg har et fint kendskab til, og som jeg før har skrevet om. Det er nemlig Adrian Belew, der står for guitaren på hele albummet, og han har jo blandt andet også arbejdet sammen med den gode Frank Zappa, som jeg har en stor respekt for. Jeg vidste faktisk ikke, at han også havde samarbejdet lidt med Tori Amos, men det er vist også kun på dette album, at de to legede sammen. Uanset hvad, så synes jeg, at han gør et solidt stykke arbejde, og det samme gælder egentlig også for de andre kunstnere, som Tori har med her. Det kan blandt andet høres på dette skønne nummer, og det er helt sikkert blandt mine favoritter fra albummet, da det som sagt er et super solidt rocknummer, hvilket man jo aldrig går glat i byen med.
På Strange Little Girls har Tori Amos valgt nogle ret fede numre at arbejde med. Depeche Modes “Enjoy the Silence” kommer direkte efter “Strange Little Girl” i en noget mørkere og afklædt version, senere hen kommer der også en vildt anderledes version af Neil Youngs “Heart of Gold”, men det er dog ingen af disse, som jeg vil skrive om. Grundene til at jeg elsker dette album finder man nemlig henimod slutningen af det. Det første af disse er hendes version af det klassiske Beatles nummer, Happiness is a Warm Gun”. Denne er blevet gjort noget længere end den originale længde af 2 minutter og 44 sekunder, for Toris version varer nemlig næsten 10 minutter. Jeg synes dog, at det som hun har lagt til nummeret er vildt fedt. Så vidt jeg husker, så var det originale nummer inspireret af en avisartikel, som John Lennon læste og han synes at sætningen “Happiness is a Warm Gun ” var en syg ting at sige. Denne følelse tager Tori til et endnu højere niveau, for hun får i den grad givet sin mening omkring skydevåben her, og den er i den grad imod dem. Denne mening får hun sagt ved brug af en god del lydklip, hvor det første af disse er af en nyhedsoplæser, der fortæller om den utrolige sørgelige nedskydning af Lennon. Derefter er der nogle andre lydklip, blandt andet af begge Bush præsidenterne, der alle får understreget modviljen mod skydevåben. Derudover er der også nogle lydklip af hendes far, der på samme måde får sagt sin mening. Disse er alle akkompagneret af et pisse lækkert instrumentalstykke, hvor guitar og keyboard især leverer noget suverænt. Guitaren er dejligt flippet, mens keyboard holder sig lidt mere tilbage, og kontrasterne mellem de to skaber noget vildt dejligt, der også går perfekt sammen med den vidunderlige bund, som bas og trommer leverer. Da budskabet er blevet hamret fast, begynder nummeret at gå over i noget mere lig det originale, men selv her er det dejligt anderledes. Det svinger på en utroligt fed måde, og hold kæft hvor er Toris vokal bare skøn her. Jeg synes, at der er en lidt jazzet følelse over den måde, som hun synger på, og det er fantastisk og spændende at lytte til. Det er dog ikke det eneste, der svinger i verset, for hold da op hvor er bassen også bare fed her. Den kommer lige lidt længere frem i lydbilledet, og her får den lov til at ligge og lege sammen med keyboardet. Skiftet i keyboardets legekammerater gør det dog bestemt ikke ringere, for bassen virker lige så godt som guitaren. Den er langt fra lige så flippet, men det skal den heller ikke være. Ligesom på “Strange Little Girl”, så holder verset sig lidt nede i energiniveau, og det gør, at omkvædet bare står endnu vildere, end det egentligt er. Det er sådan et simpelt træk, men det virker altså bare.
Efter omkvædet fortsætter Tori med at lege med nummeret, og til tider vender lydklippene tilbage, og det er sådan et godt valg. Som sagt, så er dette nummer næsten 10 minutter langt, men det føles ikke sådan. Der sker nemlig hele tiden noget nyt og spændende, og hold kæft hvor er det bare fedt. Det er det her, som et cover skal gøre efter min mening, for jeg kan overhovedet ikke sammenligne det med det originale, da de er i hver sin musikalske boldgade. De bygger måske med de samme byggeklodser, men det færdige resultat er helt anderledes, og det gør, at jeg kan nyde begge versioner i fulde drag uden at skulle sidde og sammenligne dem med hinanden. Det er skønt, og jeg elsker det. Dette cover er en suveræn genistreg fra Toris side, og det er ikke engang den eneste af slagsen, som der er på dette album. Nr. 2 kommer nemlig direkte efter.
Som sagt, så var det et nummer på dette album, der blev min introduktion til Tori Amos og hendes musik. Det er også dette nummer, som jeg ser som det absolutte bedste metalcover nogensinde lavet af en kunstner, der ikke kommer fra metalverden, og måske også bare det bedste cover af et metalnummer generelt. Som sagt har Tori valgt et bredt udvalg af kunstnere på dette album, hvilket jeg allerede har illustreret tidligere. Nu skal dette udvalg dog udbredes endnu mere, for det ellevte nummer på albummet er nemlig et fuldstændigt genialt cover af Slayers klassiker, “Raining Blood”. Jeg kan huske, at jeg engang læste en kommentar til dette nummer, der lød noget i stil af “Hvis Slayers version illustrerer en apokalyptisk begivenhed, så illustrerer Tori Amos’ version det direkte eftermæle af denne”, og jeg kan ikke beskrive det bedre selv. Til dem der ikke kender den originale version, så kan jeg afsløre, at det går stærkt. Det er vildt, det er voldsomt, og det er pisse hamrende fucking fedt. Toris version er fuldstændig anderledes. Det går langsomt, og der er i den grad en sørgmodig stemning over den. Den har dog en ting til fælles med den originale version. Denne er nemlig også pisse hamrende fucking fed. Her skaber bassen et rigtig dejligt mørkt lydbillede, og oven på dette maler Tori Amos så et virkelig dejligt dystert motiv med sit suveræne klaver og stemme. Lyden fra klaveret er fuldstændigt spøgende, vanvittig smuk og simpelthen bare suveræn. Det er så forbandet lækkert at lytte til, og jeg kan simpelthen ikke få nok af det. Alene det instrumentale er fuldstændigt overlegent, og når Toris stemme kommer på, så bliver det bare endnu bedre, for for fanden hvor synger hun dog bare på en fuldstændig uforlignelig måde. Her viser hun virkelig hendes evner frem, mens hun samtidig aldrig på noget tidspunkt overdriver, hvilket for mig er det sande tegn på, at en sanger virkelig er fra den bedste klasse. Jeg kan ikke sætte ord på den glæde, som jeg føler, når jeg hører dette nummer. Det kan sagtens drive mig til tårer, for så godt er det, og mere til endda. Der er tre forskellige elementer på dette nummer, men fælles for både bas, klaver og vokal er, at de alle fylder utroligt meget, hvilket er intet mindre end fuldstændigt suverænt.
Da jeg i sin tid hørte det, blev jeg blæst væk, og det gør jeg stadigvæk. Ligesom med det forrige Beatles cover, så er det her et perfekt eksempel på, hvordan jeg synes, at cover skal laves. Det er umådeligt langt væk fra originalen, men dette eliminerer samtidig enhver lyst til at sammenligne de to, og i stedet kan de så stå side om side. Jeg har ofte haft glæde af at spille de to direkte efter hinanden, først Slayer og så Tori, for de passer perfekt med hinanden. Jeg vil næsten tro, at jeg har hørt begge numre lige mange gange, for hver især er de utroligt stærke, og igen kan jeg kun skrive, at jeg virkelig virkelig VIRKELIG elsker dem begge.
Hvis der er et Tori Amos album, som jeg skal udvælge som min favorit, så vil det til enhver tid være dette. Jeg synes nogle af de andre ting som hun har lavet er utroligt gode, men det her har indeholder to af mine absolutte Tori Amos favoritter. Da jeg for første gang fik hørt det helt igennem, var det et album, der i den grad var noget anderledes end de andre coverudgivelser, som jeg på det tidspunkt kendte til. Det åbnede simpelthen en helt ny dør for mig, for jeg tror ikke, at jeg havde tænkt over, at covers også kunne være på denne måde. Siden da har jeg fået lyttet til det utroligt mange gange, og det vil jeg blive ved med. Det har nemlig bare noget helt fantastisk at byde på, og hvis du ikke selv har hørt det før, så kan jeg kun anbefale dig, at du med det samme får sat det på.
Tori Amos er heldigvis stadig aktiv i dag, og selvom jeg som sagt ikke har fulgt hendes karriere alt for tæt, så synes jeg dog, at hun har lavet nogle rigtig skønne ting igennem tiden. Blandt andet hendes seneste album Ocean to Ocean husker jeg som værende rigtig godt, så hvis du gerne vil støtte op om hende, så kan jeg blandt andet anbefale, at du skaffer dig det fysisk, efter du selvfølgelig har fået fingrene i Strange Little Girls. Derudover så giver hun også stadig koncerter, og jeg kunne godt forestille mig, at det er en skøn oplevelse at se hende til en af disse. Sidste støtteanbefaling bliver som altid at sprede dette album videre til andre, for jeg synes virkelig, at det er et suverænt et af slagsen.
Til dagens lytteanbefalinger bliver det “Strange Little Girl”, “Happiness is a Warm Gun” og selvfølgelig “Raining Blood”, som jeg vil anbefale. Det er tre virkelig stærke numre, der samtidig har hver sit unikke lydbillede. Der er dog mange flere forskellige udtryk at finde på dette album, så jeg kan kun anbefale, at du giver det hele et lytt “Real Men” er en anden af mine favoritter, ligesom “Heart of Gold” også er skønt. Om du får de samme favoritter som mig, må vi se, men jeg håber i hvert fald, at du kommer til at nyde albummet i fulde drag.
Musikskriveri 