Normalt når jeg skriver disse skriverier, så er emnet et, som jeg har kendt til i en god del tid, og som betyder en god del for mig. Det er dog ikke tilfældet i dag, for dagens emne har jeg kun kendt til i nogle måneder, og jeg synes ikke, at det er gået hen og blevet noget, der betyder noget helt specielt for mig, i hvert fald ikke endnu. Der er dog et eller andet ved Bo Hanssons Music Inspired by The Lord of The Rings album, der gør, at jeg i flere omgange har haft lyst til at skrive om det. I dag overgiver jeg mig så endelig til denne lyst, og derfor kommer dette skriveri til at handle om denne interessante udgivelse.

Jeg var så heldig at blive født i 90’erne, og derfor kunne jeg som barn opleve den periode, hvor Peter Jackson udgav hans fantastiske filmatisering af J.R.R. Tolkiens Ringenes Herre trilogi. At sige at disse film havde en gigantisk indflydelse på min barndom ville være en underdrivelse, da de kom til at styre mig i en retning, der var totalt præget af fantasy, en retning som jeg den dag i dag stadig følger ufortrydende. Jeg elskede virkelig de film enormt meget, og kærligheden til dem er kun vokset med årenes løb. Denne kærlighed gælder ikke kun det visuelle i filmene, men også i den grad det musikalske, for det lydspor som Howard Shore lavede til filmene er simpelthen enestående, og det er vel også den, som de tænker på, når de bliver bedt om at sætte Ringens Herre sammen med musik. Det gør jeg som sådan også, men hans lydspor er dog ikke det eneste musik, som jeg forbinder med denne trilogi. Der er nemlig et hav af kunstnere, der i sin tid har ladet sig inspirere af J.R.R. Tolkiens værker, og her kan blandt andet Blind Guardian nævnes, et band som jeg tidligere har skrevet om. Jeg synes altid, at det er spændende at lytte til disse udgivelser, da man ofte kan finde nogle ret interessante fortolkninger af musikken, især når man har fat i noget, der udkom før, at filmene blev lavet, da disse ikke er præget af dem. Det var også grunden til, at jeg med det samme fik lyst til at høre dette album, da jeg stødte på det på mit arbejde. Dette album er nemlig helt tilbage fra 1970, og derfor er udtrykket også dybt anderledes end det, som jeg ellers normalt forbinder med universet. Samtidig synes jeg faktisk også, at dette er en af de mere spændende fortolkninger, som jeg har hørt, men inden jeg kommer alt for godt i gang, så skulle jeg måske lige skrive lidt om Bo Hansson, som jo har lavet det.

Bo Hansson var en svensk organist og guitarist, der startede sin musikalske karriere i 60’erne. Efter at have leget i nogle rock og blues grupper stødte han på musikeren Janne Carlsson, og de to stiftede sammen den progressive rock/ fusionjazz duo Hasson & Karlsson. På trods af at denne duo kun var aktive i et par år i de sene 60’ere, så fik de alligevel sat et ret fint aftryk i musikscenen, og de nåede blandt andet at spille sammen med ingen ringere end Jimi Hendrix, der var så glad for deres musik, at han indspillede et af deres numre, et nummer der dog først kom ud efter hans alt for tidlige død.
Efter Hansson & Karlsson blev opløst i 1969, valgte Bo Hansson at gå solo, og hans første udgivelse i eget navn blev netop dagens emne, Music Inspired by The Lord of the Rings eller Sagan om Ringen, der er den originale svenske titel. Dette blev starten på en serie af udgivelser, der alle havde en fantasy fornemmelse over sig. På trods af at udgivelserne egentlig er ret fede, så var det dog kun den første, der blev til en succes, og derfor endte Bo også med at forlade musikscenen efter den fjerde af disse udgivelser, selvom han dog kort vendte tilbage i 1985 med albummet Mitt I Livet, en udgivelse der er noget anderledes i forhold til hans tidligere ting.

Med baggrundshistorien på plads, så er det endelig kommet til, at jeg kan skrive lidt om musikken. Genremæssigt er den ovre imod noget progressivt rock, selvom albummet dog på ingen måde lyder som det, man ellers normalt hører fra genren. Det er instrumentalt hele vejen igennem, hvor Bo Hansson selv står bag guitar, bas, synthesizer og hammondorgel. Der er dog også både fløjte, trommer og saxofon på albummet, der henholdsvis bliver spillet af musikerne Sten Bergman, Rune Carlsson og Gunnar Bergsten. Åbningsnummeret på albummet er “Leaving Shire”, og dette giver et rigtig godt indtryk af, hvor albummet er henne. Hammondorgelet får lov til at indlede det hele, og det holder også ved hele vejen igennem nummeret. Jeg er en rigtig stor fan af den måde, som Bo Hansson benytter dette på, da det bare har en fed effekt. For det meste giver det dets aftryk i slutningen af hver takt, og det lyder ret godt. Derudover får det dog også lov til at give lidt ekstra i omkvædsdelene, hvor det får lov til at komme helt frem i forgrunden, noget som jeg bestemt ikke er ked af. Det giver lidt en slags magisk følelse, og det passer jo ret godt til det hele, når man tænker på det materiale, som albummet er baseret på. Det er dog ikke dette, som jeg vil kalde det definerende element, for det synes jeg bedre passer på guitaren. På sin vis er der en lidt folket følelse over den, for dens toner giver mig i hvert fald nogle middelalderlige følelser. Det er guitaren, der hele tiden er i front, og det er den, der for alvor sætter stemningen. Det som den spiller er ret simpelt, og der er heller ikke alt for meget effekt på, hvilket der heller ikke skal være. Det der er i fronten er dog ikke det eneste, der er værd at nævne her, for jeg synes også, at trommer og bas er fantastiske. Bassen holder sig ligesom guitaren i det simple, men der er noget dejligt over den, som jeg er stor fan af. Den er fint fremme i mikset, og derfor kan man også rigtigt nyde den, hvilket jeg virkelig holder af. Derudover spiller Rune Carlsson nogle fantastiske trommer. Man er ikke i tvivl om, at han normalt er jazztrommeslager, for hans trommer har den helt særlige følelse over sig, som man kun finder i jazzens univers, og de er også dejlige at lytte til.

Jeg er egentlig ret glad for “Leaving Shire”, men det er dog langt fra det nummer, som jeg synes er mest spændende. Ofte synes jeg nemlig, at der er et eller andet der mangler på nogle af de Tolkien inspirerede numre, som jeg har hørt igennem tiden, og selvom “Leaving Shire” er et skønt tema, så synes jeg dog ikke helt, at jeg som sådan kan forbinde det med Ringenes Herre. Det kan jeg dog bedre med det næste nummer, der har titlen “The Old Forest – Tom Bombadil”. I starten kører det lidt i samme spor som det forrige nummer, men dette ændrer sig dog efterhånden som nummeret kommer i gang, og her begynder man at kunne føle den progressive rock. Der kommer lidt mere gang i den, samtidig med at de to blæseinstrumenter begynder at give lyd fra sig, hvilket giver en dejlig folket følelse til nummeret, og det er her, hvor jeg synes, at albummet begynder at ramme noget helt rigtigt. Indtil da har det måske været lidt for idyllisk, men det forsvinder her og et vildt og farligt element tager dets plads, og lige pludselig føles den verden som musikken lægger lydspor til mere komplet.
Jeg er vild med dette vilde stykke. Her er guitaren mindre på, for den spiller kun nogle enkelte toner, mens at orgel, fløjte og saxofon står i fronten. De holder sig meget til de samme toner, men det giver et virkelig stærkt lydbillede, og når man så også tæller bassen med i dette, ja så bliver det sgu rigtig fedt. Oven på dette sætter guitaren så lige prikken på i’et, og det er skønt. Det er ikke dette vilde stykke, der slutter nummeret af, for det går i stedet over til at mere blidt stykke, der dog har en dejligt passende mystik over sig.

Med “The Old Forest – Tom Bombadil” rammer albummet noget helt rigtigt, og denne følelse fortsætter jeg med at have til de næste numre, lige indtil at albummet når til “Lothlòrien”. Her rammer det nemlig fuldstændig plet efter min mening. Det er et meget andet elverrige, som jeg ser for mit indre, når jeg hører dette. Det er noget mere mystisk end det, som jeg har set så mange gange i filmene, men ikke desto mindre er det det, som jeg forestiller mig, når jeg hører dette nummer. Det synes jeg er imponerende, for når jeg sidder her uden et referencepunkt og alligevel kan danne mig et fuldstændigt klart billede af dette rige, så kan jeg kun konkludere, at nummeret gør noget helt rigtigt. Hammondorgelet sætter den perfekte mystiske stemning, og guitaren tilføjer så noget magi til denne sammen med nogle strygere, der muligvis kommer fra den Moog synthesizer, som Bo Hansson også spiller på på albummet. Det er primært i “omkvædet”, at denne sidste er til at høre, men for fanden hvor er det bare perfekt, når den kommer på. Henimod anden halvdel af nummeret bliver det lidt vildere, da guitaren får lov til at overstyre her, hvilket tager mig fra de lavere dele af riget og så helt op til toppen. Det er en fantastisk effekt, som denne har, og den sørger også for, at nummeret her forbliver spændende. Selve strukturen er nemlig ret monoton, og hvis havde fortsat, som det ellers havde kørt indtil da, så ville det helt sikkert være begyndt at føles for langt.
“Lothlòrien” er albummets højdepunkt for mig. Det er her, hvor jeg virkelig kan fornemme kildematerialet skinne igennem, og det er fantastisk. De andre numre når ikke helt op på dette punkt, men de er dog stadig ret gode, og sammen danner de et virkelig solidt album, som jeg synes er utroligt spændende at lytte til.

Som sagt, så har dette album mange år på bagen, og derfor har det en helt unik lyd, når det kommer til Tolkien inspireret musik, hvilket er noget, som jeg virkelig værdsætter. Jeg har kun kendt til det i et par måneder, men albummet har alligevel noget over sig, der gør, at jeg nok kommer til at lytte det mange gange igennem. Før jeg hørte albummet, kendte jeg godt til Hansson & Karlsson, men jeg havde aldrig tænkt på at kigge videre på deres solokarriere, og derfor er jeg også glad for, at jeg stødte på dette album, da det fik mig ansporet til at gøre det, hvilket jeg har fået noget dejligt godt ud af. Når det kommer til musik og Ringenes Herre, så tror jeg aldrig, at Howard Shore bliver skubbet ned fra hans piedestal, men derfor er det alligevel fedt, at udgivelser som denne kan komme og give en anden vinkel til Tolkiens univers.

Støtteanbefalinger er desværre svære at komme med i dag, da Bo Hansson døde tilbage i 2010. Jeg vil derfor bare anbefale dig, at du giver albummet et lyt og sender det videre til en ven, hvis du kan lide det. Dette er ikke et album, som jeg nogensinde har hørt omtalt før, og derfor tænker jeg, at det samme kan være gældende for mange andre, hvilket er synd.

I dag kommer jeg til at springe over lytteanbefalingerne, da jeg ikke synes, at de som sådan giver mening. Albummet følger fortællingens rækkefølge, og derfor giver det mest mening at lytte det hele igennem. Sidder du dog ved tredje nummer og tænker “Øv for noget lort”, samtidig med at du stadig er i humør til noget progressivt rock, så vil jeg dog anbefale, at du lige giver “The Black Riders & Flight to the Ford” og “The Horns of Rohan & the Battle of the Pelennor Fields” et lyt, da disse to begge er rigtig fede prog numre.

Music Inspired by The Lord of the Rings