Jeg tror, at jeg har skrevet det før, men er der noget, som franskmændene kan, så er der fandme at lave musik inden for den progressive genre. Jeg har før skrevet om Lizzard og Magma, der begge kommer fra Frankrig, men i dag kommer det til at handle om et band, der i den grad må siges at være langt langt større end de to. Det er nemlig den gigantiske mastodont Gojira, som jeg endelig vil kaste mig over. Dette progressive-metal band, der dog også leger med en god del andre genrer, har jeg fulgt igennem en god del tid efterhånden, og de mange suveræne udgivelser der er kommet fra dem gør det noget svært for mig at udvælge en favorit. Derfor kommer det til at blive det album, der i sin tid var det første, der fik fanget min interesse. Dette udkom i 2016, og det har titlen Magma.

Første gang at jeg stødte på Gojira var d. 3. juni 2014 i Horsens til det års Jailhouse Rock Festival. Jeg og to venner havde egentlig bare købt billetten for at se Metallica, men generelt var lineuppet det år bare idiotisk godt. Ghost, Mastodon (der også var ukendt for mig på det tidspunkt), Slayer og så Gojira stod på listen over bands den aften, og så bliver det sgu ikke meget bedre. Da to af os lige havde en skriftlig matematik eksamen den dag, så gik vi desværre glip af Ghost, da de spillede de sidste toner af Monstrance Clock, lige som vi havde parkeret. Resten fik vi dog set, og det blev helt oppe foran. Her imponerede Gojira særligt, og det var da også noget, som jeg med det samme tjekkede ud dagen efter. Af en eller anden grund så hang det dog ikke helt fast, og det blev ikke noget, som jeg vendte tilbage til alt for ofte. Dette ændrede sig dog, da jeg fik købt deres Magma album i 2017, hvilket vist nok var et af de første køb, som jeg fik gjort i den pladebutik, som jeg i dag arbejder i. Dette album blæste mig fuldkommen væk. Hold kæft hvor var det bare, og er stadig, pisse hamrende forrygende fantastisk. Det havde en lyd over sig, som var helt unik i forhold til noget andet, som jeg på det tidspunkt havde hørt, og sangene var også noget af det mest velskrevet, som jeg på det tidspunkt havde hørt. Denne CD gav mig også mod på at give de foregående udgivelser en ny chance, og denne gang var jeg blevet moden nok til at kunne forstå, at det som jeg lyttede til var musik fra den bedste skuffe. Siden da har jeg virkelig fået lyttet meget til bandet, og jeg sætter virkelig pris på alle deres udgivelser. Her har Magma dog en helt særlig plads, da det var den der startede det hele.
Inden jeg begynder at skrive om musikken på det album, så får bandet dog lige en kort introduktion.

Gojira blev i sin tid dannet i 1996, og med undtagelse af bassisten Alexandre Cornillon så har besætningen været den samme lige siden starten. Denne tæller de to Duplantier brødre Joe og Mario, hvor Joe Duplantier står for vokal og rytmeguitar, mens Marco sidder bag trommerne. Derudover er der så leadguitaristen Christian Andreu, og til sidst på listen finder man bassisten Jean-Michel Labadie, der kom med i bandet i 1998. Sammen har de fire gutter udgivet syv studieudgivelser siden, hvor den første udkom i 2001 og havde titlen Terra Incognita. Igennem årene har bandet virkelig haft fart på, og i dag betegnes de da også som et af de største navne inden for metalscenen, og det med god grund. På trods af at Gojira for et godt stykke tid siden nåede det, som 99% af alle andre bands drømmer om, så fortsætter de dog med at ramme nye højder, og bandets foreløbige største højdepunkt kom sidste år, da de spillede til det års OL åbningsceremoni. Om de så kan toppe det må tiden vise. Det er dog hverken 2024 eller fremtiden, som det i dag skal handle om, for det er jo albummet Magma og musikken derpå, der er dagens emne, og det er vist på tide, at jeg begynder at skrive om den.

Magma åbner med nummeret “The Shooting Star”, allerede efter de første par skønne toner bliver det rigtig tungt. Både guitarerne, bassen og trommerne leverer alle hammer tunge toner, og det er skønt at lytte til. Havde tempoet været lidt langsomere havde man næsten været ovre i doom-genren, men så langtsomt går det dog ikke. I stedet befinder nummeret sig i et middeltempo, og det gør, at selvom tonerne ikke helt får lov til at flyde lige så meget, som de kunne, og i stedet bliver mere hakkende, så bevarer de dog stadig deres tyngde. Når selve udtrykket nu er på plads, så bliver jeg simpelthen nød til at skrive, hvor stor en fan jeg er af mikset her. Der er nemlig så dejligt god plads til alle, uden at det på nogen måde lyder forkert. Trommerne er dejligt solide, bassen mega tung og tydelig, guitarerne lyder også virkelig fedt, og Joes vokal er monster skøn, og det at alle disse elementer kan høres tydeligt biddrager til, at lyden bliver rigtig solid. Dette gælder også for samtlige af de stykker, som man bliver præsenteret for undervejs i nummeret. De er alle super fede og indbyder ofte til, at man skal svinge med hovedet, og derudover flyder det også virkelig godt fra stykke til stykke. Samtidig bliver der også truffet nogle spændende valg, der er med til at gøre det til et dejligt interessant stykke musik at lytte til, og alt i alt synes jeg bare, at det er en super solid albumåbner. “The Shooting Star” sætter de perfekte rammer op for resten af albummet, samtidig med at det også bare er et dejligt nummer at lytte til. Alt bliver gjort rigtigt. Fokuserer man på hvert enkelt instrument, så vil man høre, at der sker så meget fedt hos hver enkelt, og blandt andet bassen er jeg fuldstændig skudt i, men guitarsoloen er dog også suveræn. Det er en enkeltere en af slagsen, men den passer perfekt til nummeret og er derfor perfekt efter min mening. Også den måde at nummeret slutter på, er jeg glad for, og jeg sidder altid med en følelse af, at jeg gerne vil have mere. Det får man heldigvis, hvis man hører resten af albummet igennem.

Som med så mange andre udgivelser, så har jeg her et problem med at skulle udvælge de numre, som jeg gerne vil fremhæve. Der er nemlig utroligt mange stærke numre at finde her på dette album, og det er svært for mig at vælge mine favoritter ud. Jeg kunne blandt andet skrive en god del om det nummer, der kommer efter “The Shooting Star”, hvilket har titlen “Silvera”. Det vil jeg dog ikke gøre, for hvis jeg samtidig skal give et indblik i albummets brede, så synes jeg, at det er bedre at fortsætte til albummets fjerde nummer, “Stranded”. Hvis første nummer på albummet skal beskrives som tungt, så vil jeg i stedet beskrive “Stranded” som hårdt. Dette var førstesinglen for albummet, og også et af de største numre fra det overhovedet, hvilket jeg godt kan forstå. Jeg er nemlig vild med det. Bare den indledning! Den måde som guitaren får lov at skrige på i hvert stykke er fænomenal. Nøj jeg elsker det. Hver gang er det lige lækkert at høre på, og den måde der bliver spillet på lige inden sætter det fantastisk op. Når der så kommer sang på bliver det bare endnu bedre. Her går Joe noget hårdere til værks, end han gjorde på “The Shooting Star”, og sådan kører han stort set hele vejen igennem, hvilket er vildt hamrende fedt. “Stranded” kører dog ikke bare på denne hårde tone, for når det når til omkvædet går det over til at svinge fuldstændigt fantastisk, og selvom udtrykket stadig er aggressivt, så kan jeg ikke lade være med at svinge rundt med hovedet på en fuldstændig glad måde. Det kan bare noget helt særligt, og det er fedt. Overgangen mellem vers og omkvæd er rigtig fed i dette nummer, men den overgang som jeg holder mest af er dog den, der kommer henimod slutningen, hvor nummeret går over i et mere melodisk stykke. Her slipper aggressionen lidt dets tag, og det bliver noget mere smukt i det, hvilket jeg synes er herligt. Det giver nemlig lige det ekstra, der skal til for at gøre “Stranded” til det fantastiske nummer, som det nu engang er.

Når jeg kigger på min streamingtjenestes afspilningstæller for hvert enkelt nummer, så er det i starten af albummet, at man finder de mest populære. Sådan er det dog ikke for mig, for mine personlige favoritter er nemlig at finde på den anden halvdel af albummet. Den første af disse er titelnummeret “Magma”. Dette nummer er hverken lige så tungt som åbningsnummeret, og det er på ingen måde lige så hårdt som “Stranded”, men alligevel er der noget ved det, som jeg bare elsker. Blandt andet er verset her bare fuldstændigt suverænt og fuldstændigt unikt. Aldrig før havde jeg hørt noget ligende på et nummer, og det tror jeg heller ikke, at jeg har siden. Det er her, hvor bandets progressive side for alvor skinner, og hold da op hvor er jeg dog glad for den. Det er primært guitar, trommer og vokal, der ligger og flyder her, mens bas og guitarer nummer to krydrer stykket hist og her, og denne kombination er intet mindre end perfekt. Vokalen er igen tilbage i det mere rene, mens at den første guitar har en helt unik lyd, og det er disse to, der primært sælger stykket. Trommerne er dog også utroligt fede, og de små indspark fra de to sidste instrumenter sørger for, at stykket bliver komplet. Det er bare spændende at lytte til, og det hav af detaljer der er at finde her, sætter jeg voldsomt meget pris på. Udtrykket ændrer sig, når nummeret går videre fra dette dejlige vers, og så over til omkvædet, men dette er mindst lige så godt. Det er ganske vist mindre unikt, men til gengæld indbyder det utroligt meget til sang, og jeg kan ikke lade være med at lade mig friste. Der er noget helt magisk over det, og jeg elsker virkelig den følelse, som Joes sang tilføjer til det. Der er en effekt på hans stemme, og denne tilføjer en eller anden særlig atmosfære til nummeret, som jeg er vild med.
Der er alt for meget godt på det her nummer, mere end jeg føler, at jeg har tid til at skrive om, men jeg bliver dog lige nød til at nævne soloen, for hold nu da op mand hvor er den bare forrygende fucking lækker!! Den er meget lig det, der kører under verset, men lige med noget ekstra kraft på, og det er så skønt. Det er simpelthen bare himmelsk at lytte til, og det kunne jeg gøre i timevis. Jeg mangler simpelthen ord for, hvor glad jeg bliver, når jeg når til denne, for den er noget så enestående.

Som skrevet, så ligger mine to favoritter på den anden halvdel af albummet. “Magma” var den ene, mens “Low Lands” er den anden. Dette nummer skal der selvfølgelig også sættes ord på, og til at starte med kan jeg jo skrive, hvad jeg føler, når jeg lytter til det. Fred. Den stemning der er her er på en eller anden måde så dejlig fredsommelig for mig. Det er ikke fordi, at instrumenterne er blevet blidere, for det er de egentlig ikke, men måske er de lige blevet sænket en lille smule i volume, og det gør, at den effekt som vokalen har på dette nummer, og som den også havde på “Magma”, får en endnu større virkning. Det er da også vokalen, der virkelig får lov til at dominere her, men det instrumentale er dog stadig en stor del af det, der gør nummeret fedt. Ligesom på de andre numre kommer der nemlig en masse fedt fra dem, og sammen danner instrumenterne det perfekte lydtæppe til vokalen. Igennem størstedelen af “Low Lands” bevæger nummeret sig på sin vis både i noget hårdt og noget roligt. Det er en spøjs blanding af de to, der dog virker utroligt godt for mig. Nummeret forbliver dog ikke i dette, for den sidste halvdel bliver utrolig dejligt vild, og det vækker mig på sin vis lidt fra den nærmest tranceagtige sindstilstand, som den første del ofte får puttet mig i. Det har jeg det dog fint med, for det giver en fed kontast, og denne gør, at det bare føles så meget vildere. Af den grund bliver man også nærmest nød til bare at give den ekstra meget gas her.
“Low Lands” er lidt anderledes i dets udtryk end resten af albummet, men det tilføjer lidt ekstra bredde til det hele, og det er jeg glad for. Jeg synes, at det er et skønt nummer, og det gør noget helt særligt for mig. Det er nok det nummer, som jeg altid glæder mig allermest til at høre, når jeg sætter albummet på, og det er vel kendetegnet på, at det er den ultimative favorit fra albummet. Jeg er voldsomt glad for det, og selvom der er massere af flere ting at skrive til det, så vil jeg holde med det her, da skriveriet ellers bliver for langt.

Magma ændrede som sagt Gojiras betydning for mig, og selvom jeg ikke regner bandet for et, der kommer i min top ti liste, så er det dog uhyre vigtigt for mig alligevel. Det er måske for meget at sige, at jeg ofte finder deres musik frem, men det sker dog med jævne mellemrum. Den kan bare et eller andet, og det sætter jeg pris på.

Jeg har fået set Gojira et par gange til koncert, og jeg kan kun anbefale, at du tager turen ud for at se dem, hvis de kommer forbi dig, da de er vidunderlige på en scene. Derudover vil jeg selvfølgelig også anbefale, at du støtter op om bandet via albumkøb eller ved bare at snakke med andre om bandet. Jeg tænker, at de fleste der lytter til metal kender bandet, men man kan jo altid lige give dem lysten til at lytte til dem igen.

Dagens lytteanbefalinger kommer til at blive “Silvera”, “Stranded” og så “Magma”. Selvom jeg gerne vil sætte “Low Lands” på denne liste, så synes jeg i sidste ende, at det er bedst, når man har hørt de foregående numre først, mens de tre der endte med at komme på listen alle sagtens kan stå stærk alene. Derfor vil den største anbefaling selvfølgelig være, at du selv giver dig i kast med albummet. Som jeg skrev tidligere, så er der virkelig mange stærke numre herpå, og jeg har det faktisk dårligt med, at jeg ikke har fået skrevet om hverken “The Cell”, “Pray” eller “Only Pain”, da alle tre er enormt stærke numre.

Magma (Album)

Silvera

Stranded

Magma (Nummer)