Når det kommer til de metal subgenrer, der virkelig har betydet noget for mig igennem tiden, så kan jeg ikke komme udenom thrash-metal genren, da det var en af de første, som jeg virkelig lyttede meget til. Derfor blev jeg også rigtig glad, da jeg dengang opdagede, at vi i Danmark havde, og stadig har, en rigtig stærk thrash scene. Der er en del bands, der igennem tiden har gjort deres indtryk på mig, og i dag skal det handle om en af mine favoritter, nemlig det pisse fede band Essence og deres forrygende debutalbum, Lost in Violence.
Essence var som sagt et band fra Danmark, og her siger jeg desværre var, da det efterhånden vel er ved at være 10 år siden, at bandet sidst var aktive. I sin tid var det sangeren og guitaristen Lasse Skov, der var hovedmanden bag projektet, og derudover talte besætningen Mark Drastrup på leadguitar, Rasmus Munch på bas og Nikolaj Kjærgaard på trommer. De sidste to kom dog ind i bandet senere hen i dets levetid, og derfor er de ikke med på dagens emne. I stedet var det her Tobias Nefer på bas og Martin Haumann på trommer. Hvornår bandet helt præcist opstod, ved jeg ikke, men de udsendte deres første EP tilbage i 2007, og derefter kom der så tre yderligere udgivelser, Lost in Violence i 2011, Last Night of Solace i 2013 og til sidst Prime i 2015. Igennem de år hvor bandet var aktive, så jeg dem personligt som et band, der i den grad kunne noget helt specielt, ikke bare på den danske scene, men også på den internationale. De var dog ikke det eneste thrashband fra Danmark, som jeg kunne sige dette om, da det samme gjaldt for Impalers, som det dog ikke skal handle om i dag. De skal dog lige nævnes, da det var dem, der fik introduceret mig til den danske thrashscenes potentiale, og derfor også til Essence.
Hvorfor Essence i sin tid stoppede deres karriere, ved jeg desværre ikke. Så vidt jeg husker stoppede deres aktivitet kort efter, at de havde afsluttet den tour, som de var på for at supportere deres sidste album, men jeg tror aldrig rigtigt, at der kom nogen officiel udmelding fra bandet, om at de stoppede. Hvad der lige skete der, kan jeg derfor kun gætte mig til, og de gætterier tænker jeg, at jeg vil holde for mig selv, da de ikke er reel fakta. Jeg kan kun sige, at jeg af og til kiggede efter nyheder om bandet i en god del år, efter man sidst hørte fra dem, men desværre var der aldrig nogen positiv nyhed. Heldigvis er nogle af bandets medlemmer stadig aktive på den danske musikscene, hvor jeg blandt andet til min overraskelse stod overfor bassisten Rasmus Munch for tre uger siden, da jeg her opdagede, at han i dag spiller i black-metal bandet Defacing God.
Med dagens baggrundshistorie overstået, så vil jeg begynde at gå i gang med at skrive lidt om bandets musik, og her vil jeg bare starte med at skrive, at jeg lige siden jeg stødte på bandet første gang har anset deres to første udgivelser som absolutte mesterværker. Allerede lige fra starten af Lost in Violence er jeg fanget, for den indledning som de leverer med nummeret “Allegiance” er bare mega fed. Lige med det samme synes jeg, at bandet viser, at de har et ret unikt lydbillede. Der er ligesom et eller andet anderledes over det, som jeg dengang ikke havde hørt hos andre, noget der også stadigvæk gælder den dag i dag. Det er ikke fordi, at det er voldsomt meget anderledes, end så meget andet thrash, men der er alligevel noget specielt ved det, og det sætter jeg virkelig pris på. Dette unikke kan blandt andet høres på den lidt sitaragtige lyd, som der er i starten af dette nummer, om end en der har en god del forvrængning over sig, hvilket lyder mega fedt. Resten af bandet lægger sig også i selen lige fra start, og alt dette skaber den perfekte indledning til dette mesterværk. Den perfekte stemning bliver lagt, for selvom lydbilledet som sagt er unikt, så er det også aggressivt og lægger op til, at det skal blive vildt, og hvad mere kan man ønske sig, når det kommer til thrash? Når tonerne til sidst i “Allegiance” så begynder at hænge, så ved man bare, at nu skal der komme gang i den, og det gør der også på det “Unlimited Chaos”, som albummet flyder direkte over i. Den unikke sitarlyd fortsætter her, og den kan altså bare et eller andet, når den bliver kombineret med det dejlige aggressive udtryk, som resten af instrumenterne har. Den får dog ikke lov til at dominere udtrykket og bliver for det meste brugt sparsomt, for det er de to aggressive guitarer, der for det meste får lov til at styre showet sammen med Lasses vokal. Denne sidste er jeg virkelig glad for. Han synger på en dejligt rå måde, der flirter en lille smule med noget hæst growl uden dog at nå helt over i det, hvilket passer virkelig godt til lydbilledet. Den forstærker bare aggressionen på en rigtig god måde, og især i omkvædet rammer den noget virkelig godt. Resten af bandets korvokal gør det dog bestemt heller ikke værre, da de bare forstærker det fede yderligere. Det er et trick, som bandet er glad for at benytte, og det virker hver gang. Hele vejen igennem nummeret er der godt med tempo på og en masse fede passager. Guitarerne er som sagt i front og de har en dejlig knasende lyd, som jeg er rigtig glad for. Trommerne spiller utroligt dejligt også og ligeså er det med bassen. Især den sidste kan et eller andet helt specielt i Essence, og der må jeg virkelig tage hatten af for Tobias Nefer, for den rammer han sgu helt plet med her. Jeg synes, at den får lidt mere plads, end bassen normalt får, når det kommer til thrash, og det er dejligt.
“Unlimited Chaos” udnytter perfekt den opbygning, som “Allegiance” satte op forinden, og med disse to har Lost in Violence en helt perfekt start. Man er ikke et sekund i tvivl om, hvor albummet er henne af, efter man har hørt de to, for den thrashede tilgang fortsætter nemlig på resten af albummet, og det er skønt.
Så vidt jeg husker, så var nummeret “Blood Culture” noget af det første Essence, som jeg stødte på. Det er også et af deres største numre, da de nemlig fik lavet en musikvideo til det, men det er dog ikke den eneste grund, for det er også bare et pisse fedt nummer. Jeg har det ofte med at have en forkærlighed for bas, og derfor gør det mig bestemt ikke noget, at nummeret lægger ud med en dejlig bassolo som indledning. Den er mega fed at lytte til, og igen bliver jeg nød til at uddele stor ros til Tobias Nefer, for den har han fuldt ud fortjent. Soloen her er dejlig melodisk og flyder bare virkelig godt. Han står ikke alene her, for guitarer og trommer står i baggrunden og leverer en skøn bund, som bassen kan hygge sig over. Trommerne spiller bare suverænt her, og de få toner som guitarerne biddrager med skaber en hel unik stemning. Som sagt er det voldsomt fedt, for der er noget virkelig utroligt over det, og jeg bliver aldrig træt af at lytte til den, på trods af at jeg efterhånden har hørt nummeret flere hundrede gange. Jeg var blæst væk, dengang jeg for første gang hørte denne indledning, og jeg elsker den stadig utroligt højt den dag i dag. Det er dog langt fra det eneste, der er fedt ved dette nummer. Efter denne indledning kommer det nemlig igen til at gå stærkt, og det er nærmest umuligt ikke at lade være med at svinge hovedet med til musikken. Da de sidste toner af indledningen lyder, overtager guitarerne positionen i fronten af lydbilledet, og igen kommer det hurtigt til at gå stærkt. Både Lasse og Mark spiller suverænt på deres instrumenter, og det er bare så lækkert at lytte til. Samtidig synes jeg også utroligt godt om det, som Lasse laver vokalmæssigt her. Ligesom på “Unlimited Chaos”, så er vokalen godt rå, og det ekstra skub som han lige giver den i slutningen af hvert vers er fed. Der kommer lige et flig af desperation ind over den, og det har en fed effekt, der lægger rigtig godt op til omkvædet, hvilket også bare er pisse solidt.
Hvert enkelt instrument har gang i nogle vildt fede ting på dette nummer, og lige meget om det er trommerne, bassen eller guitarerne som man fokuserer på, så er der spændende ting at finde i deres spil. Den guitarsolo der bliver spillet på dette nummer er fuldstændig suveræn, og lige bagefter den snupper bassen så faklen og fortsætter med sin egen lille solo, hvilket bare er skønt. Det er bare et af de mange elementer af variation, der er at finde på dette nummer og generelt også bare i Essences musik, og det er jeg rigtig glad for. Alle disse sørger for, at det er spændende og fedt lige fra start til slut, og jeg synes da også, at dette nummer er et af de stærkeste på albummet. Der er en masse andre små detaljer at finde her, og dem kunne jeg skrive meget om, men for at holde længden på skriveriet på en nogenlunde en af slagsen, så vil jeg bare anbefale, at du selv lytter det igennem, for det er sgu et fantastisk nummer.
Albummets sjette nummer har titlen “Oblivion”, og her går lyden over i det akustiske, hvor det også næsten kun er guitarer, der er at finde. De leverer et dejligt dystert lydbillede, som er dejligt skønt at lytte til, og som også sætter stemningen perfekt til det, der kommer lige efter, hvilket efter min mening er albummets fedeste nummer, nemlig “Shades of Black”. Dette nummer er bare pisse hamrende fucking fedt lige fra start til slut. Den måde hvorpå tonerne fra “Oblivion” svinder ud og giver plads til, at “Shades of Black” så kan pumpe stemningen op lige fra start er sublim, og er man til mega fed thrashguitar, så bliver man fandme ikke skuffet her, for Mark får meget ofte lov til at lege under dette nummer, og hver gang er det bare så forrygende fucking fedt. Allerede ved starten af nummeret er der en af disse soloer at finde, og for fanden hvor er den dog bare lækker at lytte til. Især da Mark lige lader den skrige, bliver jeg nærmest bare fuldstændig ekstatisk, og det sætter den perfekte tone for dette nummer. Igen brillerer Lasse Skov med hans vokal, igen hamrer Martin Haumann løs på trommerne på en fuldstændig forrygende måde og igen er bassen vidunderlig at lytte til. Alt bliver gjort rigtigt på dette nummer efter min mening. Versene er hårdtslående og fantastiske og omkvædene ligeså. Mellemspillene mellem disse er også fede, og det er netop her, at Mark får lov til at lege, hvilket som sagt er forrygende. De binder det hele sammen, så det aldrig nogensinde kommer i nærheden af at blive den mindste smule kedeligt.
Igennem “Shades of Black” er der en fuldstændig vanvittig god energi, selv i det korte stykke hvor tempoet bliver sat lidt ned, synes jeg, at denne energi bliver bevaret, og den smitter utroligt meget. Jeg har svært ved at sidde stille, mens jeg hører dette nummer, og jeg har egentlig også bare svært ved at skrive, da hænderne har så meget lyst til at tromme med eller spille luftguitar, når jeg hører det. For mig er det her nummer et af de mest perfekte thrashnumre, som jeg nogensinde har hørt, ikke bare fra lille Danmark, men fra hele verden. Det kan noget helt særligt, og hver gang dette album kommer på, så glæder jeg mig afsindigt meget til, at tonerne til “Oblivion” begynder, for så ved jeg, at nu bliver det sindssygt dejligt vildt. Hvis der er et nummer, der i den grad i dag skal anbefales, så er det “Shades of Black”, for det er bare noget af det vildeste.
Jeg havde egentlig tænkt mig også at tage fat i titelnummeret “Lost in Violence”, da jeg i den grad også er stor fan af det, men så kommer musikdelen af dette skriveri ikke til at slutte på højdepunktet, og det synes jeg egentlig vil være synd. Derfor vil jeg i stedet begynde at runde skriveriet af, og her vil jeg starte med at skrive, at Essence er utrolig meget savnet herfra. Jeg synes virkelig, at de var suveræne, da de var aktive, og selvom jeg ved udgivelsen havde lidt problemer med deres sidste album Prime, så er disse i dag svundet lidt. Her skiftede bandet lidt stil, og det er jo altid farligt. Det var meget lang tid siden, at jeg sidst havde lyttet til det, men inden jeg skrev i dag, så fik det dog lige en chance til. Selvom jeg stadig vil stå fast på, at albummet ikke rammer de samme højder, som Lost in Violence og deres andet album med titlen Last Night of Solace gjorde, så synes jeg dog ikke, at det er så galt, som jeg i lang tid gik og mente, at det var. Jeg ser det lidt på samme måde, som jeg gør med Metallicas sorte album. Skuffende i forhold til hvad der kom før, men ret godt hvis man lader det stå på sine egne ben.
Essence blev sammen med Impalers uhyre vigtige for min introduktion til den danske metalscene. Disse to bands viste mig, at det ikke kun var de store bands der kunne deres kram. Det kunne dem i undergrundsscenen i den grad også, og i nogle tilfælde endnu bedre end de store.
Da Essence ikke er aktive mere, så er det lidt svært at komme med støtteanbefalinger til bandet. I stedet vil jeg bare anbefale dig, at hvis du lige har gået og glemt Essence, eller hvis du ikke har hørt om det før, så giv dem et lyt, for det synes jeg, at de i den grad fortjener. Derudover kan du jo prikke en ven på skulderen, og enten give dem en opdagelse eller en genopdagelse af bandet.
Hvad skal man så give af lytteanbefalinger i dag, altså udover hele albummet. Det er som sådan nogle ret nemme valg, for det bliver “Blood Culture”, titelnummeret “Lost in Violence” og så selvfølgelig “Oblivion” / “Shades of Black”. Disse tre numre er mine favoritter fra albummet, men der er dog så meget mere godt. “Unlimited Chaos” har jeg skrevet om, og det er pisse fedt, men derudover er der også numre som “Pestilence” og “Aggressive Attack”, som jeg også synes er fede. Dette gælder faktisk for alle numre, for som jeg sagde tidligere, så er Lost in Violence i den grad et mesterværk efter min menning. For mig er det noget af det bedste thrash, der nogensinde er blevet udgivet, og det kan jeg godt forestille mig, at det bliver ved med at være, da dette album har et idiotisk højt niveau.
Musikskriveri 