Når det kommer til musik, så har jeg nu engang en forkærlighed for det mere eksperimentielle, og det er også det bedste tillægsord, som jeg kan bruge til at beskrive dagens emne. I dag skal det nemlig handle om det amerikanske band Battles, og deres dejlige interessante, spændende og flippede tilgang til musik. De har et helt unikt lydbillede, og dette blev allerede konstrueret på deres fantastisk debutalbum fra 2007, der har titlen Mirrored, som mit skriveri i dag kommer til at fokusere på.

New Yorks musikscene kan sgu noget helt specielt, i hvert fald for mig. Kigger jeg på min liste over de amerikanske bands, som jeg virkelig er glad for, så kommer mange af de bands nemlig fra New York, og her er Battles en af dem. Dette band startede deres karriere tilbage i 2002, dengang som en kvartet, og stilmæssigt kan de beskrives som et eksperimentelt math-rock band. Da bandet blev dannet bestod det af John Stainer på trommer, Tyondai Braxton på guitar, keyboard og vokal, og Dave Konopka på bass guitar og effekter. Hovedmanden bag bandet har jeg gemt til sidst, for udover at Ian Williams var ham, der startede bandet, hvor han dengang også stod for guitar, keyboards og derudover også var bag sequenceren, så har han i dag overtaget rollerne fra Tyondai og Dave, da de siden da er gået ud af bandet. Dette betyder, at Battles den dag i dag kun er en duo, men de eksisterer dog i bedste velgående. Bandet har til dags dato udgivet fem studiealbum og et hav af EPer, men det er dog desværre ved at være nogle år siden, at man sidst kunne høre noget nyt fra dem.

Jeg har ingen anelse om hvordan, hvornår og hvorfor at jeg i sin tid opdagede Battles. Jeg har kendt til dem i en god del tid efterhånden, og det var faktisk igennem albummet Mirrored, at jeg blev introduceret til dem, hvilket nok også er grunden til, at jeg sætter dette album højere end de andre. Dette var igennem et helt bestemt nummer, som jeg fik hørt en god del gange, inden at jeg endelig fik taget mig sammen til at høre resten af albummet igennem. Jeg vil dog vente lidt med at skrive om dette nummer, da det vel nok er bedst at begynde fra starten af albummet, eller i hvert fald næsten da.

Det første nummer på albummet, der har titlen “Race : In”, giver en en rigtig god ide om, at man skal til at høre noget, der er lidt specielt. Allerede fra starten er dette nummer en smule flippet, men det er dog først henimod slutningen, at man virkelig begynder at få et indtryk af, hvor langt ud bandet nogle gange går. Jeg har dog ikke tænkt mig at skrive mere om dette nummer, for selvom jeg synes, at det er fedt, så er der dog et andet, som jeg hellere vil skrive om, nemlig det der kommer lige efter, der har titlen “Atlas”. Tager man albummet i rækkefølge, så gør “Race : In” et fantastisk stykke arbejde i at forberede en på, hvad man skal høre, for hvor åbningsnummeret stille og roligt tager en over i det mere skæve, så går “Atlas” nærmest derover lige fra start. Allerede i åbningen er der nogle sjove lyde her og der, og selvom der lige når at gå omkring 40 sekunder, før det hele bliver fuldstændigt skørt, så bliver det i den grad dejligt mærkeligt efter. Vokalen er en stor grund til dette, for den minder mig nemlig en smule om Smølferne, dog i en lidt mere flippet udgave. Når denne så bliver kombineret med den lidt hårde instrumentale del, der stille og roligt har bygget sig selv op, så får man noget rigtig dejligt spøjst og skævt musik, der på samme tid er utroligt fantastisk. Selvom vokalen er en smule underlig, så synes jeg stadig, at den har gang i noget utroligt fedt her, og det er et af de elementer, som jeg virkelig nyder ved Battles musik. De to guitarer og bassen er også fede at lytte til, men hvis der er en ting, som jeg virkelig nyder ved dette nummer, så er det dog i den grad trommerne. Hold da op hvor er de dog bare en kæmpestor del af det, der gør, at jeg virkelig nyder dette nummer. Udover at de lydmæssigt bare voldsomt dejlige at lytte til, så synes jeg også, at det som John Stainer spiller på dem er super lækkert. De driver nummeret frem på en så fuldstændig suveræn måde, at jeg selv under de stykker, hvor guitaren er mere i fokus, ikke kan lade være med at tage ørene helt fra dem.
Vokalen er en stor del af det, der gør, at nummeret er godt skævt, men det er ikke kun på grund af den. Det instrumentale viser nemlig også, at det sagtens kan levere noget anderledes og eksperimentelt på egen hånd under det ret lange instrumentale stykke, der er at finde cirka midtvejs i nummeret. Dette er super fedt, for udover at det tager fokusset væk fra vokalen og viser, at det ikke kun er på grund af denne, at Battles er skævt, så er det også bare spændende i sig selv. Dette stykke starter egentlig med et mere guitarfokuseret stykke, der så derefter går over i en lang opbyggende passage, hvor alle får lov til at skinne. Bassen indleder, og derefter kommer resten stille og roligt på, mens det bare bliver vildere og vildere. Her svinger det bare utroligt godt, og igen synes jeg, at trommerne, og denne gang også bassen, er en stor grund til det. Mens guitarer og keyboards leger en god del, så holder de to andre fast i bunden, og det er skønt. Som sagt bliver det bare vildere og vildere, og det slutter da også af på nummerets absolutte vildeste punkt. Hele “Atlas” byder bare på en fantastisk rejse, og jeg nyder den i fulde drag. Det er et langt nummer, men det føles aldrig ensformigt og i den grad heller ikke kedeligt. Der sker en masse, og det er super spændende at lytte til, hvilket også har gjort, at det er blevet til en af mine favoritter fra albummet. Favoritten, der også er det nummer, der i sin tid introducerede mig til bandet, er det dog ikke. For at høre den, skal man nemlig lige frem til albummets fjerde nummer.

“Tonto”. Min introduktion til Battles, og i lang tid også det som jeg kom til at kalde bandet for. Nogle gange svipser det faktisk stadig, for er der et nummer, som jeg nyder mere end nogle af de andre numre, som bandet har udgivet. Her er det i den grad det instrumentale, der får lov til at skinne, for lige på nær et enkelt stykke, hvor der er lidt vokalisering, så er det rent instrumentalt. Igen er trommerne dejligt fede at lytte til, men her synes jeg dog, at det som instrumenterne i fronten af lydtæppet laver er det, som virkelig fanger mig. Guitarerne er super fængende, og det samme er bassen i den grad også. Det svinger lige fra start, og det bliver kun bedre jo længere ind man kommer i nummeret. Igen bliver det vildere og vildere jo flere elementer, der bliver lagt på. Samtidig er disse også bare super unikke og spændende at lytte til, og især guitarerne har en virkelig særpræget lyd, som jeg kun har hørt i Battles regi. Henimod midten slår den dog lige over i en lidt mere normal måde at spille på, og dette er fordi, at nummeret energimæssigt når dets højdepunkt her. Det er så også bare et fantastisk stykke, der er her, for hold kæft hvor det svinger. Det er næsten umuligt ikke at bevæge kroppen til dette stykke, for det er bare fantastisk. Den leadguitar som man kan høre her er bare så fandens skøn at lytte til. Nøj hvor jeg elsker den, og hvis den havde lydt sådan resten af nummeret, så ville jeg overhovedet ikke være ked af det. Det gør den dog ikke, og heldigvis vil jeg endda sige, for det der kommer efter er på sin vis meget mere spændende. Nummeret tager nemlig en noget uventet drejninger, og denne er dejlig uforudsigelig og skøn. Det er sådan noget, som jeg virkelig nyder, og mere vil jeg ikke skrive om den. Jeg synes nemlig, at “Tonto” er et så dejligt fedt nummer, at du helst selv skal høre det. Det er min favorit fra albummet, og også fra bandet generelt. Jeg nyder det hver gang, at jeg lytter til det, for det rammer bare lige de steder, der gør, at jeg finder det rigtigt interessant.

Hvis jeg skal vælge mine to favoritter fra albummet ud, så bliver det de to numre, som jeg lige har skrevet om. Heldigvis byder Mirrored dog på meget mere guf, og blandt andet “Leyendecker”, der kommer direkte efter “Tonto, synes jeg er ret fedt, da der er en mere elektronisk vinkel på det. Det giver albummet en større brede, og det er altid et plus i min bog. Derudover er nummeret “Rainbow” også ret fantastisk, men det er dog albummets syvende nummer, som jeg gerne vil fokusere på. “Bad Trails” hedder det, og det er endnu et skønt og skævt nummer. Her er der ikke lige så meget gang i, og selvom det er noget flippet, så er det på sin vis også nærmest en smule atmosfærisk. Ligesom “Leyendecker”, så er dette nummer med til yderligere at forøge albummets brede, og det er skønt. Her bruger bandet en masse forskellige lyde, der sammen bliver kombineret til et virkelig fantastisk stykke musik. Det er på sin vis en lille smule monotont i dets fremgang, men samtidig gør dette bare, at nummeret bliver dejligt dragende og nærmest meditativt. Det er sådan et nummer, hvor man virkelig kan drage fordel af bare at lukke øjnene og så fokusere fuldstændigt på musikken, for der er så mange forskellige spændende ting, der sker. På trods af at jeg ikke vil sætte det på samme niveau som hverken “Atlas” eller “Tonto”, så er det stadig et super stærkt nummer, som jeg virkelig sætter pris på.

Ligeledes er det med det sidste nummer, som jeg vil sætte et par ord til i dag, hvilket har titlen “Tij”. Her er der igen kommet lidt tempo på, og nøj hvor det dog bare svinger. Det er dog igen også noget specielt, og det er ren guf for mine ører. Jeg kan ikke blive andet end glad, når jeg hører musik som dette, for det er bare så dejligt spændende. Hele tiden er det uforudsigeligt, for de drejninger det tager er dejligt unikke. På trods af dette flyder “Tij” dog stadig på en rigtig god måde og giver mening hele vejen igennem, hvilket er noget andet, som jeg er rigtig glad for ved Battles musik. Nogle gange synes jeg nemlig, at de bands der beskæftiger sig med det unikke godt bare kan føles som om, at de er underlige for netop at være underlige. Det er dog som sagt ikke tilfældet her, og det påskønner jeg, for det resulterer nemlig i, at dette nummer er et super fedt et af slagsen. Hvor jeg på nogle af de andre numre fremhævede forskellige instrumenter, så synes jeg, at det er umuligt at gøre her, da alle giver den alt hvad de kan, og det føles til tider som om, at instrumenterne bliver udnyttet til deres absolutte maksimum. “Tij” er bare så hamrende fantastisk at lytte til, og længere er den ikke. Det vil ikke give mening for mig at begynde at gå i detaljer med hvad der sker, for så bliver dette skriveri et voldsomt langt et af slagsen, så i stedet vil jeg bare anbefale at du læner dig tilbage, når du hører det, og igen kan du drage fordel af at lukke dine øjne og fokusere fuldt ud på de lyde, der er at høre, da der er utroligt mange af dem. Det svinger bare rigtig godt fra start til slut, og det elsker jeg.

Siden dengang jeg først hørte Battles, hvornår det så end var, har jeg vendt tilbage til deres musik med jævne mellemrum, og oftest er dette i form af Mirrored. Dette album kan noget helt specielt, og jeg nyder altid at lytte det igennem. Desværre har jeg ikke fået oplevet bandet til en koncert, men det håber jeg sker engang. Jeg kan i hvert fald forestille mig, at det må være en voldsomt skøn og unik oplevelse. Forhåbentligt sker det en dag, men indtil da må jeg bare vente i spænding, og i stedet nyde deres studieudgivelser. Det samme vil jeg anbefale at du gør, og selvom jeg desværre mener at kan huske, at dette ikke er så nemt at gøre via deres fysiske udgivelser, da det er noget tid siden, at de blev genoptrykt, så kan der jo være sket nogle ting siden da. Hvis ikke, så kan du dog som altid bare anbefale bandet og deres musik videre til andre, da musikken jo på den måde bliver holdt i live og samtidig også spreder glæde til andre. Selvom bandet har et voldsomt unikt udtryk, så tror jeg, at de fleste i den grad kan finde glæde i deres musik, for jeg synes i hvert fald, at det svinger utroligt godt.

Mine lytteanbefalinger bliver i dag “Atlas”, “Tonto” og “Tij”. Det er måske ikke disse tre numre, der giver det største indblik i albummets bredde, men på samme tid så synes jeg bare, at disse er de fedeste, og selvom de måske ikke viser bredden fuldt ud, så har de dog alle tre deres helt egen unikke lyd. Generelt er Mirrored dog et voldsomt godt album, og lige på nær det korte nummer “Prismism”, så ville jeg kunne anbefale dig at starte med et hvilket som helst nummer, da niveauet på albummet bare er voldsomt højt. Derfor er den sædvanlige største anbefaling da også, at du lytter det hele igennem.

Mirrored

Atlas

Tonto

Tij