Når jeg nu kommer med nogle ekstra skriverier her om fredagen, er det så ikke ret passende, at de bliver af en mere festlig natur? Det synes jeg, og derfor skal det i dag handle om det nyere danske band Smag På Dig Selv, der med deres unikke genreblanding af jazz, hip-hop, punk og afrobeat leverer noget utroligt fedt musik, som man næsten kun kan bevæge sig til.
Smag På Dig Selv er som sagt et nyere band på den danske musikscene, der kommer fra Christiania. Det er en trio bestående af Albert Holberg på trommer og Thorbjørn Øllgaard og Oliver Lauridsen på saxofoner, henholdsvis en på baryton og en på tenor. Så vidt jeg kan se, så kom bandet med deres første single tilbage i 2020, men det var først i april sidste år, at bandet fik udgivet deres debutalbum. Dette bragte dem omtale med det samme, og det var igennem denne, at jeg opdagede bandet. Jeg mener, at det var på P6 Beat, at jeg først fik hørt bandet, og det kan næsten kun have været enten Carsten Holm eller Niels Fez Pedersen, der stod bag denne introduktion. Det er dog ikke kun P6, der har taget bandet op, for de bliver også spillet flittigt på P8 Jazz, og dette er blandt på grund af bandets meget varierende udtryk, som jeg vil komme ind på i løbet af skriveriet.
Det blev en relativt kort indledning i dag, men så er der bare lidt mere plads til at skrive om musikken. Som sagt, så leger Smag På Dig Selv med en blanding af flere forskellige genrer, og der er ofte godt med tempo på. Dette kan høres lige med det samme på åbningsnummeret “Al Magt Til Overførselsindkomst”. Udover at titlen her er fantastisk, så er nummeret også virkelig fedt og festligt. Det fede sammenspil der er mellem de to saxofoner kan høres lige fra start, hvor Thorbjørns dybere toner lægger en bund, som Oliver så kan spille over. De komplimenterer bare hinanden voldsomt godt, og jeg kan ikke blive andet end glad, når jeg hører dem. Samtidig spiller Albert også bare fedt på trommerne. Der er en meget jazzet følelse over dem, og der er en fed variation i det, som han spiller. Nogle gange er det mere ovre i en rolig del, og andre gange, især henimod slutningen, er det virkelig vildt. Det er dog ikke kun det, som han spiller, som jeg synes er fedt. Det er også det, som han ikke spiller, som jeg virkelig elsker, for flere gange under nummeret kommer der en pause på trommerne, og det er et virkelig godt valg fra bandets side. Det tilføjer endnu mere variation til nummeret, og det er fedt. Samtidig gør det også, at nummeret så føles endnu vildere, når trommerne igen kommer på efter sådan en pause. “Al Magt Til Overførselsindkomst” er et mega fedt nummer, og det indleder albummet på fantastisk vis. Man får et rigtig godt indtryk af, hvad bandet kan og vil her, og efter at have hørt dette kan man næsten kun sidde med gode forventninger til resten af albummet. Igen må jeg pointere, at de to saxofonister er fantastiske at lytte til. Begge er mega dygtige, men det er den måde, som de spiller sammen på, der virkelig sælger det for mig. Det er bare skønt at lytte til, og heldigvis byder resten af albummet på meget mere af dette.
SPDS fortsætter med fantastiske numre og fantastiske titler. “Hvide Mænd Spiller Afrobeat” er et mindst lige så godt nummer som det første, og efter dette kommer der et dejligt aggressivt og samfundskritisk digt, der har titlen “Middelklassen Avler Kun Skeletter”, der så bliver fulgt op af et lækkert nummer med samme titel. Det er dog nummeret efter det, som jeg fremhæve, for det er det, som blev min introduktion til bandet. Igen er titlen vidunderlig skøn, for den er nemlig “Fuck Der Kommer Kontrollører!”, og det er også den lidt paniske følelse, som nummeret skaber. Det er fucking fantastisk at lytte til, og her må jeg lige nævne den effekt, som jeg vil tro er en phaser, der nogle gange lige bliver tilføjet til saxofonerne. Dette sker blandt andet i indledningen til dette nummer, og det giver en ekstra dejlig dimension til deres lyd, som jeg er meget glad for. Denne effekt bliver brugt flere gange under nummeret, specifikt når der er mellemstykker, og det er fedt. Hovedstykket er dog mindst lige så fantastisk, for hold da op hvor det bare svinger her! Jeg er stor fan af det, som Oliver spiller her, for det er virkelig dejligt at lytte til. Det er den bund, som Thorbjørn og Albert lægger dog også, og igen er nummeret bare suverænt i dets helhed. Som sagt gengiver det perfekt den paniske stemning, som jeg vil tro, at der opstår, når man sidder i toget uden billet og ser en kontrollør komme imod en. Denne stemning bliver yderligere forstærket af et stykke midt inde i nummeret, hvor der bliver sat en febrilsk stemme til. Det er fedt element, som jeg er glad for, at bandet har tilføjet, for det forstærker som sagt stemningen, og derudover lægger det også rigtig godt op til, at det hele så kan blive vildt efter.
Jeg synes, at “Fuck Der Kommer Kontrollører!” er et vidunderligt lækkert nummer, der virkelig illustrerer styrkerne i det, som bandet har gang i. Når det er vildt, så svinger det voldsomt godt, og når det er roligt, så flyder det fantastisk dejligt. Jeg kan kun sidde her og forestille mig, hvor vildt det kan blive, når bandet spiller nummeret live, for det lægger virkelig op til en fest. Der er en fantastisk attitude over det, og det er pisse fedt!
Der er godt med forskellige udtryk at finde på SPDS. De to numre som jeg lige har skrevet om er ret forskellige, og sådan fortsætter det også med at være, blandt andet på det virkelig fede nummer “TOTAL FULL POWER EXTREME NUCLEAR CONFUSION 2000”, som jeg vil skrive lidt om nu. Her synes jeg i den grad, at der kommer lidt techno ind over lydbilledet, og det er pisse fedt. Der er en nærmest futuristisk følelse over nummeret, og igen er der godt med energi i. Jeg vil tro, at det er en synthesizer, der står for denne følelse, og den er dejlig lækker. Om det er Thorbjørn, der spiller denne, ved jeg ikke, men hans saxofon er i hvert fald ikke at høre til at starte med, så jeg vil tro, at det er ham, der står bag den. Olivers saxofon kan til gengæld høres hele vejen igennem, og den fortsætter med at være utroligt lækker at lytte til. Den leverer noget utroligt smukt til det ellers ret hurtige og måske lidt dystre, som synthesizeren og trommerne leverer. Især trommerne sørger her for, at tempoet her er godt, og jeg må igen bare skrive, at de er vildt fede at lytte til. Det samme er Thorbjørns saxofon, der kommer på efter der er gået lidt over et minut, for de dybere toner der kommer ud af den giver bare så meget ekstra til dette nummer. Den er der kun lige kort, men i den tid leverer den noget voldsomt lækkert, og det er skønt.
Ligesom de to andre numre, så er dette også dejligt varierende, og det er i den grad gået hen og blevet en af mine favoritter fra albummet. Det kan noget helt utroligt særligt, som jeg er utroligt meget voldsomt glad for.
SPDS er generelt et album, hvor energien er høj. Der kommer lige et digt en gang imellem, som tager tempoet lidt ned, men ellers holder det instrumentale et ret højt tempo. Der er dog en undtagelse, hvilket er det næstsidste nummer på albummet. Dette har titlen “Respektér en lukket dør”, og her bliver det mere roligt og smukt. Det er endnu et biddrag til det voldsomt brede udtryk, som SPDS har, og jeg synes, at det er mega fedt. Selvom det på sin vis er lidt anderledes end resten af albummet, så føles det ikke forkert. Det er bare endnu en tilføjelse til den dejlige variation, der er på albummet. På “Respektér en lukket dør” er udtrykket som sagt mere roligt og smukt, og det understreger begge saxofoner i den grad. For fanden hvor er de dog bare skønne at lytte til. Det som Oliver spiller er utroligt skønt, og Thorbjørn lægger endnu en gang en god bund til. Igen bliver der også lagt noget effekt til saxofonerne, og det er super dejligt. De første 2 minutter af nummeret er overordentligt skønne, og derefter begynder det så at lægge op til, at der skal komme lidt tempo på. Her får Albert også lov til at komme med, og det giver en rigtig dejlig slutning til det hele, hvor det bliver lidt vildere. “Respektér en lukket dør” er et virkelig dejligt nummer, og det er giver et godt pusterum, inden at albummet lukker af med nummeret “Negirî”, hvor der igen kommer tempo på. Her er der et skønt biddrag fra AySays Luna Ersahin, men jeg vil ikke afsløre mere end det, da jeg synes, at du selv skal give det et lyt. Ligesom resten af albummet er det et fedt nummer, og det er en skøn måde at slutte dette fantastiske album af på.
Jeg har desværre ikke fået set Smag På Dig Selv live endnu, hvilket er noget, som jeg ellers utroligt gerne vil. Tingene har ikke lige passet sammen, og da de endelig gjorde, da jeg var taget til Randers specifikt for at se dem, så måtte bandet aflyse, muligvis på grund af noget madforgiftning. Jeg er dog helt sikker på, at jeg inden for den nærmeste fremtid kommer til at opleve dette band live, da det simpelthen bare er for vildt. Kommer de forbi et sted i nærheden af dig, så vil jeg også anbefale, at du tager afsted, da jeg kun kan forestille mig, at deres koncerter er en fest at overvære. Derudover vil jeg selvfølgelig også anbefale, at du støtter op om bandet ved enten at købe deres album, eller ved at du fortæller andre om dem. De har gang i noget fuldstændigt vildt fedt, og jeg glæder mig til at se, hvad Smag På Dig Selv i fremtiden har at byde med.
Lytteanbefalingerne i dag bliver “Fuck Der Kommer Kontrollører!” og “TOTAL FULL POWER EXTREME NUCLEAR CONFUSION 2000”. Den tredje anbefaling er dog voldsomt svær, for der er nemlig nogle vildt fede numre på dette album. To af dem har jeg skrevet om, og de er begge vanvittigt gode, men jeg tror, at jeg her til sidst vil vælge at anbefale dig, at du giver “Negirî” et lyt. Jeg har skrevet en lille smule om det, og jeg kan kun tilføje, at det ligesom de andre er et nummer med et utroligt højt niveau, hvilket generelt bare kan siges om hele SPDS. Det er et genialt album fra et genialt band, og min største anbefaling i dag er selvfølgelig, at du lytter hele albummet igennem, for det er fuldstændigt fucking vanvittigt forrygende godt.
Musikskriveri 