I dag er det blevet tid til endnu en genganger, og igen er det en favorit, der får lov til at få endnu et skriv. I dag har jeg nemlig igen fundet bandet Quicksand frem, og denne gang er det deres seneste fuldlængde udgivelse, Distant Populations, som det skal handle om.
Når det kommer til Quicksand, så er der både gået længere og kortere tid, siden jeg skrev om dem, end der gjorde med Devin Townsend. Dengang jeg havde fat i bandet for første gang var nemlig helt tilbage i sidens begyndelse, da mit skriveri om deres Interiors album var det fjerde albumskriveri, der kom op på siden. I november havde jeg dog den store fornøjelse at opleve bandet live, og det blev der også et skriveri ud af. Det er faktisk også netop på grund af den koncert, at jeg i dag har valgt at skrive om bandet igen. Jeg må nemlig tilstå, at jeg op til koncerten ikke anså deres seneste udspil som alt for godt. Jeg synes, at det var et fint album, men det fangede mig bare ikke på samme måde, som Interiors gjorde, og derfor kom Distant Populations til at stå i dets skygge. Derfor var jeg også lidt skuffet, da bandet ikke spillede noget fra Interiors den aften, at jeg var til koncert med dem, men når jeg sidder her i dag, så er jeg faktisk rigtig glad for det. Koncerten var nemlig fantastisk, og den gjorde, at jeg lige gav albummet en chance til, da flere af de numre der blev spillet den aften var fra Distant Populations. Det gav lynhurtigt pote, for jeg har i den grad revurderet albummet, efter at jeg gav det et nyt lyt. Det er sindssygt solidt, og selvom jeg stadig sætter Interiors højere, så er Distant Populations i den grad kommet ud af dets skygge og står nu side om side med det og bandets andre udgivelser.
Inden jeg dog går i gang med at skrive om selve musikken, så kommer der lige lidt hurtig information omkring bandet, hvis du nu skulle have glemt, hvad jeg skrev om dem i mit Interiors skriveri. Quicksand er et amerikansk band, mere specifikt er de fra New York, og genremæssigt ligger de i post-hardcore genren. Bandet består af guitarist og forsanger Walter Schreifels, bassist Sergio Vega og trommeslager Alan Cage, der alle er originale medlemmer helt tilbage fra 1990, hvor bandet havde dets begyndelse. På trods af at Quicksand er et 90’er band, så har det dog ikke alt for mange udgivelser under sig, da bandet var på pause i en god del år. Mere vil jeg dog ikke gå i dybden med det her, da jeg jo har skrevet lidt mere gennemgående om dem før, og med det sagt, så er det tid til at dykke ned i selve musikken.
Nu skriver jeg, at jeg førhen ikke var super imponeret over Distant Populations, men der er dog et nummer, som jeg har elsket lige siden, at jeg for første gang hørte det. Det er albummets andet nummer, der har titlen “Lightning Field”, og det er simpelthen bare fantastisk. Der er så pisse god energi i det, og hver gang jeg hører det, får jeg lyst til at stå og danse til det. Tempomæssigt er der godt gang i den lige fra start, og samtidig er der en enormt fed indledning her. Lydbilledet er nemlig lidt uskarpt i starten, men dette ligger bare op til, at energien lige kommer til at føles lidt vildere, når det efter et par sekunder skifter over til en dejlig klar lyd. Der er noget helt vildt lækkert ved denne indledning, og det bliver kun bedre. Jeg er voldsomt stor fan af alt det, der sker her. Walter Schreifels er sindssyg dejlig at lytte til, både det han laver på hans guitar, men også hans vokal er fuldstændig fantastisk. Det er ham, der får lov til at ligge i front, og det gør han suverænt. Det der er i baggrunden er dog mindst lige så fedt. Sergio Vega er en suveræn bassist, og jeg er så glad for, at han lydmæssigt får plads i Quicksand, for jeg elsker den baslyd, som han har. Alan Cage skal dog også nævnes, for hans trommer er fucking fede! Jeg er ikke nogen trommeekspert, men jeg synes ikke, at det han laver lyder alt for teknisk. Til gengæld sidder det hele lige i skabet, og det er så vigtigt. Hans trommer biddrager med så utroligt meget energi, og det er bare fedt. “Lightning Field” er et ret kort nummer på kun 2 minutter og 23 sekunder, men der sker dejligt meget på den korte spilletid. Det kører som sagt i et rigtig godt tempo, og nummeret spilder ikke tiden med en masse mellemstykker. Det er bare ligepå, og det passer rigtig godt til den energi, som nummeret udstråler. Der er dog variation i det, for i den sidste halvdel af nummeret bryder nummeret nemlig med vers/omkvæd strukturen og går i stedet over i et monster tungt stykke, der for mig er umuligt ikke at headbange til. For satan hvor er det bare perfekt! Dette stykke bliver bygget lidt roligt op, så man lige kan få pusten, og så bliver der ellers bare slået hårdt på. Trommer og bas sørger for at rytmen stadig bliver holdt, mens Walter så kommer med nogle ekstra dejlige guitarlyde. Det er så fandens hamrende fedt at lytte til, og det giver det perfekte højdepunkt til nummeret. Der kommer lige et afsluttende omkvæd til sidst, men ofte bliver jeg simpelthen nød til at starte nummeret forfra, for det er simpelthen bare for godt. Jeg har lyttet til dette nummer vanvittigt mange gange, og dette især efter koncerten hvor jeg ofte har siddet med en trang til at lytte til det. “Lightning Field” kan noget helt særligt, og det er helt klart også min favorit fra albummet. Det er dog ikke det eneste fede, som albummet byder en på.
Et af de andre fede numre er albummets fjerde nummer, “Brushed”. Fra at skrive om et af de numre hvor der er mest gang i den, går jeg nu over til at skrive om det, hvor tempoet ligger på det laveste, hvis man da lige ser bort fra stemningsnummeret “Compacted Infinity”. Det er dog stadigvæk pissegodt. Ligesom tempoet er skruet ned, så er det samme tilfældet med vildskaben. Forvrængningen på guitaren er blevet voldsomt reduceret, trommerne lyder som kommer de fra en trommemaskine, og bassen er også noget roligere, og for at understrege stemningen yderligere, så kommer der også en ekstra guitar ind over, hvis lyd er helt ren. Der er noget utroligt dejligt ved det lydbillede, som Quicksand skaber her. Det føles virkelig rummeligt, skønt og dejligt, og der er bare et eller andet ved det, der rammer helt plet for mig, og det bliver også kun endnu bedre, når Walter begynder at synge. Progressionen i “Brushed” er også rigtig god, for som nummeret skrider frem kommer der flere og flere elementer på. Dette bliver rigtig tydeligt omkring første omkvæd, hvor skønheden først rigtig får lov til at vokse, og derefter kommer der også lidt ekstra energi til det hele, da trommemaskinen stopper, og Alan overtager. Vildt bliver det aldrig, men han tilføjer noget helt særligt til det, og det er lækkert. “Brushed” er et af de numre, som jeg på en eller anden måde har overset de første gange, hvor jeg lyttede til Distant Populations. Hvad der lige er sket der, ved jeg ikke, og jeg synes faktisk, at det er lidt underligt, at det først er nu, at jeg rigtig begynder at sætte pris på nummeret. Det er nemlig sådan et af slagsen, der normalt rammer mig rigtig godt og kommer til at stå som en af mine favoritter, hvilket det også står som nu.
Efter at have sprunget lidt ved de første to numre som jeg har skrevet om, så skal jeg dog til at køre i rækkefølge nu. Det næste nummer som jeg vil fremhæve er nemlig nummeret “Katakana”, og det kommer direkte efter “Brushed”. Dette er ligesom “Lightning Field” et af de kortere numre på albummet, selvom dette ikke siger særligt meget, eftersom den gennemsnitlige spilletid for hvert enkelt nummer generelt er kort på dette album. 2 minutter og 35 sekunder bliver det til denne gang, men når det er fedt lige fra start til slut, så er spilletiden ikke så vigtig. Hvis der er noget, der skal fremhæves på dette nummer, så er det i den grad bassen, for den får en dejligt bærende rolle her, hvilket den klarer til topkarakter. Jeg er virkelig glad for den dejligt knasende lyd, som Sergio har her, og som sagt får den rigtig god plads, da guitaren holder sig til enkelte toner, mens trommerne holder sig i det mere rolige, i hvert fald under verset. I omkvædet bliver der nemlig trykket fuldstændigt af, og kontrasten mellem de to stykker er herlig. Skiftet kommer kun med meget kortvarigt varsel, og lige så snart omkvædet rammer, så er det stort set umuligt for mig ikke at headbange til det, for det er så voldsomt dejligt tungt. Det er dog ikke kun omkvædet, som jeg er fan af her, for verset er også utroligt fedt. Selvom Walter holder sig noget tilbage på guitaren, så synes jeg stadig, at han har gang i noget virkelig fedt. De krøller som han nu og da tilføjer, går det dejligt ekstra spændende at lytte til, og det er jo altid en positiv ting for mig. Derudover synger han igen skidegodt hele vejen igennem, og det gør det bare endnu bedre. Alt i alt er “Katakana” et fænomenalt nummer, men der er dog et andet, der overgår det.
Her fortsætter jeg igen i rækkefølgen, for det er nemlig blevet tid til at skrive om albummets sjette nummer, “Missile Command”. Om det er dette nummer, der får lov til at tage en anden plads på listen af mine favoritnumre fra albummet, eller om det er “Brushed”, ved jeg ikke. Jeg ved dog, at begge numre er vildt fede. Den energiopbygning som der er her i “Missile Command” er intet mindre end fucking fantastisk. Jeg elsker den måde, at det starter med relativt få elementer i spil og så stille og roligt putter flere og flere ind. Det svinger bare så pisse godt, og jeg kan ikke lade være med at bevæge kroppen til det, og når trommerne så signalerer, at nu skal der trykkes fuldstændigt af, jamen så bevæger jeg mig også bare vildere. Det omkvæd som de starter er også et dejligt spændende et af slagsen. Igen er det trommerne, der er vigtige her, for de styrer virkelig slagets gang. Især de pumpestykker der bliver kørt henimod slutningen af omkvædet er utroligt effektive, og de lægger perfekt op til, at vokalen kan sætte prikken over i’et. Det er simpelthen bare voldsomt medrivende, og jeg er i den grad fan. Jeg har efterhånden fået rost de tre musikere en del igennem skriveriet her, og det vil jeg på ingen måde stoppe med at gøre, for de er simpelthen bare så fucking fandens dygtige, at man skulle tro det var løgn. Det de laver hver for sig er så fedt at lytte til, og sammen er det endnu bedre. På “Missile Command” synes jeg virkelig, at dette bliver fremvist rigtig godt, for det er et af de bedste numre på albummet. Længere er den ikke.
Som jeg skrev i mit Interiors skriveri, så blev Quicksand ret hurtigt et band, der kom til at betyde voldsomt meget for mig. Lydmæssigt rammer de mig bare på en måde, som kun få andre bands kan gøre dem efter, og det er sgu fedt. Jeg er så glad for, at jeg fik taget turen ind for at se dem, da de var forbi Danmark, og kommer de igen, så skal der fandme meget til at forhindre mig i igen at stå helt oppe foran ved scenen. Det samme kan jeg i øvrigt anbefale dig, hvis du altså også er glad for deres musik, for de har en fed fed energi live.
Udover at komme med en anbefaling til at du tager til deres koncerter, så vil jeg også som vanligt også anbefale, at du støtter op ved bandet ved enten at købe deres musik, eller ved at anbefale andre at høre dem. Jeg synes, at de fortjener noget mere anderkendelse, end den de får nu, da det er et monster fedt band. For mig kan de noget helt specielt, og hvis du ikke har hørt dem før, så håber jeg, at det samme kommer til at gøre sig gældende for dig.
De tre lytteanbefalinger bliver i dag “Lightning Field”, “Brushed” og “Missile Command”. Ikke alt for overraskende men jeg synes, at det er de bedste numre på albummet, og derfor er det også dem, der skal fremhæves. Der er dog mange flere numre, som jeg synes er stærke, hvor blandt andet “Phase 90” og “The Philosopher” kan nævnes. Om dine favoritter bliver de samme som mine, ved jeg dog ikke, og derfor kan jeg kun anbefale, at du hører hele Distant Populations igennem og danner din egen mening.
Musikskriveri 