Hvis der er noget, som jeg altid har været glad for, så er det filmmusik. Dette var en af de første genrer, som jeg begyndte at holde af, da jeg i en tidlig alder stødte på noget af det, som John Williams og Ennio Morricone havde lavet. Deres musik fangede mig med det samme, og jeg blev stor fan af lydspor til både film og spil. Det var musik fra disse tog ting, der fangede mig oftest, og derfor også dem, som jeg hørte mest af, i hvert fald lige indtil at jeg stødte på metallen, som i lang tid derefter var mit et og alt. Dagens skriveri kommer til at handle om begge disse musikkærligheder, da emnet i dag nemlig kombinerer de to genrer. Dette emne stammer fra 2022, har titlen Portals, og manden bag det er ingen ringere end Kirk Hammett. Lyden på denne dejlige EP kan bedst beskrives, som metal møder filmmusik, og det er en voldsom dejlig kombination i mine ører. Denne EP har jeg haft på en god del gange, siden dengang den udkom, og derfor er det også på tide, at den bliver skrevet om. Derfor vil jeg nu gå i gang med at gøre netop det.
Jeg tænker, at det er lidt overflødigt at nævne, at Kirk Hammett normalt har sin dagligdag i Metallica. Dette band har han været fuldstændig dedikeret til i over 40 år, og af den grund var det også kun herigennem, at man kunne høre ham, med undtagelse af et par numre med andre bands hvor han medvirkede. Det ændrede sig dog som sagt i 2022, hvor man kunne høre den første Kirk Hammett soloudgivelse. Jeg tænker, at han i den senere del af Metallicas karriere har haft mere tid til sit eget, da tidsintervallet mellem hver udgivelse fra bandet er vokset betydeligt i forhold til de tidlige dage. Samtidig tænker jeg også, at stemningen omkring soloprojekter måske er blevet en anelse anderledes i bandet, da de førhen ikke var velanset. Dette er dog kun spekulationer fra min side, og det eneste fakta jeg kan give til Portals er, at det blev optaget imellem 2017 og 2020 og senere hen udgivet på Metallicas eget pladeselskab, Blackened.
Da jeg hørte, at Kirk Hammett havde udsendt en single i eget navn og var på vej med en EP, blev jeg godt nok spændt. “Hvordan mon det kommer til at lyde?” tænkte jeg. Svaret på dette spørgsmål fik jeg, da jeg hørte den single, der blev udsendt en uge før, at EP’en udkom. “High Plains Drifter” hed denne, og den var bare pisse hamrende fed. Som sagt er Portals stilmæssigt en blanding af metal og klassisk filmmusik, men ikke på en måde hvor Metallica møder Ennio Morricone, for Kirk Hammett har her en lidt anderledes lyd, end den som man er vant til at høre fra Metallica. Ingen tvivl om at det er ham, der spiller, for der er stadig godt med Wah pedal på, når der er solo, og selve guitarlyden er også som man kender den. Til gengæld er den måde han spiller på nogle gange lidt mere progressiv, end sådan som han spiller i Metallica. Dette kan høres hele vejen igennem EP’en, faktisk lige fra starten, og det er også her, at jeg vil begynde. Nummeret “Maiden and the Monster” indledes nemlig lige netop med denne anderledes måde at spille på, og den er ret stemningssættende. Tempomæssigt er det ikke vanvittigt højt oppe, og samtidig er der noget effekt på guitaren, som giver mig en blanding af sci-fi og western følelser. Det er ret fedt at lytte til, og jo længere ind man kommer i denne indledning, jo mere udvikler den sig. Et andet guitarstykke kommer ind over og spiller et andet tema henover det første, derefter kommer endnu et, hvor der her bliver spillet en lidt forvrænget udgave af guitarstykke nummer to, og efter dette er blevet spillet et par gange, så går alle guitarerne hen og bliver endnu vildere, mens der kommer nogle strygere ind og spiller i baggrunden. Hvis man sad og troede, at det så var nu, at det hele skulle eksplodere, så tager man fejl, for nummeret falder ned igen, og det er det fede ved det. Det er nemlig et nummer af den slags, der fortæller en historie kun ved brug af melodi. Der er ingen vokal på Portals, da det er et instrumental album. I stedet er det guitaren, der her får lov til at synge, og det er skønt. Det er den, der altid er i front, mens der i baggrunden er dejligt mange symfoniske elementer samt fede trommer og bas. Sammen tager disse elementer en på en rigtig skøn rejse, der både er rolig, smuk, vild og voldsom. “Maiden and the Monster” er et sindssygt godt nummer, der virkelig rammer det, som Kirk Hammett sigtede efter. Det er tungt, men samtidig har det også den følelse, som et lydspor skal have. Det sætter lige præcis den stemning, som det skal, for man er ikke i tvivl om retningen på EP’en efter at have hørt det, og det er jo ofte det, der er åbningsnummerets opgave. Samtidig er det også spændende, og jeg synes, at historien der bliver fortalt herpå er fed at lytte til. Der er en masse variation i det, der bliver spillet, og sådan skal instrumentalnumre også helst være, i hvert fald i mine ører.
Næste nummer på EP’en er “The Jinn”. Her synes jeg, at western stemningen i den grad fortsættes. De lyde der er i åbningen får mig i hvert fald til at forestille mig denne øde vildmark, der er typisk for genren. Samtidig giver basgangen mig også en fornemmelse af et ridt, og det forstærker kun western-følelsen. Når jeg lytter til EP’en, så er det dette nummer, hvor jeg virkelig begynder at sætte pris på den genrekombination, som Kirk Hammett har gang i. Jeg synes nemlig, at de to bliver blandet noget så perfekt sammen her, for dels sætter det scenen op perfekt, og samtidig er det også bare vildt dejligt at lytte til for en med en trang til det tunge. Bassen fik jeg lige kort nævnt, og den er fed. Det er trommerne dog i den grad også. Jeg synes virkelig, at det der bliver lavet på dem er lækkert og spændende. Måden der bliver spillet på føles lidt atypisk, men når man både skal ramme filmmusik og heavy metal på en og samme tid, så tænker jeg også, at det kommer til at blive lidt anderledes. Guitarerne der er at finde her, bliver jeg også nød til at nævne. De er nemlig fantastiske, og det gælder for både rytme og lead. Sidstnævnte er selvfølgelig altid i front i lydbilledet, men der er ofte en god del tomrum mellem de stykker, som den spiller, og det giver rytmen en perfekt mulighed for at stå frem. De to guitarer spiller for det meste forskellige ting, men sammenspillet fungerer alligevel uden nogen som helst problemer. Det er dog ikke kun dem, der får noget fokus, for strygere er der stadig at finde, og disse kommer i front kort før de første to minutter er gået. Jeg synes, at disse minutter er vildt fede, for det her ridt som jeg før beskrev bliver hele tiden lidt vildere i takt med, at der sker flere og flere ting. Det stopper dog utroligt brat, for da stemningen når sit højeste, så skifter “The Jinn” over i noget helt andet, og det er nok et af mine favoritstykker på nummeret, og måske endda på hele EP’en. Den forvrænget guitar forsvinder lige her, og i stedet kommer der et utroligt smukt melodisk stykke, hvor der bliver spillet med en mere ren lyd, mens der samtidig kører noget skøn stryger i baggrunden. Det er herligt at lytte til, og det er lige sådan noget, som jeg elsker. Det begynder også at føles lidt magisk, og titlen begynder at give mening. Det er som om, at man igennem den første del af nummeret har været ude på en rejse af den samme type som Aladdin, og nu har man fundet den magiske grotte, hvor lampen er skjult. Resten af nummeret bygger videre på denne historie, men det eneste jeg vil sige om den er, at det bliver noget tungt og vildt. Resten må du selv opleve med dine egne ører, for jeg synes, at nummeret er for godt til, at jeg kan yde det retfærdighed med mine egne ord.
Midterdelen af Portals er virkelig stærk. Det er nemlig ikke kun “The Jinn”, der her står som værende et super stærkt nummer, for det samme gælder for “High Plains Drifter”. Som nævnt tidligere, så kom dette nummer ud som single en uge før, at resten af EP’en udkom. Af den grund var det også det første, som jeg lyttede til, og det der som sagt fik mig med på resten, da det er et suverænt nummer. Her synes jeg, at Kirk Hammetts Morricone inspiration især kommer frem, og det er kun en god ting. Jeg kan ikke skrive alt for meget til det dog, da lydbilledet ligger godt op af de to foregående numre. Ligesom dem, så tager “High Plains Drifter” en med på en rejse, og det er en super fed en af slagsen. Det er intenst, det er episk og det er smukt, og så bliver det ikke meget bedre. Igen er det stemningsmæssigt ovre i western temaet, og her holder det sig også fuldstændigt. Det får perfekt fortalt en klassisk historie fra det vilde vesten med dets toner, og det er dejligt. Om det er dette nummer, eller om det er “The Jinn”, der er min favorit, ved jeg ikke. Jeg ved dog, at jeg holder utroligt meget af begge to, og i sidste ende er det det, der er det vigtige.
Der er et sidste nummer på EP’en, og dette hedder “The Incantation”. På dette nummer tager lydbilledet lidt en drejning, da stemningen er en smule ændret i forhold til de andre numre på albummet. Her bliver der nemlig taget et større udgangspunkt i gysergenren, som Kirk Hammett også er ret glad for. Det rammer igen rigtig godt plet, men mere vil jeg ikke skrive om det. Jeg tænker, at jeg med det som jeg allerede har skrevet har beskrevet albummet så godt, som jeg kunne, og så må det være op til dig at lytte resten igennem, noget som jeg vil anbefale dig at gøre.
Jeg håber virkelig på, at det her ikke er det eneste, som vi får at høre fra Kirk Hammett i soloregi. Det er nemlig pissehamrende skønt, og derfor ville det være synd, hvis Portals er det eneste, som han får udsendt i eget navn. Det han har gang i her er super interessant og på et næsten lige så højt niveau, som det han laver sammen med Metallica, hvilket stadig er fantastisk i mine ører. Får han engang tid til at turnere med det, så skal jeg helt sikkert forbi og se det. Indtil da vil jeg bare nyde Portals, og håbe på at der kommer mere.
Hvis du ligesom jeg synes, at det som Kirk Hammett her har gang i er fedt, så vil jeg anbefale dig at støtte op om det ved at købe EP’en fysisk. Ikke fordi jeg tænker, at Kirk har super meget brug for pengene, da han nok har rigeligt i forvejen, men ved at støtte op omkring dette projekt, kan du give tegn på, at du gerne vil have mere af det. Det er i hvert fald sådan, at jeg tænker. Derudover vil jeg som altid også anbefale, at du spreder musikken videre til andre, da de så også kan få glæde af den.
Dagens lytteanbefalinger bliver kun to numre. Ikke fordi jeg tænker, at det kun er to af dem, der er gode nok til at blive fremhævet, for det passer på ingen måde. Det er mere fordi, at jeg med mine tre sædvanlige anbefalinger så vil have fremhævet tre fjerdedele af EP’en, og så kan du lige så godt høre den hele, hvilket jeg selvfølgelig også anbefaler, da den er fantastisk. Hvilke to numre bliver det så, som jeg vælger ud? Det bliver selvfølgelig dem, som jeg har skrevet mindst om. “High Plains Drifter” er nemlig det bedste indblik i den western lyd, som EP’en har, mens “The Incantation” viser, at det ikke kun er dette tema, som Kirk kan finde ud af at skrive musik til. “Maiden and the Monster” og “The Jinn” er dog også begge fremragende numre, og af den grund vil jeg endnu engang anbefale, at du lytter hele denne dejlige skønne EP igennem. Den er nemlig bare fed.
Musikskriveri 