I dag er det endnu engang blevet tid til at tage en tur forbi Canada, for der er et eller andet ved landets metalscene, der virkelig fascinerer mig. Musikken derfra sætter sig ofte ekstra godt i mig, og det har blandt andet været tilfældet med det, der er kommet fra bandet Unleash the Archers. Det er også dem, som det skal handle i dag, og det bliver med albummet Demons of the Astroverse som udgangspunkt. Det er noget dejligt heavy power metal, der yderligere også har en smule death metal indover sig, og denne blanding er jeg blevet ret glad for. Derfor skal den da også skrives om.
Som sagt kommer Unleash the Archers fra Canada, og bandet er efterhånden blevet et lidt ældre et af slagsen, da de om to år kan holde 20 års jubilæum. De startede nemlig deres karriere tilbage i 2007, og det blev gjort af forsangeren Brittney Hayes og trommeslageren Scott Buchanan, der også stadig står som hovedpersonerne i projektet. De er de eneste af de originale medlemmer, der er tilbage i bandet, men det er dog ikke fordi, at der har været alt for mange udskiftninger i besætningen. Bassisten Nick Miller er det nyeste medlem i bandet, og selvom det først var i 2021, at han officielt blev medlem af bandet, så har han været med som turnemusiker siden 2018. Bandets andre to medlemmer, der er guitaristerne Grant Truesdell og Andrew Kingsley Saunders, har været med i noget længere tid, da begge har kunne fejre deres 10 års jubilæum. For Grants vedkommende, så kom han med i bandet helt tilbage i 2011, og han nåede derfor også at biddrage lidt med et par soloer til dagens album, da det var det år, at det udkom. Andrew måtte dog lige vente til næste album, før han også kunne høres som en del af bandet, da han først sluttede sig til Unleash the Archers i 2014. Begge disse guitarister kom til at erstatte nogle af de originale medlemmer, nemlig guitaristerne Mike Selman og Brayden Dyczkowski, der begge er at høre på Demons of the Astroverse. Udover de to, så er der også en anden bassist på albummet, hvilket er Zahk Hedstrod, der dog forlod bandet året efter, at det var udkommet.
I de snart 18 år hvor bandet har eksisteret, har Unleash the Archers nået at udsende seks studieudgivelser, hvor den seneste af disse, der har titlen Phantoma, udkom sidste år. Unleash the Archers holder meget af konceptudgivelser, hvor der bliver fortalt en historie fra start til slut, og her er Demons of the Astroverse ingen undtagelse. Dette album var et af de første, at jeg hørte fra bandet, og det er også det, som jeg oftest vender tilbage til, da jeg synes, at der er noget helt fantastisk ved det, og da jeg tænker, at jeg har givet en nogenlunde introduktion til bandet, så er det blevet tid til at dykke ned i, hvorfor dagens album er så dejligt.
Demons of the Astroverse åbner op med et stemningsnummer i form af “00:00:01”. Det giver denne her blanding af en middelalderfølelse på grund af nogle hammerslag i baggrunden, som man sagtens kunne forestille sig kom fra en smedje. Samtidig er der dog også nogle futuristiske lyde, der kører, så tematisk har man at gøre med noget, der er en dejlig blanding af fantasy og sci-fi. Efter denne stemning er blevet sat, så kommer det dejlige nummer “Dawn of Ages”, og det er en fantastisk start. I dag vil jeg dog ikke skrive om åbningsnummeret, for selvom det er en af mine favoritter fra albummet, så er der et par andre, som jeg er endnu mere glad for. Det første af disse er det, der kommer lige efter, nemlig “The Realm of Tomorrow”.
På “The Realm of Tomorrow” gør et af de elementer som jeg virkelig elsker ved dette album sig gældende lige fra start, nemlig den fucking fantastiske guitarlyd. Der er en god fyldende overgang fra forrige nummer, hvor den sidste guitartone ringer ud fra det ene nummer og over til det andet. Trommer og bas når lige at slå an, inden den her sindssyge lækre guitar begynder sit spil. Det er noget tapping, der er gang i, og det har jeg altid været en fan af. Her lyder det dog ekstra skønt, og jeg tænker, at det må være på grund af de effekter, som guitaren har på. Hvilke disse er, kan jeg ikke sige, men det er også ligegyldigt. Godt lyder det, og det er en teknik, der bliver brugt på flere af numrene på albummet. Samtidig er trommerne også virkelig gode og spændende at lytte til, hvilket yderligere biddrager til, at indledningen på dette nummer er sindssyg god. Det er dog ikke kun den, der holder her, for resten er også rigtig fedt. På grund af den genreblanding som Unleash the Archers har, så synes jeg, at de har en utrolig unik lyd, som jeg ikke har hørt hos andre. Den måde de spiller på er bare utrolig enestående, og derudover er deres sangstrukturer også utroligt spændende. Der er mange forskellige stykker igennem hele nummeret, og det er fedt at lytte til. Samtidig har det dog også et utroligt medrivende omkvæd, som man nemt kan synge med på. Jeg er glad for alle disse ting, når de enkeltvis er at finde i et nummer, og når jeg så hører noget, hvor de alle er i spil, så bliver det bare endnu bedre. Guitarerne og trommerne fortsætter med at være fede hele vejen igennem nummeret, og Brittneys vokal er også virkelig fed. Det er en af den af slags, som jeg vil beskrive som liggende i mellemgulvet. Den er hverken helt lys, men er samtidig heller ikke alt for mørk. Denne vokal bruger hun rigtig godt, og hun er også ofte hovedfokuset for numrene, hvilket jo ikke er besynderligt, da hun jo er forsangeren. Det er dog ikke kun hende, der får lov til at synge, for Brayden kommer også ind flere gange med en vokal, der er mere lig det, som man vil finde på et dødsmetal nummer. Det er ikke første gang, at et metalband mikser en kvindelig ren vokal med en mandlig growl, og det er der en grund til, for det virker. De står i godt kontrast til hinanden, og det er fedt. “The Realm of Tomorrow” byder hele vejen igennem på en masse fede ting, og det er helt sikkert et af de numre, som jeg synes skal fremhæves, når det kommer til dette album. Det er dog ikke det, der er blevet størst, for det er nemlig det næste.
“General of the Dark Army” var det andet nummer, som jeg hørte med Unleash the Archers, den gang jeg for første gang stødte på bandet. På det tidspunkt mindes jeg, at jeg så nogle musikvideoer på Napalm Records Youtube kanal, og lige pludselig lå der en med Unleash the Archers i anbefalingerne. Det var så vidt jeg husker et nummer fra det efterfølgende album, med titlen “Tonight We Ride”, hvilket også er et skønt nummer. Efter at have set og lyttet til den video et par gange, så jeg så, at Youtube foreslog endnu et Unleash the Archers nummer, og det var “General of the Dark Army”. Mens jeg syntes, og stadig synes, at “Tonight We Ride” var rigtig godt, så stod “General of the Dark Army” bare som et så meget bedre nummer, i hvert fald i mine ører. Tematisk er det lige mig, og derudover er det også et sindssygt velskrevet nummer. Igen er der en glidende overgang fra det forrige nummer til dette, og det gør, at den historie der bliver fortalt på albummet virker yderligere sammenhængende. Her er der også en instrumental indledning, hvor guitaren er i fokus, og selvom det ikke er tapping, der er gang i her, så lyder den stadig fantastisk. Om det er Brayden eller Mike, der spiller, ved jeg ikke, men uanset hvem det er , så er det bare pisse godt. Det bliver dog kun meget bedre, da nummeret for alvor går i gang. Hold da op for en skøn start. Det er dejligt voldsomt, og det sætter også en rigtig god stemning op for denne onde general, som nummeret handler om. Brayden giver den gas med hans vokal, og det virker fantastisk. Han får en større rolle på dette nummer end på det forrige, og det er et godt valg. Igen spiller hans og Brittneys vokal rigtig godt op imod hinanden, og det er skønt at lytte til hele vejen igennem. Ligesom det forrige nummer, så er “General of the Dark Army” virkelig spænende at lytte til, og der er utroligt mange fede passager igennem hele nummeret. Samtidig er disse skruet utroligt godt sammen, så progressionen i nummeret føles naturlig hele vejen igennem. Sagt kort, så er “General of the Dark Army” et virkelig virkelig solidt nummer, og jeg kan godt forstå, at det er det nummer, der har flest Spotify afspilninger fra albummet. Jeg har selv biddraget med nogle af disse, for jeg vender selv ofte tilbage til det, da det bare er skønt.
Udover de to numre som jeg har skrevet om, så er der også en god del andre fede numre på dette album. “Dawn of Ages” er som sagt et af dem, men udover det, så er jeg blandt andet også ret glad for numre som “Battle in the Shadow (Of the Mountain)”, “Despair” og “City of Iron”. Der er dog et nummer, der står over alle disse, og det er det afsluttende nummer, “Ripping Through Time”. Lige fra starten er det bare fantastisk, og jeg elsker virkelig den synthesizer lyd, der åbner albummet. Da der ikke er nogen krediteret på den rolle, så sidder jeg og tænker, at det måske egentlig er en guitareffekt, men uanset hvad, så lyder det godt. Samtidig kører guitar, bas og trommer også oven i det, og det giver igen en fantastisk indledning til nummeret. Mens jeg sidder her og skriver, så kommer jeg faktisk til at tænke over, hvor gode at bandet er til at lave disse. Det er ikke alle numre, der har en, og det er også godt, da det måske ellers ville begynde at føles lidt forudsigeligt. Dem der har en får dog lidt ekstra til sig. På “Ripping Through Time” er det dog en kortere indledning, da det kommer lidt hurtigere i gang end de andre. Selve verset i dette nummer er rigtig fedt, men det er dog når det når omkvædet, at jeg virkelig elsker det. Fuck det er fedt! Det leadguitaren spiller er bare mega fantastisk, mens de andre instrumenter ligger en virkelig solid baggrund til. Samtidig er begge vokaler i spil, og sammen med leadguitaren får de den bærende rolle i dette stykke. Sammen får de alle tre gjort dette til mit favoritomkvæd fra albummet, og det siger ikke så lidt, da de foregående har været fantastiske. Det er dog ikke disse, der står som det, at jeg elsker allermest ved dette nummer. Det kommer nemlig først senere hen i nummeret, efter at det lige har fået lov til at falde ned efter det sidste omkvæd. Et rigtig skønt melodisk mellemstykke kommer på her, og igen står guitarlyden sindssygt stærkt her. Brittney synger samtidig skideskønt her, og bas og trommer leverer en skøn baggrund. Det er super smukt og også godt nede i tempo i forhold til starten af nummeret, men det bliver dog ikke ved med at være sådan. Der begynder nemlig at blive bygget op til noget stort, først med det instrumentale, og derefter kommer Brittney også på med noget vokalisering, og da hun har ramt det højeste punkt med hendes stemme, så kommer det. For satan hvor er det stykke der får lov til at afslutte hele albummet bare umådeligt smukt. Der kommer et sidste vokalstykke her, men her er det slet ikke vokalen, som jeg fokuserer på. I stedet er det det, som leadguitaren laver, som jeg er næsten er fuldt opmærksom på. Det er bare så pisse skønt og lækkert, og det rammer noget, som jeg bare synes utroligt meget om. Det bliver næsten ikke skønnere for mig end det her, og det er så fedt, at det er dette stykke, der langsomt får lov til at flyde ud i slutningen. Det er lutter øreguf for mig, og det er det, som jeg altid glæder mig til, når jeg hører dette nummer. Det kan noget helt særligt for mig, og selvom “General of the Dark Army” er det mest lyttede på Spotify, så har jeg personligt selv nok lyttet dobbelt så mange gange til “Ripping Through Time”, end jeg har til “General”. Det kan noget helt særligt for mig, og det er jeg glad for.
Demons of the Astroverse er et enormt skønt album, og det er som sagt det, som jeg oftest vender tilbage til. Jeg lytter dog også til det andet, som Unleah the Archers har udgivet, da det efter min mening er virkelig spændende band. Som sagt så synes jeg, at de har en ret unik lyd, og det er fedt. Derfor kan jeg varmt anbefale, at du selv går på opdagelse i deres diskografi, da den er ret interessant.
Som altid vil jeg opfordre til, at hvis du kan lide det, som du hører, så støt op om bandet. Hvad end det er ved albumkøb, koncertbilletter eller merchandise, så hjælper det, og det er vigtigt. Derudover er det også vigtigt at sprede musikken videre til andre, så det vil jeg også anbefale, at du gør.
Lytteanbefalingerne i dag bliver de tre numre, som jeg har skrevet om. “The Realm of Tomorrow”, “General of the Dark Army” og “Ripping Through Time” er alle vidunderlige numre, som jeg virkelig kan anbefale, at du lytter til. Det er dem, som jeg føler står stærkest på albummet, men det kan selvfølgelig være, at du er af en anden mening. Derfor vil jeg anbefale, at du tjekker hele albummet ud, da det bare er smaddergodt fra start til slut.
Musikskriveri 