I dag er det blevet tid til noget, som jeg selv kalder for “hygge satanisme”. Så kan man godt tænke, at det igen i dag er metallen, som jeg tager fat i, men det er faktisk ikke korrekt. Ikke fordi at bandet The Electric Hellfire Club ikke beskæftiger sig med genren, for det gør de, og det kan også høres på det album, som jeg i dag vil skrive om, hvilket er deres debutalbum fra 1993, der har titlen Burn, Baby, Burn!. Jeg vil dog meget hellere kategorisere albummet i industrial rock / electro genren, da jeg føler, at det er disse to genrer, der primært definerer albumlyden. Tilsætter man så noget overdrevet satanisk lyrik og nogle okkulte underlægningstoner, ja så har man egentlig et godt billede af, hvordan albummet lyder.
Inden jeg går i gang med at skrive alt for meget albummets lyd, så vil jeg dog lige skrive lidt om selve bandet. The Electric Hellfire Club er et amerikansk band, der fandt sammen i starten af 90’erne. Igennem tiden var der en del udskiftninger i besætningen, men hele vejen igennem var det Thomas Thorn, der var hovedmanden bag projektet. Til at starte med stod han primært for vokalen og programmeringen af musikken, men han kom dog også til at stå for keyboard og synthesizer, efter at bandets originale mand bag tangenterne, Shane Lassen, desværre døde i en trafikulykke i 1996. Udover de to, så bestod bandet i starten også af guitaristen Ronny Valeo og trommeslageren Richard Frost. Førstnævnte var kun at finde på dette album, men Richard Frost var også med på både bandets andet og tredje album. Sidst men ikke mindst så skal sangeren og danseren Sabrina Satana også nævnes, da hun kom med i bandet kort før, at de indspillede det første album. Til starte med stod hun primært for kor- og baggrundsvokal, og derudover vil jeg tro, at hun også dansede til bandets koncerter. Senere hen skiftede hun dog rollen som danser ud med den som bandets bassist.
The Electric Hellfire Club var særdeles aktive i årene 1993-2001, hvor de nåede at udgive 5 fuldlængde udgivelser med eget materiale, en EP, et coveralbum og derudover også en halv ep, halv remix udgivelse. Derefter tog bandet dog en pause, og på trods af at bandet senere hen blev aktivt igen og arbejdede på nyt materiale, så meddelte Thomas Thorn i 2016, at der aldrig mere ville komme nyt fra bandet.
Jeg opdagede The Electric Hellfire Club sidste år, og det var faktisk i forbindelse med noget andet, som jeg har skrevet om, nemlig lydsporet til spillet Diablo. Da musikken til spillet aldrig er blevet officielt udgivet, og kun findes på en pisse dyr uofficiel LP, så er der kun to reelle måder at lytte til albummet på. Rip det fra spillets filer eller hør det på Youtube, to metoder som jeg ofte udnytter. Det var imens, at jeg hørte albummet på Youtube og samtidig kiggede lidt i de kommentarer der var til videoen, at jeg stødte på en kommentar, hvor der stod, at manden bag lydsporet måtte have lyttet til The Electric Hellfire Club, da der var nogle ligheder mellem de to. Det vakte min interesse, og derfor skulle det da selvfølgelig lige tjekkes ud, hvilket gav pote. Musikken jeg hørte var nemlig lige mig, og især når det kom til deres debut. Kombinationen af industrial, det mere elektroniske og så det okkulte lydtæppe, der nogle gange dukker op i baggrunden, gik bare rent ind, lige fra det første nummer “Invocation / Age of Fire”.
Da jeg første gang hørte “Invocation / Age of Fire”, så kunne jeg med det samme høre den lighed, som kommentaren på Youtube satte imellem dette album og lydsporet til Diablo. Første del af åbningsnummeret på Burn, Baby, Burn!starter nemlig ud i en dejlig mørk stil, der minder en god del om hovedmenu temaet fra Diablo, i hvert fald lydmæssigt, da blandt andet keyboardet leger med nogle af de samme orgeltoner. Der er dog alligevel en god forskel mellem de to, for hvor menu-temaet i Diablo føles som en advarsel om, hvad man snart skal stå overfor, så beskriver tonerne i “Invocation” et satanisk ritual. De mørketoner, der starter nummeret op, bliver hurtigt gjort selskab af flere og flere elementer, og hver gang at disse bliver tilføjet, føles det som om, at ritualet stiger i intensitet. Det er en vildt god indledning, hvor jeg især nyder de trommer, som Richard Frost spiller. Derudover biddrager både Thomas og Sabrina med noget vokal, og specielt Sabrina får lidt mere plads her, hvilket bliver udnyttet godt til yderligere at understrege stemningen. Det er dejligt dystert, og da man kan høre, at denne indledning er ved at være ovre, så er man måske klar på noget, der bliver tungt. Det vil jeg dog ikke sige, at det bliver, for selvom guitaren i nummeret virkelig har en god del forvrængning på, så bliver denne mere brugt til at skabe en atmosfære. Det er heller ikke denne, der indleder næste del af nummeret, “Age of Fire”. I stedet er det nogle dybe elektroniske toner, der bliver efterfulgt af trommerne. Sammen laver de nogle lyde, der i den grad kendetegner industrial genren, for man føler næsten, at man står i en fabrik, hvor maskinerne bare pumper løs. Langsomt kommer nogle toner fra keyboardet også i spil, og derefter begynder nogle guitaren og lidt vokal også at komme på. Den okkulte stemning er her stadig, primært på grund af guitaren, men i forhold til indledningen hvor den var i fokus, så ligger den mere i baggrunden her. Lyrikken holder dog stadig fast i det okkulte, og den er i den grad dejlig overdrevet satanistisk, da der blandt andet flere gange bliver sunget “God is dead, Satan lives!”. Alligevel gør det instrumentale mig dog på en eller anden måde klar over, at dette ikke er noget, der skal tages alt for alvorligt, og mere er ment som en provokation mod de mere gudfrygtige mennesker, der jo blandt andet er at finde i bandets hjemland. Hvor nogle bands måske primært er kommet i lyset på grund af deres provokative udtryk, mens deres musik måske ikke er super fantastisk, så synes jeg dog ikke, at The Electric Hellfire Clubs musik kan puttes i den skuffe. Det sataniske er nemlig bare prikken over i’et, for resten kan fint stå på egne ben. Det er fede toner, der bare virker og kører ekstremt godt. Den atmosfære som guitaren sætter passer perfekt til den industrielle stemning, og da den går ind i en solo virker det også bare perfekt. Vokalen er dejligt effektpræget, og det giver også utroligt meget til nummeret. Sagt kort, så spiller det hele bare fantastisk sammen, og man får allerede på første nummer en fantastisk lytteoplevelse.
Hvor det primært er den industrielle lyd, der dominerer på dette album, så er det ikke kun dette lydbillede, som The Electric Hellfire Club leverer. Det andet nummer på albummet, der har titlen “Psychedelic Sacrifice”, minder mig nemlig lige fra starten om noget af det, som Kraftwerk lavede, og det er jo aldrig en dårlig ting. Det elektroniske der kører er vildt fedt at lytte til, og det samme er trommerne. Derudover er jeg også bare vild med det, som guitaren laver. Nøj hvor er det dejligt at lytte til! Rytmen er ret monoton, men hvert enkelt instrument går nogle gange ud og laver et par variationer, og dette sørger for, at det ikke bliver kedeligt. Vokalen er lidt i samme boldgade som på det forrige nummer, og lyrikken ligeså. Det passer dog igen rigtig godt til resten, og så er det jo, som det skal være. På grund af det monotone element, så er der dog ikke meget mere at skrive til det. Det er et nummer, der har en mere glad følelse i forhold til resten af albummet, og det gør, at albummet får lidt variation i dets udtryk.
Næste nummer som jeg vil skrive om er nok en af mine favoritter fra albummet. Dette har titlen “Prodigal Son (A Libertine’s Lament)”, og det er bare fedt. Her bliver det igen noget dystert, især på grund af indledningen. Denne åbner nemlig med noget elektronisk, der kører, og derefter kommer Sabrina på med lidt tale, der også har lidt effekt under sig. Efter dette går nummeret i gang, og lige fra start kan man mærke, at der her er noget mere tempo på end på de forrige numre. Jeg elsker virkelig det, som det elektroniske har gang i her, for det kan virkelig noget for mig. Den rytme som det sætter gang i, og så de toner der kommer oven på, er bare super dejlige. Det føles lidt mystisk, og det er super fedt. Da trommerne så kommer på, bliver det bare endnu federe, og især stortrommeslagene giver bare en masse ekstra til det hele. Guitaren er igen også super fed. Jeg synes ikke, at den kommer til at dominere på noget tidspunkt. I stedet ligger den bare og leger sammen med de andre, og dette danner et super fedt lydbillede. Den er stadig lige så forvrænget, som den var på første nummer, og den lyd går bare rigtig godt sammen med det, som resten af instrumenterne laver. Thomas’ vokal drukner en lille smule i det hele, men også det fungerer ret godt. Igen er det et nummer, hvor strukturen er ret monoton, men det bliver også igen afhjulpet af de små variationer, der kommer fra hvert enkelt instrument. Henimod slutningen af nummeret falder intensiteten en lille smule, og der begynder at komme nogle små indslag fra Sabrina, hvilket lige giver nummeret det sidste element, der gør det fuldstændigt forrygende i mine ører. Det er et nummer, hvor det kører fantastisk lige fra start til slut, og det sætter jeg pris på.
Normalt plejer jeg at fremhæve i hvert fald en fire numre i mine skriverier. Det vil jeg dog holde mig fra her, da jeg ikke føler, at jeg kan tilføje ret meget mere til min beskrivelse af albummet. Dermed skal dette ikke betyde, at resten ikke er på niveau med de numre, som jeg allerede har skrevet om, da det på ingen måde er sandt. Henimod slutningen af albummet kommer de to numre “The Electric Hellfire Acid Test” og “Epitaph”, der begge er fuldstændige fremragende numre, og derudover har jeg også en vis forkærlighed fra “Where Violence Is Golden…”, der tematisk minder mig en smule om Frank Zappas “The Torture Never Stops”. Jeg vil dog lige her til sidste fremhæve den dejlige røde tråd, der er igennem hele albummet. Hver sang flyder nemlig ind i hinanden, og det skaber en følelse af kontinuitet, som jeg er rigtig glad for. Det får albummet til at stå som en stærk enhed, og det er fedt.
Som jeg skrev i starten af skriveriet, så har The Electric Hellfire Club en del udgivelser i deres navn, og jeg har også hørt de fleste. Det er dog ikke alle, der har fanget lige godt, men da jeg lige lyttede til deres anden udgivelse, Kiss The Goat fra 1995, så må jeg sige, at jeg måske lige skal ligge øre til dem en gang til, da det fremstod noget stærkere, end jeg lige huskede. Jeg tror dog stadig, at det kommer til at være den første udgivelse, som jeg oftest vil vende tilbage til, da den bare er virkelig komplet. Den har et dejligt fedt og unikt udtryk, som jeg ikke havde hørt, før jeg lyttede til albummet, og som jeg siden hen er kommet til at sætte rigtig meget pris på. Det er et rigtig fedt et af slagsen, der beskæftiger som med temaer og lydbilleder, som rammer mig rigtig godt, og meget mere kan man vel ikke bede om.
Da The Electric Hellfire Club er stoppet som en enhed, så er det ikke muligt at støtte op om dem ved at tage til deres koncerter. Nogle af deres udgivelser er dog til at få fysisk, blandt andet dette debutalbum. Derudover vil jeg også anbefale, at du fortæller andre om albummet, hvis man synes om det, som man hører, da man så kan sprede god musik videre til andre. Jeg må desværre indrømme, at jeg ikke har sat mig utroligt meget ind i, hvad de individuelle medlemmer har lavet, så her kan jeg ikke komme med en ordentlig anbefaling til, at du tjekker deres ting ud. Det kan dog være, at jeg senere hen opdager noget, som de har været med i. Hvem ved?
Dagens lytteanbefalinger kommer til at bestå af “Psychedelic Sacrifice”, “Prodigal Son (A Libertine’s Lament)”, og sidst men ikke mindst, “Epitaph”. Hver især har deres unikke biddrag til lyden på albummet, og selvom de sidste to ligger lidt op ad hinanden, så synes jeg samtidig, at de også har hvert deres udtryk. På det sidste kommer det okkulte op på samme niveau som det industrielle element, og det synes jeg er virkelig fedt. Jeg vil dog anbefale, at du hører hele albummet igennem, da det som sagt bare er super stærkt i dets helhed.
Musikskriveri 