Ligesom så mange andre år, så bragte 2024 mig en masse god ny musik, som jeg virkelig har taget til mig. Det der gik hen og blev årets opdagelse for mig, har jeg allerede skrevet om, for det var nemlig Tuomas Holopainens fantastiske The Life and Times of Scrooge. Det var dog ikke det eneste album, der gjorde stort indtryk på mig i løbet af året, og i dag skal det handle om et anden af slagsen, nemlig Lambs debutalbum der simpelthen bare hedder Lamb.

Jeg har efterhånden fået skrevet om en del gange, hvor det var igennem en test af en single eller en LP, at jeg opdagede et album. Jeg mindes dog ikke, at jeg har skrevet lignende om en CD test, nok mest af alt fordi der er relativt få af dem i butikken. Nu og da sker det dog, at det program, som jeg bruger til at teste om en CD kan spille uden problemer, ikke kan læse den, og så er det eneste at gøre lige at smide CD’en på butikkens afspiller og høre den igennem. Heldigvis så var det netop det, der skete, da jeg skulle teste dagens emne. Jeg kendte på det tidspunkt overhovedet ikke til denne engelske duo, da jeg trykkede på afspilningsknappen på afspilleren. Det kom jeg dog til efter, for dette elektroniske trip hop album fangede min interesse med det samme. Det kom da også på igen med det samme, da jeg kom hjem, og siden da har det også været afspillet på mine højtalere enormt mange gange. Nu er det så endelig blevet tid til faktisk at skrive om det.

Inden jeg begynder at skrive om musikken, så skal bandet dog lige introduceres først. Som jeg skrev, så er Lamb en engelsk duo, der stammer fra Manchester, og denne består af produceren Andy Barlow og musikeren Lou Rhodes. De startede deres karriere tilbage i 1996 med udgivelsen af dagens emne, og siden da er det blevet til seks andre studieudgivelser, og derudover også et par liveudgivelser. På trods af en virkelig solid start så har de dog haft lidt svært ved at slå igennem, og så vidt jeg kan læse mig frem til, så var det også en af grundene til, at de to lige tog en pause fra projektet mellem 2004 til 2009, hvor de i stedet fokuserede på hver deres egne projekter.
Lambs stil er som sagt i den elektroniske ende af spektrummet, og specifikt i trip hop genren. Dette betyder dog ikke, at det kun er her, at de henter inspiration fra, for jeg synes bestemt også, at deres musik til tider bliver dejligt jazzet. Derudover er der til tider også en god del drum and bass, der stikker sit hoved frem, men alt dette er meget nemmere at skrive om sammen med deres musik, så det tænker jeg, at jeg vil gøre.

Albummet åbner med nummeret “Lusty”, og her ved man med det samme, at man har med det elektroniske at gøre. Det starter nemlig ud med noget keyboard af en art, der hurtigt bliver gjort selskab af en trommemaskine, mens noget pladestøj ligger i baggrunden. Dette bliver senere til noget regulært scratching, som Andy står for. Det er en god start på nummeret, og på albummet generelt, men det instrumentale, lige på nær bassen, forsvinder dog så snart, at det første vers går i gang. Her tager Lou over med hendes dejlige stemme, og dette skift fungerer rigtig godt. Allerede her vil jeg gå så langt at sige, at jazzen viser sit ansigt frem. Det er ikke så meget lydmæssigt måske, men når man kigger på selve sangskrivningen, så synes jeg ikke, at der er bedre ord til at beskrive det. Verset holder sig dog ikke i det mere stille, for lige så stille begynder de elementer, der åbnede nummeret, at vise deres ansigter frem. Jeg synes, at denne måde at bygge verset op på er ret fed, da det bygger perfekt op til omkvædet, og det er også her, at der er mest gang i det hele. Endnu federe er det dog, at de tager en ret anderledes til gang til næste vers. Igen forsvinder meget af det elektroniske spektrum, og kun bas og lidt let trommen er til stede bag vokalen. Man får måske lige en ide om, at det igen skal til at bygge op, men i stedet for at det elektroniske lige så stille og roligt kommer igen, så tager en lidt effektpræget guitar over for det, og det er bare fed variation. Det gør det spændende, og det holder jeg af. Det fortsætter det også med at være, for efter det andet omkvæd kommer der et kort lille mellemstykke, som igen ryster posen af forventninger. Efter det kommer der så et sidste omkvæd, og så er det her dejlige åbningsnummer ellers også slut.
Jeg synes, at “Lusty” er en fed måde at starte albummet ud på, for det får sat ens forventninger til resten af albummet godt op. Man kan høre her, at dette album er af den slags, hvor musikken er spændende, smuk, svingende og lækker, og det er egentlig også sådan, at jeg vil beskrive albummet generelt. Efter “Lusty” fortsætter det gode momentum med nummeret “God Bless”, og det er bare et fantastisk nummer, hvor alle mine fire tillægsord kommer i spil. Derudover synes jeg også, at nummeret “Cottonwool” er ret fedt, og det samme vil jeg sige om hele midterdelen af albummet.

“Hov?” tænker du så måske. “Det er fandme et kort skriveri i dag”. Til det kan jeg kun svare, “Nej”. På trods af at jeg lige har sprunget det meste af albummet over, så er jeg langt fra færdig. Dette er dog en af grundene til, at jeg har holdt dette skriveri lidt tilbage. Jeg vidste nemlig på forhånd, at min numre udvælgelse ville være noget uligevægtig, i hvert fald hvis skriveriet skulle holdes i en nogenlunde længde. Da jeg tilbage den gang i butikken skulle teste CD’en, hvor dette album lå på, så var det primært slutningen, hvor jeg kunne se, at der muligvis kunne være afspilningsproblemer. Derfor valgte jeg kun at teste de sidste to numre på CD’en og af den grund blev nummeret “Gorecki” min introduktion til Lambs musikalske univers. Det tror jeg ikke er en unik oplevelse, for det er nemlig et af deres største numre. Det er nok også en af de smukkeste kærlighedssange, som jeg nogensinde har hørt. Jeg var målløs dengang, at jeg for første gang lagde ører til det. “Wow!” tænkte jeg bare efter. Lyrikken rammer også bare med det samme. “If i should die this very moment, I wouldn’t fear. For I have never known completeness, like being here”. Det er de to indledende strofer, og de er satme smukke, især når de bliver sunget af Lou Rhodes. Sådan fortsætter nummeret også med at være, og det er bare så fucking fantastisk. Det er mere afdæmpet nummer, hvor det kun er vokal og keyboard, der starter ud. Derefter kommer der så langsomt flere og flere elementer på. Først nogle bongotrommer eller lignende, derefter nogle strygere, og først godt langt inde i nummeret kommer det elektroniske igen på banen. Inden dette sker, så stiger de andre elementer stille og roligt i intensitet, og det bliver gjort på en fuldstændig perfekt måde. Det giver sig den tid, som det skal, hvilket bare forstærker det skønne i dette nummer. Det lyriske fortsætter også bare med at ramme mig perfekt. Denne søgen efter ens eneste ene, der endelig er lykkedes for hovedpersonen danner bare nogle virkelige fede billeder for mit indre, og især omkvædet er umådeligt smukt. Det fortsætter det også med at være, efter det elektroniske gør sit indtog, for det er mega lækkert at lytte til. Selvom det bliver noget mere vildt og episk i det, så beholder det stadig det smukke, hvilket blandt andet skyldes vokalen og strygerne, og selvom der er mere gang i den, så er det ikke overgjort. Lyden fra det elektroniske passer for mig perfekt som lydtæppe til en rejsescene i en film, og når lyrikken bliver taget i betragtning, så er det jo perfekt.
Det her nummer kan noget helt specielt for mig. Jeg har lyttet til det et utal af gange i løbet af de 9-10 måneder, hvor jeg har kendt til det, og jeg kommer til at lytte til det mange flere gange. Som sagt synes jeg, at det er en af de smukkeste kærlighedssange der nogensinde er skrevet. Det rammer i hvert fald mig fuldstændigt perfekt.

Hvis man tager et kig på oversigten over de numre, der er på albummet, så finder man “Feela” i bunden, og det er også det nummer, som jeg vil skrive om her i slutningen. Igen er det et nummer af den følsomme slags, som man har med at gøre her. Det er også meget afdæmpet, endda endnu mere end “Gorecki” er. Det eneste der egentlig er at høre i starten, er lyden af et keyboard, der langsomt tager til i lydstyrke. Da det efter et halvt minuts tid når dets højdepunkt, så kommer Lou på med hendes vokal. Blandingen af den, keyboardet og så lyrikken er det, der gør, at dette nummer er så følsomt, som det nu engang er. Hvor det forrige nummer handlede om at finde den eneste ene, så handler dette om et brud, og for en der er til det melankolske og sørgelige, så er dette det perfekte nummer til at efterfølge “Gorecki”. Der sker ikke så fandes meget i det, udover at der langsomt kommer lidt flere elementer til. Egentlig holder det sig fuldstændigt til det samme stykke hele vejen igennem, og de fleste af de nye elementer, der kommer til, holder sig også godt i baggrunden. Alligevel gør de dog, at det føles tilpas nok varieret. En strygersektion sørger yderligere for dette, da sådan en kommer til at fungere som et midterstykke, inden de sidste strofer kommer på. Disse slutter også nummeret perfekt af, for der kommer lige lidt effekt på vokalen, hvilket bare får sømmet nummerets følelse fuldstændigt fast. Det er smukt og sørgeligt nummer at slutte albummet af på, men jeg synes fandme, at det er skønt. Det kan bare noget, og jeg har hørt det gang på gang på gang, næsten lige så meget som “Gorecki”. Disse to slutnumre rammer mig bare utroligt godt, og det er oftest primært dem, som jeg hører på albummet. Det er ikke fordi resten ikke holder, for det gør den i den grad, men denne slutning er bare på et helt andet niveau, i hvert fald for mig.

Jeg er desværre ikke kommet synderligt meget videre i Lambs univers. Jeg har prøvet at lytte til et par af deres andre udgivelser, men de har ikke fanget mig på samme måde, som deres debutalbum har. Det kan være, at det kommer på et tidspunkt, men indtil da kan jeg også fint nøjes med debuten. Den er virkelig skøn, og som sagt har slutningen ramt mig på en måde, som få andre udgivelser har.

Når man så snakker om slutningen, så er albummet jo slet ikke slut. Der er nemlig et skjult nummer på albummet, hvilket er et remix af et af de numre, som jeg lige nævnte kort tidligere. Dette er jeg noget mere glad for end original versionen, og derfor er det også det, som jeg vil slutte af med.
Som sagt er det et remix, og det af nummeret “Cottonwool”. Hvor original versionen er noget mere jazzet, så er tager det elektroniske ret meget over på remixet, og det gør det på en dejlig lækker måde. Det er den engelske electronica duo Fila Brazillia, der står bag dette remix, men udover at kunne skrive, at det er de to musikere Steve Cobby og David McSherry, der er involveret i denne duo, så ved jeg ikke mere om dem.
Langt størstedelen af dette remix holder sig til at være instrumentalt. Det er faktisk kun en lidt effektpræget version af omkvædsvokalen, der gør, at nummeret ikke fuldt kan kaldes for et instrumentalnummer. Ellers står det på en omgang dejlig gang trip hop / drum and bass, der også føles en smule atmosfærisk, hvilket på ingen måde er en negativ ting hos mig. De passager, der er mellem hver indsættelse af omkvædsvokalen, er bare super lækre. De fylder bare sindssygt godt i mine ører, og ret meget mere har jeg egentlig heller ikke at skrive her. Det er bare klassisk drum and bass fra bedste skuffe, og til trods for min begejstring over “Feela”, så synes jeg, at dette er det rigtige nummer at slutte albummet af med. Der er en rigtig god energi i det, som jeg bliver ret glad af, og det er fedt.

Med denne “skjulte” slutning ovre, så er det tid til dagens støtteanbefalinger. Jeg ved, at nogle af Lambs andre udgivelser stadig er til at få fysisk, men vil man specifikt have debutten, så var den desværre ude af tryk sidst jeg kiggede. Man kan selvfølgelig anskaffe sig den brugt, men der støtter man ikke rigtigt bandet. Liveanbefalinger er også sværre at give, for da jeg lige tjekkede op på bandet, så kunne jeg se, at Lou Rhodes havde skrevet på deres Facebook side, at hun i disse tider fokuserer 100% på hendes andet band Kiiōtō, og at der ikke kommer flere ting fra Lambs side. Om det kommer til at passe må tiden vise, men indtil da så er det kun i andre sammenhænge, at man kan opleve disse to musikere live. Trist men sådan er det jo. Der er dog heldigivis en støtteanbefaling, der altid virker, nemlig den hvor du prikker en ven på skulderen og spiller noget Lamb for personen. Så kan det jo være, at din enten opdager eller genopdager bandet og bliver glad for deres musik.

Dagens lytteanbefalinger bliver to numre, som jeg ikke har skrevet om, nemlig “God Bless” og det instrumentale “Merge”, og så selvfølgelig “Gorecki”. Jeg synes, at “God Bless” er et virkelig fedt nummer, der også er i blandt mine favoritter, men for ikke at gøre det hele for langt, så blev det lige sprunget over. “Merge” er bare et dejligt lækkert instrumentalnummer, som man finder på midten af albummet. Der er mere tempo på end på mange af de andre numre, som man finder på albummet, og det passer også bare rigtig godt ind som et mellemstykke mellem de to numre “Zero” og “Gold”. Jeg nyder at lytte til det, og så er det jo, som det skal være. Resten af albummet er også super skønt, og jeg har allerede nævnt nogle af højdepunkterne tidligere. Jeg vil klart anbefale dig, at du giver det et lyt, for jeg synes i hvert fald, at det er fantastisk.

Lamb

God Bless

Merge

Gorecki