Igennem de første seks måneder af mine skriverier på denne side har jeg haft sat en regel for mig selv, som jeg ikke har skrevet om, så vidt jeg husker. Denne regel var simpel: Ingen gentagelser af kunstnere. Det var egentlig meningen, at denne regel skulle ophøre i december, men da jeg synes, at det ville være sjovt lige at køre denne regel ud, så den dækkede over hele året, så fik den lige en måned ekstra. Nu er det så blevet 2025, og nu vælger jeg at sige stop for denne regel. På trods af at den har givet mig en dejlig udfordring i at finde forskellige kunstnere, så har den også gjort, at der er nogle udgivelser, som jeg har været nød til at holde igen med at skrive om, på trods af at de fyldte meget af min hverdag i visse perioder. Dette kommer selvfølgelig ikke til at betyde, at det næste stykke tid kommer til at være fyldt med en masse kunstnere, som jeg egentlig allerede har skrevet om, for jeg begrænser mig stadig til, at der kun kommer to gengangere per måned. Med det ude af verden, så kan jeg gå i gang med egentlig at skrive om det, der faktisk skulle have været det indledende skriveri i år.
Dagens skriveri kommer, som titlen allerede har afsløret, til at handle om en af de kunstnere, som jeg skrev om kort efter, at siden var blevet startet op. Mit første Devin Townsend skriveri var nemlig det 11. af slagsen, der kom op på siden her, og hvis jeg har talt rigtigt, så er jeg nu oppe på 60 af slagsen med dette inkluderet, og det er endda uden at tælle mine koncertskriverier med. Tæller man det op i måneder, så har et halvt år også lige passeret siden da, og når jeg tænker på, hvor meget den mands musik fylder i mit musikalske univers, så er det sgu for meget. Derfor har jeg også glædet mig rigtig meget til, at jeg kunne komme til at skrive om hans Accelerated Evolution album, da jeg allerede for lang tid siden besluttede mig for, at dette skulle blive emnet for mit næste Devin Townsend skriveri.
Når jeg nu skriver, at jeg i dag har med en genganger at gøre, så er det teknisk set ikke helt korrekt. Emnet for mit første skriveri var nemlig hans Ocean Machine album, og dette udgav han i eget navn, mens at Accelerated Evolution hører til hans Devin Townsend Band. Dette var et band, som han startede tilbage i 2002, mens han samtidig også var aktiv med hans andet band, Strapping Young Lad. Der var dog en stor modsætning mellem de to, for Strapping var på det tidspunkt en ret erfaren entitet, eftersom de havde været aktive i et godt stykke tid. Derudover havde både Devin og trommeslageren Gene Hoglan ret meget erfaring, da førstnævnte inden Strapping havde leget med blandt andet Steve Vai, mens Gene allerede på dette tidspunkt havde et sindssygt CV, da der på det var navne som Dark Angel, Death og Testament på det, samtidig med at han også kunne blære sig med at have været roadie for Slayer, hvor det siges, at det var ham, der lærte Dave Lombardo at spille med dobbelt pedal. Devin Townsend Band derimod, kom til at bestå af Devin og så en gruppe af lokale musikere, der ikke havde den store erfaring. Den første af disse blev Devins gode ven, Brian Waddel, der kom til at stå for den anden guitar i bandet. Derefter var der de to brødre, Mike og Dave Young, der henholdsvis kom til at stå for bas og keyboards, og sidst men ikke mindst kom Ryan Van Poederooyen ind som bandets trommeslager. Med undtagelse af Mike kom disse musikere til at blive hvad man vist roligt kan kalde fast inventar i Devin Townsend regi, da de udover de to udgivelser, der kom ud af Devin Townsend Band, også kom til at være en fast del af det senere Devin Townsend Project.
Udover at Strapping Young Lad og Devin Townsend Band var aktive samtidig, så blev begge deres udgivelser fra 2003 også optaget samtidig. Disse var det selvtitlede Strapping Young Lad album, der også går under navnet SYL, og så dagens emne, Accelerated Evolution, der henholdsvis udkom d. 11 februar og d. 31. marts 2003. Kvalitetsmæssigt var der en klar forskel mellem disse to, for Devin var ikke helt så engageret i Strapping på dette tidspunkt, og derfor gik SYL også hen og blev et mere middelmådigt album, når man sammenligner det med nogle af de andre udgivelser, der kom ud af dette band. Accelerated Evolution blev derimod en hurtig klassiker i Devin Townsend kataloget, og det står da også som en af mine mange favoritter inden for dette. Genremæssigt ligger det samme sted som Ocean Machine, nemlig i den progressive metal, og jeg føler også, at man kan drage ligheder mellem de to. Alligevel er der dog også nogle forskelle, for jeg føler, at Devins sangskrivning på Accelerated Evolution er en lille smule mere ligetil, end den som man finder på Ocean Machine. Dette kan dog bedre beskrives ved at skrive om numrene, hvilket jeg tænker det er blevet tid til.
Accelerated Evolution åbner med nummeret “Depth Charge”, og dette indleder albummet med lidt dejligt feedback, hvorefter bandet så sammen begynder at bygge en stemning op, en stemning der fortæller en, at nu skal der ske noget stort. Man finder samtidig også ud af, at der ikke er sket alt for mange ændringer i Devins tilgang til lyd. Ligesom på Ocean Machine er der nemlig en masse lydspor, der kører ind over hinanden, og skaber dette meget fyldige og samtidig lidt kaotiske lydbillede, som jeg i den grad er glad for. Da bandet synes, at stemningen endelig er sat på plads, så begynder der at komme gang i den. Tempoet skifter, og det føles dejligt voldsomt. Selvom Devin Townsend Band er noget mindre ekstremt end Strapping Young Lad, så kan det i den grad høres, at det er samme mand, der står bag begge. Denne indledning minder mig meget om den, som man finder på Strappings City album, men lighederne mellem disse forsvinder dog hurtigt, for vildskaben svinder nemlig lidt ud, kort efter at den er blevet etableret. Der gøres plads til, at der kan komme lidt sang ind over, og her er der i den grad en god del variation. Devin mikser nemlig mellem at have en lidt tæmmet ren vokal og så en mere rå af slagsen, hvor han i den grad lægger energi i. Det instrumentale følger disse skift, og selvom det aldrig bliver helt afdæmpet på samme måde som vokalen, så bliver det i den grad vildt i de passager, hvor Devin giver den gas. Alle disse skift er utroligt fede, og de gør, at det føles utroligt spændende at lytte til. Der kommer også flere af slagsen, og udover at der er skift i rytmen, så er der også lidt nogle skift i udtrykket. Hvor det til tider føles dejligt vildt og voldsomt, så er der også tidspunkter, hvor jeg tænker, at det her egentlig sagtens kunne være et stykke i et pop nummer, hvis altså lige noget af forvrængningen blev taget af guitarerne, og trommer og bas også lige gik lidt ned i energiniveauet. Dette sker dog ikke, men alligevel føles de her stykker bare virkelig fængende og voldsomt indbydende til fællessang. Samtidig er det også under disse, hvor at nummeret bliver dejligt storladent, og det gør bare nummerets udtryk endnu bredere. “Depth Charge” er et rigtig godt nummer at indlede dette album med. Opbygningen i starten er fantastisk, og resten af nummeret sætter et godt indtryk på, hvordan albummet kommer til at lyde. Noget dejligt ved disse skriverier er, at jeg ved mine gennemlytninger til dem skal være ekstra opmærksom på detaljer, og det gør, at jeg ofte opdager nye ting ved numre, som jeg ellers føler, at jeg kender ret godt. Det er også tilfældet her, for efter at jeg har fået gennemlyttet “Depth Charge” en god del gange, så sætter jeg noget mere pris på det, da der er mange flere detaljer ved det, som jeg ikke har tænkt over inden.
Ligesom med de fleste af mine andre skriverier, så kommer jeg i dag ikke til at gå i dybden med alle numrene, men i stedet bare med mine personlige favoritter. De er dog godt nok svære at vælge ud, for der er sgu så mange helt igennem fantastiske numre at finde på dette album. I sidste ende behøver jeg dog ikke at springe så langt for at finde det næste nummer, som jeg vil fremhæve, da det er det nummer, der kommer lige efter “Depth Charge”. Dette nummer hedder “Storm”, og det er et skønt nummer, der illustrerer albummets mere melodiske side. Jeg har ikke tal på hvor mange gange, at jeg har sunget med på dette nummer, men det er satme mange, for det er bare et så vidunderligt dejligt et af slagsen. Aggressiviteten fra det forrige nummer forsvinder lige med det samme, tempoet bliver også sænket en god del, og selvom der stadig er godt med forvrængning på guitarerne, så bliver deres biddrag til lyden utrolig smuk, især når de begynder at spille sammen med keyboardet. Sidstnævnte er også utroligt vigtigt for denne lyd, ligesom Devins vokal er. Igennem en god del af nummeret holder han den i det rene, og der er den bare utroligt fucking smuk og voldsomt skøn at lytte til. Noget andet som jeg synes er voldsomt skønt, er den kontrast der nogle gange opstår i det instrumentale. Da nummeret er kommet lidt i gang, så lægger det instrumentale i den grad et hårdt lydtæppe til Devins vokal. Der er dog passager, hvor det lige giver fuldstændigt slip, og i stedet giver sig til at spille nogle voldsomt skønne toner, for så at gå tilbage til det hårde igen. Jeg kan simpelthen ikke få nok af sådan nogle skift, for disse kan bare virkelig noget for mig. Det er en forrygende måde at tilføje lidt ekstra til nummeret på, og det gør også nummeret ekstra spændende at lytte til. Denne spænding fortsætter i det længere mellemstykke, der kommer henimod midten af nummeret. Dette giver også anledning til at skrive lidt om guitarsoloer, og mere specifikt manglen af dem på nogle af numrene. Dette er jeg utroligt glad for, da jeg synes, at soloer nogle gange bliver sat lidt for højt. Det er ikke fordi, at albummet er helt foruden dem, men dem der er føles naturlige og virkelig vigtige for nummeret, hvilket jeg ikke altid synes er tilfældet hos andre kunstnere. Personligt vil jeg hellere have, at der på et album er færre soloer, som så betyder noget, i stedet for at de står som et eller andet obligatorisk element, der skal være til stede under hvert eneste nummer. Her kan jeg langt bedre lide, at man så går ind og skaber et mellemstykke i stedet, hvor alle instrumenter kan byde ind med ting og sager, og det er som sagt også hvad der sker her. Efter dette mellemstykke går nummeret tilbage til et sidste vers, og her er vokalen langt mere aggressiv og følsom. Især i den sidste strofe af verset giver Devins vokal alt hvad den kan trække, og det er bare sindssygt overvældende at lytte til. Omkvædet får også lige et ekstra skud energi, og det er den perfekte måde at slutte nummeret af på. “Storm” er et af de smukkere numre på albummet, men dog langt fra det eneste. “Sunday Afternoon”, der kommer i slutningen af albummet, har samme skønhed over sig, og det samme har “Deadhead”, hvilket bliver det næste nummer, der skal skrives om.
Når man snakker Devin Townsend, så er der to numre, der oftest bliver nævnt, når man spørger fans om deres favoritter. “Kingdom”, der først blev udgivet på hans Physicist album fra 2000 og senere blev genindspillet på hans Epicloud album, er det ene af dem. Det andet er “Deadhead”, og det kan jeg i den grad godt forstå, for det her nummer er bare et fuldstændigt forrygende mesterværk. Noget guitarsolo sætter det i gang, kun akkompagneret af noget keyboard, der lige sætter lidt stemning i baggrunden, og så noget lavmælt vokalisering. Det er en solo af den virkelige skønne af slagsen, og den giver et super godt indblik i, hvor man nu som lytter skal hen, nemlig til det mere følsomme hjørne. Det er dog også voldsomt storladent, hvilket det med det samme lader en vide, lige så snart de første toner fra et af trommernes bækken kan høres. Tempoet er sat endnu længere ned i forhold til “Storm”, og hver tone får også lov til at ringe ud i starten. Udover at være følsomt og storladent, så er det samtidig også voldsomt, og der er i den grad bid i alle instrumenterne. Det er uhyre vidunderligt at lytte til, i hvert fald hvis man er til det tunge, hvilket dette i den grad må siges at være. Det er også et nummer, der giver sig selv tid til at blive bygget op, og det er først efter 2 minutter, at det første vers kommer på.
Er der noget, som “Kingdom” og “Deadhead” har tilfældes, så er det, at de begge er pragt eksempler på Devins utrolige vokale egenskaber. Da han kommer ind med de første bider lyrik, så holder han igen hans vokal i det rene, og det bliver han faktisk ved med i dette første stykke af nummeret, i hvert fald lige indtil at han så lige pludselig slår vokalen over i overdrive. Man kan lige ane, at han i starten af denne strofe har tænkt sig, at hans vokal nu skal tages ekstra godt op, men alligevel kan jeg ikke lade være med bare at sidde tilbage og være forundret over, hvor nemt han får det til at lyde. Samtidig viser han her også hans utrolige rækkevide, for han kan virkelig ramme de høje toner på en fuldstændig imponerende måde, ligesom han samtidig kan holde det nede i det lidt dybere.
Som sagt, så er “Deadhead” et nummer, der giver sig selv tid, for efter denne sindssyge vokalpræstation, så kommer der et godt langt mellemstykke. Dette giver en tid til at fordøje det intense stykke, som man lige har været igennem, og det er genialt. Det gør også, at der så bare er så meget mere vægt i de vokalstykker, der faktisk er på nummeret, hvilket jeg virkelig synes om. Efter mellemstykket er ovre, så kommer det andet af disse, og hvor Devin for det meste holdt det første i det skønne, så er dette i den grad over i det mere voldsomme, og det synes jeg også er det rigtige valg. Det er højdepunktet, som hele dette 8 minutters lange nummer har bygget op til, og det leverer sgu også. “Ja tak!” siger jeg bare. Hold kæft hvor er det bare vildt.
Her bliver jeg så lidt underlig. Selvom “Deadhead” er et af de største numre i Devin Townsends katalog, og sikkert også højdepunktet på Accelerated Evolution for de fleste, så er det ikke min favorit fra albummet. I stedet er det nummeret “Away”, der snupper den titel. Dette nummer er også noget af en udstikker i forhold til resten af albummet, for det er faktisk primært instrumentalt, med kun få strofer lyrik og så noget halvutydligt baggrundsvokal. Resten af det er dette fuldstændige dejlige guitarspil, der lige siden første lyt bare har været total perfektion i mine ører. For mig er det syv minutter og 49 sekunders lyd direkte fra himlen. Igen er det albummets smukke side, der her kommer frem, og sådan er det fra start til slut. Jeg har heller ikke så fandes meget at kunne skrive om det. Bas, trommer og keyboard leverer en perfekt baggrund til det, ligesom de utydelige vokale elementer også er en fed tilføjelse, men ellers er det simpelthen et nummer, som du selv er nød til at lytte til, og helst efter at hørt de numre, der kommer forinden. Jeg synes, at det virkelig perfekt i albummets rækkefølge, for det er en noget anderledes oplevelse end resten af albummet, og det gør, at det giver et friskt pust til det hele, uden at det føles unaturligt. Det er den perfekte måde at fortsætte på, efter at tonerne fra det foregående nummer, “Traveller”, har ringet ud, og det sætter også det næste nummer, “Sunday Afternoon”, rigtig godt op. Det er det nummer, som jeg har lyttet mest til fra Accelerated Evolution, det er det nummer, som jeg altid glæder mig til at høre, når jeg lytter til albummet, og det er et af de få numre, som jeg også selv nu og da øver på guitar, hvilket i den grad siger noget om det, da jeg klart foretrækker at spille mit eget. Det kan bare noget helt specielt, og jeg sætter voldsomt meget pris på det. Skal jeg lave en liste over mine favoritnumre fra Devin, så er dette helt sikkert inkluderet på en top 10, og måske endda en top 5.
I mit Ocean Machine skriveri fik jeg sat ord på, hvor meget Devins musik betyder for mig, hvilket er alt. Skulle jeg vælge 10 udgivelser, som jeg tog med ud på en øde ø, så kunne jeg snildt klare mig med Devins musik, selvom jeg dog nok ville vælge lidt andet også for variationens skyld. Hans musik rører mig på en fuldstændig unik måde, som intet andet har opnået at gøre. Accelerated Evolution er som sagt en af mine favoritter fra hans katalog, selvom det ikke siger så meget, da jeg kan sige det samme om en god del andre. Det er et forrygende album, og jeg vil altid stemple det som et mesterværk, for det er det.
Som altid vil jeg her til sidst komme med en støtteanbefaling, hvilket ligesom altid kommer til at bestå af en anledning til at støtte op ved køb af udgivelser eller merchandise, en anledning til at tage ud og se Devin live, hvis muligheden byder sig, da du i den grad ikke vil blive skuffet, hvis du altså synes om hans musik. Til sidst er der selvfølgelig også en anbefaling til, at du spreder ordet videre om hans musik, så andre også kan høre den. Det er jo det vigtigste.
Dagens lytteanbefalinger kommer til at bestå af “Storm”, der er et fænomentalt nummer, “Deadhead” der er endnu bedre, og så til sidst nummeret “Random Analysis”, som jeg ikke har skrevet om i dag, men som jeg synes giver et godt indlblik i albummets helhed. “Away” vil jeg anbefale, at du tager sammen med resten af albummet, da jeg synes, at det virker bedst der. Når man taler om resten af albummet, så er det også fantastisk, og her kan jeg nævne “Depth Charge”, “Sunday Afternoon”, “Traveller” og “Slow Me Down” som nogle andre favoritter. Så er samtlige numre fra albummet også nævnt.
Musikskriveri 