Så blev det endelig tid til mit første skriveri i 2025, og hvad skal det så indeholde? Jeg havde egentlig overvejet at indlede det med et skriveri omkring en af mine absolut favoritudgivelser, men den ide har jeg dog droppet igen. I stedet har jeg valgt at gå med en nyere opdagelse af noget ældgammelt, og dette album er noget, som nogle måske vil blive overrasket over at se her på siden. Jeg har i dag nemlig valgt at skrive om Brødrene Olsens debutalbum, da jeg i slut november / start december blev meget overrasket over, hvor godt det egentlig er.
Ligesom det er med nogle af de andre store danske kunstnere, så er Brødrene Olsen ret umulige at undgå at lytte til, når man vokser op. For mig var det endnu mere umuligt, for de gik jo hen og vandt det Europæiske Melodi Grand Prix tilbage i år 2000, hvilket gjorde, at nummeret “Smuk som et Stjerneskud” blev spillet uafbrudt landet over. Derudover har “San Fransisco” også været spillet en god del i radioen, og der er sikkert også et par andre numre, som jeg har hørt den vej igennem. Brødrenes musik har dog aldrig fanget mig helt. Jeg mindes, at jeg godt kunne lide “Smuk som et Stjerneskud”, dengang det kom frem, og da jeg lige hørte det igen i dag, så kan jeg konstatere, at jeg stadig synes, at det er et ganske udmærket nummer med en god del elementer, der fungerer for mig. Det har dog aldrig fået mig til at dykke ned i Olsen Brødrenes katalog. Denne lyst fik jeg som sagt først i slutningen af dette år, da jeg skulle teste en single i pladebutikken. Denne single indeholdte to numre, “Angelina” som jeg kendte til, dog ikke i denne udgave, og et mindre kendt nummer med titlen “Rain”. Jeg startede testen med det første og tænkte, at det var sgu da noget bedre, end jeg lige huskede, at det var, uden dog at have lyst til at gå videre med det. Da begge sider af singlen var grimme, så skulle den anden også lige på, og der kom nysgerrigheden til gengæld frem i mig. “Rain” viste sig nemlig at være et rigtig fedt nummer, der ramte lige præcis de steder, som det skulle. Jeg skulle med det samme lige se, om dette nummer fandtes på et album, og der kunne jeg konstatere, at det lå sammen med “Angelina” på deres debut. Det skulle dog vise sig, at denne plade desværre ikke stod hjemme i samlingen, hvilket ikke var helt usandsynligt, da jeg for et par år siden fik en god del af mine forældres plader, hvor pladen lige netop godt kunne have været i. Samtidig var albummet heller ikke lige til at finde på Spotify, i hvert fald ikke da jeg søgte efter det i første omgang. Jeg slog dog ikke tanken ud af hovedet, og en uge eller to efter prøvede jeg igen, denne gang ved at søge på deres engelske kunstnernavn, og der gav det pote. Det viste sig også, at det ikke kun var de to numre på albummet, som var noget for mig, da resten af det også viste sig at være ret fedt.
Inden jeg begynder at dykke ned i musikken, så vil jeg gerne lige skrive lidt om dem, der medvirker på albummet. Dem er der dog ikke mange af, for de to brødre står for størstedelen af instrumenterne ifølge albumomslaget. Der er dog alligevel et par andre navne at nævne, og her vil jeg starte med det orkester, der flere gange optræder i baggrunden, og mere specifikt deres dirigent, som er ingen ringere end Peter Knight. Hvis navnet ikke lige siger dig noget, så er det ham, der dirigerer orkesteret på Moody Blues suveræne album Days Of Future Passed. Han er dog ikke den eneste der skal nævnes, for jeg skal også lige have nævnt de to producere, som Brødrene Olsen fik med ind over dette album. Den første af disse er John Friis, som jeg ikke kender alt for meget til. Jeg kan se, at han legede med en god del dansktop navne igennem tiden, men mere kan jeg ikke sige om ham. Det kan jeg til gengæld om den anden, for det er nemlig Johnny Reimar. Jeg husker stadig, hvor overrasket at jeg blev, da jeg hørte, at en mand som jeg ellers kun kendte som fællessanger havde været producer på noget langt mere skævt musik, end den som jeg forbandt ham med. Det var i hvert fald ikke ham, som jeg ville have gættet på, hvis jeg blev spurgt, hvem jeg troede havde været producer for både Savage Rose, Ache og Aunt Mary for at nævne et par navne. Der havde han sgu fingeren på pulsen og det er jeg meget taknemmelig for. Hvor meget fortjeneste han har for lyden på dette album, skal jeg ikke kunne sige, men som producer og plademand var han virkelig fremme i skoene i denne periode, så jeg tænker, at han nok har en god andel i det hele.
Nå, nok om baggrunden for det er vist blevet tid til at dykke ned i musikken. Slår man dette album op på det store internet, så kan man læse sig frem til, at det hører under den dejligt intetsigende genre Europop, du ved den genre hvor både ABBA og Aqua også hører under. Skal jeg selv sætte ord på genren, så er det en blanding af noget velproduceret pop fra de tidlige 70’ere og så en gang folk-rock. Det er især, når det sidste af disse elementer er i forgrunden, at jeg virkelig synes, at albummet kan noget, og derfor er det også et af disse numre, som jeg vil starte med at skrive om. Dette har titlen “Faces On The Bus”, og det er det andet nummer på albummet. Hvor albummets første nummer havde en god del fantastiske strygere i baggrunden, så er dette mere nede på jorden, hvor den klassiske kombination af to guitarer, bas og trommer udgør størstedelen af lydtæppet. Dog er de ikke det vigtigste element, for noget som de to brødre altid har haft kørende for sig er deres dejlige tostemmige vokaler. Disse bliver flittigt benyttet på dette album, men der er dog en af de to brødre, der agerer som hovedsanger. Hvem af dem det er, er jeg lidt usikker på. Jeg vil tro det er Jørgen, men jeg kan tage fejl. Uanset hvem det er, så leverer han hele vejen igennem en virkelig solid vokalpræstation, og det er dejligt at lytte til. Han har godt styr på teknikken, og det kan blandt andet høres i omkvædet på dette nummer, hvor han lige giver den lidt ekstra, hvilket er herligt at lytte til. Dog skal den anden, som jeg vil tro er Noller, også nævnes, for jeg synes, at det er når hans vokal lige kommer ind over, at nummeret er bedst. Selve det instrumentale har jeg ikke alt for meget at skrive til. Guitarerne er dejligt lækre at lytte til, og jeg kan godt lide de små krøller, som der kommer fra dem nu og da. De er dejlige at fokusere på, og de viser, at de to brødre kan deres kram. Bas og trommer laver ikke det store her, men det er også perfekt. De biddrager med lige præcist det, som de skal, og det gør nummeret fuldkomment.
Efter “Faces On The Bus” kommer nummeret “Stand Inside Your Head”, som jeg også virkelig nyder. Jeg vil dog springe det over og i stedet bare komme med en anbefaling til, at du selv får det hørt. Jeg får i hvert fald nogle dejlige tankebilleder, når jeg lytter til det. I stedet vil jeg gå til det femte nummer på albummet, hvilket er nummeret “Kyrie Eleison”. Hvis “Faces On The Bus” viste brødrenes folkelige side, så viser dette den mere poppede. Det er nemlig et virkelig flot popnummer, hvor strygerne virkelig får lov til at skinne. Samtidig er der også noget dejligt klaver i baggrunden, som også biddrager godt til det skønne. Det er dog igen vokalerne, der står stærkest, og her er der et godt spotlight på begge brødre. Hvem der synger hvornår, er jeg stadig noget usikker på, men den blanding af en halv falset og så en lidt mørkere vokal passer bare rigtig godt sammen, og når de så går hen og synger samtidig, så virker det bare endnu bedre. Som sagt er det instrumentale fantastisk, og især strygerne er virkelige dejlige at lytte til, men det giver også mening, når det nu er Peter Knight, der leder dem. Dog er det ikke det eneste, der står stærkt her, og der er ret mange små detaljer at finde, hvis man fokuserer på det instrumentale, hvilket er dejligt. Alt i alt er “Kyrie Eleison” bare et skønt nummer, og samtidig leder det også rigtig godt hen til det næste, hvilket er albummets store hit, “Angelina”.
“Angelina” var brødrenes første store hit, og det synes jeg også er fortjent, for det er et virkelig dejligt nummer. Efter en stille udfasning af “Kyrie Eleison”, hvor man lige får et sekunds stilhed, så bliver “Angelina” sat godt i gang af et enkelt slag på en tromme, og derefter kommer der tempo på. Jeg synes virkelig, at denne overgang fra et mere stille nummer og så over til et med mere tempo på fungerer rigtig godt, og det gør sig egentlig gældende for hele nummeret. Især verset er jeg helt pjattet med, for det er noget mere mørkt på en eller anden måde, og jeg synes virkelig at de to brødre har gang i noget fantastisk her. Jeg kan dog ikke lade være med at tænke på, at jeg selv ville have lavet omkvædet lidt anderledes dog, men sådan er det. Der kommer jeg måske lidt fra en anden verden. Når det er sagt, så synes jeg dog stadig, at det fungerer, og vil man have et nummer, der både taler til fans af pop og folk, så er Brødrene Olsens tilgang 100 gange bedre end det, som jeg ville have budt ind med. Som jeg skrev i starten, så var det ikke dette nummer, der gjorde, at jeg begyndte at lytte til brødrenes musik. Alligevel er det dog en af favoritterne fra albummet, for efter at have lyttet til det et par gange så synes jeg at det står utroligt stærkt. Igen er orkesteret bag bare fantastisk og de er med til, at det instrumentale bare er vildt lækkert at lytte til. Samtidig er guitar, bas og trommer også virkelig dejligt og i forhold til “Faces On The Bus”, så kommer der noget mere fra både trommer og bas, hvilket er lækkert. Især bassen synes jeg er fed i det stykke, der kommer lige efter omkvædet. Vokalen er også rigtig lækker her, og hvem end af de to der synger henimod slutningen skal have stor ros, for der kommer der lige lidt ekstra kant på vokalen, hvilket er rigtig fedt at lytte til.
Som med så mange andre udgivelser, så har dette album alt for mange gode numre, som jeg har lyst til at skrive om. “Mervin” og “The Sun, The Sand” er to af mine andre favoritter, og resten af albummet står egentlig også bare stærkt. Skal jeg dog vælge et nummer at slutte af på, så bliver det selvfølgelig “Rain”, der jo var det, der fik mig til at lytte til albummet til at starte med. Jeg vil nok også sige, at det er det mest interessante nummer rent sangskrivningsmæssigt på albummet. Der er nemlig fint med skift, ikke bare mellem de forskellige stykker, men også i selve tempoet, hvilket jeg elsker. Noget andet jeg også elsker er den dejlige tostemmige indledning til nummeret, der også får lov til at stikke hovedet frem hist og her igennem det hele. Den kan altså bare noget, og denne passer både til den sløvere start, og så det højere tempo som nummeret senere får. Jeg synes også, at dette stykke passer rigtig godt ind, når det lige bliver sunget som et korstykke i baggrunden, mens at en af brødrene synger sit eget. Udover vokalen så fungerer det instrumentale igen bare også rigtig godt. Trommerne og bassen føles igen noget mere tekniske end i starten, og det er skønt at lytte til. Derudover er guitaren rigtig lækker i den mere tempofulde del af nummeret, og jeg synes også, at den klappen der nogle gange er at høre virker fantastisk. Jeg er også meget glad for den variation, der kommer henimod slutningen af den hurtigere del af nummeret, og sidst men ikke mindst, så synes jeg, at det er genialt, at brødrene valgte at gå tilbage til det sløve tempo i slutningen. Det føltes bare rigtigt hele vejen igennem, og det er jo kendetegnet på et rigtig godt nummer. Jeg synes, at det er virkelig fedt fra start til slut, og det er jo bare skønt. Mere er der egentlig ikke at skrive til det, så derfor vil jeg også holde her.
Havde man spurgt mig for to måneder siden, om jeg ikke lige skulle skrive om Brødrene Olsens debutalbum, så havde jeg sagt pænt nej. Selvom jeg anser mig selv for pænt åben over for nye indtryk, så havde jeg sgu ikke regnet med, at jeg ville komme til at holde så meget af dette album, som jeg nu er kommet til. Det understreger dog bare noget, som jeg godt ved i forvejen, men ikke altid husker på, nemlig at der er guld at finde overalt i den musikalske verden, så længe man bare lige har et åbent sind.
Så vidt jeg ved, så holdte Brødrene Olsen med at optræde for et par år siden, vist på grund af noget sygdom hos Noller. Om de er startet igen siden, om de har planer om det, eller om de er helt færdige, ved jeg ikke. Da deres udgivelser nok heller ikke bliver genoptrykt på noget tidspunkt, så gør det det noget svært for mig at komme med en støtteanbefaling i dag. Derfor vil jeg gå med den simple, nemlig at anbefale dig at hvis du hører dette album og synes om det, så spil det videre for en ven. God musik skal nemlig altid deles, så den kan nydes af alle.
Dagens lytteanbefalinger kommer til at være “Faces On The Bus”, “Angelina” og “Rain”. Det er alle tre gode numre, og de giver et godt indblik i albummets lyd. Jeg vil dog anbefale at gå videre og lytte til resten også, for der er sgu noget godt på det, synes jeg i hvert fald. Så må tiden vise, om du er enig i det.
Linket til albummet er i dag både til det jeg har skrevet om, og så deres andet album, da Youtube ikke det enkeltstående. De første tretten numre på playlisten tilhører debuten, og så kan du jo selv bestemme dig for, om du vil lytte videre efter.
Musikskriveri 