I sidste uge skrev jeg, at jeg havde haft lidt besvær med at finde fire musikudgivelser, som indeholdte mindst et julenummer, og samtidig betød noget for mig. Jeg skrev dog også, at jeg i starten af julen allerede havde tre udgivelser i tankerne, og dagens emne er faktisk den udgivelse, der startede hele denne ide. Det er i den grad også den, som jeg har gået og glædet mig allermest til at skrive om, og en som jeg har haft det svært med at gå og gemme væk helt frem til jul. Efter min mening er dette album nemlig et af de bedste, der nogensinde er blevet lavet i Danmark. Det er af den grund også en af mine største musikalske kærligheder, for der er få andre udgivelser, som jeg elsker lige så højt, som dem Dan Turèll lavede sammen med Halfdan E. I dag er det den anden af disse, som det skal handle om, og den har titlen Glad I Åbningstiden.
De fleste kender måske bedst Dan Turèll som den fantastiske digter/forfatter, som han var, men han var i den grad også noget ved musikken. Så vidt jeg husker, så var han i starten af hans karriere en jazzanmelder, men i 1978 blev han også selv albumudgivende musiker, da han sammen med de andre Sølvstjerner (Flemming Quist Møller, Jan Kaspersen og Tømrerklaus) udgav albummet Sølvstjernerne Med Dan Turèll. Optagelserne til dette album bød faktisk på så meget materiale, at der kunne laves to udgivelser, men nummer to af disse kom dog først elleve år efter hans død. Dette var dog ikke det eneste musikalske samarbejde, som han fik gang i, da han sammen med Halfdan E også fik lavet en masse materiale. Igen blev det meste af dette dog også først udgivet efter hans død, for den første af deres albumudgivelser, med titlen Pas På Pengene, kom først i 1993, et par måneder før Dan Turèll gik bort. Derfor kunne han ikke overvære udgivelsen af dette album, og da slet ikke det sidste af de tre, der har titlen Telefon Til Afdøde, for det kom først i 2019, hvilket var 26 år efter hans alt for tidlige død.
Som så mange andre unge, så havde jeg i den senere halvdel af folkeskolen et Dan Turèll forløb, som jeg skulle igennem sammen med resten af min klasse, og som det sikkert også er med mange andre unge, så fangede det mig overhovedet ikke. Faktisk er der kun en eneste ting, som jeg kan huske fra det forløb, nemlig et interview med Dan Turèll hvor jeg lod mærke til hans spøjse udtalelse af Andersine. Resten røg ind ad det ene øre og ud af det andet. Derfor havde jeg nok også lidt rynker på panden, da der i slutningen af 2017 eller starten af 2018 opstod en spænding omkring den genudgivelse af Glad I Åbningstiden, der skulle komme til 2018s Record Store Day. Der var især en kunde, som jeg på det tidspunkt var blevet gode venner med, der sammen med min chef virkelig pressede på for, at jeg fik hørt det. Det fik jeg så gjort, om det var alene eller i pladebutikken, kan jeg ikke huske, men jeg husker dog, at jeg med det samme også blev rigtig rigtig spændt på den genudgivelse. Det var simpelthen bare et helt vildt fedt album, som jeg hørte der! Jeg skulle da også hjem og høre mere, og i samme omgang tog jeg vist også forgængeren, og den blev jeg lige så meget forelsket i. Denne kærlighed voksede og voksede også bare og blev især endnu større, da jeg selv fik anskaffet mig de to udgivelser, den sidste af disse på Black Friday samme år, da den der også blev genudsendt. Når jeg nu sidder og skriver, så står det lige pludselig klart for mig, at grunden til genudgivelserne nok var, at pladeselskaberne gerne ville have, at de var friske i folks hukommelse, så der kunne blive opbygget ekstra meget spænding, når det blev afsløret, at der var et nyt album på vej. Det tænkte jeg dog slet ikke over den gang. Der tænkte jeg nemlig bare “Nej hvor er det her dog bare fucking fantastisk”, og jeg blev da også bare godt lykkelig, da det blev annonceret, at dette nye album var på vej.
Min kærlighed til disse tre albumudgivelser blev lynhurtig tårnhøj. Faktisk så tårnhøj at de hurtigt erobrede en plads på min top 10 liste over alle musikudgivelser. Det er dog ikke kun en af disse, som jeg placerer der, da jeg faktisk ikke kan vælge, hvilken en jeg synes er den bedste. På Pas På Pengene finder man en god del numre, som jeg synes er de bedste, de to fik lavet sammen, men det er dog også her, hvor nogle af dem som jeg er mindst glad for er at finde. På Glad I Åbningstiden er der ikke et dårligt nummer, men jeg synes dog heller ikke, at niveauet helt når op på samme højder, som det gør på det første album, og selvom niveauet dog er højere her, end det er på Telefon Til Afdøde, så er det nogle af de numre, som man finder på det sidste album, som jeg oftest vender tilbage til. Derfor er jeg lykkelig over, at julen har fjernet det dilemma, hvor jeg skal vælge en af disse tre udgivelser ud for at skrive om den. På Glad I Åbningstiden er der nemlig et julenummer, der har titlen “Jul Igen”, og ligesom i mine andre juleskriverier, så er det dette nummer, som jeg vil starte med at skrive om.
Jeg har i denne juletid allerede haft fat i et anti-julenummer, og i dag kommer nummer to så på banen. “Jul Igen” er nemlig alt andet end et hyggeligt julenummer, for her må nummerets hovedperson siges at være en sand julehader. Stemningen bliver da også hurtigt sat, da man i starten af nummeret hører en pigestemme sige “Vil du læse en historie for os imens vi klipper julestads?”, der hurtigt bliver efterfulgt af lyden af en lussing. Genialt! Samtidig sætter Halfdan E også en stemning der ikke føles specielt julsk. Det er dejligt elektronisk med en masse forskellige elementer, der bare fungerer helt vildt fantastisk godt. Jeg synes, at Halfdan E virkelig har gjort det fantastisk på alle tre udgivelser, da han har lavet noget helt vildt fantastisk musik, som sagtens kunne stå alene og stadig være fedt at lytte til. Samtidig sørger han dog for, at denne aldrig på noget tidspunkt går ud og stjæler billedet fra Dan Turèll. De fungerer sammen i fuldstændig harmoni, og det er suverænt godt gjort. Samtidig er de mange lydklip, der bliver brugt i nummeret totalt fantastiske. De understreger virkelig det budskab, som Dan Turèll kommer med igennem nummeret, og det gør de på en dejlig mørk, men stadig humoristisk måde. Underholdningsværdien overskygger igen dog på ingen måde Dan Turèll, og igen er dette dejligt. Han giver den også gas, når det kommer til at komme med julekritik, og det er skønt. Der er en masse skønne strofer at finde her, og blandt andet hans udtalelse i slutningen af første vers er genial. Strofen “Morten Korch-jul med snesevis af hjemvendte sønner fra Amerika og de er alle sammen Poul Reichardt” får mig sgu altid til at smile. Dels fordi det er et sandt træk i Morten Korch film, så vidt jeg husker i hvert fald, og dels fordi der også bare er så meget indlevelse fra Dan Turèlls side. Det er på sin vis en oplæsning af et af hans digte, men han får det nærmest til at lyde som en slags rap, og det er skønt at lytte til. Den foragt der er, hver gang han nævner ordet jul er bare herlig, og jeg synes fandme, at det er skønt at lytte til. Det er et meget anderledes julenummer, men det er også lige det, som jeg synes er fedt. Her er der faktisk et nummer, hvor der er nogle tanker bag. Der bliver ikke bare sunget om, hvor fantastisk julen er, hvor dejlig julemanden er, hvor herlige de gaver man får er og bla bla bla. Nej her er et modstykke til alt det, der normalt bliver spillet i radioen, og udover at det er ganske underholdende, så er det også en opfordring til, at man tænker over hvorfor, at man egentlig holder jul. Sådan er det i hvert fald for mig. “Jul Igen” er helt sikkert mit absolutte yndlingsjulenummer. Det er ikke bare et generisk hit, som er skrevet til at blive gennemspillet denne ene gang om året.
Der er rigtig mange gode numre på Glad I Åbningstiden, og det mest kendte af disse er nok “Jeg Skulle Have Været Taxichauffør”. Så vidt jeg kan se på pladeomslaget, så er dette et nummer, hvor Halfdan E har sat lyd til en ældre DR optagelse af Dan Turèll, hvor han læser dette digt op. Det fungerer dog fantastisk. Igen får Halfdan E lavet et perfekt musikalsk arrangement, der spiller perfekt op af det, som Dan Turèll siger. Det tager ikke ens opmærksomhed, det ligger i stedet den perfekte scene til det, som Dan Turèlls fortælling handler om. Jeg kan i hvert fald nemt se mig selv som taxachauffør, når dette bliver spillet i baggrunden. Jeg kan nærmest fornemme for mig, at jeg kører en taxa, mens vejen bare glider under mig, og det almene trafikkaos udspiller sig rundt omkring mig. Det virker også helt naturligt for mig, at dette udspiller sig i København eller en anden storby, og alt dette fortæller mig bare, at Halfdan E i den grad ramte plet her, i hvert fald for mig. Halfdan E er dog ikke den eneste, der her har et pletskud, for Dan Turèll rammer nemlig lige så præcist. I denne dejlige fortælling får han illustreret de forestillinger, som man nogen gange går med. Sådan en hvor man forestiller sig, hvordan det ville være, hvis man var i det job. Hvordan man ville gøre, hvis man fodboldspiller, skuespiller, advokat eller hvad man nu ellers kan tænke sig til. I Dan Turèlls tilfælde blev det til taxachauffør. Han ser sig selv i rollen, hvor han udfører tingene til totalt perfekthed på samme måde, som jeg tænker de fleste forestiller sig det, når tankerne ryger derhen. Han gør det igen også på en dejlig medrivende og sjov måde. Jeg elsker de små humoristiske strofer, som han nu og da lige sniger ind i teksten, for de er med til at skabe denne fantastiske og unikke stemning, som man kan høre her. Igen må jeg bare lige pointere, hvor godt jeg synes, at lyrikken og musikken fungerer sammen. De holder hinanden i hånden hele vejen igennem, og det er det, der gør, at jeg holder så meget af albummet, som jeg nu engang gør. Det er bare skønt at lytte til, og selvom jeg har hørt det titusindvis af gange, så hører jeg det stadig med samme glæde som første gang, at jeg hørte det.
Hvis, og kun hvis, at jeg nu engang skulle vælge min favorit ud af de tre albumudgivelser, som Dan Turèll og Halfdan E lavede. Hvis der stod en fyr med en pistol peget mod min pande, der fremsagde, at han kun ville lade mig beholde livet, hvis jeg valgte en favorit ud fra disse tre udgivelser, så ville det være dette album, som jeg valgte. Det er der en primær grund til, og det er mellemstykkerne. Noget dette album har, som de andre ikke har, er nemlig disse dejlige mellemstykker, der nogle gange dukker op mellem hvert nummer. Her får man lov til at høre noget dialog fra Dan Turèll, og det er skønt. Det giver et helt unikt og hyggeligt element til albummet, for man kan her hører en Dan Turèll, der virkelig morer sig. Man kan bare mærke, at han her har hygget sig gevaldigt, og det er skønt at lytte til. Man kan nærmest høre hans smil, og det smitter, for jeg kan faktisk heller ikke lade være med at smile, når jeg hører det. Det er dejligt morsomt, når han sidder der og taler om Århus Alderdomshjem. Når han river en side ud af en bog, mens han siger, at de alt for længe har tyranniseret ham. Når han opdager, at der faktisk bliver optaget imellem optagelserne og han kommenterer på det. Skønt. Simpelthen bare skønt. Det varmer af en eller anden årsag, og disse små lydklip fortæller lidt om, at Dan Turèll nød at arbejde på projektet, hvilket af en eller grund er rart for mig at vide.
Som jeg skrev tidligere i mit skriveri, så er det eneste, som jeg kan huske fra mit Dan Turèll undervisningsforløb i folkeskolen, at han udtalte navnet Andersine på en sjov måde. Hvorfor af alle ting, er det det, som jeg kan huske? Det er jo nok fordi, at jeg ligesom Dan Turèll har et nært forhold til Disney, specifikt nogle af de dejlige historier der blev/bliver udgivet i Anders And & Co. Derfor betyder det nok også noget ekstra for mig, når det netop er dette univers, som Dan Turèll bruger til sine fortællinger. Det bliver gjort på dette album på nummeret “Dagens Disney Evangelium”, men det er dog ikke den eneste grund til, at jeg holder af nummeret. Budskabet i dette er nemlig også et, der virkelig har ramt mig betydeligt. Fortællingen om Store Stygge Ulv, ulven der kun har et mål i livet, nemlig at spise de tre små grise, og om hvordan det lykkedes for ham. Hvordan han fanger grisene, hvordan han er klar til at putte dem i gryden og krydre dem med sin gennemtænkte krydring med peber og paprika, og hvordan et helt sagligt spørgsmål fra Praktiske Gris så smadrer hans identitet totalt. “Hvad så nu?”. Så simpelt er spørgsmålet, men det er alligevel et vigtigt et, for hvad gør man egentlig, når ens eksistens kun er rettet mod et mål, og man så rent faktisk når det?
Musikken der er sat til denne dejlige fortælling er igen skøn. Indledningen får det virkelig til at lyde som om, at man befinder sig i en kirke, og den effekt der er sat på Dan Turèlls stemme er med til at vedligeholde stemningen. Det er der også brug for, for det instrumentale går nemlig andre veje igennem resten af nummeret. Som de andre er det igen utroligt spændende uden at forstyrrende. Det giver også en dejlig eftertænksom stemning, og sådan en holder jeg jo nu engang af.
Når jeg nu skriver om det eftertænksomme… Så tænker jeg det er tid til at skrive om det sidste nummer, som jeg vil tage fat i i dag, nemlig “Drøm Om Alder”, for igen er det selvfølgelig det mørke, melankolske og eftertænksomme, der trækker. Sådan er det faktisk på alle de tre udgivelser, som Dan Turèll og Halfdan E lavede. Dette er vist igen et nummer, hvor vokalerne er optaget hos DR, og derefter har Halfdan E så sat musik til. Nummeret handler, som titlen hentyder til, om alder, og det gør sgu lidt ondt, for jeg kan ikke lade være med at tænke på, at netop det oplevede Dan Turèll jo ikke. Det er dog fint nok, at det ikke var på denne måde, at han kom til at opleve det, for fortællingen her er noget trist. En aldrende Dan Turèll fortæller om hvordan familien er borte, hans bøger glemt, og hans hverdag trist og forudsigelig. Man får et billede af en mand, der egentlig bare venter på, at han selv skal forlade verdenen. Imellem tiden bruger han tiden på et værthus for at drikke øl, og til en afveksling tager han nogle gange over til en legeplads og snakker med de børn, der leger der. Nogle gange er han dommer i deres lege, og ellers fortæller han dem om gamle dage, indtil at de på et tidspunkt smutter hjem, hvorefter turen går tilbage til værtshuset.
Der er noget umådeligt trist over det her nummer, men samtidig er der også noget dragende, og det er igen kombinationen af lyrik og musik. Halfdan E akkompagnerer nemlig Dan Turèll på smukkeste vis med lidt støj og et par lyde i baggrunden, der får det til at virke lidt uvirkeligt, samtidig med at han spiller noget trist og dog alligevel smukt klaverspil. Igen er det bare mesterligt udført efter min mening. Det passer perfekt til fortællingen, og når jeg sidder her og fokuserer på det instrumentale, så kan ikke lade være med at værdsætte det endnu mere, end jeg allerede gør i forvejen. Samtidig rører fortællingen mig også ret meget, selvom det vel egentlig er en slags gyser, da jeg da i hvert fald selv nødigt vil se mig selv ældes på den måde. Den måde som det hele bliver illustreret på er dog så perfekt, som den kan blive. Jeg kan se det hele blive udspillet for mit indre, jeg kan kigge mig omkring og se det her lidt grålige kvarter på en endnu mere grå efterårsdag, og det er fantastisk. Når man alene ved hjælp af lyde kan danne sig indre billeder af det, som lydene skal signalere, så ved man jo, at det virker. Det er også en god anledning til at spørge sig selv, hvordan man egentlig har lyst til at blive gammel, for medmindre man tager herfra tidligt, så er det jo uundgåeligt.
Dette er måske ikke den mest sprudelige og glædelige måde at slutte dette skriveri af, og da slet ikke i juletiden, men for mig kan det bare noget at komme herud i de her baner, for det inviterer en til at tænke og reflektere over ting, hvilket jeg nyder. Sådan er det dog generelt med de numre, som Dan Turèll og Halfdan E har lagt navn til. Der er oftest en eller anden dybere betydning i det hele, og det er dejligt at kunne sidde og fundere over. Jeg elsker det i hvert fald.
Efter jeg opdagede Dan Turèlls musik, har jeg givet hans litterære univers endnu en chance, og denne gang har det virkelig fanget, hvilket er skønt. Han var en unik personlighed, hvilket skinner igennem i de mange ting, som han har skrevet. Hvad det er hans digte, krimier eller andet, så synes jeg sgu, at det kan noget.
Jeg kan kun anbefale, at du selv giver den musik, som Dan Turèll og Halfdan E lavede sammen et lyt. Jeg synes, at det er noget fuldstændigt unikt og fantastisk, og som sagt sætter jeg det personligt som det bedste danske musik, der nogensinde er blevet udgivet. Hvis du tænker, at det er fedt og gerne vil støtte op om musikken, så er den til at få fysisk, hvis det er det du er til. Derudover vil jeg anbefale, at du tjekker op på, hvad de to ellers har været involveret i. Der er nemlig nogle spændende ting at finde.
Dagens lytteanbefalinger kommer til at bestå af “Jul Igen”, “Jeg Skulle Have Været Taxachauffør” og “Dagens Disney Evangelium”. Alle tre er suverænt stærke numre og giver et godt indblik i, hvor albummet er lydmæssigt. Jeg anbefaler dog klart, at du lytter det hele igennem, da albummet er fuldstændigt formidabelt.
Musikskriveri 