Så er det igen blevet tid til at tage en tur forbi Canada, for dagens skriveri kommer til at handle om det canadiske band Spiritbox. Det er et forholdsvist nyt band, hvis musik man kunne høre for første gang tilbage i 2017, da de udsendte deres selvtitlede EP. Musikken der var at finde der, var en fed blanding af progressivt metal, metalcore og djent, og det er også denne EP, som det i dag skal handle om, da den simpelthen bare er fuldstændig fremragende. Inden jeg begynder at skrive om den, så skal bandet dog selvfølgelig lige have en introduktion.
Spiritbox er et band, der i den grad har vind i sejlene for tiden. Igennem de sidste 2-3 år er bandet gået hen og blevet et utroligt stort navn på metalscenen, og det er også velfortjent. De har nemlig en utrolig fed og dejlig unik lyd, som jeg virkelig er blevet fan af. Bandet består af fire personer og ud af de fire må Courtney LaPlante og Mike Stringer i den grad siges at være hovedpersonerne, da det var de to, der i sin tid startede bandet tilbage i 2017. Så vidt jeg kan læse mig frem til, så havde de dannet par i en god del år inden dette, og da de tilbage i 2016 blev gift, så var der kun en ting på ønskesedlen, nemlig penge til at få et band op at køre. Det fik de så også, og kort efter at bandet var blevet dannet, så kom deres EP ud. Der opstod dog lidt af et dilemma med denne udgivelse, for det var nemlig Mike Stringer, der havde stået for alle instrumenterne på den. Derfor skulle de finde nogle flere medlemmer til bandet, så numrene fra EP’en faktisk kunne spilles live. Det lykkedes heldigvis, men et problem kommer sjældent alene, og da bandet endelig følte, at de var klar til at tage rundt og turnere verden over, så opstod der et andet problem. Nu stod der nemlig 2020 på kalenderen, hvilket betød Corona, isolation og masseaflysninger af stort set al livemusik. Bandet havde dog bygget et godt fundament, så imens at de ventede på, at tingene skulle blive mere normale igen, så fik de spredt deres musik længere og længere ud. Det betød, at da de endelig kunne tage ud og spille, var spændingen omkring bandet fuldstændig elektrisk. De viste dog, at de nemt kunne leve op til denne spænding, og siden da er Spiritbox kun blevet et større og større navn.
Så vidt jeg husker, så var det i slutningen af 2020, at jeg for første gang stødte på Spiritbox og deres musik. Jeg blev nemlig vanvittigt forelsket i djent genren på dette tidspunkt, efter at jeg havde opdaget et andet album, som jeg også har skrevet om her på siden. I min søgen efter mere af denne slags musik tog turen mig forbi Spiritbox og deres EP, som jeg faldt pladask for med det samme. Alt på den virkede bare. Det var energisk, det var vredt, det var smukt, og så var det også bare utroligt spændende at lytte til. Jeg har ikke tal på, hvor meget jeg fik lyttet til bandet på det tidspunkt, men det var virkelig meget. For at kunne forklare hvorfor, at denne musik fængede så meget som den gjorde, så bliver jeg nød til at begynde at dykke dybere ned i den og det vil jeg egentlig også gøre.
Spiritbox EP’en åbner med nummeret “The Mara Effect, Pt. 1”. Som titlen hentyder til, så er dette nummer en del af noget større, for “The Mara Effect” består nemlig af tre dele. I sin helhed er det et idiotisk godt nummer, og det er det faktisk lige fra start, for tonerne der indleder den første del er virkelig fængende. Nu skrev jeg før, at den musik som Spiritbox laver er energisk, vred, smuk og spændende. De første to dele er dog ikke at finde i starten, for der tager bandet sig nemlig tid til lige at bygge en stemning op. Allerede her må jeg også bare sige, at jeg er fuldstændig vild med den lyd, som bassen har. Den er virkelig godt tung, og det giver et rigtig godt modstykke til den guitar, som den spiller sammen med, da denne har en mere smuk lyd med dens dejlige rumklang og ekko. Sammen laver de et rigtig godt lydtæppe, som Courtney så kan synge til og for fanden altså. Sikke en stemme! Hun har bare en fuldstændig fantastisk sangstemme, og allerede tredive sekunder inde i første nummer føles det hele totalt magisk, og det bliver kun bedre herefter. Energien og vreden begynder nemlig langsomt at vise deres ansigter, og jo længere ind man kommer i nummeret, jo vildere begynder det at føles. Samtidig bliver det som instrumenterne spiller også bare mere og mere teknisk, og det er drømmende fedt at lytte til. Bassen er igen vildt fed, samme gør sig gældende for guitaren og derudover er trommerne altså også bare formidable! Hvert enkelt instrument er bare suverænt spændende at fokusere på, for der sker så meget spændende. Courtney fortsætter med at holde vokalen i det skønne i første halvdel af nummeret, hvilket giver en rigtig god kontrast til resten, der i den grad er noget mere voldsomt. Jeg bliver dog utroligt glad, når hun i anden halvdel slipper sig selv mere fri, og begynder at veksle mellem det skønne og så en dejlig hård growl. Fedt med en kvindelig forsanger der selv står for denne i stedet for at overlade growlen til en anden fra bandet! Lige så smukt som hendes skønsang er, lige så fantastisk er hendes growl, og det siger ikke så lidt. Den har så meget kraft i sig, og den øger bare udtrykket i bandets musik voldsomt meget.
Første del af “The Mara Effect” er en suveræn åbner til EP’en og den fangede min interesse totalt, da jeg hørte nummeret for første gang. Jeg måtte bare lytte videre til EP’en, jeg havde simpelthen ikke noget valg, og jeg blev da også utroligt godt belønnet af at lytte videre til den. EP’en fortsætter nemlig med at være mega fedt. Efter et kort mellemstykke der tager form i nummeret “10:16”, så fortsætter resten af “The Mara Effect”, og som jeg skrev tidligere, så er det bare forrygende. Jeg vil dog ikke holde mig til kun at skrive om dette, så i stedet vil jeg springe videre til det femte nummer på EP’en, der har titlen “Everything’s Eventual”.
“Everything’s Eventual” fortsætter med at forøge det høje niveau, der er blevet sat med de foregående numre. Man når lige at få et kort pusterum under overgangen fra sidste del af “The Mara Effect”, og så går det ellers i gang igen. Dog er der igen en rigtig god kontrast i musikken, for det er både skønt og hårdt på en og samme tid. Rytmedelen er helvedes tunge, mens at leadguitaren og vokalen lyder himmelske, og dette er vidunderligt at lytte til. Igen er det dejligt spændende og teknisk, og jeg nyder det virkelig. Det jeg dog virkelig elsker ved dette nummer, er da det går ned i intensitet efter en dejlig tung start. Trommer og bas kører stadig hårdt på, mens guitaren går over til at spille et dejligt ambient stykke. Courtney holder vokalen i skønsang, mens jeg vil tro, at det er Mike, der kommer ind i baggrunden og lever en hårdere og lidt utydelig baggrundsvokal, der igen giver en fed kontrast. Dette gør han i nogle stykker, der lige kort kommer ind og “forstyrrer”, hvilket jeg synes er genialt. Det fastholder intensiteten, giver fed variation, og det gør, at dette “roligere” stykke bliver helt perfekt. Samtidig er det også disse forstyrrelser, der gør at nummeret så helt naturligt kan gå tilbage til det stykke, der startede det. “Everything’s Eventual” er dog ikke et nummer, der kun består af A og B stykker, for sangstrukturen er nemlig også virkelig interessant. Det er uforudsigeligt, og det øger spændingen endnu mere. Den rejse man kommer på er bare så utrolig fed, og jeg elsker det fandme. Alt virker bare! Det er et nummer, der på en og samme tid både er skønt og voldsomt, og samtidig et rigtig godt eksempel på det lidt kaotiske lydbillede, som Spiritbox har. Det sker så mange ting, men det virker bare, og det er skønt. Som sagt, jeg elsker det bare, for jeg kan ikke andet.
Dagens skriveri kommer muligvis til at blive et af de kortere, for jeg kommer nemlig til at holde med at skrive om musikken her. Der er stadig to numre tilbage at skrive om, og de er begge fænomenale. “Aphids” der kommer efter “Everything’s Eventual” fortsætter med at være utroligt fedt og virkelig virkelig tungt. Momentummet bliver ikke bare fastholdt her, nej det bliver forøget, og det er fantastisk. Da det slutter har det også fået sat de helt ideelle rammer til EP’ens sidste nummer, “The Beauty of Suffering”, hvilket for mit vedkomne er albummets absolutte højdepunkt. Det er så hæsblæsende suverænt og den perfekte konklusion på en halv times smadder og skønhed. Så hvorfor skriver jeg ikke om disse? Det er der to grunde til. Den første er, at jeg simpelthen bare synes, at det her er noget, som man selv SKAL lægge ører til. Alt hvad jeg kan skrive om det vil kun gøre det til skamme. Derudover har EP’en også bare en utrolig tyk rød tråd, som den følger hele vejen igennem, og denne gør, at jeg sidder her med en følelse af, at jeg enten skal skrive om alt eller intet. Der er lige et par korte pauser på EP’en, og det er ved disse, at jeg indtil nu har kunne bryde og starte min fortælling. Dem er der dog ikke flere af, så jeg kan simpelthen ikke finde et godt naturligt indfaldspunkt at komme ind på. Derfor stopper jeg med at skrive om musikken her, og det er på en måde også passende, for denne EP nyder jeg ALTID i dens helhed, altid. Det føles bare forkert at starte den midt i, for den samlede fortælling som man får på dette 30 minutters mesterværk er simpelthen på et så højt niveau, at det er umuligt for mig at beskrive den med ord. Derfor kommer der den største anbefaling til, at du selv sætter EP’en på og lytter fra til den fra start til slut.
Som sagt fængede denne EP bare med det samme, og den har aldrig nogensinde sluppet sit tag. På trods af at bandet siden da har udgivet et fuldlængde album, så er det stadig denne EP der kommer på, når jeg skal høre Spiritbox. Ikke fordi albummet på nogen måde er dårligt, for det er også vildt fedt, men det flow som Spiritbox EP’en har er bare uforligneligt.
Spiritbox blev hurtigt et band, der virkelig kom til at betyde noget for mig musikalsk. Derfor blev jeg også vildt vildt glad, da det blev annonceret, at bandet tog turen forbi Copenhell i 2022. Desværre måtte jeg dog lige vente et år til med at opleve dem, for så vidt jeg husker, så brækkede Courtney LaPlante desværre et eller andet få dage før koncerten. Det år var dog fyldt til bristepunktet af mega ultra fede bands, så jeg tænker, at jeg ikke havde de store problemer med at finde noget andet. Spiritbox kom heldigvis forbi festivallen året efter, og der fik jeg en fantastisk oplevelse, for de var virkelig fede live. Det er da også et band, som jeg helt sikkert skal se, hvis de en anden gang kommer forbi Danmark, da jeg simpelthen elsker deres musik så utroligt meget.
Hvis mit skriveri har vagt din interesse, og du efter et at have lyttet til bandets musik tænker “Det var fandme fedt det der”, eller noget i den stil, så vil jeg som altid anbefale, at du støtter op om dem. Deres fuldlængde album “Eternal Blue” skulle gerne være til at få fysisk, men det er desværre en anden historie med EP’en. De få gange den har været trykt op har det været i oplag af 500, og så er den sgu svær at få fat i, når der er tusindvis af fans, der alle gerne vil have den. Jeg håber dog på, at jeg en dag selv kan tilføje den til min samling. Er du ikke til fysiske udgivelser, så kan du også støtte op om bandet ved at tage til deres koncerter eller ved at købe deres merchandise. Er du heller ikke til nogle af disse ting, så kan du heldigvis også bare lige klappe en ven på skulderen og dele musikken med ham/hende. I sidste ende er det vel også den bedste og sjoveste måde at støtte på.
Dagens lytteanbefalinger bliver det hele. Vil du dog lige have et par smagsprøver, så kan du jo give “Everything’s Eventual” et lyt og fænger det, så kan du gå videre til “The Mara Effect, Pt. 1” og så fortsætte derfra, hvis du kan lide hvad du hører. Igen vil jeg dog anbefale, at du tager rejsen fra start til slut, for jeg synes simpelthen bare, at det er så fuldstændig absurd suverænt. Jeg har selv taget den mange gange, og jeg kommer til at tage den endnu flere gange i fremtiden.
Musikskriveri 