Da jeg startede med at skrive de her juleskriverier, så havde jeg allerede tre udgivelser i tankerne, som jeg kunne skrive om. Hvor svært kunne det så lige være at finde en fjerde? Ret svært åbenbart, for det skulle vise sig, at de fleste julenumre som jeg godt kan lide ligger på udgivelser, som jeg ikke hører alt for ofte. Jeg var faktisk begyndt at blive lidt nervøs for, om jeg rent faktisk kunne gennemføre min ide, men mens jeg langsomt gik og overvejede, om jeg skulle kaste håndklædet i ringen, så kom Monty Python mig til undsætning. De er nemlig ikke bare at finde på skærmen, da de igennem tiden også har lavet en god del albumudgivelser, og på den opsamling der har titlen Monty Python Sings, kan man finde deres “julenummer”, “Christmas In Heaven”. Dette nummer havde jeg faktisk lidt glemt, da det er noget tid siden, at jeg sidst så The Meaning of Life. Det var dog ikke værre, end at jeg bare lige kunne give det et lyt, og så var det friskt og klart til at blive skrevet om, sammen med resten af al den dejlige galskab der er at finde her.
Jeg har altid værdsat britisk humor. Da jeg var lille, var det Mr. Bean, som jeg fandt super underholdende, sammen med Fint Skal Det Være. Senere hen blev jeg introduceret til Fawlty Towers, Black Adder, Yes Minister og selvfølgelig også Monty Python. Jeg er blevet en stor fan af dem alle, men Fawlty Towers og Python har i den grad indtaget første- og andenpladserne. Især sidstnævnte ændrede totalt mit syn på humor gennem deres sketchshow, selvom det dog ikke gik ind lige med det samme. Det var dog ikke sketchshowet, der blev min introduktion til gruppen, for det var nemlig Life of Brian, der stod for den, for min engelsklærer i folkeskolen var nemlig genial nok til en dag at sætte denne dejlige film på. Da jeg synes, at den var vidunderlig, så skulle jeg bare have fat i mere med dem med det samme, og det betød, at jeg kort efter fik fat i deres sketchshow, Monty Python’s Flying Circus. Som sagt fangede det dog ikke lige med det samme, faktisk satte jeg den tilbage på hylden efter første episode, men derefter gik serien lidt og nagede mig, og jeg endte med at give den en ekstra chance. Ved andet forsøg gik den rent ind, og siden da har jeg med jævne mellemrum haft mine Monty Python perioder, hvor jeg gennemser de fleste af deres ting. Med andre ord, jeg er kæmpe Python fan, og da Monty Python Sings er et opsamlingsalbum, hvor man både kan finde ting fra Flying Circus, fra deres film og fra deres albumudgivelser, så er jeg bare i himlen, da jeg i den grad nyder det hele. Det gør dog også, at jeg får lidt problemer med at vælge de numre, som jeg vil skrive om i dag. Heldigvis ved jeg dog hvor jeg skal starte, for ligesom de andre juleskriverier, så vil jeg i dag starte med at skrive lidt om “Christmas In Heaven”.
“Christmas In Heaven” er det afsluttende musikalske nummer i filmen The Meaning of Life, og her er det Graham Chapman, der synger i rollen som Tony Bennett. Selve nummeret starter egentlig ganske mildt ud, men lige så snart at der kommer lidt mere tempo på musikken, så begynder lyrikken at blive noget mere morsom. Det er dog ikke kun humoren, der gør, at jeg nyder dette nummer, for som så meget andet af Pythons musik så er det rent faktisk ganske godt, og man kan især få glæde af at holde ens opmærksomhed på det instrumentale. Det er nemlig virkelig flot arrangeret, og de mange instrumenter der er at finde her spiller rigtig godt op ad hinanden. Især henimod slutningen bliver det storladent, og det er dejlig. Det vokale er også virkelig godt, for Graham gør det fremragende i denne rolle. Jeg synes, at han fanger sjælen af den amerikanske crooner rigtig godt, så det kan man ikke sætte en finger på. Derudover synes jeg også, at de korvokaler som man kan finde på nummeret er virkelig gode, og de gør det endnu mere storladent, end det i forvejen var. Nummeret er langt fra så galt, som det kan blive, når det er Python, som man snakker om, og for mig er det heller ikke et nummer, der er gået hen og blevet en klassiker. Selvom det er rigtig godt, så betyder det bare ikke alt for meget for mig. Så er det heldigt, at jeg har det lige omvendt med en god del af resten af albummet, som jeg vil gå videre med at skrive om.
For at få det af vejen med det samme, så er det “Always Look on the Bright Side of Life”, der åbner albummet. Det er legendarisk nummer, det er et fantastisk nummer, og det er også et nummer, som du helt sikkert kender og muligvis også har hørt tusind gange. Derfor tænker jeg ikke, at noget skriveri fra mig kan biddrage med nogle nyt til det, så af den grund vil jeg hellere skrive om noget andet, hvilket bliver “Bruces’ Philosophers Song”. Det består primært af vokal og lidt jødeharpe, men det er det første, der i denne sang er vigtigt, for den er nemlig lyrisk genial efter min mening. Ligesom med så meget andet af Monty Pythons musik, så er det Eric Idle, der er krediteret som sangskriver her, og det er også ham, der synger for. Sangen viser i den grad medlemmernes interesse for filosofi frem, som jo er til at finde en god del steder, i de mange ting som de har lavet. Sangen blev skrevet som en senere tilføjelse til sketchen Bruces Sketch, der også berører emnet filosofi, og den består egentlig bare en opremsning af diverse filosoffer og deres opdigtede trang til druk. Jeg har ikke tal på, hvor mange gange jeg har hørt denne sang, men det er satanædme mange. Den er bare rigtig godt at synge med på, dels fordi selve sangen bare er ret fængende, men også fordi rimene er geniale, og desuden har filosoffernes navne bare en underlig god lyrisk klang. Derudover er der nogle ret fantastiske strofer, hvor min favorit nok er at finde i slutningen. Her bliver René Descartes “I think, therefore I am” nemlig lavet om til “I drink, therefore I am” og det får mig sgu altid til at smile. “Bruces’ Philosopher Song” er kun lige under et minut i dens længde, men sikke et vidunderligt minut.
Et andet kort nummer som jeg er helt vild med fra dette album er “Money Song”. Igen er det et nummer, som Eric Idle har været med til at skrive. Han var dog ikke alene om at skrive det, da Fred Tomlinson, en sanger der var med på en god del af de musikalske indslag i det originale sketchshow, og John Gould, som jeg ikke ved særlig meget om, begge også er krediteret på nummeret. Igen er det Eric Idle, der står for den primære vokal, og igen er det dejligt galt og genialt. Teksten er bygget op af referencer til en god del forskellige valutaer, og det kan vel bedst beskrives som kapitalismens slagssang. Det er skønt at lytte til, og den måde at der ved hvert vers bliver lagt et ekstra lag til nummeret er fantastisk. Derudover er det også bare et fantastisk energisk nummer, og det gør det bare endnu bedre. Det er en skøn finale til The Money Programme sketchen, og igen er det et nummer, som jeg ofte har fundet frem.
De her korte dejlige numre er der heldigvis flere af på albummet, og blandt andet er “Spam Song”, “Sit On My Face” og “Penis Song” numre, som jeg ofte finder frem. De skal dog ikke stjæle hele billedet, så jeg vil i stedet gå over til et af de længere numre på albummet, nemlig “I’m So Worried”. Dette nummer er ikke et Idle nummer, for det er en af de andre Pythoner, nemlig Terry Jones, der har skrevet det. Ham og Michael Palin legede nogle gange også med det musikalske, og jeg vil tro, at hvis man tæller de forskellige sangskriver krediteringer sammen, så vil Terry Jones komme ind på en andenplads. På dette nummer er det også ham der synger, akkompagneret af nogle strygere. “I’m So Worried” handler om en person, der er bekymret, ligesom titlen hentyder til, og denne bekymring gælder alt. Mest af alt det system der står for baggage afhentningen i Heathrow Lufthavn, men også om Mellemøsten, om den moderne teknologi, om nutidens moden og selvfølgelig er personen også bekymret over sin egen bekymringer. Det er klassisk Python humor, og især i den senere halvdel af nummeret synes jeg, at det er dejlig morsomt. Selve arrangementet er ganske smukt, og Terry Jones vokal er også ganske god, for han får i den grad solgt sig selv som en mand fuld af bekymring. Det er bare et rigtig godt nummer, og som sagt er den sidste halvdel virkelig skøn efter min mening.
Monty Python Sings er et album med en god del numre på, så der er en masse mere, som jeg kunne vælge at skrive om. Jeg tænker dog, at det er fint at holde her og så i stedet bare anbefale, at du selv giver albummet et lyt. Det er skønt, det er galt, det er genialt og det er simpelthen bare Monty Python når det er bedst, i hvert fald i albumformat. Jeg har nydt det et utal af gange, og det vil jeg også fortsætte med at gøre.
Hvis du gerne vil støtte op om gruppen, så er der massere af måder at gøre det på. Det meste af det materiale de har udgivet er at finde på fysisk format, så sådan kan man nemt støtte. Derudover vil jeg give en anbefaling til, at du tager afsted og ser de resterende medlemmer, hvis de kommer forbi dig og optræder. Jeg ved, at John Cleese har været forbi Danmark en god del gange, og da jeg selv så ham, var han intet mindre end super fantastisk. Eric Idle turnerer også, men det er vist mest i USA og Australien/New Zealand, så den er lidt svær. Endnu sværere bliver det med de sidste to, for jeg kunne forestille mig, at Michael Palin og Terry Gilliam har for travlt med alt muligt andet til at turnerer rundt, men der kan jeg jo tage fejl. Graham Chapman og Terry Jones er desværre blevet optaget i The Choir Invisible, men dem kan man jo nyde ved at se det materiale, som de nåede at lave mens de stadig var her på jorden.
Dagens lytteanbefalinger er ret selvskrevet, for det bliver selvfølgelig ingen af de numre, som jeg har skrevet om, der skal stå som dagens anbefalinger. Selvom jeg selv nyder de mindre kendte numre lige så meget som de store, så er det dog de sidstnævnte, som i den grad er dem, der giver den bedste introduktion til albummet. Derfor bliver det “Always Look on the Bright Side of Life”, “Lumberjack Song” og “Every Sperm Is Sacred”, som jeg vil anbefale, at man giver et lyt. Er man i julehumør, så kan man også tage “Christmas In Heaven” med der, for det passer jo til sæsonen. Jeg vil dog anbefale, at man lytter til det hele, for så får man det fulde ud af albummet. Jeg vil også i dag komme med en anbefaling til et nummer, der ikke er at finde på dette album, i hvert fald ikke i den udgave. Dette nummer er “Galaxy Song”, og selvom den normale version er på dette album, så eksisterer der en endnu bedre version, hvor ingen ringere end Stephen Hawking står for vokalen. Hvis du ikke kender til det, så betragt dette som en ekstra lille julegave, og ellers kan du jo bare nyde det igen.
Musikskriveri 