I dag vender jeg lige kort tilbage til at skrive om søndagen, da jeg jo i torsdags blev nød til at udskyde mit sædvanlige skriveri. Der var jeg jo nemlig taget til en dejlig koncert med Clothing Club, og da jeg samtidig skulle andre ting, så var tiden der ikke til et skriveri. Det er dog ikke det eneste, som jeg i dag vil vende tilbage til, da jeg også synes, at det er ved at være noget tid siden, at jeg sidst skrev om noget pop. Derfor er valget af dagens emne i dag faldet på Caroline Polachek og hendes dejlige album, Desire, I Want To Turn Into You, hvilket er et album, som jeg i den grad har nydt, siden at det første gang udkom i 2023.
Nu er det ikke tilfældigt, at jeg skriver “at det første gang udkom i 2023”, for der findes nemlig to forskellige versioner af albummet. Først og fremmest er der selvfølgelig den originale udgivelse, der som sagt udkom i 2023, og det er også er den version, som man vil få fingrene i, hvis man køber albummet fysisk. Præcist et år efter at denne var udkommet, kom der dog en anden version af albummet, der fik titlen Desire, I Want To Turn Into You : Everasking Edition. Denne version fik lige tilføjet otte ekstra numre tilføjet, og det er også den, som jeg i dag vil tage fat i, da et par af numrene fra denne står som mine absolutte favoritter, når det kommer til hendes numre. Det er dog ikke kun disse otte ekstra numre, som jeg vil skrive om, da der er nogle utroligt fede numre i blandt de tolv, som den første version af albummet byder på, og det er også dem, som jeg vil starte med at skrive om.
Det store spørgsmål ved nogle af disse skriverier er altid, hvilke numre som jeg vil vælge at skrive om. Det er altid oplagt at gå med det første nummer, men i dag vil jeg være lidt uforudsigelig og springe det over. Ikke fordi jeg har noget imod “Welcome To My Island”, der åbner albummet, men jeg synes dog, at det der kommer efter lige gør en tand mere for mig. Det har titlen “Pretty In Possible”, og lige fra starten kan man høre et af de vigtigste elementer i Caroline Polacheks musik, nemlig hendes stemme. Den er fantastisk, og når hun så lægger sin vokalteknik til den, bliver det kun endnu bedre. Det holder hun sig dog lidt tilbage med at gøre i starten af dette nummer, men det lyder dog stadigvæk virkelig godt alligevel. Som jeg skrev i min indledning, så er genren pop, og det bliver også ret hurtigt åbenlyst, da musikken for alvor starter. Det er dog af den lidt mere eksperimenterende art, og det er ret fedt. For det meste er det Caroline og hendes stemme, der dominerer lydmæssigt, men jeg synes også rigtig godt om det instrumentale. Det er her meget elektronisk, og det lægger en rigtig god bund, hvilket også er dets primære opgave igennem hele albummet. Trommerne er fede, og bassen giver en god ekstra dybde til dem, mens nogle keyboard toner lige sørger for at toppen også er i orden. Selvom nummeret egentlig er ret ensformigt i dets struktur, så gør det, at der ofte enten bliver lagt et instrument til, eller at der bliver trukket nogle fra, at nummeret virker rigtig varieret, hvilket er dejligt. Selve vokalen er som sagt virkelig fed at lytte til, og jeg elsker den variation, der er i, hvordan Caroline bruger den. Hun kommer i den grad rundt i de forskellige tonelag, og det er super fedt at lytte til. Albummet åbner med fire sindssygt stærke numre, og selvom de tre andre nok er større hits end dette, så rammer “Pretty In Possible” mig på en anden måde, end de gør, og derfor var det også nemt at vælge ud. Jeg nyder hver gang, at jeg lytter til “Pretty In Possible”, for jeg synes egentlig bare, at det er skidegodt. Mere er der ikke at skrive.
Det er en lille smule underligt at gå fra et nummer, hvor jeg gør meget ud af at rose Carolines vokal, til at begynde at skrive om et nummer hvor hun benytter sig af gæstevokaler. Det er dog tilfældet på nummeret “Fly To You”, og det skal lige siges, at det bestemt ikke er nogle ukendte kunstnere, som hun har med sig her. Det er nemlig ingen ringere end Grimes og Dido, som er gæsterne. Det er heller ikke bare små roller, som de to har fået, for de synger faktisk næsten lige så meget, som Caroline selv gør på dette nummer. Det er også rigtigt skønt, for de er jo alle tre pisse hamrende dygtige på det punkt. Igen er det dog ikke kun vokalerne, der virker på dette nummer. Det instrumentale er også virkelig fedt, lige fra den mere halv mystiske / lidt sørgende indledning, til den dejlige rytme som hovedstykket af nummeret har. Der er dog også nogle andre fantastiske instrumentale indslag, som jeg holder af. I baggrunden dukker nogle af elementerne fra introen frem hist og her, mens at der også nogle gange kommer en rigtig skøn guitar ind over. Igen er der ikke den store mængde variation i de stykker, som får lov til at køre igennem nummeret, men på samme måde som det forrige så bliver der hele tiden ændret i et eller andet, hvilket sørger for, at det aldrig bliver ensformigt. Vokalerne er som sagt virkelig fede, og jeg synes også, at det var et godt valg at have flere sangere på dette nummer. De har hver deres stil og måde at lyde på, og det er igen med til at sørge for god variation. Grimes og Dido står for versene, og Grimes hjælper også til i baggrunden i omkvædene, hvor det ellers er Caroline, der er i rampelyset. Selvom alle tre gør det pisse godt, så når det højdepunkterne i omkvædet, hvilket også er naturligt, når nu det er Carolines nummer. Især henimod slutningen af nummeret, hvor der lige kommer et toneskift, der derefter bliver efterfulgt af et udvidet omkvæd, synes jeg virkelig, at det hele når et rigtig dejligt højt niveau.
“Fly To You” er bare fedt fra start til slut, men det var faktisk egentlig et nummer, som jeg havde glemt lidt. Dog stod det klart for mig med det samme, da jeg satte albummet på og nåede til det, at det her blev jeg sgu simpelthen nød til at skrive om, hvilket overraskede mig noget. Jeg troede nemlig, at nummeret “Blood And Butter”, der kommer efter “Fly To You”, var selvskrevet til at blive skrevet om, da det er et af dem, som jeg har hørt mest fra albummet. Det bliver da også lige nævnt her, da jeg føler, at det har fortjent det, så meget som jeg nu har lyttet til det. Det er et rigtigt fedt nummer, der blandt andet byder på en særdeles dejlig saxofonpassage, og hvis dette gør en lidt nysgerrig, så vil jeg bestemt anbefale, at man lige giver “Blood And Butter” et lyt, ligesom jeg selvfølgelig vil give samme anbefaling til “Fly To You”.
Det kommer til at blive halvt halvt med at skrive om den originale version af albummet, og så de ekstra tilføjelser som det fik med Everasking Edition. Jeg vil nemlig springe frem til det, der nok er min absolutte favorit fra hele albummet, nemlig nummeret “Spring Is Coming With A Strawberry in the Mouth”. Jeg har hørt det jeg ved ikke hvor mange gange, og derfor blev jeg ret overrasket, da jeg i dag lige læste op på albummet, og lærte at dette rent faktisk er et cover. Det blev nemlig originalt skrevet og spillet af musikeren Roger Doyle sammen med hans teatergruppe, der har navnet Operating Theatre. Så lærte man også noget nyt i dag. Rent musikalsk ligger de to numre en god del op ad hinanden, men vokalen er noget tydligere på Carolines version, hvilket jeg synes er dejligt. Samtidig er lyden også bare mere moderne, men det er vel også det, som man kan forvente, når nu at original versionen næsten er fyrre år gammel.
Dette nummer er bare utroligt dejligt at lytte til lige fra start til slut. Det instrumentale er bare pisse lækkert, men her er det dog vokalen, der i den grad hiver det hele op til skyhøje højder. Der bliver også brugt en god del forskellige spor til denne, hvilket tilføjer en fantastisk korvokal til det hele, og det synes jeg er genialt. Denne er fantastisk hele vejen igennem, lige meget om den bliver brugt til at forstærke hovedvokalen, eller om den i stedet bliver brugt som et ekstra instrument. Når man så snakker om hovedvokalen, så er denne mindst lige så fremragende. For at give et nik tilbage mod originalversionen af nummeret, så er den vokal som man finder i verset godt præget af noget effekt, hvilket samtidig får det til at føles som om, at den på en eller anden måde ligger længere tilbage i mikset. Selvom det ikke er gjort på samme måde som i den originale, så var fremgangsmåden der lidt den samme, og jeg synes som sagt, at det er en rigtig fin måde lige at give et nik til den. Samtidig er jeg dog også glad for, at Caroline ikke holder sig 100 procent til at gøre som i den originale. Der bliver vokalen nemlig nogle gange druknet lidt i det elektroniske, og det ville fandme være synd at gøre her. Derfor er jeg stor fan af, at når nummeret går væk fra versene, så er Carolines vokal langt tydligere, hvilket virkelig forstærker disse passager betydeligt efter min mening. Dette er igen på grund af, at Caroline bare kan noget helt fantastisk med sin stemme, og lige siden jeg hørte dette nummer første gang, så har midterdelen af det bare siddet fast i mit hoved. Det er efter min mening et fuldstændigt genialt nummer, og det er som sagt også blevet min favorit fra albummet. Det kan noget helt særligt, og det er da vist også det nummer, som jeg har hørt mest fra albummet, på trods af at det først kom et år senere end de første tolv numre.
Det sidste nummer som jeg vil skrive om er et lidt spøjst et af slagsen. Jeg synes nemlig, at det er en smule anderledes end resten, og hvor jeg tydeligt kan høre, hvorfor at de er blevet til favoritter, så er jeg lidt mere usikker på dette. “Coma” er titlen på dette mystiske nummer, og der er godt tempo på, i hvert fald når man lige kommer forbi de lyde fra en hjerteslagsmåler, der indleder nummeret. Trommerne er sindssygt lækre her, og det er selvfølgelig også dem, der driver tempoet. Det hjælper også på dem, at de er elektroniske, da de ofte lige stopper totalt i et kort sekund, hvorefter de så kører for fuldt drøn igen. Jeg tænker, at det nok ville være svært at gøre det samme på fysiske trommer, men der kan jeg tage fejl. Trommeekspert er jeg på ingen måde, så i sidste ende kan jeg kun med sikkerhed sige, at jeg synes, at de er fede hele vejen igennem.
Igen sidder vokalen også bare lige i skabet, og især i den anden halvdel slår Caroline sig fuldstændigt løs, hvilket jeg er en stor fan af. Hun kan fandme bare noget med den stemme.
Som mange af de andre numre på albummet, så er det ikke fordi, at der er de store skift i de stykker, der bliver brugt til at bygge nummeret op. I stedet er det igen op til hvornår de forskellige elementer kan høres, og endnu vigtigere, hvornår de ikke kan. Det er en noget anderledes tilgang, end den som meget af det musik som jeg ellers hører bruger. Jeg er dog i den grad fan, for det tilføjer jo bare endnu mere variation til mit musikkatalog, hvilket altid er velkomment. Igen er jeg ikke helt sikker på hvorfor, at “Coma” er gået hen og blevet en af favoritterne fra albummet, men det kan bare noget for mig, og det er jo dejligt. Jeg tror, at det var det første nummer, som jeg hørte fra Everasking Edition, og lige siden da har jeg troligt fundet det frem nu og da.
Desire, I Want To Turn Into You blev min introduktion til Caroline Polachek og hendes musik. Jeg blev ret hurtigt glad for dette album, men desværre har resten af hendes musik ikke fanget mig på samme måde, i hvert fald ikke endnu. Af den grund sprang jeg også mit sædvanlige afsnit om kunstneren over, da jeg simpelthen ikke kan skrive alt for meget der. Noget jeg dog kan skrive er, at jeg i den grad kan anbefale at tjekke dette album ud, for det er simpelthen bare skønt fra start til slut. Vil man gøre det og samtidig støtte lidt op om kunstneren, så kan den første version af albummet vist stadig skaffes fysisk. Det samme kan desværre ikke siges om den udvidede version, men kommer den nogensinde ud, så skal jeg i den grad have fat i den. Desværre missede jeg hende, da hun var i Danmark i 2023, men kommer hun igen, så skal jeg da i hvert fald afsted. Det tror jeg nemlig kan blive rigtig godt, så jeg vil også anbefale, at du selv tager turen hen, til der hvor hun spiller, hvis du altså nyder hendes musik.
Lytteanbefalingerne er i dag ret simple, for det bliver nemlig “Pretty In Possible”, “Fly To You” og “Spring Is Coming With A Strawberry In The Mouth”. Der er dog mange flere gode numre at finde på dette album, og blandt andet “Welcome To My Island”, “Blood And Butter” og “Bunny Is A Rider” er ret stærke numre. Derfor anbefaler jeg selvfølgelig mest, at man lytter hele albummet igennem, så man ikke går glip af noget som helst.
Musikskriveri 