Så er det tid til endnu et juleskriveri og ligesom sidste gang, så bliver det et noget alternativt julenummer, der skal skrives om. Det kunne vel heller ikke være meget anderledes, når det nu er bandet Red Warszawa, der har skrevet det, for ligesom resten af deres musik så er dette nummer dejligt skævt og galt. Dette julenummer er at finde på bandets andet album, med titlen Skal Vi Lege Doktor?, der udkom tilbage i 1998 , så det tænker jeg, at jeg vil begynde at skrive lidt om.
Til dem der endnu ikke har fået stiftet bekendtskab med Red Warszawa, så synes jeg, at deres musik bedst kan beskrives som noget heavy-metal med en god del punk over sig. Derudover er deres tekster ret så humoristiske, og det på en ofte dejlig beskidt måde. Det ville være synd at sige, at bandet er politisk korrekt, for de er i den grad ikke bange for at gå over grænsen, og det er vel også en af de ting, der er gået hen og blevet en del af bandets charme. Igennem årene har der været en god del udskiftninger på bas- og trommefronten, men guitaren og vokalen har altid været fast. Det er nemlig Heavy Henning, der står for noget spade, mens Lækre Jens tager sig af at synge.
Da det er julenummeret, der har afgjort, hvad dagens emne skal være, så synes jeg kun, at det er passende at starte med det. Så kan man spørge sig selv, om der er noget, der sætter julestemningen bedre end et nummer med titlen “Julemandens Selvmordsbrev”? Det er der nok delte meninger om, men hvad man ikke kan være uenig i, hvis man altså er til metallen, er at den passage der åbner nummeret op er pisse hamrende fedt. Dette sidste udtryk kan dog heldigvis også bruges til resten af nummeret, for det er nemlig ikke bare chokfaktoren ved titlen, der sammen med lyrikken gør, at nummeret den dag i dag stadig holder. Musikken holder nemlig hele vejen igennem. Chokfaktoren, der både kommer af titlen og lyrikken, er dog en del af det, der gør det fedt, for med en indledende strofe som “Julemanden hang sig selv, nisserne de si’r farvel” kan man det næsten kun blive godt, og det kommer kun længere ud derefter. Heldigvis. Der er bare et eller andet over disse anti-julesange, der gør, at jeg finder dem langt mere interessante end de mere normale af slagsen. Igen er det dog ikke kun det, der er grunden til, at jeg nyder nummeret. Som sagt er den åbnende passage mega fed, for den gør nemlig, at nummeret kører derudaf lige fra start. Man kan med det samme nikke med, for med sådan en fed guitar er der ikke andet at gøre. Lyden på den er helt perfekt, og det samme kan jeg også kun sige om bassen. På dette tidspunkt var det Tonser Henrik, der spillede bas i bandet, og det gør han fandme godt. Derudover er Lars Gerrild også fantastisk bag tønderne, og sammen med guitaren sørger de som sagt for, at det instrumentale bare er i orden. Jeg er rigtig glad for, at bassen er så tydelig som den er, for den er virkelig lækker at lytte til. Især i de indledende strofer af hvert vers er den virkelig skøn, for her bliver Heavy Henning lige stille i et kort øjeblik samtidig med, at trommerne også lige går ned i gear og kun holder sig til stortrommeslag. Det gør, at bassen får en ret bærende opgave, og det klarer den til topkarakter. Lige så lækker som Lækre Jens bliver den dog ikke, for det er selvfølgelig ham, der er i fokus her. På dette nummer holder han vokalen i det rå, og det er også det rigtige valg. Det bliver aldrig for teknisk, men hvis det begyndte at blive det, så tror jeg en god del af underholdningsværdien ville ryge, da nummeret så næsten ville begynde at føles seriøst.
På dette nummer udmærker Heavy Henning sig også ganske godt, for det er ikke bare guitarlyden, der sidder lige i skabet, for det gør det, der bliver spillet fandme også. Det er nogle virkelig solide riffs, som han serverer for en hele vejen igennem nummeret, og samtidig er hans solo midtvejs inde også bare helt fantastisk. Det er en opbyggende en af slagsen, som egentlig starter ganske langsomt, men stille og roligt bliver den vildere og vildere, og det er super fedt at lytte til.
Det sidste som jeg vil skrive om dette nummer er, at jeg synes, at det var et godt valg fra bandets side at inkludere noget bjældeklang i baggrunden, for det får det til at føles som lidt julet. Derudover er de klokker der får lov til at ringe efter det andet og fjerde omkvæd også bare en genial tilføjelse, der virkelig cementerer julefølelsen.
Dette er som sagt et alternativt julenummer, men det er nok også det, der er gået hen og gjort, at jeg holder så meget af det, som jeg nu gør. Det er på ingen måde lige så kedeligt og højtideligt som nogle af de mere normale af slagsen, og det synes jeg nu engang bare er dejligt. Det er for mig en juleklassiker, der skal findes frem hvert år, for det er fandme bare fedt og dejligt galt.
“Julemandens Selvmordsbrev” er dog heldigvis ikke det eneste nummer, som står stærkt på Skal Vi Lege Doktor?. Efter en mere humoristisk start med titelnummeret, så kommer “Slå Ihjel” på, og her kommer det punk element, som jeg skrev om i starten, godt frem. Det er dejligt lige på og råt uden noget som helst pis, og det er skønt. Igen er lyrikken dejligt langt ude, og den fortælling der bliver fortalt i løbet af nummeret strejfer faktisk også juletemaet igen, dog igen på en noget alternativ måde. Guitarlyden føles noget mere rå på dette nummer end på det forrige, og det er en af grundene til, at punkfølelsen står så stærkt, som den gør. Dog er lyden under guitarsoloen en undtagelse, for her synes jeg faktisk, at den er voldsom fed. Den bliver bare lidt pænere her, og selvom det nødvendigvis ikke betyder, at den er bedre end den lyd, som resten af nummeret har, så gør det alligevel, at denne solo kan blive et af nummerets højdepunkter. Dog er der ikke noget højdepunkt, der slår det omkvæd, som man finder på “Slå Ihjel”. Det er dejligt indbydende til fællessang, og det er jo altid skønt. Som sagt er det langt ude, men det er jo en del af charmen ved Red Warszawa. Bassen og trommerne er bundsolide hele vejen igennem, og super skønne at lytte til, og alt i alt er “Slå Ihjel” bare et rigtig fedt nummer at have i begyndelsen af albummet, for det sætter tonen for resten af det der er i vente ret godt.
På dette album er der en god del numre, som jeg synes er virkelig fede. “Den Sorte Garderobe” er et skønt nummer, “Satanisk Kommunisme” er mega fedt, og jeg har på det seneste også fået en ny forkærlighed for “MC Nymands Rap”, efter at den anden guitarrist i det band, som jeg selv spiller i, spillede det for mig. Dog er “Nord For Nordkap” nok den største klassiker fra dette album, og derfor tænker jeg også, at det er et nummer, som jeg bliver nød til at skrive om. Det er, så vidt jeg ved, et nummer, der blev skrevet til DR’s Børneradio, og derfor er det jo selvfølgelig også passende, at nummeret handler om forskellige stammer, der spiser børn.
Nummeret har en ret spøjs indledning, for det starter nemlig med et lydklip, der føles lidt som en parodi af noget børnetv. Derefter kommer bas og trommer dog på, og de starter nummeret op med en ganske fed rytme, som guitaren så kort efter falder ind på. Disse tre instrumenter sørger igen bare for, at det instrumentale holder hele vejen igennem, for de spiller fandme fedt alle tre. Tonser Henrik og Lars Gerrild sørger for en virkelig solid bund, mens at Heavy Henning leverer det ene fede guitarriff efter det andet. Igen står Lækre Jens for en dejlig gal vokal, både når det kommer til teknikken, men det samme gælder også for lyrikken. Det er fandme klasse at starte ens omkvæd med strofen “Børn til morgenmad, det skal være sundt” og resten fortsætter med at være så dejligt upassende, som kun Red Warszawa kan gøre det til. Den sekvens, der er lige før det sidste vers, er en af mine favoritter, for det er bare langt ude, skørt, upassende og pisse godt at synge med på. “Nord For Nordkap” er et herligt nummer hele vejen igennem, og ligesom de andre numre som jeg nævnte i starten af dette afsnit, så er det en af mine favoritter.
Skal Vi Lege Doktor? byder på en god del numre, som jeg vil beskrive som Red Warszawa klassikere. Der er dog et af disse, som har ramt mig langt bedre end nogle af de andre. Dette nummer er “Fjæsing”, for hold kæft hvor er det bare genialt. Her får punken i den grad overtaget, og derfor er det instrumentale også dejligt simpelt. Det er heller ikke fordi, at nummeret er et af de lange, for det har nemlig kun en længde på omkring halvandet minut. Alligevel er det dog gået hen og blevet en af mine absolutte favoritnumre med Red Warszawa, for det simple kan fandme også noget. Jeg kan dog ikke skrive alt for meget til det, for hvad er der egentlig at skrive til et så kort nummer? Det instrumentale er suverænt godt, og især den korte guitarsolo som Henning spiller her synes jeg er utrolig fed. Derudover er det lyrisk totalt plat, og jeg kan simpelthen ikke gøre andet end bare at elske det. Det er dejligt dumt, og især det sidste vers tager dette op til højeste niveau. Samtidig er omkvædet også rigtig skønt og dejligt godt at synge med på. Det forbliver hammer skørt, men det er som sagt også det, som jeg elsker ved det. “Fjæsing” er simpelthen bare et af de bedste punk numre der nogensinde er blevet skrevet, mere er der ikke at skrive til det.
Efter selve nummeret kommer der lige et kort efterspil, og dem er der en god del af i løbet af albummet. Her bliver det ofte næsten mere plat, upassende og skørt end det i forvejen er på selve numrene, og det er sgu ret underholdende. Især de “lejrbålssange” der kommer i slutningen af nogle af dem, har deres egen unikke charme, hvis man altså er til Red Warszawas spøjse form for humor.
Jeg kan som sådan ikke huske hvornår jeg først stødte på Red Warszawa, men lige siden dengang er deres musik blevet til noget, som der nu og da ryger på afspilleren. Det er fordi, at deres musik er noget, som jeg vil beskrive som blandt mine favoritter, men det har bare en eller anden spøjs charme, som nogle gange bare bliver helt uimodståelig. Noget af bandets musik er heldigvis i løbet af de senere år blevet genoptrykt, så hvis man ligesom mig gerne vil støtte op om bandet, så er det en god måde at gøre det på. Jeg vil dog kraftigt anbefale, at man tager ud og ser dem live, hvis de skulle komme forbi en. Til deres koncerter bliver det nemlig endnu mere skørt og politisk ukorrekt end det er i forvejen og det er noget, som man simpelthen skal opleve, hvis man altså er til det.
Dagens lytteanbefalinger skal selvfølgelig bestå af julenummeret som det første. Derudover vil jeg selvfølgelig give en anbefaling til “Fjæsing”, da det jo er min favorit. Det sidste som jeg vil komme med en anbefaling til er et af de numre, som jeg kun lige har nævnt kort i dette skriveri, nemlig “MC Nymands Rap”. Det var ikke et nummer, som jeg lyttede alt for meget til, før at den anden guitarrist, som jeg som sagt spiller sammen med, fik spillet det for mig. Det er sgu ret fedt, og samtidig er det også bare med til at give albummet en utrolig brede i dets udtryk, hvilket er skønt. Den sidste anbefaling bliver ligesom altid at lytte til hele albummet. Det er utroligt skørt og totalt politisk ukorrekt men det skal der fandme også være plads til.
Musikskriveri 