Så er det endelig blevet tid til et Frank Zappa skriveri! Frank og hans musik har ofte været oppe til overvejelse, når jeg skulle vælge et emne at skrive om, men da jeg vidste, at den første af hans udgivelser, som jeg ville skrive, altid ville være albummet Sheik Yerbouti, så har jeg holdt lidt igen, da det er et noget langt album. Det var dog min introduktion til hans musikalske univers, og det er også en af de udgivelser fra hans katalog, som jeg oftest vender tilbage til, så det føltes som det naturlige at starte med den.

Når det kommer til musikere, så må Frank Zappa siges at være en af de mest produktive af slagsen. Efter et hurtigt tæl på Wikipedia kan jeg se, at han nåede at udgive 62 udgivelser i hans levetid. Dette tal inkluderer både studie og livealbum, og hvis man så lægger det, der er udgivet efter hans død oveni, så når man vel op på et tal, der er over de 100. Ret imponerende for en mand der kun nåede at blive 52. Jeg vil blankt indrømme, at jeg stadig er et godt stykke fra at have hørt alle sammen igennem, primært fordi jeg helst først vil høre dem, når jeg har fået dem tilføjet til min LP samling. Derfor er jeg på ingen måde en autoritet, når det kommer til hans kartotek, og det kan meget vel være, at Sheik Yerbouti er langt fra hans bedste album, når det kommer til stykket. Det er dog et af de mest kommercielle, ikke at det betyder noget specielt, men et eller andet har det da kørende for sig.

Sheik Yerbouti er et dobbelt album, hvilket betyder, at jeg har rigeligt med numre at tage fat i. Faktisk er der i alt 18 numre på dette album, men ligesom jeg plejer, så vil jeg kun tage fat i nogle stykker, fire for at være helt specifik, da det ellers vil tage en time for dig at læse det igennem, mens at det vil tage mig op imod en dag at skrive dette skriveri, i hvert fald hvis det skal have samme indhold, som jeg plejer at give mine skriverier. Det passer dog fint, at jeg holder mig til fire, da jeg så kan tage min favorit fra hver pladeside. Inden jeg dog begynder på det, så vil jeg dog lige hurtigt skrive om albummets lyrik, for den tester nemlig en. Jeg føler dog, at denne test er forskellig fra person til person. Tager man det fuldstændigt litterært, så tester albummet i den grad ens grænser, og man kan muligvis også ende med at blive forarget mindst to gange i minuttet. Tænker man sig til gengæld lidt mere om, så tester albummet ens evne til at læse mellem linjerne, og hvis man klarer denne test, så ser man, at der måske er noget mere lyrisk dybde, end man måske lige først havde antaget, tænker jeg da i hvert fald. Det kan også bare være, at det er noget pis, som jeg kommer med her, og lyrikken bare er et billigt forsøg på at forarge og give personer med sort humor et godt grin. Hvad ved jeg? Ikke en skid når det kommer til stykket, men det er lige meget, for det var jo mine fire favoritter, som jeg egentlig skulle skrive om, og det vil jeg sådan set bare begynde på.

Favoritten fra den første pladeside, mere populært kendt som side A, var en nem en at vælge… troede jeg da. Inden jeg startede med at skrive, så var det nemlig selvskrevet, at nummeret “Broken Hearts Are For Assholes” skulle skrives om. Det har lige siden første lyt været en af dem, som jeg holdt mest af, men da begyndte at lytte albummet igennem i forberedelse til dette skriveri, så blev jeg mindet om, hvor godt hele siden egentlig flyder sammen. Det føles som om, at der er en rød tråd igennem det hele, hvilket er noget som jeg sætter pris på. Samtidig havde jeg også lige glemt, at det nummer der efterfølger “Broken Hearts….”, der selv har titlen “I’m So Cute”, også er virkeligt fedt.
Det er dog “Broken Hearts Are For Asshole”, som det skal handle om. Det kommer efter de to indledende numre, “I Have Been In You” og “Flakes”, hvor tempoet har været godt skruet ned. Det bliver der dog ændret på her, for dette nummer starter med fuld fart på, hvilket er virkelig fedt! Guitarlyden er i top, vokalerne ligeså, og det kører bare ligeud af landevejen, i hvert fald lige indtil at man bliver mindet om, at det er et Frank Zappa nummer, som man har med at gøre. Det indeholder nemlig en masse fede skift i rytme og tempo, og de gør, at “Broken Hearts Are For Assholes” bliver vidunderligt spændende. Det er et nummer, der illustrerer den eksperimentelle tilgang, som Zappa havde til sin sangskrivning på bedste vis, for alle de forskellige passager, som man finder i løbet af nummeret, fungerer fantastisk efter min mening. Samtidig er de mange forskellige lyde, som Zappa krydrer det hele med, også med til at fastgøre min interesse, og jeg tror, at man kan bruge meget tid på at gå på opdagelse i det, og stadig have nye ting i vente, næste gang man sætter nummeret på. Sådan har jeg det i hvert fald selv med det. Det er et nummer, som jeg nyder hele vejen igennem, og mere er der egentlig ikke at skrive om det.

På side B er min favorit lidt skiftende. Valget ligger altid mellem “Jones Crusher” og “Rat Tomago”, og jeg tror, at det er sidstnævnte, som jeg vil gå med i dag, da jeg føler, at jeg har det fint med lige at forsvinde i dette dejlige instrumentalnummer. Det er sådan et nummer, hvor jeg nyder at læne mig tilbage, lukke øjnene, og lade lyden danne billeder for mig. Her bliver Frank Zappas evner til at spille solo vist godt frem, for det er nemlig det, som han gør igennem det hele. Det er pisse hamrende skønt at lytte til, og det samme er tilfældet for bandet, som spiller bag ham. Trommerne er sindssygt fede her, og det samme er det klaverspil, der lige akkurat kan høres. Især det sidste er jeg virkelig glad for, for dets toner giver bare lige et skønt ekstra element til nummeret. Det at de lige præcist kommer op over lydoverfladen, så man kun lige knapt kan registrere dem, fungerer fantastisk godt for mig. Bassen skal også lige nævnes til sidst, for selvom den ikke er lige så fremtrædende, som jeg føler, at trommerne og klaveret er, så er den dog stadig uhyre vigtig, for den tilføjer en fin dybde til tonerne, hvilket gør det hele komplet.
Guitarsoloen der bliver spillet her er egentlig taget fra en liveudgave af Frank Zappa nummeret “The Torture Never Stops”, som er at finde på en anden hans klassikere, nemlig Zoot Allures. Det er et nummer, som jeg senere også er blevet rigtig glad for, så mon ikke det er derfor, at dette nummer har fået statussen som en af mine favoritter på dette album. Det kan noget rigtig dejligt, og jeg nyder det. Simpelt, men sådan skal det også bare være nogle gange.

På de sidste to pladesider bliver valget af favoritter noget nemmere. Selvom side C har nogle virkelig gode numre, hvor jeg blandt andet synes, at “Tryin’ to Grow a Chin” og “Dancing Fool” er fantastiske, så er det “City of Tiny Lites”, som jeg elsker mest fra denne side. Igen er det et nummer, hvor der er godt gang i den, men i modsætning til “Broken Hearts Are For Assholes”, hvor lyden føltes meget mere hårdt rockende, så synes jeg, at funket vil være et bedre tillægsord at putte på “City of Tiny Lites”.
På Sheik Yerbouti er det lidt skiftende, imellem hvem der synger. For det meste er det selvfølgelig Zappa, der er forsangeren, men på et par enkelte numre er det andre, der står for hovedvokalen. Dette nummer er et af dem, for der er det nemlig albummets rytmeguitarist Adrian Belew, der synger for, og hans lysere stemme passer også bedre til det.
På “City of Tiny Lites” svinger det utroligt godt efter min mening. Til at starte med er der, så vidt jeg kan høre, ikke den store mængde guitar, hvis der overhovedet er nogen. Bas, trommer, klaver og vokal sørger til gengæld for, at det er fantastisk hele vejen igennem dette dejlige stykke. Særligt bassen og vokalen synes jeg virkelig er fede her. Vokalen er hovedfokuset selvfølgelig, og der kan Adrian Belew altså noget. Han synger pisse godt og har en rigtig fed energi. Han har også en masse variation i, hvordan han bruger sin vokal, og det gør det bare endnu bedre. Derudover er baslinjen bare forrygende lækker og det er en, som jeg elsker at fokusere på. Sammen med trommerne lægger den en fed bund, og den er en vital grund til, at nummeret svinger som det gør.
Efter at have været i baggrunden i halvandet minut, så dukker Frank Zappa op på nummeret. Først står han for vokalen i et skønt mellemstykke, og derefter er det igen med en solo, at han udmærker sig. Det lyder pisse fedt og er virkelig et højdepunkt på nummeret. Dog synes jeg, at det næsten bliver endnu bedre, da han igen går tilbage i baggrunden, og igen lader de andre om at styre showet henimod den sidste del af nummeret. Det at det hele lige går ned i fart er bare et fantastisk valg efter min mening. Dette sidste stykke får langsomt tilsat flere og flere elementer til sig, og der kommer en masse dejlige spøjse lydindslag, hvilket jeg virkelig nyder. Hvis jeg skulle vælge favoritten fra albummet, så ville “City of Tiny Lites” helt sikkert være en favorit, hvis det altså ikke lige var for det nummer, der slutter side D af.

“Yo’ Mama”. Hvilken skøn titel til det sidste nummer, selvom baggrundshistorien bag det ikke er lige så skøn, da Frank Zappa vist skrev det ud af frustration over Tommy Mars, der på dette tidspunkt spillede keyboard i Zappas tour band. Så vidt jeg husker at have læst engang, så var det noget med, at Tommy ikke lige kunne huske en bestemt passage ordentligt, og da Zappa forlangte det bedste og mere til fra de musikere, som han spillede med, så blev han noget vred over dette. Hvor meget sandhed der er i det, skal jeg dog ikke kunne sige, da jeg ikke kan finde nogle steder, der understøtter denne beretning, så lad bare dette være en sjov lille skrøne til albummet.
Allerede lige fra starten er “Yo’ Mama” et fantastisk nummer. Den overgang der er fra det forrige nummer, “Wild Love”, over til dette er sublim, og de mere rolige toner, der starter dette nummer, er ligeså. De er ganske enkelt vidunderlige at lytte til, og når vokalen så kommer på, så bliver det bare endnu bedre. Især den måde, hvorpå der bliver lagt flere og flere lag på denne i anden del af verset, er mega mega fed. Det er dog ikke det, der er hoveddelen i nummeret, for igen er det blevet guitarsolo tid. Denne gang er det en ganske kort en af slagsen, kun omkring otte minutter lang, men på trods af det, er den stadig vildt fed. Det er igen sådan en, som jeg bare nyder med øjnene lukket, for det er så forbandet dejligt skønt at lytte til. Det samme er de toner, der kommer fra resten af bandet, for de tilføjer lige de sidste elementer, der sørger for at nummeret bliver overvældende magisk. Jeg vil holde mig fra at gå i dybden med det, for det er noget, som man skal opleve med egne ører.
For mig er dette min absolutte favorit fra Frank Zappas kartotek, og på trods af den lange spilletid på næsten tretten minutter, så er det i den grad det nummer, som jeg har lyttet til mest. Det flyder bare fantastisk lige fra start til slut, og jeg elsker det af hele mit hjerte.

Som sagt var det dette album, som gjorde, at jeg startede med at nyde Frank Zappa og hans musik, og selvom han i den grad har udgivet nogle andre ting, der også er på topniveau, så er det dette album, som jeg oftest vender tilbage til. Jeg ville ønske, at jeg havde haft muligheden for at se ham live, men da han døde to år før jeg blev født, så var dette lidt svært. Derfor må jeg nøjes med det, som han efterlod, men da han som sagt var skide produktiv, så tænker jeg ikke, at jeg nogensinde kommer til at mangle på det punkt.

Vil man gerne eje nogle af de ting, som han udgav i fysisk format, så er der en god del ting tilgængelige. På den måde kan man også støtte hans familie en smule. Jeg vil dog ikke skrive alt for meget mere i denne sektion, udover at man med fordel kan gå på opdagelse i det, som de musikere, som han havde med sig gennem tiden, ellers har været med på. De var alle skide dygtige, og blandt andet Adrian Belew, som jeg nævnte tidligere, har leget med store navne som Bowie, Talking Heads, Tom Tom Club og King Crimson for at nævne et par stykker. Derudover var Steve Vai også med til at lege sammen med Zappa, men da resten af listen er utrolig lang, så vil jeg stoppe mig selv i at komme med flere navne.

Dagens lytteanbefaling bliver hele albummet. For en gangs skyld vil jeg ikke fremhæve nogle ting, da der igennem hver side er en god rød tråd. Derfor ødelægger man en smule ved numrene, hvis man lytter til dem enkeltvis. Jeg synes, at der er nogle rigtige fede ting på dette album, så udover at ødelægge den røde tråd ved at holde sig til nogle anbefalinger, så snyder man også sig selv for genialiteter ved ikke at lytte det hele igennem.

Sheik Yerbouti