Nu da det er blevet juletid, så synes jeg at det er passende, at jeg i denne tid prøver at finde et par udgivelser frem, hvor der er nogle julesange at finde. Jeg kommer selvfølgelig stadig til at holde ved, at en udgivelse skal være en, som jeg holder af, før jeg vil skrive om den. Det passer heldigvis også ret godt på dagens emne, for AC/DCs album The Razors Edge er faktisk min yndlingsudgivelse fra dem. Da der er en julesang at finde på albummet, så har jeg holdt dette skriveri tilbage i lidt tid, men nu er tiden endelig kommet, til at jeg kan gå i gang med at skrive om det, så det vil jeg gøre.
Nu kan man jo roligt sige, at AC/DC er et ret kendt band, og derfor tænker jeg også, at de ikke behøver nogen introduktion her. Jeg har heller ikke så fandes meget at skrive om min opdagelse af bandet, for jeg kan ikke huske så meget omkring den. Da heavyen fandt sin vej til mit hjerte, var det bare naturligt at lige tage turen forbi AC/DC og deres musik. Mit første album med dem kom til at være Powerage, og siden da har jeg også fået anskaffet mig en god del af deres andre udgivelser. The Razors Edge var en af de første disse, men hvornår og hvordan jeg kom forbi det, har jeg ingen anelse om. Jeg ved dog, at musikken på dette album i den grad fik sit tag på mig, og derfor er det også den, som jeg vil holde mig til at skrive om i dag.
At sige at The Razors Edge har en stærk åbner er noget af en underdrivelse. Det er nemlig nummeret “Thunderstruck”, som man som det første støder på som det første, når man sætter albummet på afspilleren. Det er pisse hamrende genialt nummer, som i den grad også er et af de største, som bandet nogensinde har skrevet. Ligesom så mange andre så holder jeg utroligt meget af det, men jeg tænker dog, at når nummeret er så stort, så er mit skriveri omkring det ret ligegyldigt. I stedet vil jeg springe lidt videre i albummet, og finde et par andre numre der er lidt mindre kendte frem i stedet.
Det første af disse er albummets julenummer, “Mistress for Christmas”. Nu har julenumre aldrig været min store musikalske kærlighed, for jeg synes ofte, at det der bliver sunget om er noget repetitivt, og derudover er de fleste af dem heller ikke særligt interessante fra et musikalsk synspunkt. De er skrevet med den hensigt, at de skal blive til hits, og derfor synes jeg ofte, at de føles lidt for formulariske, hvilket ikke er noget for mig. “Mistress for Christmas” er dog en undtagelse, helt sikkert fordi det bryder med nogle af de ting, som julesange normalt indeholder. Julefølelsen er der dog stadig, for det åbner nemlig med lidt bjældeklang. Dette er dog i selskab med den dejlige rockede lyd, som AC/DC jo har, og denne fortsætter også, efter at bjældeklangen dør hen. Noget som det her nummer får mig til at tænke over, mens at jeg lytter til det, er noget som jeg ofte har snakket med en kunde fra pladebutikken om, nemlig hvor fed at bandets rytmesektion egentlig er. Angus og Brian er for det meste dem, der er i fokus på numrene, og det kan de være på grund af, at resten af bandet bare holder rytmen 100% ren. Der er ikke en eneste svipser herfra, og det gør, at de to andre altid har noget, som de kan holde sig til. Som altid var jeg ved at skrive, så er det Cliff Williams og Malcolm Young, der står for bas og rytmeguitar, men det er jo desværre lidt forkert at skrive, eftersom Malcolm ikke er her mere. Trommeslageren er heller ikke den sædvanlige, men det er dog ikke lige så usædvanligt. Phill Rudd var nemlig ude af bandet i perioden 1983 til 1994, og i denne kom der fire studieudgivelser, hvoraf The Razors Edge er den sidste af disse. Dette er det eneste, hvor Chris Slade sidder bag tønderne, og det synes jeg sgu, at han gør ganske godt. Som sagt så sørger han sammen med de andre for, at rytmen holder, og derfor er der ikke de store trommesoloer at finde her. Det er også helt fint, for det ville ødelægge albummet, hvis der var. Trommerne, bassen og rytmeguitaren holder det i det simple, og det er en stor grund til, at AC/DCs musik er så holdbar, som den er. De giver Angus og Brian plads til at lege, og det benytter de sig af. I dette nummer holder de sig lidt tilbage til at starte med, mens at der langsomt bliver bygger op til det første omkvæd. Der begynder at komme mere og mere fra dem som tingene skrider frem, og især fra Angus. Da omkvædet så kommer, så er han i den grad på mellem hver af Brians strofer, og det er dejligt at lytte til. Når jeg så lige er ved Brians strofer i omkvædet, så bliver jeg nød til at skrive, at disse i den grad er nogle af de mest fængende, som jeg har hørt i et julenummer. Jeg ved ikke hvor mange gange, at disse strofer er kommet frem i min hjerne. Det er ikke engang kun ved juletid, at dette sker. Nej det er sgu en helårsting. Det har bare fænget totalt, selvom at det egentlig ikke gør alt for meget udover det sædvanlige, for det er egentlig bare et klassik rock’n’roll omkvæd. Om det er fordi, at det er lidt unikt for et juleomkvæd, ved jeg ikke, men det har i hvert fald sat sig bedre fast i min hjerne end nogen anden julesang, og dette med flere længder.
Jeg har ikke så meget mere at skrive til dette nummer, for det er egentlig bare et ret klassisk rock nummer uden så meget andet pis. Det er dejligt ligetil, og hvis jeg skal vælge mit yndlings julenummer, så er det i den grad en kandidat.
Jeg vil nu holde mig lidt til den rækkefølge, som numrene kommer i, for det næste nummer, “Rock Your Heart Out”, er nemlig et, som jeg gerne vil fremhæve. Det er nemlig et rigtig godt eksempel på et klassisk AC/DC nummer, hvor tingene bare får lov til at køre i et dejligt hurtigt tempo. Igen er det der sker her ret simpelt, men det er også fedt. Det er så lige ud af landevejen som det kan blive, og det er skønt. Med et dejligt riff, en solid basgang og nogle gode trommer bliver nummeret indledt, og man ved med det samme, hvor det er på vej hen. Bandet benytter sig dog en masse fede tricks i sangskrivningen, hvilket blandt andet betyder, at der i den første del af verset kun er bas, trommer og vokal at høre. Dette er så dejligt skønt, for udover at det er fedt at lytte til, så giver det også guitarerne en masse ekstra slagkraft, når de så kommer på i anden del. Brian holder også sin vokal lidt nede i første del, hvorefter han så giver den lidt ekstra kraft i anden del, hvilket bare biddrager til skønheden. Det topper dog slet ikke her, for det mellemstykke, der kommer mellem første og andet vers, er bare så pisse hamrende fedt. Den ekstra slagkraft der kommer fra guitarerne her er så pisse hamrende lækker, og jeg elsker den fandme. Igen er det bare simpelt rock’n’roll, men det kan sgu bare noget helt utroligt dejligt. Dette mellemstykke kommer man heldigvis til at høre flere gange i “Rock Your Heart Out”, for det efterfølger nemlig hvert eneste omkvæd. Disse omkvæd er også virkelig geniale, for det er i dem, at nummeret nærmest kommer til at føle episk, indtil at det så igen går tilbage til igen at køre derudaf. “Rock Your Heart Out” er simpelthen bare et så dejligt klassisk rock nummer, og jeg elsker alt ved det. Soloen er skøn, og det opbyggende stykke til andet omkvæd er endnu bedre. Især da Malcolm og Cliff kommer med på korvokal begynder det virkelig at svinge, indtil at omkvædet igen tager det til et skyhøjt niveau. Derefter tager det afsluttende stykke bare nummeret fuldstændigt hjem, hvor korvokalen igen kommer på, mens Angus også bare gør det, som han er bedst til, for han kommer nemlig med de dejligste små solostykker, og det er simpelthen så pisse hamrende fedt! Alt virker bare på dette nummer. Trommerne er fantasiske og bassen lige så. Rytmeguitaren sidder også lige i skabet, og Angus og Brian er vilde som altid. “Rock Your Heart Out” er i den grad en af mine favoritter, når det kommer til AC/DCs numre, for det er bare et fedt ligetil rocknummer af bedste skuffe. Det er dog ikke favoritten fra AC/DCs store sangkatalog.
Den kommer ikke her, men dog kommer der et af de store AC/DC numre. Når jeg kigger på de afspilningsnumre, som der er på Spotify, så kommer dette nummer ind på en tredjeplads over numre med flest afspilninger. “Thunderstruck” er på førstepladsen, og det er jeg som sagt glad for. Andenpladsen, der er “Moneytalks”, har jeg det ikke helt lige så godt med, det er et fint nummer men heller ikke mere efter min mening. Det samme kan dog ikke siges om “Are You Ready”, for hold kæft hvor er det bare fedt! Lige fra start, hvor en dejlig melodisk guitar indleder det hele, så er jeg fanget. Den måde, hvor bassen og den anden guitar lige kommer med på, er skøn, og da de så alle tre afslutter deres spil og lader deres toner flyde ud, så kommer der bare en af de fedeste AC/DC passager. Korvokalen, guitarriffet, bassen, trommerne og Brians vokal! Alt er bare fedt, og nøj hvor er det en god måde at starte dette fede nummer på. Verset er et klassisk AC/DC vers, og mere vil jeg ikke skrive om det, for i stedet vil jeg springe over til det skønne opbyggende stykke til omkvædet, for dette er også bare hammer fedt! Igen kan korvokalen altså bare noget helt igennem fantastisk, og den måde, hvor Brian lige kommer ind i slutningen af hver af deres strofer i starten, er monster fed. Det stykke som guitaren spillede i indledningen er tilbage, og det lyder bare så dejligt sammen med resten. Derefter kommer der så et skønt omkvæd, som kun dette band kan lave, og hold op hvor er jeg bare glad. Det er rock fra den bedste skuffe, og det kan sgu noget helt særligt. Meget mere er der egentlig ikke at sige om nummeret. Soloerne er fede, rytmen er solid, alt er fantastisk og jeg er bare glad. “Are You Ready” er et helt klart et af mine favoritnumre fra AC/DC, for det er bare så dejligt solidt, og jeg har hørt det et utal af gange. Nøj hvor jeg dog bare elsker det! Som sagt er det dog ikke favoritten over dem alle.
Hvor er det dog bare typisk mig at have et favoritnummer fra et band, som er i en hel anden stil end resten af den musik, som de har lavet. Det synes jeg nemlig, at jeg godt kan tillade mig at skive, at titelnummeret, “The Razors Edge” er. Her er det nemlig ikke simpelt, som det ellers så ofte er, når det er et AC/DC nummer, som man lytter til. Allerede lige fra start giver det udtryk for dette, for indledningen er helt unik i forhold til, hvordan de indleder resten af deres numre. Jeg kan i hvert fald ikke komme på et andet AC/DC nummer, der bliver indledt på samme måde som dette. Normalt er det bare ligetil fra start, og hvis der endelig er en anden type indledning, så er det ofte noget guitarspil, som bliver brugt senere hen i nummeret. Det er dog ikke tilfældet for “The Razors Edge”, for det bliver nemlig indledt af noget dejligt guitarspil, der ingen tilknytning har til resten af nummeret. Første bliver det opbygget, derefter kommer der kort noget dejligt hurtigt solospil, og da den sidste tone fra dette så langsomt får lov til at flyde ud, så begynder nummeret først for alvor at komme i gang. Igen føles det dog meget atypisk for AC/DC, for det går stadig lidt langsomt. Udover noget korvokal, der har en lidt mystisk følelse over sig, så er der ikke noget sang i starten. Der går også en god del tid, før Brian får lov til at komme på. Efter at dette nye stykke er startet, går der faktisk et helt minut, før at han får lov til at synge. Dette minut bliver brugt på at opbygge en fuldstændig overvældende mega fed stemning, og fuck hvor jeg dog bare elsker det! Det som guitarerne spiller er genialt! Der er simpelthen ikke andre måder at sige det på. Det er idiotisk fedt, det som Angus spiller, men det er ikke kun det som jeg elsker. Nej jeg elsker fandme det hele. Malcolms toner der lige kommer i starten af hver rundgang, Cliffs dejlige simple men super solide basgang, Chris Slades formidable trommer og den mystiske korvokal. Alt sammen er så fedt! Jeg får både kuldegysninger og tårer i øjnene, mens jeg sidder her og skriver om det, og det er simpelthen bare fordi, at jeg elsker det så højt, som jeg gør. Stille og roligt bliver det opbygget, og stille og roligt føles det bare tungere og tungere. Da den instrumentalpassage, der skal udgøre omkvædsstykket, så lige kommer på, rammer det bare det totale højdepunkt, og samtidig er det også et godt signal til Brian, om at han skal til at gå i gang. Det instrumentale bliver lige taget lidt ned igen, og så går han ellers i gang med at male et så fandens dystert billede, og igen er jeg bare fuldstændig solgt. Hold kæft hvor er det vildt! Samtidig er det som det instrumentale laver også bare sindssygt fantastisk. De trommer! Den basgang! Angus’ guitarspil! De anslag som Malcolm laver i starten af hver strofe! Nøj hvor er det bare godt, og da det så går over i omkvædsstykket, hvor Malcolm kommer mere aktivt med, så bliver det hele bare bedre. Brians vokal passer perfekt ind her, jeg kan ikke forestille mig en anden gøre det bedre, for den er simpelthen så skide aggressiv, og det er så dejligt, og det fortsætter det med at være! Det temposkift, der kommer i det korte stykke efter det andet omkvæd, er mega fedt, og det gør bare nummeret så utroligt dejligt spændende at lytte til. Den solo som Angus spiller er også bare utrolig fed, og det samme er de trommer, som Chris Slade har kørende under den. Lige fra den opbygning han laver til den, og så helt frem til slutingen af den er det bare endnu mere fantastisk end i resten af nummeret, og endnu en gang kan jeg kun sige, at jeg elsker det. Igen har man at gøre med et AC/DC nummer, der bliver hamret totalt hjem i de sidste passager, for det er så monsterfedt, det der sker her. Tilbagevenden til omkvædet, mellemstykket der kommer efter, det sidste egentlige stykke og så den dejligt tunge afslutning der kommer. Alt virker bare helt igennem perfekt, og det er så pisse hamrende monster fedt, dejligt, lækkert, tungt og skønt! Lige siden første gang at jeg hørte det, har dette været mit favoritnummer fra bandet, og det kommer det også til at blive ved med at være. Det er et helt enestående nummer, som jeg har hørt utroligt mange gange og kommer til at høre utroligt mange flere gange. Det er simpelthen bare så fremragende fantastisk, at man skulle tro, at det var løgn.
Alene bare på grund af “The Razors Edge”, kunne dette album med samme navn nemt snuppe en plads blandt mine favorit AC/DC udgivelser. Kryder man så det med “Thunderstruck”, “Are You Ready”, “Rock Your Heart Out”, “Mistress For Christmas” og nogle af de numre som jeg ikke har skrevet om, hvor blandt andet “Fire Your Guns og “Got You By The Balls” står højt i min bog, så har man et album, der ikke har den store konkurrence, når det kommer til at være favoritten, hvilket er vildt at tænke over, når man tænker på hvilke andre klasseudgivelser, som AC/DC er kommet med i årenes løb. Det er bare et fantastisk band, men The Razors Edge kommer altid til at stå som min klare favorit fra dem.
AC/DC behøver ikke den store støtteanbefaling herfra, da de allerede har en god solid støtte. Jeg vil dog alligevel anbefale, at man tager turen for at se dem live, hvis de skulle komme forbi en. Jeg har selv taget denne tur en enkelt gang, og det står stadig som et stærk minde, selv her 10 år efter. Derudover vil jeg også anbefale, at man får lyttet til deres seneste udgivelse “Power Up”, hvis man ikke har fået gjort det endnu, for jeg blev selv rigtig positivt overrasket, da jeg hørte albummet. Mine forventninger var sat lidt lavt, for selvom det forrige album var fint, så var det ikke et album, der på nogen måde blæste mig væk. Derfor blev jeg overrasket over, at bandet virkelig hev niveauet op på det næste, og jeg har i den grad fået lyttet til det en god del gange.
Dagens lytteanbefalinger bliver “Mistress for Christmas”, både fordi det er jul, men også fordi det bare er et godt nummer. Derudover kommer der også en anbefaling til “Rock Your Heart Out” og selvfølgelig også til “The Razors Edge”. Begge er kongenumre på hver sin måde, og især det sidste elsker jeg virkelig højt, hvilket du jo nok allerede har fået indtrykket af. Til slut kommer den største anbefaling dog, nemlig at høre hele albummet igennem. Det er fedt lige fra start til slut, og der er en masse gode numre, både af de helt store af slagsen, men også af de mindre som i den grad også kan noget. Jeg nyder i hvert fald stadig albummet i dag, her en 14-15-16 år efter at jeg hørte det for første gang.
Musikskriveri 