I dag kommer det igen til at handle om noget godt gammelt dansk. Det er dog nok lidt for langt at gå, hvis jeg begynder at kalde det en klassiker, for jeg tror ikke, at det er et album, der bliver husket af alt for mange længere. Uanset hvad, så er jeg dog ret glad for Niels Skousens første soloalbum, Jeg Vender Mig I Sengen. Derfor er det også et album, som jeg har overvejet at skrive om længe, så i dag skal det endelig være.
Når det kommer til de udgivelser, som Niels Skousen har været med til at udgive, så er det nok ikke Jeg Vender Mig I Sengen, som de fleste først tænker på. Det er nok snarere det debutalbum, der kom ud af duoen Skousen & Ingemann med titlen Herfra Hvor Vi Står, som folk først ville nævne. Der er sikkert nogle hvor dette ikke passer, og så kan det måske i stedet være, at det er Musikpatruljens selv-titlede album, der bliver nævnt, eller en af hans andre soloudgivelser hvor blandt andet Dobbeltsyn kunne være en god kandidat. For mig er det dog Jeg Vender Mig I Sengen, der altid kommer først i tankerne, når jeg tænker på Niels Skousen og hans musik, og det er der specielt to grunde til. Inden jeg går i gang med at skrive om dem, så vil jeg dog lige tage fat i noget af det andet musik, som der er at finde på albummet.
Så kan det være at man lige undrer sig lidt over den manglende introduktion af kunstneren, og her må jeg bare tilstå, at jeg ikke kan biddrage med fandens meget. Jeg ved, at han udover at være musikker vist også har beskæftiget sig med noget skuespil i en god del år, men da jeg stort set aldrig ser film, så har jeg ingen anelse om hvilke, som han har været med i, hvis det da overhovedet var i filmen, at han udøvede sit værk. Derfor vil jeg lade andre om at fortælle om hans karriere, og så vil jeg i stedet bare skrive lidt om mit forhold til hans musik.
Når det kommer til Niels Skousen, så er det ofte folk-rocken, som han beskæftiger sig med, og på det punkt er Jeg Vender Mig I Sengen ingen udstikker. Albummet bliver åbnet af et nummer med samme titel, og her bliver det også tydeligt, at udover folk, så er der et par andre elementer, der krydrer dette album. Niels Skousen var halvinvolveret i den danske syrescene, og det kan godt høres på guitarlyden. Den er en smule atypisk, i forhold til hvad man normalt ellers finder i folken, men jeg synes, den er dejlig lækker at lytte til. Syret er nok det bedste tillægsord, som jeg kan beskrive den med. Det er især, når denne guitaren kommer helt frem i lydbilledet og rigtigt leger, at jeg er mest fan af nummeret. Dog synes jeg, at det generelt svinger ret godt hele vejen igennem. Den basun, der mest af alt er at finde i omkvæds-delene, er rigtig fed, og derudover er rytmesektionen også ganske solid. Det er et nummer, hvor der er godt gang i den, og det føles sgu noget festligt, hvilket er utroligt dejligt. Det er en rigtig god albumåbner, og det er også et nummer, som jeg virkelig nyder.
Som sagt er der to grunde til, at jeg virkelig holder af dette album. For at finde den første skal man forbi det nummer, som jeg lige har skrevet om, derefter det virkelig folkelige “Hans Madsens Vals, og så til sidst “Der Står Han” hvor det igen bliver noget mere rocket. Især sidstnævnte er også et af de numre, som jeg føler stråler ekstra meget på albummet, men det kommer dog ikke i nærheden af at kunne måle sig med det, der kommer efter, som har titlen “Lad Ham Gå”, i hvert fald ikke efter min mening.
Når det kommer til mine favoritnumre med Niels Skousen, så er der et tema, der i den grad går igen. På hans nyeste album, der har titlen Blæsten og Regnen, står de to numre “Fjerne Stemmer” og “Båden” som mine favoritter, og på hans mesterværk Dobbeltsyn er det med længder “68”, som jeg har lyttet mest til. Sammen med “Lad Ham Gå”, som det nu skal handle om, så er alle disse numre nogle, hvor det bliver lidt mere mørkt og lidt mere melankolsk. Der er da også noget af et skift i tonen, da albummet går fra “Der Står Han” og så til “Lad Ham Gå”. Væk er den rocket lyd, væk er det lidt højere tempo og i stedet bliver det noget sløvere og mildere. De instrumenter, der bliver benyttet på dette nummer, er også noget anderledes. Hvor det primært har været guitarer, der dominerede på de foregående numre, så er det i stedet klaver og basun, der får lov til at komme mere i fokus her. Derudover er der også en dejlig indledning med noget mundharmonika, hvilket virkelig sætter stemningen, og den lyder fantastisk. Når jeg kigger på albumomslaget, så bliver det afsløret, at det Niels Skousen der står for denne samt den akustisk guitar der også er at finde. Samtidig afslører sådan et kig også, at manden bag klaveret er ingen ringere end Anders Koppel, og så giver det jo lige pludselig mening, hvorfor det der bliver spillet lyder så skønt. Jeg har lidt mistanke om, at det ikke er første gang, at han biddrager med klavertoner på dette album, for jeg synes også at kunne høre nogle kortvarrigt på det første nummer, men da han ikke er krediteret for noget der, så er det kun gætværk. Det er dog ikke det, som det skal handle om, men i stedet selve nummeret “Lad Ham Gå”.
Jeg husker stadig den dag, hvor jeg for første gang hørte dette album. Det var nede i pladebutikken, hvor jeg arbejder, da jeg skulle teste netop denne plade. På dette tidspunkt kendte jeg ikke sådan rigtig til Niels Skousen, men med det samme blev jeg opmærksom på, at det burde jeg, da jeg hørte dette nummer. Den stemning der er på dette nummer er bare fuldstændig fantastisk. Instrumenterne, og i særdeleshed Anders Koppel, er en stor grund til dette, men det er dog vokalen, som helt sikkert er den største grund til, at jeg er kommet til at elske dette nummer så meget, som jeg gør. Det er ikke nogen super teknisk præstation, men den måde som Niels Skousen tager en med på i sin fortælling er bare hamrende smuk. Det er skønt at lytte til, og når det så kommer til omkvædet, så kan jeg ikke lade være med selv at synge med. Det er dog ikke fordi, at vokalen er det, der er mest fokus på i nummeret, for der er nemlig en god del instrumentalstykker. Til at starte med var det som sagt lidt mundharmonika, der var i fokus. I midten af nummeret kommer der så et ordentligt godt stykke, hvor basunen får lov til at lege, og imellem de to sidste omkvæd leverer klaveret en rigtig skøn omgang toner. Jeg synes virkelig, at disse stykker er fantastiske, for selvom det er vokalen, der virkelig hamrer det hjem for mig, så tror jeg at disse stykker, hvor vokalen ikke er med, forstærker dem hvor den rent faktisk er at høre. De sørger for noget variation, og det gør nummeret komplet efter min mening. Jeg har ikke tal på hvor mange gange, at jeg har fundet dette nummer frem, men det er mange. Rigtig mange. For mig står “Lad Ham Gå” som et af de absolutte stærkeste danske numre fra 70’erne, og når man tænker på hvilke andre gigantiske numre, der blev udgivet i dette årti, så er det nogle voldsomme nogle at skulle konkurrere med. For mig bliver det dog ved med at holde, lige meget hvor mange gange jeg lytter til det, og lige meget hvor mange andre nye numre fra denne periode som jeg opdager.
Selvom min anden grund til at jeg elsker albummet først kommer i slutningen af Jeg Vender Mig I Sengen, så vil jeg dog med det samme springe videre til denne. Det er ikke fordi, at jeg ikke kan lide de fire numre, der ligger imellem “Lad Ham Gå” og så dette afsluttende nummer, for det kan jeg nemlig. De har dog aldrig sat sig på samme måde, og sådan er det faktisk generelt for mig med Niels Skousens album. Der er en to-tre numre, som jeg virkelig sætter mig fast ved, og som ofte går hen og bliver nogle numre, der kan være seriøse kandidater på en top 100 liste over alle mine favoritnumre. Resten af numrene fra de forskellige udgivelser ser jeg så bare mere som en bonus.
“Mester Lukas” er en af disse favoritter. Igen er det mørkt, hvilket bliver utrolig godt signaleret af det stormvejr, der indleder nummeret. Denne gang er der ikke nogen basun eller noget klaver på, og i stedet er det den klassiske kombination af sang, guitar, bas og lidt percussion, som man har fat i her. Det, at der er mindre instrumenter at finde, betyder dog på ingen måde, at der mangler noget. I stedet synes jeg, at hvert instrument udfører deres rolle til topkarakter. Leadguitareren er tydelig hele vejen igennem, og den er mega fed. Rytmeguitaren og bassen er også virkelige skønne og vokalen ligeså. Det er dog perkussionen her, som jeg virkelig føler bærer nummeret. Jeg synes, at der er en generelt stigning i intensitet i løbet af nummeret, men i de individuelle passager er den mere svingende, og det styrer perkussionen totalt, hvilket er harmende lækkert. Det er ofte små ting, som kun lige kan høres, men hold kæft en effekt de har. Den er så vigtig for dette nummer efter min mening, for uden den tror jeg, at det andet måske ville blive lidt for ensformigt.
Siden jeg lyttede til dette album, så har jeg fået dykket videre ned i Niels Skousens katalog, og det har været en fornøjelse. Selvom han ikke har det største af slagsen, grundet hans skuespil, så er der stadig nogle vildt fede ting. Stemmen er godt nok ikke helt i behold, men jeg synes dog stadig, at hans seneste album var ret spændende alligevel, så jeg håber på at høre mere fra hans side i fremtiden. Jeg har desværre endnu til gode at opleve en koncert med ham, men mon ikke det kommer på et tidspunkt.
Hvis man gerne vil støtte Niels Skousen, så er nogle af de senere titler tilgængelige som fysisk udgivelse. De gamle skal desværre købes brugt, og det støtter man ikke meget ved at gøre. Til gengæld kan man jo så gå på opdagelse eller genopdagelse i hans katalog, og se hvad det har at byde på. Jeg har selv haft nogle rigtige gode oplevelser ved dette. Finder man noget, som man selv synes om, så er det også altid vigtigt at fortælle det videre til andre, for så kan de også opleve det.
Dagens lytteanbefalinger bliver mine favoritter fra albummet, hvilket er “Jeg Vender Mig I Sengen”, “Lad Ham Gå” og “Mester Lukas”. Jeg synes de giver et ganske fint indblik i albummets lyd. og forhåbentligt kan de også vække din interesse, så du tager turen igennem hele albummet. Så må vi se, om dine favoritter er de samme som mine.
Jeg Vender Mig I Sengen (Album)
Musikskriveri 