Så er det blevet tid til at skrive om et af de helt store navne indenfor metalgenren. I dag vil jeg nemlig tage fat i det monster store og gigantiske band Iron Maiden, for det har i den grad været et vigtigt band for min musikalske udvikling. Det er et band, som jeg har haft op til overvejelse et par gange efterhånden, så nu skulle det endelig være.
Når det kommer til Iron Maiden, så føler jeg, at jeg havde to udgivelser at vælge imellem at skrive om i dag. De har selvfølgelig en god del flere udgivelser på bagen, men der er to af disse, som virkelig står mig nær, meget mere end nogle af de andre. Jeg vil ikke skrive, hvilken en jeg af disse som jeg valgte fra, for det kan så nemlig være en overraskelse til senere. Til gængæld vil jeg selvfølgelig fortælle, hvilken en jeg faktisk gik med, og det er deres fantastiske “genddanelsesalbum”, Brave New World.
Når jeg nu skriver genddannelsesalbum, så er det lidt forkert. Iron Maiden har nemlig aldrig været splittet op, men de har dog haft nogle udskiftninger i besætningen, og specielt i 90’erne blev der rykket lidt rundt i denne, først da guitaristen Adrian Smith i 1990 forlod bandet efter at have været med i næsten 10 år, og efter to yderligere albumudgivelser tog frontmanden Bruce Dickinson i 1993 samme tur. Til at starte med gik det egentlig fint nok med den nye guitarist Janick Gers, men da Bruce så også smuttede og blev erstattet af Blaze Bayley, begyndte det at gå lidt ned af bakke for bandet. Selvom jeg egentlig synes, at der er nogle ret fine ting at finde på de to udgivelser, som Blaze var med på, så delte en stor del af fanskaren ikke den mening, for der var mange, der pressede på for at få Blaze Bayley udskiftet, da der vist var en konsensus om, at det var hans skyld, at Maiden ikke var på samme niveau som før. Det er lidt noget sludder efter min mening, men uanset hvad så blev han afskediget i begyndelsen af 1999. Hvem skulle så afløse ham? Tjah “hvorfor ikke prøve at få Bruce tilbage?” blev der tænkt, og det lykkedes. Det var dog ikke kun ham, der kom tilbage, for Adrian Smith sluttede sig samtidig også igen til bandet, dog ikke på bekostning af Janick Gers, for bandet valgte simpelthen bare at fortsætte med tre guitarister. Denne besætning har holdt lige siden, og udover Adrian, Bruce og Janick, så består bandet også af trommeslager Nicko McBrain, der har været med siden slutningen af 1982, guitaristen Dave Murray der har været med på samtlige albumudgivelser, og sidst men ikke mindst, hovedmanden bag bandet, den legendariske bassist Steve Harris.
Da det dengang i år 2000 blev annonceret, at et nyt Iron Maiden album var på vej, kan jeg kun forestille mig, at fans af bandet var spændte. Maiden havde haft en kort turne med den nye besætning, og det var, så vidt jeg kan læse mig frem til, gået ret godt. Så var spørgsmålet så bare, om de kunne opnå samme succes i studiet, et spørgsmål der blev besvaret med et kæmpestort “JA!”, da Brave New World kom ud. Allerede lige fra første nummer, “The Wicker Man” kunne det høres, at bandet i den grad var kommet tilbage i form. Dels på grund af Bruce Dickinsons tilbagevenden, da hans stemme bare passer bedre til Iron Maidens stil end Blaze Bayleys gør, men også bare fordi lyden på Brave New World i den grad fik et løft op ad. Når jeg sidder og sammenligner de forskellige åbningsnumre med hinanden, så føles lyden på “The Wicker Man” bare mere komplet i forhold til nogle af de tidligere. Det er dog ikke kun på den front, at nummeret sejrer, for det er i sig selv også bare en klassiker indenfor Maidens katalog, når man kigger på det rent kompositorisk. Der er gang i den, og det har den medrivende energi, som ofte er kendetegnet på et virkelig godt Maiden nummer. Samtidig er de klassiske temposkift, som man ofte kan finde i Iron Maidens numre, selvfølgelig også at finde her, og kombinationen mellem dette, og så de forskellige fede passager som nummeret består af, munder ud i noget rigtig rigtig godt. Omkvædet er som skabt til live, for det er virkelig nemt at synge med på, og for at få energien til at nå et endnu højere punkt så går sidste omkvæd over i et endnu vildere fællessangsstykke, og det er bare perfekt. Udover vokalen, så er jeg stor fan af guitarlyden her, for den har virkelig bid i, hvilket altid er rart. Derudover er det, som guitarerne spiller, bare mega fedt. Bandet udnytter deres tre guitarister rigtig godt, for når de alle tre spiller sammen, så resulterer det i en dejlig tyk lyd, og selvom der bliver taget lidt af den, når en af guitaristerne går over og spiller noget solo, så er der stadig en god del af dybden tilbage. Samtidig skal bassen selvfølgelig også nævnes, for den er for det meste godt fremme i mikset på Iron Maidens numre. Det er noget, som jeg selv er ret glad for, da instrumentet er et voldsomt dejligt et af slagsen i mine ører. Derudover fungerer det som Steve Harris spiller også bare fantastisk godt med resten. Sidst men ikke mindst leverer Nicko McBrain nogle rigtig gode trommer til nummeret, og alt i alt fungerer alt sammen lige fra start. “The Wicker Man” er en pisse hamrende solid åbner til albummet og et godt tegn på, at der er gode ting i vente på resten af albummet. Dette finder man hurtigt ud af, for det næste nummer som jeg vil fremhæve fra albummet er nemlig det efterfølgende nummer, “Ghost of the Navigator”.
I modsætning til forrige nummer så åbner “Ghost of the Navigator” med en langsom men utroligt smuk guitarpassage. Forvrængningen er taget af, og tonerne får rigtigt lov til at flyde, hvilket er herligt i mine ører. Derefter bliver så tilføjet en smule tempo til, og efter lidt over tredive sekunder vender forvrængningen så tilbage, og så går “Ghost of the Navigator” for alvor i gang. Tempomæssigt er det ikke oppe på samme niveau som “The Wicker Man”, men det behøver det heller ikke, for modsat det forrige nummer som er et mere klassisk heavy Iron Maiden nummer, så føles “Ghost of the Navigator” som et mere klassisk progressivt Iron Maiden nummer. Sangstrukturen bliver her dejlig kompleks, for nummeret skifter nemlig imellem mere klassiske heavy passager, og så nogle stykker hvor det bliver lidt mere eksperimenterende. Disse skift fungerer rigtig godt, og når det så efter to minutter går ind i omkvædet, så føles det hele bare perfekt. Jeg synes, at det er genialt den måde, som de går hen og spiller en tungere version af det smukke stykke, der indledte nummeret, og igen er det bare et omkvæd, hvor man næsten ikke kan lade være med at synge med, når man kender lyrikken. Noget som jeg ikke har tænkt over før, men som jeg lagde mærke til mens jeg sad og skrev, er hvor godt et skifte der egentlig er, da nummeret går tilbage til verset her. Normalt når et omkvæd er ovre, så falder intensiteten i et nummer lige en smule, da det jo ofte er det, der er et af højdepunkterne. Det føler jeg dog ikke er tilfældet her, for da de sidste toner af omkvædet bliver spillet, så holder verset bare fast i den energi, der var at finde i omkvædet. Jeg tænker det er på grund af, at dette stykke føles mere intenst i forhold til det mere melodiske omkvæd, og det virker bare fantastisk godt.
Det sidste som jeg vil nævne omkring dette nummer, er hvor fedt de stykker der kommer efter andet vers er. Først og fremmest er den solo, der kommer virkelig fed. Hvem af dem der spiller den, ved jeg ikke, men hold da op det lyder godt. Derefter kommer der et dejligt stykke, hvor der igen er en god intensitet, og jeg får nærmest en truende fornemmelse af det. Virkelig godt og når man lytter til lyrikken, så giver det hele mening. Derefter er det så tilbage til noget af det, som man kender, nemlig et opbyggende stykke der kommer før omkvædet og så selvfølgelig et omkvæd at slutte på.
Mit store problem når jeg tager fat i plader, som jeg anser for absolutte mesterværker, er, at det simpelthen er så svært at vælge de numre, der skal fremhæves. Der er så meget godt på dette album, blandt andet titelnummeret og “Blood Brothers”, der er listet som nr. 3 og 4 på albummet. De er begge to gigantiske numre, og især “Blood Brothers” bliver flittigt spillet live, med god grund. Det er dog ikke dem, som jeg vil skrive om, for jeg i stedet valgt at finde to numre frem, som rammer mig bedre. Det første af disse kommer lige efter de to, som jeg før nævnte, og det har titlen “The Mercenary”. Dette nummer er nødvendigvist ikke bedre end de to andre, men dog heller ikke dårligere. Der er bare et eller andet ved det, der gør, at det ofte er det, som jeg ser frem til, når jeg lytter til dette album. Det er et nummer, hvor det er lidt mere ligetil, i hvert fald i forhold til nogle af Maidens andre numre. Det kører virkelig fedt fra start med god guitar og virkelig drivende trommer. Sidstnævnte føles på en eller anden måde lidt længere fremme end før, eller også er det bare mig, der lægger mere mærke til dem her. Uanset hvad, så synes jeg, at de er virkelig fede her, og de er en god del af det, der sælger nummeret for mig. Steve Harris skal igen også nævnes, for hans bas er igen bare dejligt skøn at lytte til. Maidens musik ville på ingen måde være den samme, hvis bassen lå længere tilbage i deres miks. Det der dog er hovedgrunden til, at jeg er blevet så betaget af dette nummer, som jeg er, er omkvædet, for hold da op hvor er det bare lækkert og storladent. Det er et virkelig langt et af slagsen, men det rammer bare perfekt, og både Bruce og det instrumentale er så monstre hamrende fantastiske. Som sagt bliver det storladent her, og selvom det lidt er på bekostning af den intensitet, som resten af nummeret har, så synes jeg ikke, at det gør spor. Dets længere længde er heller ikke et problem, for det bliver aldrig for ensformigt. Iron Maiden har nemlig været så geniale at lægge en god mængde forskellige elementer ind i det, som hele tiden holder det interessant. Allerede ved tredje strofe i første del af omkvædet, begynder en af guitarerne at spille lidt anderledes, derefter kommer der et lille break, og så er det igen tilbage til omkvædet, hvor der så efter hver strofe kommer lidt dejligt varierende guitarspil. Det er simpelthen bare så lækkert og dejligt og spændende at lytte til. Resten af nummeret fortsætter også bare med at være pisse hamrende formidabelt. Soloerne er fantastisk og endnu engang sluttes der af med et omkvæd, hvilket er perfekt. Det bedste er dog, at lige så snart jeg lod nummeret slutte, og næste nummer, der har titlen “Dream of Mirrors” overtog, så følte jeg en trang til at skrive om det i stedet. Århh der er bare så meget godt på det her album!!!
Det bliver dog ikke “Dream of Mirrors”, som der skal skrives om. Det bliver heller ikke “The Fallen Angel” eller “The Nomad”, der følger efter det. Hvis du som kender af albummet ved hvor jeg er på vej hen, så tror jeg, at jeg kommer til at snyde dig her, for det er heller ikke “Out of the Silent Planet”, som jeg nu vil skrive om. Det er i stedet det sidste nummer på albummet, “The Thin Line Between Love and Hate” som jeg, her i slutningen af et vist meget langt skriveri, vil skrive om. Der er ofte numre fra et album, som bare bliver liggende i en, og som nu og da kommer frem i hukommelsen. Dem har jeg personligt rigtig mange af fra dette album, men jeg tror nok at “The Thin Line…” tager førstepladsen i den sammenhæng. Det er et af de længere numre på albummet, med en spilletid på omkring otte et halvt minut, og det er igen et af de numre, der starter lidt mere ligetil, når man da lige er kommet igennem en sløvere, men god opbyggende del. Igen er bassen godt fremme i mikset, og igen er jeg glad, dog ikke kun for den, men også alt det andet. Blandt andet det omkvæd der er at finde er ekstremt episk og utroligt fedt. Det er solostykkerne også og generelt bare alle de passager, der er at finde før man når lidt over fem minutter ind i nummeret. Det er dog det, der kommer efter, som virkelig har sat sig i mig. Efter et dejligt stykke der føles mere progressivt, så får guitaren, der lige har hygget sig i en solo, lov til at slutte af med en hængende tone. Sammen går alle de andre instrumenter også ned i tempo og intensitet, og de begynder i stedet at spille noget voldsomt smukt. Stille og roligt bliver der bygget op på dette, først med lidt mere rytme guitar, og derefter så med en guitar der spiller et utroligt smukt tema. Dette tema giver en en forsmag på, hvordan Bruce kommer til at synge, og han kommer da lige hurtigt kort med en enkelt strofe, før det igen både bliver solotid, samtidig med at rytmen også skifter tilbage til noget mere progressivt. Det er fucking formidabelt god sangskrivning det her, for man får lige en ide om, at det er synge-med tid, indtil nummeret så snyder en totalt og går i en helt anden retning. Bruce når desuden sit højdepunkt for mig på dette stykke, for hold kæft hvor synger han bare godt lige der! Jeg ville ikke have haft noget imod at have det repeteret et par gange eller fire. Jeg må dog nøjes med en enkelt gang, for til slut bliver nummeret nemlig sænket igen, og samme mønster som før kommer ind over, dog varer det ikke lige så lang tid denne gang, hvilket er rigtig fint. Der er jo ingen grund til at gøre det repetitivt. Efter at guitaren har spillet sit tema, kommer Bruce endnu engang på med hans skønne skønne stemme, og da de sidste toner af hans stemme så er forsvundet igen, så runder de andre af… næsten da, for der kommer lige et hurtigt stykke sjov dialog, hvor Nicko McBrain kan høres sige “Oh I fucking missed it”, til hvilket lydmanden siger “Ey I got that one on tape” til alle i rummets store morskab. Genialt lige at inkludere det.
For mig er det her nummer et mesterværk, ligesom så mange andre af numrene fra Brave New World. Det er også den perfekte måde at slutte albummet af på, så det gør det jo bare endnu bedre.
Jeg har ingen ide om hvornår jeg første gang lyttede til Brave New World. Det har dog altid haft en plads i mit hjerte siden, og det kommer nemt op i min top tre favorit Iron Maiden udgivelser. Nogle gange snupper det vel også førstepladsen, men det kommer lidt an på humøret. Det er et idiotisk godt album, som jeg elsker utroligt højt og ofte vender tilbage til. Mere er der egentlig ikke at sige, udover at det igen bare er et forbandet godt mesterværk.
Vil man selv erhverve sig dette album for at støtte op om bandet, så skulle det stadig gerne være tilgængeligt. Derudover vil jeg anbefale, at man ser dem live, for der er de virkelig også fede. De har været i gang i over fyrre år men holder stadig 100%. Da jeg tænker, at de fleste, selv dem der ikke hører metal, kender til Iron Maiden, så er der ikke den store nødvendighed i at sprede ordet videre om dem. Til gengæld kan det måske være en ide at anbefale andre at lytte til Brave New World, for jeg føler lidt, at det er en overset gigantisk stor perle fra deres katalog.
Fuck…. Så kom jeg til lytteanbefalingerne…. Den er satme svær i dag. Igen må jeg bare sige, at der er alt for mange gode perler på dette album. Jeg tror, at jeg her vælger at gå med noget af det, som jeg ikke har skrevet om, og der kan det jo være ganske fint at starte med titelnummeret, “Brave New World”. Derudover er “Blood Brothers” også et af de andre helt store numre fra albummet, og med god grund, for det er også et utroligt smukt nummer. Jeg føler dog, at jeg også burde vælge et af de numre, som jeg rent faktisk har skrevet om, og her tror jeg, at “Ghost of the Navigator” passer bedst ind. Det kunne dog nemt have været skiftet ud med “The Wicker Man” eller “The Mercenary” eller hvilket som helst andet nummer fra albummet, dog med undtagelse af “The Thin Line Between Love and Hate”. Selvom dette nummer sagtens kan stå alene, så synes jeg klart, at det får et ekstra skub opad, når det bliver hørt direkte efter resten. Alle de følelser, som jeg selv bygger op i løbet af en gennemlytning, får i hvert fald frit løb her, og det er altid dejligt fantastisk. Derfor er det nummer en gigantisk stor anbefaling til at lytte hele dette mesterværk igennem. Hvis man kan lide Iron Maiden, vil man i hvert fald ikke blive skuffet.
Musikskriveri 