Det er efterhånden noget tid siden, at jeg sidst har skrevet om noget progressivt. Det var faktisk helt tilbage i starten af september, at det skete, dengang med dejlige Vola. Dagens emne har det tilfældes med Vola, at det også er et dansk band, og samtidig bevæger det sig ligesom Vola i den progressive metal genre, dog på en stilmæssigt anden måde. Det er nemlig Anubis Gate, som jeg har valgt at skrive om i dag, for igennem deres Horizons album har de længe haft en plads i mit musikalske univers.
Anubis Gate har eksisteret lige siden 2003, og allerede året efter udgav de deres første album. Jeg lærte dem dog først at kende for relativt kort tid siden, nemlig i 2022 hvor jeg for første gang stødte på et af deres numre. Hvor, hvordan og hvorfor kan jeg ikke huske, men det nummer, og det album som det er fra, har gradvist fået et større og større tag over mig. Jeg må dog indrømme, at jeg ikke kender alt for meget til bandet og dets historie, udover at den dygtige producer Jacob Hansen i nogle år var med i bandet som forsanger. Så vidt jeg kan se på det hele, så er medlemmerne i bandet aktive i en god del forskellige projekter, og det er måske også derfor, at jeg ikke er stødt på Anubis Gate til koncertbegivenheder endnu, da de måske bare har for travlt med de andre ting. Et hurtigt opslag på Wikipedia afslører, at bandets nuværende fire medlemmer er Kim Olesen på guitar og keyboards, Henrik Fevre på bas og vokal, Michael Bodin der holder sig til kun at spille guitar og så Morten Gade Sørensen på trommer.
Når der nu ikke er alt for meget at skrive om selve bandet, så er det jo heldigt, at jeg i stedet så kan skrive en masse om deres musik. Horizons åbner med nummeret “Destined to Remember”, og det er en dejlig stærk åbner. Efter en indledning med en lille smule mystik åbner det med nogle gode tunge toner, der samtidig også bare har den dejlige progressive lyd. Særligt guitarlyden er jeg virkelig glad for på dette album, for den er rigtig lækker. Det er trommerne dog også, og igen spiller det progressive element ind på deres lyd. Det er nemlig ofte bare en dejlig afvekslende måde, at der bliver slået på trommerne på, i modsætning til den mere ligetil tilgang der ofte er at finde i det mere klassiske heavy. Efter et instrumentalt opbyggende stykke begynder Henrik Fevre at synge, og det lyder virkelig godt. Han har en fantastisk vokal, og han ved i den grad, hvordan den skal bruges. Han holder den i det rene, og det passer også perfekt til det instrumentale, der holder sig til nogle dejlige melodiske stykker. Det som jeg dog virkelig er fan af i dette nummer er det stykke, der begynder at komme henimod slutningen af nummeret. Efter en solo og så et tungere mellemstykke kommer der virkelig tempo på, og alt sammen går bare op i en højere enhed her. Det som guitarerne spiller er forrygende, og vokalen er også bare pisse fed her. Samtidig er der nogle keyboardtoner, der lige ligger i baggrunden og giver det sidste fantastiske element, som gør, at det er så skønt at lytte til.
Som på så mange andre af de udgivelser som jeg har skrevet om, så har Horizons det problem, at der simpelthen bare er alt for mange gode numre på det. Efter “Destined to Remember” kommer der tre mega fede af slagsen, nemlig “Never Like This (A Dream)”, “Hear My Call” og “Airways”. Alle de tre er virkelig forrygende numre, og det var lidt svært at vælge mellem at skrive om et af dem, eller det der kommer lige efter dem. Det bliver dog det sidste, som jeg kommer til, for jeg har nemlig valgt, at det femte nummer på albummet, “Revolution Come Undone”, er et af dem, som jeg gerne vil fremhæve. Her er der i den grad tempo på, og det føles også lige en tak mere aggressivt end resten af albummet. Igen er guitarerne fede, mens trommerne har skiftet over til en hurtigere og mindre afvekslende spillestil. Vokalen er dog den samme, for der er ikke det store skift i den på noget tidspunkt på albummet. Man kan måske fornemme på det hele, at starten på dette nummer ikke føles alt for progressivt, og det er også helt rigtigt. Det bliver det dog, for efter at have kørt en omgang med vers og omkvæd bliver der brudt med det tunge for et kort øjeblik, hvor keyboards og vokal så står alene. Jeg er helt vild med dette skift, for det tager nummeret fra et lige på og hårdt et af slagsen til et meget mere dynamisk et. Det er kun kort, at dette herlige lille mellemstykke er der, for der bliver hurtigt gået til den igen, da nummeret går tilbage til sådan det startede, men det sætter et gigantisk aftryk i den overordnede kvalitet. Det bliver også en generel ting, at der skal ske noget anderledes efter hvert vers og omkvæd. Efter endnu en omgang af disse bliver det et opbyggende instrumental stykke, der kommer på. Til at starte med er det primært guitar, bas og trommer der spiller, men keyboards kommer ind over og spiller nogle lækre toner i sidste halvdel af det. Derefter er det tid til noget guitarsolo, og det er en mega fed en af slagsen. Igen må jeg rose dens lyd til skyerne, for den er fænomenal at lytte til. Den er ikke særlig lang, men det behøver den heller ikke at være for at være fantastisk. Til det passer det engelske udtryk “Leave them wanting more” egentlig meget godt, for det er præcis den følelse, som jeg sidder med, og det samme kan siges om det stykke, der så kommer efter. Vokalen skal nemlig også lege lidt til sidst, og det er også bare formidabelt godt. Der bliver benyttet flere spor til den her, og det gør, at den får en hel magisk lyd. Det er ren øreguf, men ligesom soloen så er det også kun kort, at dette stykke er til at høre. Et sidste omkvæd kommer på, inden at instrumenterne så småt begynder på at runde nummeret af, men hold da op hvor er det bare et herligt nummer at lytte til. Det er dog ikke min favorit på albummet, for den kommer nemlig lige efter, at tonerne på dette nummer har flydt ud.
“Breach of Faith”. Det er titlen på dette helt utrolige dejlige syv minutters lange nummer, og der er sindssygt meget her, som jeg har lyst til at skrive om. Jeg kan jo passende starte med begyndelsen, for i modsætning til nogle af de andre numre, hvor det starter ret lige på, så åbner “Breach of Faith” med en dejlig smuk keyboard passage. Guitarerne kommer dog hurtigt med, og hold kæft hvor er det som de spiller bare lækkert! Igen er øreguf nok det rette ord at bruge. Den måde det langsomt kommer ind med en stigende volume, og de effekter der er på, gør bare at det bliver pisse fedt! Nøj hvor jeg elsker det. Stille og roligt kommer trommer, bas og keyboards også med, og sidstnævnte kommer igen lidt i fokus henimod slutningen af dette stykke, hvor der bliver spillet nogle toner, der igen er rigtig smukke. Da de sidste af disse er blevet spillet, er det tid til noget sang, og hurtigt forstår man, hvad meningen med titlen “Breach of Faith” er. Nummeret handler om en soldats tilbagevenden fra krig, og den hjælp der bliver lovet…. men ikke kommer. Man har desværre hørt om det så mange gange, hvor veteraner fra forskellige krige vender hjem igen og bare bliver efterladt til sig selv og deres mareridt. Jeg synes at “Breach of Faith” får italesat det rigtig godt, og det rører mig på mange måder. Selvom lyrikken alene kunne vække nogle af de følelser i mig, så er det dog den samlede pakke med lyrik, vokal og instrumenter, der gør, at jeg virkelig føler noget her. Dette nummer er nemlig simpelthen bare et mesterværk. Henrik Favre skinner totalt igennem med hans vokal her, og den får også flere gange lov til at være fokusset i stykker, hvor det instrumentale ikke giver alt for meget lyd fra sig. De forskellige stykker der bliver spillet igennem hele nummeret er også rigtig medrivende og især omkvædet. For fanden hvor er det bare dejligt lækkert og fængende. Jeg tænker dog, at jeg ikke vil begynde at dykke alt for meget ned i de individuelle dele, for jeg synes, at det bedst kan blive beskrevet, ved at man selv lige giver nummeret et lyt.
“Breach of Faith” er et nummer, som jeg faldt pladask for første gang, at jeg lyttede til det. Det er fantastisk velskrevet, og der er bare så mange kvaliteter at finde i det. Det er virkelig et progressivt mesterværk i mine ører, og det er jo altid fedt, når det så også kommer fra danske hænder.
Jeg havde egentlig tænkt mig at skrive om titelnummeret i dette skriveri, for det er nok en suveræn to’er for mig på dette album. Det er et skønt nummer, men for ikke at gøre det for langt, så bliver jeg nød til at springe det over, for der er nemlig et andet nummer, som jeg simpelthen ikke kan lade være med at skrive om. Det er det nummer, der slutter albummet af, og det har titlen “Erasure”.
“Erasure” er lidt et spøjst nummer for mig. Jeg føler ikke, at det er en favorit på nogen måde, og det er også meget anderledes end resten af albummet. Alligevel er der et eller andet ved det, der har fået sat et enormt aftryk i mig. Det er et ret simpelt nummer, der primært holder sig til at benytte sig af kun guitar og vokal igennem det meste, og særligt den sidste er i fokus. Det virker også helt perfekt, for særligt i omkvædet er der bare et eller andet ved den, der rammer mig totalt. Jeg husker, at da jeg startede med at lytte til albummet, var der lidt panderynker, når jeg nåede til dette nummer. Alligevel var det dog et, som jeg ofte lige skulle høre en enkelt gang mere, og måske er det derfor, at tonerne fra det sidder stærkest i mig. Det er et smukt nummer, og på nær et kort stykke hvor der kommer kraft i, så er det også stilfærdigt hele vejen igennem. Det kan et eller andet helt særligt for mig, og af den grund skulle det bare med i slutningen her, for for mig er albummet ikke komplet uden det.
Selvom jeg er blevet stor fan af Anubis Gate alene på grund af det her album, så er jeg ikke helt kommet i gang med resten af deres katalog. Hvorfor ved jeg ikke helt. Måske er det bare fordi, at jeg er bange for, at resten ikke kan leve op til dette album, men på et tidspunkt bliver jeg nød til at tvinge mig selv til at gå videre med deres musik, for jeg tror, at der er en masse gode skatte gemt. Det virker desværre ikke som om, at bandet tager rundt på turne i øjeblikket, men jeg håber da på, at det sker på et tidspunkt, for så vil jeg stå helt oppe foran og bare nyde de progressive toner på bedste vis, nemlig ved at give den maksimalt gas.
Da bandet som sagt ikke lader til at turnere lige for tiden, så tænker jeg, at den bedste støtteanbefaling i dag simpelthen bare er at sprede bandet videre til andre, hvis man da selv synes, at musikken er fed. Hvis man gerne vil støtte videre, så virker det dog som om, at det godt kan blive lidt svært, da jeg i hvert fald kan se, at deres seneste udgivelse er utrolig dyr at anskaffe, simpelthen fordi man skal ud og have fat i den brugt, og når det er tilfældet, er der ikke nogle af de penge, som man bruger, der går til bandet.
Dagens lytteanbefalinger kommer til at blive “Horizons”, “Revolution Come Undone” og så “Breach of Faith” til sidst. Normalt plejer jeg at sætte mine anbefalinger op i albummets rækkefølge, men i dag gør jeg en undtagelse, da jeg ikke synes, at “Revolution Come Undone” er det bedste nummer at starte med. Derfor bliver det i stedet titelnummeret, der indleder ballet, og som jeg skrev tidligere, så er det et fantastisk nummer. Sammen med de to andre giver det også bare et rigtig godt indtryk til, hvordan albummet lyder. Der er dog mange andre perler at finde end disse tre, og hvis man virkelig har lyst til noget progressivt, så kan man jo lytte hele albummet igennem, og så blandt andet glæde sig til det fjorten minutters dejlige progressive nummer, der ligger henimod slutningen. Det er endnu en genialitet på albummet, men den vil jeg lade dig om at opleve selv.
Musikskriveri 