At sige at jeg i dagens skriveri kommer til at blive ved de store danske navne, er vist lidt af en underdrivelse, for Sebastian må vel nok siges at være et af de største navne, der har været på vores musikscene nogensinde. Det er nærmest umuligt at vokse op som dansker uden at høre noget af hans musik, og med god grund for der er kommet mange gode numre fra ham i løbet af de 53 år, hvor han har udgivet musik. Det er også næsten så lang tid, at jeg skal tilbage for at finde dagens emne, for det er nemlig hans fantastiske dansksproget debutudgivelse fra 1972, Den Store Flugt, som jeg i dag vil tage fat i.
Nu skriver jeg dansksproget debutudgivelse for Den Store Flugt er faktisk ikke hans første album. For at finde det skal man lige gå et år længere tilbage, for der udgav han nemlig et album på engelsk med titlen The Goddess. Det blev ikke nogen succes, men han lod sige ikke slå ud, og det belønnede sig året efter. Der udgav han som sagt nemlig mesterværket Den Store Flugt, og derefter begyndte der at komme fart på hans karriere. Jeg må dog ærligt indrømme, at jeg selv ikke kender alt for meget til den historie, for så tæt har jeg aldrig rigtig fulgt Sebastian og hans musik. Ikke på grund af manglende lyst men mere fordi der bare er alt for meget på listen over ting, der skal høres.
Den Store Flugt har jeg dog hørt, men det er faktisk først inden for de sidste fire år, at jeg fik gjort det med modne ører. Inden da var det primært Sebastians 80’er udgivelser, som jeg kendte til, og så også hans Ronja Røverdatter album som jeg har elsket, siden jeg var helt lille. Sidstnævnte havde mine forældre på kassettebånd, og det husker jeg, at jeg fik afspillet rigtig meget dengang. Det kunne jeg dog ikke gøre med Den Store Flugt, for det album mener jeg ikke var at finde derhjemme, men der hjalp det så at arbejde i en pladebutik. Det var nemlig derigennem, at jeg kom til at høre Den Store Flugt, og det blev en voldsomt god gennemlytning, meget bedre end jeg på det tidspunkt havde regnet med.
Man kan ikke snakke Den Store Flugt uden også at komme forbi “Når Lyset Bryder Frem”. Det er det nummer, der indleder albummet, og samtidig er det også et af Sebastians allerstørste numre overhovedet. Da jeg i butikken lyttede til det kendte jeg selvfølgelig også til nummeret, men det var primært det vokale, som jeg kunne huske. Derfor blev jeg ret overrasket over at høre, hvor fedt at det instrumentale egentlig er. Til at starte med skal guitaren selvfølgelig nævnes, for spiller Sebastian nemlig fabelagtigt godt på det instrument. Den ligger en solid grundrytme, som resten af instrumenterne så kan bygge oven på, og disse overbygninger er altså utroligt fantastiske. Banjoen, der hurtigt kommer med og som også bliver der resten af nummeret, gør at “Når Lyset Bryder Frem” får en utrolig unik lyd. Det er ikke et instrument, der særligt ofte får lov til at få plads, men jeg har nu altid været glad for det, og det er jeg i den grad også her. Sammen med den violin der også er at finde her, så giver den nummeret en dejlig folkelig lyd, og det rammer sgu plet, når jeg lytter til det. Til sidst vil jeg også lige nævne bassen her, for den er også utrolig dejlig at fokusere på. Jeg skal selvfølgelig ikke tage noget væk fra vokalen, for den er rigtig god, men det der dengang fangede, og som stadig fanger i dag, er altså det der sker i baggrunden. Det kan bare noget utroligt unikt, som jeg ikke har hørt andre efterligne siden. Jeg vil dog ikke skrive mere til dette nummer, for jeg ved, at de fleste der læser dette allerede har et solidt kendskab til nummeret. Til gengæld vil jeg anbefale, at man lige giver det et lyt igen, for det er jo et dejligt nummer.
Nu kommer problemet så. Ved min første gennemlytning skulle det nemlig hurtigt vise sig for mig, at det ikke bare var “Når Lyset Bryder Frem”, der var fantastisk på dette album. Det er det hele faktisk, og det gør det også lidt svært at vælge, hvad jeg skal skrive om. Jeg kunne selvfølgelig tage de andre hits fra albummet, “Rose” og “Hvis Du Tror Du Er Noget”, men det føles lidt for kedeligt, også selvom jeg holder utroligt meget af begge. I stedet vil jeg hellere gå med noget, som ikke får den samme kærlighed, og derfor bliver det “Den Gamles Drøm”, som jeg vil fremhæve. Den er også et rigtig godt eksempel på, hvilken fantastisk guitarrist Sebastian er, for hold da op hvor er det lækkert at lytte til i starten. Så vidt jeg ved er han selvlært og kan vist ikke navnet på nogle akkorder, så det at han alligevel spiller på dette niveau er imponerende. Til tider viger guitaren lige lidt fra fronten, så der også kan komme noget klaver ind og spille, men det er nu når guitaren er i front, at jeg virkelig synes, at det her nummer skinner. Omkvædet er dog stadig dejligt fantastisk, og noget som jeg nyder at lytte til. Derudover er det også rigtig lyrisk godt, og den bliver sunget godt af Sebastian på hans egen unikke og dejlige måde.
Det næste nummer der skal fremhæves er et af de mere unikke af slagsen fra Sebastian. Som jeg skrev i starten, så var hans debutalbum på engelsk, men det er dog ikke kun der, hvor man kan finde engelske Sebastian numre. Et af disse er nemlig at finde på Den Store Flugt, og det er også et nummer, som jeg er voldsomt glad for. “Status Quo” hedder det, og det er mere stilfærdigt i forhold til de to forrige. Dette er tydeligt lige fra indledningen, hvor nogle smukke klavertoner sætter det i gang. Smukt er nok også det bedste ord til at beskrive resten, for det er det altså bare. Inden jeg går videre til det andet, så skal jeg dog lige tilbage til klavertonerne, for det er en af de ting, der gør dette nummer så voldsomt dejligt. Jeg er lidt usikker på, hvem der spiller på klaveret, men hvem end det er, så gør personen det fremragende lige fra start til slut. Mens det er solo er det virkelig skønt at lytte til, og når guitaren så også støder til, så bliver det bare endnu bedre. Ligeledes er det, da resten af instrumenterne kommer på, og noget andet som jeg bliver nødt til at fremhæve her, er trommerne. Det er den legendariske trommeslager Alex Riel, der sidder bag sættet på Den Store Flugt, og det kan høres hele vejen igennem. Den mand kunne noget helt særligt, og især på dette nummer er hans evner utroligt tydelige. Hans baggrund i jazzen bliver udnyttet totalt, for den lavmælte måde der bliver slået på, de små mellemrum der nogle gange er mellem slagene, og bare generelt den følelse der er i trommespillet giver endnu et af de mange spark, der gør, at “Status Quo” i mine ører er et fuldstændigt formidabelt nummer. Sidst men ikke mindst skal Sebastian selv nævnes, for vokalmæssigt er det intet mindre end perfekt. Hans stemme er virkelig på hjemmebane i et nummer af denne slags, hvor det er mere lavmælt og eftertænksomt, og det er hans stemme, der hiver det sidste hjem. Jeg har ikke hørt dette nummer nævnt på noget tidspunkt, når der er blevet snakket Sebastian, og det synes jeg er rigtig synd, for det er et utroligt stærkt et af slagsen, og for mig overgår det nogle af hans store sange med flere længder. Personligt indtager det dog kun en andenplads over de bedste numre på dette album.
Hvilket nummer tager så førstepladsen? Hvad slår ikke bare det her halvukendte engelske nummer men også de tre virkelige store numre fra albummet? Det gør “Hvor Går Du Hen?”. Det er et relativt simpelt nummer, hvor der kun er noget guitar og vokal på, men på en eller anden måde gik det med det samme hen og blev mit favoritnummer fra albummet. Om det er det eftertænksomme i lyrikken, der fangede mig, om det er måden vokalen lyder på, eller om det er guitarspillet, ved jeg ikke. Jeg ved bare, at jeg synes, at det er fantastisk. Jeg kan egentlig ikke skrive så meget mere om det her, for der er ikke alt for meget at skrive. Guitarspillet er pisse lækkert, og det er også det, der får plads i meget af nummeret. Nummerets progression er også rigtig skøn og lidt anderledes, end jeg havde forventet af nummeret, første gang jeg hørte det. Som sagt er der dog ikke meget mere at sige om det. Det er bare et skønt og simpelt nummer, som på en eller anden måde får ramt de helt rigtige ting for mig, uden at jeg som sådan egentlig helt ved hvordan og hvorfor, men det skal der også være plads til nogen gange. Det er et nummer, der bedre kan blive beskrevet ved, at du selv hører det.
Den Store Flugt er lidt et spøjst album for mig. Hvordan kan et album gå hen og skubbe det, som man troede man vidste om en musiker totalt væk, uden samtidig at efterlade en med en brændende trang til at høre mere af det som kunstneren har at byde på. Svaret kender jeg ikke, men når jeg sidder her og reflekterer over tingene, så kan jeg kun komme frem til, at det nu engang er det, som det har gjort. Måske skulle jeg på et tidspunkt tage og grave videre i Sebastians musik og se, om der er andre af hans udgivelser, som jeg har det på samme måde med. En interessant ide hvis jeg selv skulle sige det, men om det bliver en jeg følger i den nærmeste fremtid, ved jeg ikke.
Som altid vil jeg anbefale, at man støtter op om kunstneren, og dette kan blandt andet gøres ved at anskaffe sig dette fantastiske album. Det kom i en 50 års jubilæumsversion for et par år siden, og så vidt jeg husker er denne stadig til at få, så det kunne være en måde. Jeg kan dog ikke give helt samme anbefaling til hans koncerter, da jeg har hørt lidt blandet meninger om dem, mest af alt fordi hans stemme er faldet lidt af på den. Jeg har dog ikke selv set været til en af dem, så mere kan jeg ikke sige om det emne. Til gengæld kan jeg sige noget om mine lytteanbefalinger, så det vil jeg gøre.
I dag starter mine anbefalinger med en overraskelse, nemlig et nummer jeg ikke har skrevet om. Det er “Da Verden Skreg”, og ligesom de andre numre på pladen så er det et fantastisk nummer. Dog er der ikke plads til at skrive om alle sammen, så det blev bare til en anbefaling i stedet. De to andre blev der til gengæld skrevet om, for det er nemlig “Status Quo” og “Hvor Går Du Hen?”, som jeg kommer til at anbefale, at man giver et lyt. Det sidste er som sagt min personlige favorit, og jeg håber det rammer dig på samme måde, som det har ramt mig. Hvis det ikke gør, kan du dog skylde skuffelsen væk med et genlyt af resten af albummet, for det er simpelthen bare et mesterværk. Intet mindre.
Musikskriveri 