I løbet af den seneste måned har jeg haft fat i et par store navne. Det er jo blevet til skriverier om Doors og Abba, men i dag kommer begge de bands til at virke små. Det er nemlig bandet over alle bands, der skal skrives om i dag, og det er selvfølgelig The Beatles. Selvom det på ingen måde er mit favoritband, jeg kan vel nok remse en 20-30 andre bands op, før jeg når til Beatles, så kan jeg ikke fornægte den indflydelse, de kom til at have på den musik, der kom efter dem. Især i den sidste del af deres karriere begyndte Beatles virkelig at eksperimentere, og det resulterede i en masse genialiteter, der var med til at inspirere et hav af efterfølgende bands. Det er også et album fra denne periode, som det skal handle om i dag, nemlig Revolver.

Ligesom Beatles ikke er favoritbandet, så er Revolver heller ikke mit favoritalbum, heller ikke når det bare gælder Beatles-kataloget. Der er dog to numre, som jeg personligt sætter utrolig meget pris på her, blandt andet det som jeg på nuværende tidspunkt regner som min favorit, og det er også grunden til, at valget i dag faldte på Revolver og ikke et af de andre.

Jeg har som sådan ingen ide om hvornår, at jeg virkelig begyndte at sætte pris på Revolver. Jeg ved sådan nogenlunde, hvornår dette skete med selve bandet, for det har været omkring 2017 eller 2018. I 2017 opdagede jeg den pladebutik, som jeg i dag arbejder i, og det var også i dette år, at jeg begyndte at hjælpe til dernede. På det her tidspunkt var jeg stadig ret fastholdt af metallen, men af en eller anden grund voksede min nysgerrighed ret hurtigt stærkt udover det. En måned efter mit første besøg i butikken fik jeg blandt andet købt mit første Doors album, og det belønnede sig i den grad, for det står stadig solidt som en af mine top fem udgivelser over dem alle, selvom det dog lige er faldet en plads i løbet af de sidste par år. Dette køb gav anledning til at fortsætte med at følge nysgerrigheden, og jeg stiftede blandt andet bekendtskab med Peter Sommer, og udvidede mit kendskab til blandt andet Led Zeppelin, Pink Floyd og David Bowie for at nævne et par stykker. Rejsen som nysgerrigheden tog mig på gjorde selvfølgelig også et stop ved Beatles katalog. Som så mange andre børn der blev født efter bandets storhedstid, så havde jeg selvfølgelig hørt mange af deres numre igennem tiden. Det kunne bare ikke undgås, men det var ikke helt gået op for mig, hvor fantastisk deres musik egentlig var. Det ændrede sig, da jeg under et besøg hos mine forældre spurgte min far, om jeg ikke kunne få lov til lige at låne den boks, som han havde med alle deres udgivelser. Da jeg om aftenen lyttede den igennem, begyndte det virkelig at give mening, og siden da har jeg værdsat deres musik på en helt anden måde. Nok om mig dog, for det er jo altid musikken, der er det primære fokus i disse skriverier, så jeg tænker, at tiden er kommet til at dykke ned i den.

På Revolver er der 14 numre, og der er en god del af disse, som jeg virkelig nyder. Blandt andet har jeg altid været glad for de numre, hvor Beatles inkorporerede en indisk stemning, så derfor er Love You To også bare et nummer, som jeg virkelig sætter pris på. Sitaren der spiller her er vidunderlig at lytte til, og Harrisons vokal er også bare fantastisk. Generelt synes jeg bare virkelig, at alle de numre hvor han synger på har et eller andet ekstra over sig vokalmæssigt. Der ramte de fandme plet på dette album. Derudover er rytmesektionen også bare fantastisk. Igen er det det indiske, der er blevet eksperimenteret med, og det synes jeg resulterer i noget fantastisk.

To andre numre som jeg også sætter stor pris på er “She Said She Said” og “Good Day Sunshine”. På det første er det igen vokalen, som jeg virkelig nyder, og det er også bare en rigtig fed melodi, der er at finde her. En anden ting som virkelig er fantastisk på dette nummer er guitarerne. Guitarlyden på de numre hvor der er lidt mere gang i er bare herlig, og det bliver især fremvist på dette nummer. Udover lyden er selve det, der bliver spillet også bare rigtig fedt, og især George Harrisons del sætter jeg stor pris på.
I modsætning til det foregående nummer så har “Good Day Sunshine” en hyggelig og glad fornemmelse følelse over sig, men det kan sgu også noget. Bassen og klaveret føles perfekt sammen, og jeg kan ikke lade være med at nikke hovedet stille og roligt med, samtidig med at jeg har et smil på læben. Et andet nummer hvor jeg har det på samme måde, er selvfølgelig “Yellow Submarine”, for kan man blive andet end glad, når man hører det? Jeg kan i hvert fald ikke lade være med at synge med på omkvædet, når det kommer, for det er utroligt fængende. Igen er der som sagt tale om et mere hyggeligt nummer, og det virker også som om, at de har hygget sig med nogle af de lydspor, der nogle gange kommer ind over musikken.

Jeg nævnte i starten, at der på Revolver er to af mine favorit Beatles numre. Der er dog et til på albummet, som jeg lytter mere til end de andre. For at finde det skal man tilbage til starten, for “Taxman” kan altså bare noget helt særligt for mig. Det er et nummer, der er et af de mere ligetil af slagsen, men hold da op hvor det bare svinger. Guitarerne, bassen og trommerne lyder bare perfekte sammen her, og den udvikling der er i deres spil er utrolig god. Faktisk er nummerets progression bare fed, for stille og roligt kommer der mere og mere på. Først noget percussion, derefter vokalharmonierne som Beatles jo er mestre i at udføre, men også bare de andre småting der bliver tilføjet, både i form af instrumenter men også bare i den måde der bliver spillet på, gør noget vildt fedt. “Taxman” har dets højdepunkt for mig i det stykke, der kommer lige før den første guitarsolo. Især bassen bliver virkelig fed her, men samtidig er vokalstykket også bare igen fantastisk. Skiftet mellem Harrisons vokal og så korvokalen lyder vildt godt, og sammen med det førnævnte basstykke så cementerer det virkelig dette nummer som en Beatles-klassiker for mig.

Nu har jeg efterhånden trukket den en del, så hvilke to numre er det egentlig, som virkelig fanger mig på dette album. Det første kunne jeg godt forestille mig, at man har gættet. Jeg har nemlig ikke nævnt “Eleanor Rigby” endnu, og det er jo selvfølgelig på grund af, at det er en af favoritterne. Faktisk var det i lang tid favoritten fra albummet, for det er et skønt nummer. Alene den vokalindledning som man finder i starten signaler, at dette nummer bliver specielt. Når man så også lige tilføjer de strygere, som ligger i baggrunden, så går det hele op i en højere enhed. Det er et mere trist nummer, men den historie der bliver sat op igennem det er fænomenal, og måden den bliver sunget på er det samme. Jeg er virkelig fan af, hvordan man valgte at bruge McCartneys vokal på, da nummeret skulle mikses. I verset lyder det nemlig som om, at den kun bruger et lydspor, mens at der så i omkvædet kommer et ekstra på. Dette giver en fantastisk effekt, som giver omkvædet den ekstra styrke, som det skal bruge, men samtidig kommer det heller ikke for højt op. Der bliver lige givet plads til, at den vokalpassage der blev brugt i starten af nummeret kan komme ind igen og tage det hele op til det højeste niveau, hvilket er genialt. Den sidste del af nummeret er også utrolig fantastisk. Det skift, der er i det som strygerne spiller i sidste vers, er genialt. Det er med til at understrege stemning totalt, og jeg elsker det virkelig. Det er dog ikke min favorit version af dette nummer, for i 1984 vendte McCartney tilbage til det, da han lavede sit Give My Regards To Broad Street album. Selvom hoveddelen af den version af “Eleanor Rigby” ikke når helt samme niveau som Beatles versionen, så synes jeg til gengæld, at det lange instrumentalstykke efter bare er sådan en fantastisk tilføjelse, og kender man ikke til det, eller har man ikke hørt det i lang tid, så vil jeg anbefale, at man lige finder det frem. Jeg synes i hvert fald, at det kan noget helt specielt.

Det kommer måske ikke som den store overraskelse, at det nummer som jeg sætter absolut mest pris på, ikke bare fra Revolver men fra alle de numre som Beatles har udgivet , er et af de numre, hvor de eksperimenterer mest. Jeg forlader her starten af albummet, hvor de to første numre har huseret, og tager i stedet til det nummer der slutter albummet af, for det er det fuldstændige fantastiske og absolut fede nummer “Tommorow Never Knows”, som jeg sætter over alt andet. Det er bare så fantastisk spændende at lytte til lige fra start til slut, for næsten alle elementerne på nummeret er vildt eksperimentelle. Igen er det indiske at finde her, for nummeret indleder nemlig med en tambura, og denne får lov til at ligge i baggrunden igennem det meste af nummeret. Den bliver dog hurtigt gjort selskab af andre lyde, som jeg dog ikke vil beskrive nærmere, for så bliver det her fandme langt. I stedet vil jeg skrive om det, der gør, at jeg virkelig nyder dette nummer. Til at starte med kan man jo tage fat i den unikke lyd, som vokalen har, for den er fremragende. Så vidt jeg ved, så blev den optaget, ved at vokalen blev kørt igennem en anden slags højtaler end den normalt ville blive afspillet igennem. Det tilføjer en følelse af fjernhed til den, og den gør noget helt særligt. På grund af den står vokalen på “Tomorrow Never Knows” nemlig utroligt meget ud i forhold til resten af vokalerne fra albummet. Denne fjernhed gør også, at det føles som om, at der lige er lidt ekstra plads til, at det eksperimentelle kan komme igennem, og det er utroligt vigtigt her. Derudover skal rytmesektionen have en kæmpe ros. Der er som sagt en tambura, der ligger i baggrunden hele vejen igennem, og det er selvfølgelig Harrison, der spiller på denne. Selvom den er langt tilbage i mikset, så tilføjer den stadig en lidt syret følelse til nummeret, hvilket er en uhyre vigtig understregning af stemningen, der er at finde her. Samtidig er McCartney og Ringo bare formidable her. McCartneys evner på en bas har alle dage været fuldstændigt idiotiske gode, og det er de også her. Hans basgang er bare så fed at lytte til! Den atypiske rytme, som Ringo spiller også bare sindssyg god. Han er en fucking fantastisk trommeslager, og det undrer mig i den grad, at han har fået ry for at være noget andet. Jeg synes virkelig, at det er fedt, det han laver her, for han holder bare det hele fuldstændigt fast, samtidig med at det han spiller bare er virkelig interessant at lytte til. Selvom det er den samme rytme, der kører hele vejen igennem, så er der et eller andet over den, der gør, at den aldrig bliver kedelig, og det er imponerende.
Det her nummer kan noget helt særligt for mig. På nogen måder er det virkeligt langt ude, men jeg føler aldrig, at det bliver for mærkeligt, som det for eksempel godt kan blive for nogle på Revolution 9, et nummer jeg dog selv holder meget af. Selvom man virkelig får en masse nye lydindtryk serveret her, så virker det bare, i hvert fald for mig. Det er sådan et nummer, som jeg ikke kan få nok af, for der er så mange fede ting at finde her, og hver gang jeg lytter til det, så føler jeg, at der er noget nyt, som jeg lægger mærke til.
“Tomorrow Never Knows” er som sagt mit favorit Beatles nummer, og det tænker jeg, at det kommer til at fortsætte med at være i lang lang tid, hvis det altså overhovedet nogensinde mister den plads. Det kan dog sagtens ske, at det gør det, for det er ikke alt for langt tid siden, at jeg fik slået ørerne op for det, og det synes jeg i sig selv er utroligt. Jeg har hørt Revolver en god del, men alligevel tog det en noget tid, før jeg for alvor fik slået ørerne op for “Tomorrow Never Knows”. Det viser så også bare, at selvom man har lyttet til et album før, og flere gange endda, så kan det vise sig, at det indeholder noget nyt og fantastisk, og det synes jeg bare er en dejlig ting at vide.

Som sagt er Beatles i dag noget, som jeg virkelig sætter pris på. Jeg finder da også jævnligt deres musik frem, blandt andet fra nogle af de bokssæt-udgaver af deres udgivelser, som jeg har stående i min lejlighed. Revolver er en af disse bokssæt, og det er jeg sgu glad for. Det er som sagt ikke den udgivelse, som jeg sætter mest pris på, men den har stadig en stor plads i mit hjerte.

Støtteanbefalinger er ligegyldige i dag, så jeg vil komme med nogle andre i stedet. Først og fremmest så giv Beatles en chance til, hvis deres univers ikke helt har fanget dig. Jeg synes i hvert fald, at der er så mange gode ting gemt i det, og lidt for enhver smag endda. Det er ikke kun det popband, der lavede numre som “Yesterday” og “Here Comes The Sun”, men et band der i den grad var med til at bryde grænserne for, hvad musik kunne. Det at deres musik ikke bare holder i dag, men at den er fuldstændig forrygende god også, viser at de i den grad fortjener titlen som det største band i historien. De eksisterede i godt og vel ti år, men på det korte tidsrum forandrede de totalt musikverdenen, noget som andre bands der har eksisteret i meget meget længere tid ikke kan sige. En anden ting som jeg vil anbefale i dag er, at hvis man er til Beatles og ikke har set dokumentaren Get Back endnu, så få det gjort. Det er otte fantastiske timers dokumentar, men fuck hvor er det bare fedt at være vidne til det, der bliver vist i den. Sidst men ikke mindst så vil jeg anbefale, at man tjekker noget af det, som bandets medlemmer har lavet solo ud. Selvfølgelig mangler John og George i dag, så dem kommer der ikke nyt fra. Derfor må man nyde de ting, som de nåede at udgive, men der er også rigeligt at hygge sig med. Til gengæld lever både McCartney og Ringo stadig, så der er både nye og gamle ting at lytte til, og jeg synes, at de for tiden begge har gang i nogle virkelig fede ting. McCartneys soloalbum fra 2020, der har titlen McCartney III, er suverænt godt, og Ringo udgiver bare det ene stykke fede rockmusik efter det andet. Det næste album fra ham kommer en gang til januar, og det glæder jeg mig godt nok til at høre.

Lytteanbefalingerne føles i dag overflødige, da jeg tænker de fleste, hvis ikke alle, der læser dette kender Revolver. Derfor bliver det mine tre favoritter, “Taxman”, “Eleanor Rigby” og “Tomorrow Never Knows” der bliver mine anbefalinger. Det er tre sindssygt stærke Beatles numre, som i dag stadig står lige så stærkt, som de gjorde dengang.

Revolver

Taxman

Eleanor Rigby

Tomorrow Never Knows