Efter en oktober måned hvor metallen kom til at fylde en god del, er det igen tid til at vende næsen mod noget andet. I dag går turen nemlig til den elektroniske verden, for det er albummet Drapetomania, der blev lavet af de to kunstnere Filastine og Nova, som det skal handle om.
Jeg vil allerede i starten af dette skriveri indrømme, at jeg ikke kender særligt meget til de to kunstnere. Jeg stødte først på dem sidste år, da jeg var taget en tur til Århus for at se dem. På det tidspunkt kendte slet ikke noget til dem, men jeg havde alligevel taget turen derind, da en af mine venner nemlig også var involveret i koncerten. Om han bare DJ’ede, eller om han havde stået for at arrangere det, kan jeg ikke huske, men da jeg har stor respekt for hans viden indenfor musik, specielt når det kommer til det mindre kendte musik fra områder i verden, som jeg normalt ikke hører musik fra, så valgte jeg at tage afsted. Jeg tænkte, at det nok kunne være en ret spændende oplevelse, og det blev det i den grad også.
Hvad ved jeg så om Filastine og Nova? Jeg ved, at de er en duo der laver musik og optræder sammen, og jeg mener at kunne huske, at de blandt andet gør dette ved at sejle rundt til forskellige havne, hvor de så sætter et show op på deres båd. Så fancy var det dog desværre ikke, da jeg så dem. Så vidt jeg ved kommer Grey Filastine fra Spanien, nærmere betegnet Barcelona, eller har i hvert fald rødder dertil. Det er så vist også ham, der er hovedsangskriveren bag numrene på dette album, men han er dog ikke alene om det, for indonesiske Nova Ruth er nemlig også noteret som sangskriver på flere af numrene, og på disse numre biddrager hun desuden også med sang. Mere ved jeg dog ikke om de to, så det bliver ret tidligt, at jeg i dag går i gang med at skrive om musikken. Så er der jo til gengæld bare mere plads til den.
Rækkefølgen af numrene på Drapetomania er lidt forskellig, når det kommer til vinyl og streaming. Dog starter de begge to med nummeret “Miner”, og lige fra begyndelsen bliver Drapetomanias unikke lyd demonstreret. Med en start hvor det primært er percussion og andre baggrundslyde, der dominerer, får man hurtigt indtrykket af, at dette kommer til at blive lidt mere anderledes. Det holder stik, for da nummeret for alvor går i gang efter cirka fyrre sekunder, så er det nogle ret unikke toner, der lyder. Noget cello og lidt elektronisk blander sig sammen med lydene fra starten, og derefter kommer Nova på med hendes vokal. Jeg går ud fra, at hun her synger indonesisk, for jeg kan i hvert fald ikke forstå, hvad der bliver sunget. Det gør dog ikke noget, for uanset hvad så lyder det fantastisk. Det samme gør sig også gældende for musikken. Jeg føler, at percussionen på dette nummer benytter sig af nogle instrumenter, som jeg ikke kender til, for de toner som den tilføjer, er nogle som jeg ikke ellers synes, at jeg hører normalt. Det bidrager til det unikke ved nummeret og gør, at det er super spændende at gå i dybden med, både fordi det er nye lyde, men også bare fordi det bliver udført virkelig fantastisk. Hele vejen igennem er percussionen ret langt i front, kun overgået af cello og sang, og det synes jeg er virkelig dejligt. Efter en rigtig skøn instrumental passage skifter Nova over til at synge lidt på engelsk, og den brug der er af flere lydspor til vokalen giver dette en virkelig god lyd. Der bliver puttet et ekstra lag på, hvor hun lige synger en oktav højere, og det lyder bare virkelig godt. Henimod slutningen af nummeret bliver det hele noget mere elektronisk, end det hidtil har føltes som, men det giver bare “Miner” en ekstra brede og gør det endnu mere spændende at lytte til.
Vinyl og streaming forstætter med at køre sammen på næste nummer, da det på begge er “Blockchainz”, der kommer nu. Både dette nummer og så “Miner” føles som en blanding mellem det elektroniske og noget world musik. Hvor det dog på “Miner” mere var sidstnævnte, der dominerede, så er det til gengæld det elektroniske, der er mere fokus på i “Blockchainz”. Det er nogle vildt fede rytmer, der er på dette nummer, og igen føles det bare dejligt unikt. Denne gang er det ikke så meget på grund af selve lydene, men mere på grund af den måde de bliver brugt på. Nummeret progresserer på en rigtig god måde, der bare er vildt fed og virkelig spændende at lytte til. Det er dejligt uforudsigeligt, og det sætter jeg pris på.
Et andet af de instrumentale numre som jeg virkelig sætter pris på er også et nummer, hvor placeringen er forskellige fra plade og streaming. På pladen er “Halcyon” et af de sidste numre, mens at det på streaming optræder omkring midten, men uanset hvor man finder det, så er det bare fantastisk. Igen er fokusset mere i wordmusikkens favør, blandt andet fordi man på dette nummer kan høre et dejligt indonesisk fløjteinstrument. Dette bliver kaldt for en suling, og det er fremtrædende i en god del af nummeret. Det venter dog først lige på, at nogle klavertoner er blevet spillet, før det gør sin entré. Jeg har ikke hørt dette instrument i andre sammenhænge, så for mig er det en dejlig unik lyd, som jeg hører, når jeg lytter til “Halcyon”. Det er måden den bliver spillet på også, for det føles anderledes, end hvad jeg normalt forventer fra et fløjteinstrument. Om det bare er en indonesisk måde at spille på, eller om det blev besluttet, at den skulle spille sådan under sangskrivningsprocessen, ved jeg ikke. Jeg ved dog, at det lyder virkelig fedt, og den måde som resten af instrumenterne bakker op om den gør, at det bliver endnu federe. Det er primært det elektroniske, der står for dette, og alle de lyde som det bringer frem går bare perfekt i et med sulingen. Nu og da tager den dog lige en pause, hvor klaveret så får lov til at brillere. Dette følger samme rytme som før, og det lyder også bare rigtig godt. Sulingens pause giver også et rigtig fint brud i nummeret, for så er det ikke bare det samme hele vejen igennem, og det gør, at nummeret forbliver interessant fra start til slut. Ud af alle numrene på albummet er “Halcyon” nok mit favorit, for det er utroligt unikt, i forhold til hvad jeg plejer at høre. Det har en rigtig fed stemning over sig, og den kan jeg bare ikke få nok af.
Et nummer der måske ikke føles så anderledes i forhold til resten af den musik, som jeg lytter til, men som stadig er virkelig fedt, er nummeret “Senescence”. Det føles mere “normalt” og har en lidt melankolsk stemning over sig, som jo altid er et plus for mig. Dette er også et nummer, hvor Nova synger, og ligesom på “Miner” så gør hun det rigtig godt. Jeg synes virkelig hendes stemme og hendes måde at synge på passer rigtig godt til stemningen. Selvom der er en søgende følelse over det hele, så synes jeg også samtidig, at der er en eller anden form for magi eller en form for drømmen over det. Jeg kan ikke lade være med at forestille mig en person, der ligger på en båd og kigger op på den stjernebeklædte nattehimmel, når jeg hører det. Det er dog ikke bare vokalen, der er fantastisk på dette nummer, for det instrumentale er også utroligt smukt. Især den blanding af cello, kalimba og sitar kan noget helt fantastisk, og det er også en stor grund til, at jeg føler, at der er et eller andet magisk over det. Jeg synes, at nummeret er noget anderledes i forhold til resten af albummet, men hold da op hvor jeg elsker det. Det er utroligt smukt, og det er sådan et nummer, hvor jeg bare kan lukke mine øjne og nyde de tankebilleder, som det danner for mig.
Der er en god del andre numre på albummet, som jeg også holder af, “Cleaner” og “Fenomena” blandt andet, men jeg tænker, at jeg holder med at skrive mere om dem her. Der skal nemlig også være noget for dig at opleve, og det kan jeg kun anbefale, at du gør. Drapetomania har en masse spændende at byde på, og ofte har numrene nogle ret forskellige udtryk. Hvis der er en ting, som jeg skal kritisere, så er det, at jeg i starten var lidt skuffet over vokalen. Mit første indtryk af Nova og hendes vokal var jo fra en koncert, og hold da op hvor var det bare guddommeligt godt at lytte til. Jeg var derfor lidt skuffet over albumlyden til at starte med, for det fik ikke fanget lyden på samme måde, men det er jeg heldigvis kommet mig over igen. Det er bare et af de tilfælde, hvor at det kan noget ekstra at opleve musikken i et koncertformat.
Jeg har siden min koncertoplevelse fået dykket ned i resten af den musik, som Filastine har lavet. Desværre er Nova kun med på gæsteoptrædener på nogle af de forrige, så der er hun ikke lige så meget at finde, som hun er på Drapetomania. Det betyder på ingen måde, at de andre udgivelser er dårlige, for det er de bestemt ikke, men det er nok grunden til, at det mest er Drapetomania, som jeg finder frem, når jeg er i humør til at høre noget Filastine & Nova. Jeg synes, at det er et fantastisk album, der også har været med til at gøre, at mit musikalske univers blev endnu større, og det er jeg ret taknemmelig for.
Da det her er en mindre kendt duo, som virkelig kommer med et dejligt unikt udtryk, så vil jeg i den grad anbefale, at man støtter op om dem, hvis man også kan lide musikken. Det gør, at de kan fortsætte med at lave den, og det håber jeg også, at de vil gøre, for deres musik kan bare noget utroligt specielt. Man kan enten støtte ved at købe deres fysiske udgivelser, sprede deres musik videre til andre eller tage til deres koncerter, hvis de dukker op i nærheden af en. Jeg kan virkelig anbefale, at man gør det sidste, for da jeg så dem sidste år, var det en fuldstændig magisk oplevelse.
Mine lytteanbefalinger i dag kommer til at blive numrene “Miner”, “Halcyon” og “Senescence”. Det er mine favoritter fra Drapetomania, og de giver også alle tre et godt og unikt indblik i lyden på albummet. Jeg kan dog kun anbefale, at man også giver resten et lyt, for det er et utroligt godt album med otte andre fantastiske numre.
Musikskriveri 