At bo på Djursland er fantastisk. Smukke omgivelser, skønne mennesker og et fantastisk musikmiljø. Så kan man vist ikke ønske sig meget mere. Det er også det sidste, der i dag er grunden til, at der lige kommer et ekstra skriveri, for den sidste del af denne uge har nemlig ikke bare budt på et, men faktisk to fantastiske musikalske arrangementer, der sammen talte seks forskellige koncerter i alt.

Det bliver primært arrangement nummer to, som dette skriveri skal handle om, men jeg bliver dog nød til også lige at give en stor ros til første arrangement. Om fredagen var turen nemlig gået til byen Auning, hvor den lokale musikforening, der har navnet Musikforeningen Tråd, havde arrangeret en rock og metal aften. Her skulle tre bands spille, og det var bandet Face Monday, der åbnede ballet. Jeg havde ikke hørt om dette band før, men de leverede en god gang rock og også bare en god oplevelse. Det var lidt blødere, end det jeg havde forestillet mig, at det ville være, men alt i alt var jeg godt underholdt.
Blødt blev det dog ikke ved med at være. Metal Cross stod nemlig som nummer to på listen, og de leverede en vanvittig god koncert. Jeg har kendt til dette band længe, men aldrig set dem live før. Det er jeg dog ekstremt glad for, at jeg nu har fået gjort, da det var en fuldstændig forrygende oplevelse. Musikken var ovre i den klassiske heavy lyd, og bandet spillede bare vildt godt sammen. Energien var også i top, og jeg tænker bestemt ikke, at det er sidste gang, at jeg ser dette band live, for det var en vanvittigt god oplevelse.

Aftenens sidste koncert var et godt gensyn med bandet Anarchy Zone, som jeg efterhånden har set en 3-4 gange. De leverede ligesom altid en pisse god oplevelse og satte også godt gang i publikummet foran scenen. Deres thrashede heavy metal har bare en virkelig god energi i sig, og jeg glæder mig virkelig til fortsat at følge bandets udvikling. Det kan godt tænkes, at det næste gensyn med bandet ikke ligger alt for langt ude i fremtiden, for de udgiver nemlig deres debutalbum d. 29. november, så der er jo god grund til at dukke op til en ny koncert for at høre noget af det nye materiale.
At jeg kun skriver kort om min oplevelse i Auning skyldes, at tingene dagen derpå ikke står klart nok til, at jeg føler at jeg med rette kan skrive et separat skriveri om det. Det kan jeg til gengæld om dagens oplevelse.

I disse dage kører Djursland International Jazzfestival for fulde drøn. Der har siden i torsdag nemlig været koncerter dagligt i området, og det fortsætter også helt frem til og med i morgen. Jeg har dog kun haft tid til at tage til et af disse arrangementer. Dette gik under navnet projekt Zoom, hvilket er et projekt med fokus på ungdommen. Dette gælder både musikerne, men også de aspirerende arrangører for det var nemlig en lille gruppe unge, der havde stået for at få stablet dette arrangement på benene, og før jeg begynder at rose de bands, der spillede, så skal de unge arrangører også lige have en stor hånd, for de løste deres del af opgaven til topkarakter. Det tomme butikslokale der førhen lagde hjem til Mopkoks isbod var blevet gjort rent, hyggeligt, og klart til at lægge lokaler til tre intime koncerter, og stemningen var allerede rigtig god, da jeg dukkede op et kvarter før koncertstart. Det kan altså noget, når man vælger at flytte koncerter hen i mindre områder, hvor publikum så kan være virkelig tætte på de bands, der spiller.

Ud af de tre bands der skulle spille, kendte jeg kun til det ene af dem. Derfor var jeg spændt på at se, hvad det for mig ukendte Kosmos Trio ville diske op med. Trioen bestod i dag af Frede Thorsen på klaver, Camilla Lykkegaard på kontrabas og Jesper Lørup på trommer. Jeg skriver i dag, da jeg kan læse at bandet for ikke så lang tid siden annoncerede, at de gik fra en fast konstellation til en mere flydende en af slagsen, hvor det kun er Frede, der er permanent medlem. Dette betød også, at denne koncert var de tre musikeres første sammen, noget som de også selv annoncerede i løbet af den. Det gjorde så bare oplevelsen endnu mere imponerende, for jeg synes virkelig, at deres samspil var rigtig godt. Musikken var lidt i samme stil som de to duo’er Bremer/McCoy og Svaneborg Kardyb. Sidstnævnte har jeg skrevet et skriveri om tidligere, så hvis man vil gerne vil læse mere dybdegående om stilen, så kan man jo give den et læs, da jeg vil nemlig ikke gå så meget i detaljer her. Det er meget atmosfærisk musik, der danner nogle utroligt smukke og fascinerende lydbilleder, og jeg synes simpelthen, at det er virkelig dejligt at lytte til. Klaveret, og de temaer som det spiller, er hovedfokuset i musikken, og det er virkeligt smukt at lytte til. Kontrabassen tilføjer en skøn bund til disse og får også nogle gange dejligt meget plads til at folde sig ud, hvilket jeg virkelig nyder. Derudover var trommerne også bare fantastiske at lytte til, for de bliver nemlig spillet på på en måde, hvor at hele sættet bliver udnyttet. Det er noget, som jeg holder virkelig meget af at opleve live, for det er bare noget helt særligt at se på. Det at det ikke bare er trommeskindene der bliver slået på, men også selve stativet, er bare fascinerende at overvære. Det giver en helt unik lyd, som jeg virkelig er fan af. Samtidig kan denne type musik også bare noget helt specielt. Selvom det ofte er utroligt smukt at lytte til, så kan det også blive virkeligt intenst, uden at det dog ødelægger det smukke. Når jeg lytter til musik, som jeg godt kan lide, resulterer det ofte i at jeg begynder at svinge hovedet og håret med til den, og det var ingen undtagelse her. Desværre var det en siddekoncert, og selvom jeg havde en uhyre stor trang til at rejse mig fra min stol og bare give den fuld gas til denne skønne musik, så holdte jeg mig i skindet. Det var dog alligevel stadig en absolut fantastisk oplevelse, og den satte virkelig et højt niveau fra start.

Baryl var det næste band på scenen, og dette band kendte jeg i forvejen. Jeg tror, at det er radiokanalen P8 Jazz, der i sin tid introducerede mig til dem og deres skønne og komplekse numre. Derfor var det også dette band, hvor forventningerne var højest. Modsat hvor jeg under Kosmos Trio for det meste sad med øjnene lukket, så tillod Baryl ikke dette. Det føles nemlig noget vildere og teknisk, og derfor var det også fint nok at kunne holde øje med de forskellige musikere her, for det var utroligt overvældende at se på. Normalt er Baryl en kvintet, men i dag var det kun tre af medlemmerne, der spillede, nemlig Johan Jep Christensen på saxofon, Ludvig Søndergaard på trommer og Viktoria Søndergaard på vibrafon. Selvom de kun var tre ud af fem, var det dog stadig fuldstændigt fantastisk. Ludvig er en vanvittig dygtig trommeslager, der virkelig kan sin teknik. Det var vildt at se og lytte til den måde, som han slog på tønderne på. Det var meget anderledes end trommerne fra det første band, for her var det nemlig mest overfladerne, der blev slået på. Det blev de dog med en umådelig hurtighed og skarphed, og her kan jazzen sgu også bare noget specielt. Derudover var kombinationen mellem vibrafon og saxofon også bare suveræn. Jeg har en stor forkærlighed for begge instrumenter og især det første. Også her blev der leveret en pragtdemonstration, denne gang fra Viktoria som også bare virkelig kunne hendes teknik. Wow! Jeg tror det er første gang, at jeg oplever vibrafonen live, men hold da op for en oplevelse. Det var virkelig noget særligt. Dog var vibrafonen ikke det eneste, som Viktoria legede med, for på et tidspunkt tog hun nemlig også mikrofonen i hånden og begyndte på en virkelig fed opremsning af ord. Alle disse havde det tilfældes, at de startede med B, og denne opremsning, der virkelig havde fart på, var både underholdende men også lidt tankevækkende. Det gav en god og anderledes oplevelse end de andre numre og var med til at gøre oplevelsen virkelig fuldkommen. Baryls koncert var meget anderledes end den første, men den var mindst lige så fantastisk og virkelig virkelig teknisk overvældende. Det høje niveau blev forøget endnu mere, så aftenens sidste band havde i sandhed noget at leve op til.

Mellem hvert band var der cirka en times pause. Den første af disse blev brugt på aftensmaden, mens den anden blev brugt på en kop kaffe i godt selskab med nogle venner inde i nabocaféen. Da tiden var ved at være inde til næste koncert, bevægede vi os tilbage, men på vej dertil så jeg en person, der var noget godt klædt på. En langhåret fyr med stor pelsfrakke og pelshue stod i gangen mellem bygningerne, og jeg kunne lade være med at undre mig lidt over dette, for selvom det er blevet køligere i vejret, så synes jeg godt nok, at det lige virkede i overkanten. Der var dog en grund til denne beklædning, for ti minutter senere skulle det nemlig vise sig, at han var en del af det næste band, der går under navnet Clothing Club. Denne overbeklædning gjorde sig også gældende for resten af bandet, for ligesom personen bag tangenterne, der går under navnet Deepchain, så var trommeslager Phario Z og bassist M.S. Lowkey også godt klædt på. Disse navne giver allerede én en idé om, at Clothing Clubs musik er noget anderledes end den sædvanlige jazz, og dette skulle også vise sig at være sandt. Det var de da heller ikke bange for selv at indrømme, for under koncerten sagde Deepchain, at deres musik nok mere var med en jazzet følelse, end det egentlig var jazz. Det var dog pisse ligegyldigt, for i sidste ende var der kun en ting, der var vigtig, nemlig om det var godt. Det var det ikke. Det var meget meget bedre end godt. Kosmos Trio var smukt og atmosfærisk, Baryl var komplekst og teknisk, og Clothing Club var svingende og energiske. Det var virkelig lækkert at se tre så forskellige bands sammen i en oplevelse, for det gav en bred og skøn oplevelse. Igen sad jeg under Clothing Club med en fornemmelse af, at jeg bare virkelig ikke havde lyst til at forblive siddende. Musikken var nemlig bare så svingende og indbydende til dans, men endnu en gang formåede jeg at holde mig i skindet. Med nogle numre der blev introduceret med god humor, så gav Clothing Club bare en virkelig god oplevelse. Keyboards og synthesizer var fantastiske, trommerne ligeså, og bassisten var også bare fremragende. Alle tre spillede med en helt utrolig mængde energi og overskud, og jeg kunne bare ikke lade være med at sidde og svinge med med hovedet og tromme på mine ben, der samtidig også bare vippede med en utrolig god energi. Ligesom de to foregående koncerter, så var Clothing Club bare helt igennem suveræne og leverede endnu en koncert, som jeg sent vil glemme. Når jeg her efter koncerten sidder og tænker tilbage på, hvilken en af koncerterne der var min favorit, så må jeg simpelthen melde pas. Alle tre var virkelig fede på hver deres måde, og derfor er det umuligt for mig at vælge en af dem ud som værende den bedste.

Jeg synes, at det er helt vildt, at et område som Djursland kan byde på to så fantastiske arrangementer på to dage. Det er dog kun på grund af de mange ildsjæle, der er at finde herude, at det kan lade sig gøre, og derfor er jeg dem også utroligt taknemmelig. Jeg har på to dage fået oplevelser fra mindre bands, der var så fede, at større koncerter ville have svært med at konkurrere. Samtidig har jeg på disse to dage sammenlagt kun brugt 80 kr. på koncertbilletterne, og det vidner altså lidt om, at man sagtens kan få idiotisk fantastiske oplevelser uden at skulle bruge over tusind kroner på en koncertbillet. Derfor vil jeg anbefale, at man lige at holder øje med de mindre koncerter, der finder sted omkring en, for nogle gange er det altså bare helt suveræne bands, som man støder på der. Det har i hvert fald været tilfældet for mig de sidste to dage, og derfor kan jeg også kun anbefale, at man tager ud og ser nogle af de nævnte bands, hvis de spiller tæt på en.