Dagens skriveri står i gysets tegn. Det er nemlig Halloween, og derfor har jeg også taget fat i noget musik, som kan bidrage til stemningen. I dag fortsætter jeg nemlig i metallens verden, og det gør jeg ved at skrive om King Diamond. Dette band har igennem årene fået 12 albumudgivelser på CV’et, og de fleste af dem er konceptalbum, hvor der bliver fortalt en gyserhistorie fra start til slut. Jeg har valgt at skrive om den første af disse konceptalbum, nemlig bandets anden udgivelse Abigail.
Før jeg begynder at skrive om albummet, er der dog to andre mindre historier, der skal fortælles. Disse er på ingen måde gysere, for som plejer vil jeg lige skrive lidt om bandet, og om hvordan jeg stødte på dem.

King Diamond er en af de største danske metalbands nogensinde. Det opstod ud af den aske, som det legendariske band Mercyful Fate efterlod, da det blev opløst tilbage i 1985, for bassisten, guitaristen og sangeren valgte at fortsætte med at spille sammen. Her er der tale om Timi Hansen, Michael Denner og så selvfølgelig den danske metalkonge, King Diamond. Bandnavnet efterlader ingen tvivl om hvem der skulle være hovedmanden i dette projekt. Det gav også god mening at bruge dette som navn, for King Diamond var allerede et etableret navn, da han også havde brugt dette som kunstnernavn i Mercyful Fate tiden. Det gjorde det nemmere at nå ud til pladeselskaber, og af den grund kom der også hurtigt fart i tingene, efter at de sidste to medlemmer var fundet. Den første af de nye blev den legendariske trommeslager Mikkey Dee, der senere skulle hamre på tønderne i Motörhead, mens den anden blev den forrygende guitarist Andy LaRocque, der lige siden har været King Diamonds tro væbner. I 1986 udkom debutalbummet, og de fire efterfølgende år bød også hver især på nye udgivelser. Abigail, der er fra 1987, blev dog det sidste med Michael Denner på guitar, og siden da har der også været en god del udskiftninger i bandets besætning med kun King og Andy tilbage af de originale.
King Diamond har på nær en kort 2-årig pause været aktive lige siden 1985. Det har resulteret i tolv albumudgivelser, hvoraf den sidste udkom i 2007. Derudover har de været godt aktive på koncertfronten, især King i 90’erne da han på det tidspunkt flere gange turnerede med både det gendannede Mercyful Fate og så også King Diamond på samme tid.

Det var igennem en af King Diamonds koncerter, at jeg stødte på bandet. Endnu engang er det nemlig Copenhell, der er årsagen til, at jeg lærte et nyt band at kende. Tilbage i 2013 hvor jeg for første gang begav mig ud til Refshaleøen, var King Diamond nemlig et af hovednavnene, og da jeg ikke havde hørt om dem før, skulle de da lige tjekkes ud. På Copenhells hjemmeside var der et link til titelnummeret fra deres tolvte album, “Give Me Your Soul…Please”, og det fangede med det samme. Det lød virkelig fedt, og jeg begyndte mig ret hurtigt at glæde mig til koncerten. Det endte også med at blive en virkelig fantastisk oplevelse, og siden da har King Diamonds musik været noget, som jeg ofte vender tilbage til. Introduktionen til King Diamond ledte også til, at jeg for alvor begyndte at dykke ned i Mercyful Fates katalog, et katalog som jeg kun overfladisk havde berørt inden, og det blev også en dejlig tilføjelse til min musiksamling. Nok om alt det dog, for nu må det vist være tid til noget gys og gru.

Allerede på albummets første nummer bliver der sat en god stemning til dette, for det sørger indledningsnummeret “Funeral” for. Nogle baggrundslyde, som jeg vil tro kommer fra et keyboard, sætter en uhyggelig atmosfære op, hvorefter en meget unaturlig stemme begynder at fortælle en lille forhistorie til fortællingen. Jeg kommer dog ikke til at dykke alt for meget ned i den, da jeg kun ville kunne gøre det ret overfladisk. Jeg vil dog afsløre, at det er her at en af historiens hovedpersoner, nemlig Abigail, gør sin entré. Det er dog kun kortvarigt, at hun er i fokus, men stemningen og fortællingen giver et godt indtryk af, at hun bestemt ikke kan være nogen engel. “Funeral” går dog ikke i detaljer, for det har nemlig kun en spilletid på et minut og tredive sekunder, og da de sidste toner af nummeret er forsvundet, tager næste nummer over, og her dukker historiens to andre hovedpersoner op.

Albummets andet nummer, “Arrival”, sætter den perfekte gyserscene op. Det foregår nemlig på en mørk og regnfuld sommernat i 1845, da en karet endelig ser ud til at være ved at nå til dens destination. I denne finder man de to karakterer Miriam Natias og Jonathan Lafey, og “Arrival” beskriver deres ankomst til den mørke dal hvor historien finder sted.
Dette nummer sætter dog ikke bare en scene op. Det giver også en ide om, hvordan grundlyden på albummet er ,og for mig er denne fantastisk. Michael Denner og Andy LaRocque leverer lige fra starten noget sublimt guitar. De får massere af plads til at lege flere steder i nummeret, og da begge to er fænomenale guitarister, så forspilder de ikke chancen for at levere noget mesterligt. Det er dog ikke kun deres leg, som jeg er fan af, for det de spiller i deres rytmesektioner, er det der gør, at albummet får den mørke og dystre stemning, som det har. Noget andet der dog også gør det, er Kings vokal. Det han er mest kendt for, er hans fantastiske falset, som han også flittigt gør brug af, når han synger, men jeg synes nu, at vokalen er mindst lige så god, når han ikke er i de høje toner. Han er nemlig rigtig god til at variere en masse med, hvordan han bruger hans stemme, og dette er især tydeligt, når den ikke er helt oppe at ringe. Det at han skifter så ofte mellem de to vokal typer, som han gør, gør også at hans musik har sit helt eget unikke udtryk.
Når nu både sanger og guitarer er blevet fremhævet, så skal jeg også lige nævne, at rytmesektionen også er fantastiske. Bassen følger mest det som guitarerne spiller for at give tonerne en dybere bund, og det gør den fortræffeligt. Nu og da kommer der lige nogle gode krøller fra den, hvor den bliver lidt mere tydeligere, men ellers gør den bare det, som en bas nogle gange bare skal. Trommerne lyder også fantastiske, men når man tænker på, hvem der sidder bag trommesættet, er det ingen overraskelse.

Abigail er et album af den slags, hvor man bare bliver budt på det ene fantastiske nummer efter det andet. Efter “Arrival” fortsætter det fantastiske nummer “A Mansion in Darkness” fortællingen, og igen er det virkelig virkelig fedt. Guitarerne fortsætter med at være forrygende at lytte til, samtidig med at vokalen bliver endnu federe end på det forrige nummer. Både fordi King begynder at variere endnu mere på den måde, som han synger på, samtidig med at han nogle gange også benytter sig af flere vokalspor til at skabe et dejligt uhyggeligt kor og begge ting fortsætter han faktisk også med at gøre igennem resten af albummet.
Udover at Abigail er virkeligt spændende at følge rent musikalsk, så er selve fortællingen også uhyre god, og det synes jeg faktisk er ret imponerende. Når en historie skal fortælles musikalsk, så skal hver enkelt strofe virkelig betyde noget, og det synes jeg også, at de gør på dette album. Når jeg lytter til musikken og lyrikken, så kan jeg nemt se scenen foran mig. Jeg har et klart indtryk af, hvordan den villa som lægger scene til det meste af historien ser ud, og jeg har også et klart indre billede af de figurer og spøgelser, som man bliver introduceret til igennem fortællingen. Derudover er historien bare godt bygget op med en rigtig god sammenhæng mellem numrene. Små ting der bliver sunget om i et nummer vender tilbage i de senere numre og får en større betydning der, og igen kan jeg kun sige, at jeg synes, at det er en imponerende bedrift, at King Diamond fik skabt noget med så god sammenhæng. Det er ikke alle konceptalbum, som jeg har hørt, som har lykkedes med det.

Det føles lidt underligt for mig at skulle springe fra en kort fortælling om det tredje nummer på albummet, og så helt frem til det sidste, men i sidste ende føles det samtidig som det rigtige. Når historien nu er så central en ting, som den er her, så er det bedst at opleve den med egne ører, for min overfladiske opsummering gør den kun til skamme. Jeg SKAL dog skrive om nummeret “Black Horsemen”. Det er nemlig et af mine absolutte favorit King Diamond numre nogensinde. Det er også et af de få numre, der har en mere rolig start på albummet, for det er nemlig noget 12-strenget guitarspil, der åbner det. Jeg har altid haft en svaghed for dette instrument, så da jeg hørte “Black Horsemen” for første gang, var jeg solgt med det samme. Til at starte med står den 12-strenget alene, men stille og roligt kommer de andre også med og bygger oven på det, som den spiller. King er den sidste af dem, der kommer på, og det gør han med en meget mørk vokal, der virkelig får startet dette klimaks på historien godt ud. Dog varierer han igen med vokalen og bruger dette til at skifte mellem hvilken karakters synspunkt, som fortælling ser ud fra. Da de sidste toner fra det stille stykke er væk, gør det samme sig gældende for klimakset. Derefter kommer midterdelen af nummeret, og den står for at samle de løse ender og slutte resten af historien af. Lyrikken giver anledning til, at man kan danne nogle dejligt grumme billeder for sit indre, og alt i alt synes jeg personligt, at fortællingen bliver afsluttet på en rigtig god måde. Når man taler om afslutninger, så er slutningen på dette nummer også noget af det mest fantastiske på albummet. På den sidste strofe når Kings vokal sit absolut højeste punkt på albummet, og det giver mig kuldegysninger, når jeg hører det. Soloen der kommer efter er også bare pisse hamrende fed, og den korte akustiske afslutning til sidst er bare prikken over i’et. Fantastisk måde at runde albummet af på!

Abigail blev det første King Diamond album, som jeg fik tilegnet mig fysisk, og derfor er det også det album, som jeg har lyttet mest til. Det er en fortælling, som jeg nyder at vende tilbage til, og det er også noget, som jeg ofte gør. Desværre kan det samme ikke siges om King Diamonds koncerter, for jeg har kun nået den ene tilbage i 2013. Det har dog kun været fordi, at skæbnen ville noget andet, og ikke fordi at lysten manglede. Derfor regner jeg da også med at skulle se dem en eller flere gange igen, for det er en helt speciel oplevelse. Jeg kan også kun anbefale, at man tager den samme tur, hvis de kommer forbi en, i hvert fald hvis man nyder musikken. Som altid vil jeg her til sidst anbefale, at man støtter op om bandet, så de kan forsætte med at skrive og spille noget fantastisk musik. Så må vi se, om det bliver til et album mere. Jeg tror allerede, at der var snak om dette tilbage i 2013, men jeg har ikke set eller hørt noget endnu.

Lytteanbefalingerne bliver lidt anderledes i dag. Jeg synes nemlig ikke, at jeg kan vælge sange ud fra dette album. De konceptudgivelser som King Diamond er kommet med i tidens løb fungerer nemlig allerbedst, når de bliver lyttet fra start til slut, for ellers bliver fortællingerne ødelagt. Derfor er anbefalingen i dag bare hele albummet. Sidder man efterfølgende og har en trang til at høre mere, så kan fortsætte med fortsættelsen til denne fortælling, Abigail II – The Revenge. Det er ikke helt på samme niveau som det første Abigail album, men det er dog stadig ret godt. Derudover er den historie, der bliver fortalt igennem de to udgivelser Them og Conspiracy også fantastiske, og de er begge på samme niveau som dette album.

Abigail