I mit sidste skriveri havde bandet Ghost en lille rolle, for det var nemlig dem, der inspirerede mig til at give ABBA en ny chance for år tilbage. Denne lille rolle gjorde også, at jeg sad og tænkte, at det egentlig var lang tid siden, at jeg sidst havde lyttet til dem. Derudover passer de meget godt til et skriveri i uhyggens uge, og da jeg så lige havde givet deres andet album, Infestissumam, et genlyt, så var der ingen tvivl hos mig. Det skulle da helt klart blive dagens emne!
I den første del år efter at min musik interesse var blevet vakt, havde jeg ikke alt for mange at snakke med, i hvert fald ikke når det kom til metal. Derfor kan jeg ikke takke Copenhell nok, for den festival har igennem tiden givet mig en masse ny inspiration, især i de tidlige år, og det var også festivalen, der stod for, at Ghost kom ind på min radar. I mit sidste skriveri fik jeg skrevet, at det var i 2014, at jeg oplevede dem for første gang, men det kan jeg nu se var forkert. Det var faktisk i 2013, og havde jeg tænkt lidt mere over det, havde det også sagt sig selv, for jeg missede dem nemlig i 2014, da jeg var taget til Horsens for at se Metallica, der dengang havde taget den vildeste opvarmning med (Ghost, Gojira, Slayer og Mastodon!). Det var jeg godt nok ked af, for jeg havde glædet mig til et gensyn. Nok om det dog, for 2013 er lidt vigtigere her. Jeg husker stadig, hvordan jeg om fredagen hørte folk snakke om det her vilde band, der skulle spille ovre på Helviti scenen. Jeg blev noget nysgerrig og valgte at følge snakken og se, hvad dette egentlig gik ud på. Da klokken slog Ghost, fik jeg mig også noget af en oplevelse. Ind kom der først en god del maskerede mennesker, som gav sig til at spille på deres instrumenter. Derefter kom Paven så på scenen, eller i hvert fald en der var klædt ud som ham, dog i en mere makaber udgave. Sammen gav de sig så til at spille noget helt vildt fængende musik. Det var langt fra ligeså tungt som meget af det andet på festivalen, men det ramte bare virkelig plet, og jeg husker det som en fantastisk koncert. Derfor blev Ghost da også i den grad et band, der skulle høres, og det har jeg gjort lige siden.
Før jeg går videre med musikken, skal bandet dog lige have en introduktion, så dem der ikke kender til Ghost i forvejen også kan være med. Bandet består af Papa Emeritus og fem navneløse dødninge, hvor sidstnævnte står for guitarer, bas, trommer og keyboard. Vokalen tager Papa sig af, og igennem bandets levetid har der været fire forskellige inkarnationer af ham, samt en kort periode hvor han var erstattet af karakteren Cardinal Copia. Frem til år 2017 kendte ingen til identiteten af manden, der spillede disse personligheder, men på grund af en retssag i forbindelse med bandet kom det frem, at det var den svenske musiker Tobias Forge, der stod bag dem. Det er også ham, der suverænt er hovedmanden i projektet, og ham der skriver, eller er med til at skrive, alle numrene. Siden bandet startede, har han skrevet nok materiale til, at der er udkommet fem studiealbum, 2 EP’er og to livealbum. Derudover har Ghost turneret flittigt, og efterhånden har bandet vokset sig til en gigantisk størrelse. Som sagt er deres musik på ingen måde særlig tung, men den er bare vildt fængende, og jeg har da også flere gange hørt dem omtalt som heavy-metallens ABBA. Meget passende når nu begge også kommer fra Sverige.
Nok om mig og nok om bandet, for nu er det nemlig musikken på Infestissumam, det skal handle om, og den kan simpelthen ikke starte bedre. Det er titelnummeret, der åbner ballet, og til at starte med er det tonerne af et kor, der kan høres. Da Papa Emeritus er en afbildning af en ond pave, så giver det også mening, at det i stedet for gud så er djævlen, der skal synges om. Dette var et stort fokus på de første to udgivelser, og det er også det, som koret synger om, og så på latinsk endda for at gøre det endnu mere autentisk. Da de har sunget deres strofer igennem på en meget kirkelig måde, så kommer der instrumenter til, og da koret så efterfølgende begynder forfra, føles det meget mere orkestralsk. Der kommer slag i fra instrumenterne, og det er bare fantastisk. Det er virkelig storladent, og det bliver kun endnu bedre, da den ene guitar halvvejs inde i nummeret går over i noget solospil, et solospil der fortsætter igennem resten af nummeret. Koret starter med stadig at være med i baggrunden men forsvinder så for en kort stund, og i denne stund folder guitaren sig virkelig ud. Efter den lige har leget lidt, kommer koret dog tilbage, og med et skrålende “INFESTISSUMAM!” afsluttes nummeret med samme titel. Det varer kun et minut og nogle og fyrre sekunder, men for satan hvor er det bare mesterligt. Det er en vild, storladen og voldsom åbning, og den gør virkelig, at man føler sig spændt på, hvad der er i vente fra resten af albummet. Det finder man lynhurtigt også ud af, for fra “Infestissumam” er der en glidende overgang ind i det næste nummer, der har titlen “Per Aspera Ad Inferi”.
Det fortsætter her i det storladne, samtidig med at det også er noget tungt, i hvert fald i starten, for der kan man virkelig nikke med. Til gengæld bliver denne trang en smule mindre, da Papa Emeritus for første gang dukker op med sin unikke vokal. Det er dog ikke nogen dårlig ting, for selvom intensiteten falder en smule, så er det stadig vildt fedt. Det instrumentale lyder fantastisk for guitarer, bas og trommer har bare nogle vildt fede passager. Samtidig har keyboardet en orgelagtig lyd, der virkelig cementerer det tematiske. Alle disse mikser også perfekt sammen med Papas vokal og skaber et virkelig godt vers, der fint inviterer til medsang. Alt dette er virkelig virkelig fedt. Omkvædet tager det dog til gengæld hundrede gange højere op. For hold kæft hvor er det bare et pissevildt et af slagsen! “Per Aspera Ad Inferi” bliver der sunget fire gange i træk på en igen utrolig storladen måde. Guitarer, bas og trommer skaber nærmest en march stemning til dette, mens at keyboardet lægger sig helt op ad vokalen og skaber en underlægningstone, der gør at stemningen er fuldstændig. Det føles virkelig som om, man er til en satanisk messe og en virkelig vild en af slagsen. At denne passage så får mig til at savne at se “Per Aspera Ad Inferi” i en livesammenhæng er så en helt anden ting, for hold kæft hvor var det bare fedt at skråle med på dette omkvæd sammen med en masse andre mennesker. Nummeret går efter omkvædet over i noget solospil med guitar og keyboard i fokus, og selvom det er ret fedt, så er det noget helt andet, som jeg bliver opmærksom på, når jeg sidder og lytter til det stykke. For fuck hvor er den basgang der bliver spillet på dette nummer bare fed! Jeg tror først, det er i dag, hvor jeg ved et tilfælde virkelig begyndte at fokusere på dens toner. Det har så gjort, at jeg nu nærmest ikke kan andet. I mikset lægger den normalt sammen med rytmeguitaren, men der kommer lige en passage, hvor denne forsvinder, og her bliver bassen så for alvor tydelig, hvilket jeg er virkelig glad for. Når den ikke slavisk følger, hvad guitarerne spiller, så har den nogle virkelige fede passager, der rammer mig virkelig godt.
Efter noget fedt basspil og vist også noget solohalløj, så kommer sidste del af “Per Aspera Ad Inferi”, og igen er det netop det, der skal synges. Det er nemlig omkvædtid igen, og det er endnu et fedt et af slagsen. Til at starte med tager guitarerne lige en pause, mens resten fortsætter som i det første. Dog er trommer og bas lidt mere afdæmpet her, og det skaber en fed fed følelse. I slutningen er der dog igen fuld hammer på, og det er bare fantastisk dejligt.
Hvis der er et nummer fra Infestissumam, der virkelig har sat sig fast, så er det nummeret “Year Zero”. Det er, så vidt jeg kan se, også det eneste der stadig bliver spillet live fra albummet, og det synes jeg er synd. Derfor vil jeg i protest springe dette ellers fuldstændigt forrygende nummer over og i stedet fokusere på nogle af de andre, som jeg på ingen måde synes fortjener at blive glemt. Til at starte med behøver jeg bare gå til det tredje nummer på albummet, for “Secular Haze” er nemlig et fremragende et af slagsen. Igen er det bare virkelig fede passager, der lyder, og orgelet er også bare igen fremragende. Det giver bare denne her vildt fede lyd til musikken, og jeg er kæmpe fan. Versene i dette nummer er fantastiske, men endnu en gang er det dog i omkvædene, at jeg virkelig bliver glad. Det er bare så dejligt medrivende, og jeg kan ikke lade være med at synge med. Det er et suverænt skrevet, og det gælder faktisk også for resten af “Secular Haze”.
Jeg fortsætter i albummets kronologiske rækkefølge, for det fjerde nummer “Jigolo Har Megiddo” er nemlig også et nummer, som jeg synes fortjener noget kærlighed. Det er et vildt dejligt svingende nummer, og det demonstrerer perfekt, hvorfor at Ghost bliver beskrevet som et poppet heavy-metal band. Det er nemlig et nummer, som jeg føler, at alle kan være med på, for som sagt er det dejligt svingende, mens det samtidig heller ikke er særligt tungt.
Jeg synes altid, at jeg bliver dejligt glad, når jeg hører dette nummer. Den følelse der er i det er bare utrolig skøn, og igen er det hele godt medrivende. Orgelet fortsætter med at være skønt at lytte til, og der er også et rigtig fedt mellemstykke lidt over halvvejs inde i nummeret, som jeg virkelig er fan af. “Jigolo Har Megiddo” er et nummer, der viser Ghosts lidt sjovere og mindre seriøse side, og det gør, at det passer perfekt som det fjerde nummer på albummet
Endnu en gang skal jeg bare følge rækkefølgen for at komme til det næste nummer, som jeg synes virkelig fortjener at blive fremhævet. Det er et af mine favoritter fra albummet, nemlig “Ghuleh / Zombie Queen”. Det starter meget stille og holder sig også godt nede i forhold til resten af albummet. Noget smukt klaverspil indleder det hele, og derefter kommer bas, trommer og Papa med. Igen er det et nummer, der passer fint ind, for efter fire numre med godt gang i tempoet, så er det fint med en lille pause. Det er dog ikke kun det, som “Ghuleh” gør rigtigt. Blandt andet har det et pisse fedt instrumentalstykke, hvor det igen bliver uhyre smukt, og efterfølgende kommer der så en næsten lige så skøn guitarsolo. Dette nummer er dog ikke et afslappet et af slagsen. Der er nemlig en grund til, at det har en skråstreg i sig, og af samme grund valgte jeg kun at skrive første del af titlen før. Omkring halvvejs inde i nummeret kommer der nemlig et skifte stemningen og tempoet, og så går “Zombie Queen” i gang. Det er ligesom “Jiigolo Har Megiddo” et mere svingende nummer, men for mig er “Zombie Queen” lige niveauet over rent musikalsk. Verset minder mig på nogen måder lidt om musikken fra Pulp Fiction, og det føles også ret dansabelt. I omkvædet er det dog igen det storladne, der tager fat, og hold kæft hvor er det bare fedt. Med et tager Ghost en fra det mere svingende og så over i noget, som man bare SKAL synge med på. Jeg har brugt ordet medrivende meget i dette skriveri, men det er bare det ord, der passer bedst, og derfor er det også det ord, som jeg vil bruge til at beskrive dette omkvæd. Det tager bare fat og hiver en helt op til skyerne.
Hele vejen igennem er “Ghuleh / Zombie Queen” formidabelt. Starten er en rigtig god indledning, og da anden halvdel af nummeret så kommer på, starter der en fest. For mig er det et af de stærkeste numre på albummet, dog lige overgået af tre andre. “Infestissumam” og “Per Aspera Ad Inferi” som en helhed er nemlig svære at konkurrere med, og det er det efterfølgende nummer også. Det er dog “Year Zero”, og det kommer jeg som sagt ikke til at skrive om, så i stedet springer jeg videre til det tredje bedste nummer på albummet, hvilket også er det, der slutter det af.
Inden at jeg begynder at skrive om “Monstrance Clock”, så skal de tre numre, der kommer forinden lige have lidt ros. De er nemlig virkelig fede, især “Idolatrine”, men jeg føler at skriveriet er blevet noget længere, end jeg egentlig havde regnet med, at det skulle blive. Jeg kan dog ikke springe over “Monstrance Clock”, for det er simpelthen bare en Ghost klassiker. Før i tiden var det det, som de sluttede deres koncerter af med, og det var bare perfekt at overvære. Igen er det omkvædet, der tager det til et skyhøjt niveau, for det er simpelthen skabt til fællessang. Samtidig er det instrumentale også bare forrygende her og især guitaren. Nøj hvor er den bare god! Og det keyboard der følger efter! Mums! Øreguf!! Det er dog ikke kun omkvædet, der skinner her. Nej det gør det hele fandme. Verset er uhyre fedt og bygger perfekt op til omkvædet, og særligt leadguitaren er fed at lytte til. De temaer den spiller er fantastiske, og sammen med resten går det bare op i en højere enhed, som er suveræn. “Montrance Clock” er et nummer, der også bare byder på virkelig mange genistreger. Det at afdæmpe det andet vers er pisse hamrende genialt, for udover at det tilføjer et ekstra element til nummeret, så skaber det også bare en helt unik stemning live. Derudover føles det også bare så meget vildere, når der igen bliver sat gang i den, og det er virkelig virkelig fantastisk. Og så det at der til sidst bliver sluttet af med noget korvokal, der synger omkvædet, mens at det kun er keyboard, der spiller! Igen er det bare noget, der cementerer albummets stemning totalt. Som jeg skrev til albummets andet nummer, så føles det virkelig som om, at man er til en messe, og det er bare sindssygt godt lavet. Albummet startede perfekt med “Infestissumam” og “Per Aspera Ad Inferi”, og det slutter også lige så perfekt.
Når jeg taler om Ghost, så plejer jeg at sige, at de tre første album bare var en opadgående kurve, når det gælder kvalitet. Der er ingen tvivl om at Ghost på deres tredje album, Meliora, ramte deres karrieres hidtil største højdepunkt, men alligevel tror jeg, at jeg sætter mere pris på Infestissumam. Det her album har bare en fantastisk stemning over sig, og denne bliver så kombineret med nogle helt utroligt gode numre. Jeg føler ofte, at det bliver overset lidt, for snakker man om det tidlige Ghost, falder snakken ofte på debuten. Den er også fantastisk, men helt at glemme Infestissumam synes jeg er synd. Jeg ved i hvert fald, at dette album er stedet, hvor de fleste af mine favorit Ghost-numre hører hjemme. Som jeg skrev tidligere, så er det dog desværre ikke disse numre, som Ghost finder frem mere. Jeg tror måske, at der er to numre fra deres to første album, der i dag bliver spillet live. Dette er “Ritual” og “Year Zero”. Resten af det de spiller til koncerterne i dag kommer så fra deres tredje album og frem, og selvom der virkelig også er nogle perler at finde her, så må jeg indrømme, at den retning de har taget med deres seneste udgivelse ikke er mig. Tobias Forge er stadig fantastisk til at skrive musik, men det føles for mig som om, at charmen lidt mangler. Jeg er dog i stærkt undertal, når det kommer til denne mening, og det er dejligt. Selvom jeg ikke selv kan være med på bølgen på samme måde som før, når det kommer til Ghost og deres musik, så er jeg glad for, at millioner af fans kan. Jeg håber selvfølgelig på, at Ghost i fremtiden vælger at gå tilbage til dets rødder, men skulle det ikke ske, er det også fint. Hvem ved hvad fremtiden byder på, og hvis det sker, at det fortsat ikke siger mig så meget, så har jeg heldigvis fire hele albumudgivelser at vende tilbage til, plus en skøn EP.
Inden at jeg når til slutningen, er der to sædvanlige ting, som jeg skal skrive om. Den første af disse er selvfølgelig støtteanbefalingen. Som altid opfordrer jeg til at huske at støtte op om musikken, hvis du kan lide den, for hvis dette ikke bliver gjort, kan kunstnerne ikke fortsætte med at skabe den. Hvad end det er albumkøb, koncertbilletter eller at du bare fortæller andre om bandet er ligegyldigt. Bare du husker at støtte.
Den anden ting der selvfølgelig skal skrives om er lytteanbefalingerne, og de er super nemme i dag. Det er “Year Zero”, “Monstrance Clock” og “Ghuleh / Zombie Queen”, som jeg vil anbefale og i den rækkefølge. “Year Zero” er et af de bedste Ghost numre nogensinde. Det er bare sindssygt og næsten ubeskriveligt godt. Derudover er “Monstrance Clock” også fantastisk, og det samme vil jeg sige om “Ghuleh / Zombie Queen”. At albummets åbning ikke er her, skyldes at det reelt set er to numre, og jeg synes ikke, at de skal høres individuelt fra hinanden. Derfor anbefaler jeg også, at man lytter til resten af Infestissumam. Det er et album med et tårnhøjt niveau hele vejen igennem og med en virkelig fed stemning, som jeg bare synes, man bør give et lyt.
Musikskriveri 