Her i oktober måned er det fristende at gå fuldstændigt i halloween humør, og skrive om en masse forskelligt metal og lignende. Det ville dog ødelægge mit mål, om at have variation i det jeg skriver om fra uge til uge, så jeg har i stedet valgt at skrive om noget helt andet. I dag skal det nemlig handle om ABBA og deres album fra 1977, der simpelthen bare hedder The Album.
Jeg tænker, at ABBA nok er det band, der vil blive nævnt hyppigst, hvis man beder en tilfældig person om at komme i tanke om et band fra Sverige. Derfor er det også lidt overflødigt for mig at begynde at fortælle om dem, da de fleste sikkert ved mere om bandet, end jeg selv gør. Så jeg springer dette afsnit over og koncentrerer mig i stedet om andre ting, som for eksempel mit forhold til deres musik.
Jeg har kendt til ABBA og deres musik, siden jeg var helt helt lille. Dels fordi deres musik jo stadig ofte kommer på, når man hører radio, men også fordi jeg har en søster, der er utrolig glad for bandet, hvilket gjorde, at det blev spillet meget i hjemmet. Dengang satte jeg dog ikke lige så meget pris på bandet, som jeg gør i dag. Som jeg husker det, syntes jeg dengang, at ABBA var fint, men heller ikke mere. Hvornår det ændrede sig, ved jeg ikke helt præcist, men jeg ved til gengæld hvordan og hvorfor. Det var et andet svensk band, der skød processen i gang, nemlig det fantastiske pop-heavy-metal band Ghost. Dette band har lige siden starten af deres karriere haft en forkærlighed for covers, da de på den japanske version af deres debutalbum havde et med af “Here Comes the Sun”. På de tre efterfølgende udgivelser tog de dette til et endnu højere niveau, da der på specialudgaverne til disse udgivelser var to eller flere covers at finde. De har igennem tiden haft fat i blandt andet Pet Shop Boys, Eurythmics, Leonard Cohen og de har selvfølgelig også haft fat i ABBA. Coveret af sidstnævnte gjorde, at jeg sidenhen gav ABBA en chance til, men det vil jeg dog ikke skrive mere om her. ABBAs musik benyttede sig af denne nye chance for at gøre mig til fan, og efter at have lyttet til den med et mere modent øre, begyndte jeg at sætte pris på den, for den er jo fantastisk. Så jeg tænker, at det er på tide, at jeg begynder at skrive lidt om den.
På stort set alle ABBAs albumudgivelser, måske lige med undtagelse af det sidste, er der to eller flere megahits at finde. På The Album er det numrene “Take A Chance On Me” og “Thank You For The Music”, der tager denne rolle. Disse numre er så store, at man nærmest skal have levet i et hul i jorden for ikke at have hørt dem. Det er også ganske gode numre, men ikke nogle som jeg har den store interesse i at skrive om, og det er der to grunde til. For det første er de så store, at alle kender til dem, og derfor tror jeg ikke, at jeg kan komme med et nyt og unikt perspektiv til dem. Den anden grund er, at jeg er halvallergisk overfor hits. Jeg føler nemlig ofte, at det er hittet fra et album, som jeg synes mindst interessant, og et par eksempler på dette er Black Sabbaths “Paranoid” og Pink Floyds “Wish You Were Here”. Begge to er ganske fine numre, men de ville blive placeret sidst i rækken, hvis jeg skulle rangere dem sammen med resten af numrene fra deres respektive album. Helt så galt er det ikke på The Album, for jeg vil tro, at “Take A Chance On Me” og “Thank You For The Music” får en femte og sjette plads her, men det er nok stadig noget lavere, end der hvor andre ville have placeret dem. Så hvilke fire er det så, at jeg vil placere over? Ja det tænker jeg, at jeg vil gå over en efter en.
Der er selvfølgelig altid undtagelser, og derfor er min fjerdeplads fra albummet også holdt af det sidste megahit fra The Album, nemlig “The Name of the Game”. Det er et af ABBAs virkelig store numre, og ligesom så mange andre ABBA numre, så kunne jeg forestille mig, at det især har været omkvædet, der virkelig har fanget publikum. Det er dog ikke tilfældet for mig. Jeg synes, det er et ganske glimrende omkvæd, men det, som jeg er helt fuldstændig forelsket i på “The Name of the Game”, er verset. Den bas og den synthesizer der er i starten lyder bare perfekte sammen og giver en virkelig dejlig afslappet følelse. Det er super lækkert at lytte til, og det bliver bestemt ikke værre af, at der kommer vokal på. Som altid er det virkelig lækkert, når både Agnetha og Frida synger sammen, og det at de lige holder kraften i deres stemmer lidt tilbage passer bare perfekt til det instrumentale. Jeg synes dog også, at de passager hvor der kun er en enkelt vokal er ekstremt fede her, specielt den i verset hvor at Agnetha synger alene, for den sidder bare lige i skabet. Omkvædet er selvfølgelig stadig virkelig skønt her, og også her er solovokalen, denne gang sunget af Frida, et højdepunkt. Denne del gør egentlig det, som et omkvæd ofte skal, nemlig tage det hele op til et højere intensitets-niveau, men når jeg lyttet til det, føler jeg dog altid, at jeg hellere ville have haft, at det var fortsat i det lavere og dejlige tilbagelænede stykke, for det kan bare noget helt helt fantastisk.
Næste nummer i min rangering er der i den grad knald på, for det er nemlig “Hole in Your Soul”, som jeg placerer her. Det er et rigtigt dejligt ligepå rock’n’roll nummer, og det er skønt. Igen skal vokalerne roses for det idiotiske høje niveau, som de rammer. Jeg ved ikke hvorfor, at jeg stadig nogle gange bliver overrasket over, hvor fantastisk det lyder, når Agnetha og Frida synger sammen, men det bliver jeg. Senest var det i dag, da jeg satte dette nummer på, at det skete. Noget der dog også skal roses til skyerne, er den fede guitar, der er på dette nummer og generelt også bare på dette album. Den har en utrolig dejlig lyd, og selvom den for det meste er at finde i baggrunden, så er den sgu stadig virkelig fed. “Hole in Your Soul” har en virkelig fed opbygning med nogle rigtig gode skift, der bare flyder perfekt sammen. Verset glider perfekt over i omkvædet, og den stille passage der kommer lige efter fungerer også bare perfekt. Derudover er der nogle mindre ting, der er med til at få nummeret til at stå som værende utroligt stærkt. Blandt andet er det pisse fedt, når Agnetha lige kører hendes stemme helt op i det høje register, og det stykke der så kommer lige efter, hvor det kun er de to sangerinder og så trommerne der spiller, er også bare utroligt godt. Dog skal de kvindelige medlemmer ikke have alt rosen, for den synthesizer del som Benny spiller henimod slutningen af nummeret er pisse hamrende lækker. Alt i alt er det bare et fantastisk nummer, som jeg virkelig elsker.
Da jeg sad og skrev om “Hole in Your Soul”, kom jeg til at tænke på, om det egentlig ikke burde være nummer to i min rangering, men da jeg nu sidder og lytter til “Eagle”, så forsvinder denne tvivlen totalt. Det kan godt være, at dette nummer ikke er lige så hurtigt og intenst som det forrige, men til gengæld har det en virkelig lækker følelse. Det er bare fandens smukt at lytte til. Alene den lyd som det instrumentalle har er fuldstændig vanvittig god. Nej hvor jeg altså bare elsker den. Der er så mange fede detaljer her, og blandt andet den fløjte der lige nu og da dukker op, er jeg bare vild med. Det er en lille ting, men jeg synes, at den tilføjer så meget til nummeret. Derudover er keyboardet også virkelig fedt her. Både det stykke der lige bliver spillet imellem stroferne i omkvædet, men generelt er det bare nogle virkelig fede toner, der kommer ud af det. Björn skal dog også roses, for det er kun på grund af, at han holder rytmen så fast som han gør, at Benny kan tillade sig at lege. Vokalerne er igen også fantastiske, men det jeg dog elsker allermest ved dette nummer, er det afsluttende instrumentalstykke. Det sidste minuts tid af nummeret er nemlig noget af det skønneste. Her får de elektriske guitarer noget mere plads, og den bliver brugt på bedste vis. Fed fed måde at afslutte et utrolig smukt og skønt nummer.
Før jeg skriver mit absolutte favoritnummer fra dette album, skal jeg lige vende tilbage til en fortælling fra starten. Her skrev jeg nemlig om Ghost og deres ABBA cover, og det var selvfølgelig ikke tilfældigt. I 2013 udgav Ghost et cover af ABBA nummeret “I’m a Marionette”. Der skulle lige gå et år mere, før jeg selv hørte det for første gang, for det var først i 2014, at jeg lærte Ghost at kende. Om jeg dengang vidste, at det var et cover, er jeg ikke helt sikker på, men jeg fandt da i hvert fald ud af det på et tidspunkt, og på et andet tidspunkt skulle jeg da også lige høre originalversionen, så jeg kunne sammenligne de to.
Jeg kan huske, at jeg var rigtig glad for Ghosts version. Virkelig utrolig glad for det. Det ændrede originalversionen totalt på! Da jeg startede med at skrive dette skriveri, skulle jeg lige finde Ghost versionen frem igen, for jeg kunne simpelthen ikke huske, hvordan den lød. Så lang tid siden er det, at jeg sidst har hørt den, for den når ikke originalen til sokkehøjderne. Det er ikke fordi, at Ghost version er dårlig. Det er simpelthen fordi, at ABBAs version bare er så meget bedre. Bare den måde den starter på. Ufff! Lækkert!!! Det der med en alene stående bas kan altså noget, og da de andre instrumenter, med nogle strygere inkluderet, så derefter lige så stille og roligt kommer med, bliver det bare endnu bedre. Det føles intenst, selvom det hele egentlig er lidt afdæmpet. Igen er den tostemmige vokal på det samme skyhøje niveau som altid, selvom den dog faktisk bliver trestemmig her, da jeg simpelthen ikke kan lade være med også selv at synge med. Stille og roligt stiger intensiteten i verset, men det bliver først helt vildt, da nummeret når omkvædet. Her bliver der i den grad trykket af på alle instrumenter, og det er sindssygt intenst. Det føles virkelig teatralsk, og det passer også meget godt, da nummeret originalt var skrevet til en mini-musical. Det er fuldstændigt fremragende, og det fortsætter kun med at blive endnu bedre. Intensiteten smitter af på det andet vers, der føles noget mere voldsomst end det første. Det er dog ikke her, men til gengæld lige efter, at nummerets fedeste element for mit vedkom kommer. Da sidste strofe fra verset har lydt, er det nemlig tid til en guitarsolo, og dette er en af mine absolutte favoritter overhovedet! Jeg var blæst væk, da jeg hørte den første gang. På det tidspunkt havde jeg bare anset ABBA for at være en simpel popgruppe, og selvom jeg havde respekt for dem og deres musik, så ville jeg aldrig have troet, at jeg skulle finde en så fantastisk solo på et ABBA nummer. Det er ikke fordi, at den er vanvittig teknisk, men det flow der er her er bare så sindssygt fedt. Det er virkelig melodisk, og den driver bare nummeret perfekt fremad. Samtidig lyder det, som instrumenterne i baggrunden spiller også bare fantastisk, og det spiller guitaren også op af nu og da. Efter denne solo er det igen vers tid, og det forsætter med at være intenst. Jeg synes, at vokalpræstationen bliver endnu bedre her, da Agnetha og Frida begynder at synge med så dejligt meget indlevelse, og det er bare så fandens pisse hamrende godt. “I’m a Marionette” når dets absolutte højdepunkt i slutningen. Det går lidt ned i tempo, men til gengæld bliver det så bare utroligt storladent i stedet. Det er vanvittigt fantastisk, og det giver mig en energi og en glæde, der stråler ud af min krop.
“I’m a Marionette” er et af de numre, hvor jeg bare ikke kan lade være med at bevæge mig. Til at starte med er det ganske vist bare lidt nikken med hovedet og lidt vippen med benet, men i takt med at nummeret stiger i intensitet, gør mine bevægelser også. Jeg begynder at sidde og lege dirigent, og disse bevægelser bliver bare mere og mere voldsomme. Selvom det gør det lidt svært at skrive, så er det fantastisk, for det sker jo kun fordi, jeg bare elsker nummeret så meget. Jeg tør godt sige, at dette er et af mine absolutte favoritnumre overhovedet, for jeg finder det stadig frem ofte, og altid med den samme glæde. Det var samtidig også med til at vise mig de evner, som jeg ellers ikke havde lagt mærke til, at ABBA besad. Det var sgu mere end bare en popgruppe, og det er jo selvfølgelig også derfor, at deres musik stadig bliver spillet i dag, og derfor at der specifikt er bygget en arena til nogle virtuelle koncerter, der stadig den dag i dag, over to år efter at den første koncert fandt sted, har udsolgt eller næsten udsolgt dagligt, nogle gange endda med to shows kørende om dagen. Det er kun få grupper, der kunne have gjort noget lignende.
Siden mit lyt til “I’m a Marionette” har jeg som sagt lyttet til ABBAs musik med andre ører. Selvom jeg ikke dyrker deres andre album på samme måde, som jeg gør med The Album, så synes jeg stadig, at de fleste af deres udgivelser er fede, og jeg kan i den grad også godt forstå, at de blev så store, som de blev. Det var et fantastisk band, der skabte noget musik, som kommer til at vare ved i meget meget meget lang tid. Selvom ABBA kom tilbage med et album i 2021, så tyder alt på, at det også var det absolut sidste, som gruppen skulle lave sammen. Man skal selvfølgelig aldrig sige aldrig, men jeg tror nu ikke selv på, at der kommer mere.
Da bandet er så stort, som det er, så tænker jeg ikke, at det er dem, der har det største behov for en støtteanbefaling herfra. Hvis man dog gerne vil støtte op om deres musik, så er alle deres album tilgængelige, og derudover er der jo også deres virtuelle koncerthalløj i England. Selv er jeg ikke til sådan noget, men det skal jo ikke holde dig fra at tage over og opleve det.
Til dagens lytteanbefalinger er det min top tre fra albummet, som jeg anbefaler, altså “Hole in Your Soul”, “Eagle” og “I’m a Marionette”. Selvfølgelig skal man da også høre de store hits derfra, men da alle der læser dette nok har hørt dem mange gange, er det lidt halvligegyldigt at give en lytteanbefaling til dem. I stedet vil jeg give en helt anden anbefaling, nemlig at man lige går nogle af de numre, der ikke bliver talt ligeså meget om igennem og giver dem et lyt. Der er nemlig nogle ret fede guldklumper imellem dem.
Musikskriveri 