Jeg fortsætter i det nutidige, i det danske, og i metallen. Dog kan jeg ikke sige, at det stadig er obskurt, for det ville sgu være synd at sige om Myrkur. Med hendes unikke måde at spille black-metal på har hun fået etableret sig selv godt på den scene, men det er dog ikke det, som jeg vil beskæftige mig med i dag. I 2023 udgav hun nemlig hendes fjerde album med titlen Spine, og dette er et noget mere progressivt album, der mikser en masse forskellige elementer sammen. Det er også det album, som jeg mest har lyttet til, siden hun sendte det på gaden, så derfor føler jeg også, at det er det mest passende at skrive om i dag.

Myrkur kom ret meget ud af ingenting men fik hurtigt bygget en god del spænding op omkring sig. Hvornår jeg helt præcist selv blev fanget af denne, kan jeg ikke længere huske. Da jeg først hørte hendes musik fængede det ikke helt, men sidenhen har dette ændret sig gevaldigt. Så vidt jeg husker, var det på hendes andet album Mareridt, hvor at tingene begyndte at give mening for mig, og siden da har jeg nydt både det og resten af hendes katalog. Inden at jeg skriver mere om dette, så vil jeg lige give en kort introduktion til Myrkur, så dem der ikke kender hende også kan følge med. For hvem er Myrkur egentlig?

Myrkur er kunstnernavnet, som den danske multiinstrumentalist Amalie Bruun udgiver sin musik under i disse dage. Hun startede med dette tilbage i 2014, hvor hun udgav hendes første EP, der også havde titlen Myrkur. Siden da er det blevet til fire albumudgivelser, et akustisk livealbum og et lydspor til et dansk teaterstykke. Til at starte var hendes musik solidt baseret i black-metal genren, men med nogle undertoner af skandinavisk folkemusik der gav det en dejlig unik lyd. På hendes tredje tog disse undertoner dog totalt overhånd, og det der kom et fantastisk folkalbum ud af. Det fik også en virkelig varm modtagelse, og dette gjorde mig faktisk en lille smule bange for, hvordan fremtiden for Myrkur ville se ud. Selvom jeg også var glad for hendes folkalbum, så var jeg nervøs for, at det ville betyde enden for hendes eventyr i black metal genren, et eventyr som på det tidspunkt virkelig var kommet til at betyde meget for mig. De første singler der udkom efter folkalbummet gav mig indtrykket af, at min frygt var ved at blive til virkelighed. Myrkur overraskede mig dog gevaldigt, for hun valgte nemlig hverken at vende tilbage til rødderne eller at fortsætte folksuccessen. I stedet virker det som om, at hun har set indad på sin egen personlige udvikling og kanaliseret denne til en helt tredje ting, en ting der stadig drager på black og folk men som også tilføjer en masse nye ting.
Inden at jeg begynder at dykke ned i dette, føler jeg dog lige, at jeg vil skrive lidt mere om Amalie Bruun. Hun er nemlig mere end bare Myrkur, black-metal og folk, for hun startede faktisk med at udgive musik i popverdenen. Dette blev gjort helt tilbage i 2006, hvor hun med hendes far som producer udgav hendes første album. Denne far er ikke bare hvem som helst, for det er nemlig ingen ringere end den legendariske musiker, lydtekniker og producer, Michael Bruun, der i den grad har været en vigtig figur i den danske musikhistorie. Så vidt jeg kan læse mig frem til, var det dog kun på dette album, at datter og far arbejdede sammen, for siden da har Amalie beskæftiget sig med den internationale scene, hvor det både er blevet til flere popudgivelser fra hende selv, mens hun også har beskæftiget sig med indierocken i bandet Ex Cops. Denne del af hendes karriere har jeg dog ikke fulgt særligt meget, så jeg tænker, at jeg i stedet vil gå tilbage, og skrive om den del af hendes karriere som jeg rent faktisk har fulgt.

Myrkur har en forkærlighed for at åbne hendes album med smukke og skønne passager. Dette er også tilfældet på åbningsnummeret “Bålfærd”. Til forskel fra hendes andre metalalbum så er det dog ikke bare et kort stykke af nummeret, der lyder sådan, men faktisk det hele. Det er smukt, og hun formår virkelig at skabe en utrolig skøn skandinavisk stemning. Man kan nærmest forestille sig, at man står og skuer over en umådelig skøn fjeld, og så vidt jeg ved, så er det hendes nøgleharpe, der skaber denne stemning. Det er et instrument, som jeg ikke kendte til før, at jeg lyttede til Myrkurs musik, men hendes flittige brug af det har virkelig gjort, at jeg har forelsket mig i det. Det har bare en fantastisk lyd, som bliver godt demonstreret her på “Bålfærd”. Samtidig bliver Myrkurs skønsang også demonstreret her, og den er også ekstrem god. På hendes forrige metalalbummer har hun vekslet mellem den og så hendes mere skrigende vokal, men på Spine holder hun den ren næsten hele vejen igennem.

Efter to minutters dejlig skandinavisk stemningsmusik begynder tonerne fra “Bålfærd” så småt at ringe ud. Da det er gjort, bliver det så tid til, at den første single fra albummet skal gøre sin entre. “Like Humans” hedder den, og det er et nummer, der er noget vildere end det forrige. Noget forvrænget lyd lader en vide, at det er tid til at tingene bliver noget hårdere, men lige så snart Myrkur kommer på med hendes vokal, kan man høre, at dette er anderledes end hendes forrige værker. På dem var instrumenterne noget mere i front, men på Spine er det suverænt Myrkurs stemme, der er i fokus. Sangskrivningsmæssigt føles det også mere rocket, men det er bestemt ikke nogen dårlig ting. Det giver nemlig Myrkurs rene stemme mere plads til at skinne igennem, og det udnytter hun også ganske godt. Som jeg skrev før, så er hendes vokal enormt god, så jeg har bestemt heller ikke noget imod, at det er den, der bliver fokuseret på. Sammen med det instrumentale, så gør den, at dette nummer føles mere storladent end det, som hun tidligere har lavet, og det viser sig især i omkvædet. Henimod slutningen tager det instrumentale fat i black metal rødderne, og selvom det stadig er afdæmpet, så er det dejligt at høre. Det ender med at være et rigtig interessant miks af hendes tidligere ting sammen med nogle nye elementer, og jeg er sgu fan.

Singleturen fortsætter på det tredje nummer, for “Mothlike” var nemlig single nummer to, som blev udsendt, inden at selve albummet så dagens lys. Hvis man ikke helt havde fordøjet det genremiks, som Myrkur kom med på “Like Humans”, så får man da i den grad nogle lidt sjove mavefornemmelser, når man hører “Mothlike”. Her har Myrkur nemlig valgt at introducere nogle elektroniske elementer, der meget hurtigt gør sig gældende, dog i selvskab med skønsang og noget klaver. Det hele føles noget mere poppet her, men for mig er det ingen dårlig ting, for det lyder bare skønt. Især da andet vers rammer, er det virkelig fedt. Der kommer der lidt mere gang i nummeret ,og samtidig benytter Myrkur sig af flere lydspor til at få en koreffekt på hendes vokal, hvilket lyder guddommeligt godt. Denne progression forsætter igennem hele nummeret, da det føles som om, at der hele tiden bliver tilføjet mere og mere energi til det. Da andet minut har passeret, begynder metallen også igen at vise lidt af dens ansigt, uden at den dog kommer helt frem. Det gør den til gengæld til sidst i “Mothlike”, da det selvfølgelig skal sluttes af med en dejlig solo. Havde jeg hørt, at der ville være et halvpoppet nummer at finde på et metalalbum i Myrkurs navn for to år siden, havde jeg nok rynket lidt på panden. Det gør jeg dog ikke i dag, for jeg synes sgu, at det passer fint ind på dette album. Det gør, at det allerede ved det tredje nummer har en rigtig god brede, og derfor er det også kun spændende at høre, hvad resten har at byde på. Jeg vil dog ikke gå det hele igennem, for så er der nemlig ikke plads til, at jeg kan fokusere ordentligt på mine tre favoritter fra albummet.

Den første, og også største af disse, findes på albummets femte nummer, der også er titelnummeret på Spine. Her indledes der med nogle strygere, og derefter kommer lidt klaver og vokal indover. Det er det smukke, der får lov at være i fokus i starten af “Spine”, og det er dejligt at lytte til. Som sagt synger Myrkur skidegodt, og det gør sig især gældende på den bro, der kommer lige før omkvædet. Der er et eller andet helt specielt ved denne, og det er klart min favoritpassage fra hele albummet. Hold kæft hvor er det bare skønt at lytte til, og selvom det kun er en ret kort del af nummeret, så har den gjort et virkelig stort indtryk på mig. Selve omkvædet er også ret fedt, og her bliver metallen igen sluppet løs, hvilket er dejligt. Det får dog kun lov til at vise sig frem i nummerets to omkvæd, for det næste vers går tilbage til det mere folket. Her føles det igen dejligt skandinavisk, og det skyldes dels den stryger, der ligger i baggrunden, og så også de trommer der kommer på. Det lyder utroligt fantastisk, og her rammer Myrkur altså bare plet for mig. “Spine” er et fedt miks af hendes folk og metal, i hvert fald for mig da jeg er til begge dele.

Favorit nummer to kommer lige efter, at de sidste toner fra “Spine” har lydt. Dette nummer hedder “Valkyriernes Sang”, og her er der et dejligt miks af noget black og noget heavy. Det er også i den rækkefølge, at elementerne viser sig i nummeret, for indledningen til nummeret er i den grad baseret i black-metal. Dog er der også noget orkestralsk inde over det, der gør, at det føles storladent. Der mangler dog lige et element, for at det hele bliver fuldendt, men det kommer ind senere. Først skal man dog lige lytte igennem det dejlige vers, som nummeret har. Her bliver det mere heavy i dets sangskrivning, for i stedet for at tonerne kommer lynhurtigt efter hinanden, som de gør i black, så får de her lov til at ringe lidt mere ud, mens at Myrkur skønt synger ind over dem. Når jeg hører dette føles det lidt som om, at jeg overværer et ridt. Tonerne får signaleret, at der er en eller anden fremdrift, som jeg synes er rigtig fed. Igennem verset bliver der bygget godt op til, at der skal ske noget specielt, og det gør der fandme også i omkvædet. Her kommer passagen fra åbningen af nummeret nemlig tilbage, og denne gang er det sidste manglende element også med, nemlig den fucking fantastiske vokal der virkelig episk kører sammen med det. Det er formidabelt, og jeg kan ikke lade være med selv at synge med på det. Det er også en god øvelse, for senere inde i nummeret kommer der nemlig et fedt stykke, hvor det kun er vokal og trommer, der kører. Lyrikken fra omkvædet bliver gentaget her, og det er vildt smukt og umuligt ikke at synge med på. Det er dog på det vilde, at det skal slutte, og her giver Myrkur den alt hvad hun har. Det er dejligt fantastisk, og som sagt står det i den grad som et af mine favoritnumre fra albummet.

Sidste favorit kommer i form af albummets andet sidste nummer. Igen er det et mere roligt af slagsen, men “Devil in the Detail” har også en dejlig intensitet til det. Selvom det er utroligt smukt, så er der også en eller anden trist fornemmelse, der hurtigt bliver tydelig, så snart at første vers begynder. Det er primært instrumenterne, der sørger for dette, men vokalen føles dog også lidt sørgende. Dette når dets højdepunkt i den opbygning, der er til omkvædet, og denne er fuldstændig fantastisk. Igen er det bare vokalmæssigt genialt, og det er altså vanvittigt at lytte til. Myrkur er bare en pisse hamrende dygtig vokalist, som jeg ikke kan få nok af. Nummeret forbliver dog ikke i det mørke, for der er nemlig noget dejligt håbefuldt over omkvædet, samtidig med at det også har en eller anden eventyrlig følelse til sig. Det er et fedt toneskift, og det gør, at nummeret bliver så meget mere spændende. I modsætning til de to forrige numre, så tog det lidt længere tid, før at dette blev en af mine favoritter, men jeg sætter virkelig pris på det den dag i dag. Det fortsætter også med at være spændende lige til det sidste, men det vil jeg lade dig om selv at erfare.

Som sagt kan jeg ikke huske præcist hvornår, at Myrkurs musik fangede mig. Jeg ved dog, at det er før juni 2017, for det var nemlig der, at jeg så hende for første gang på den helvedes dejlige Copenhell festival. Dog var det lidt på afstand, og det er jeg en lille smule trist over, for selvom det var fedt at overvære, så kunne det nok have været tyve gange federe, hvis jeg havde været i front. Så vidt jeg husker, var der dog fyldt godt op foran den dengang mindste Pandæmonium scene, så man skulle nok have været der i god tid, hvis man genre ville sikre sig en plads på en af de forreste rækker.
Siden da har jeg set hende to gange mere, og begge gange har det været forrygende og fuldstændig unikke oplevelser i forhold til den forrige koncert. Den første af disse var igen på Copenhell. På det tidspunkt var hun på turne med hendes folkemusik, og selv en booking til Copenhell kunne ikke lave om på dette. Det er jeg også virkelig glad for, for det var en unik, smuk og fantastisk oplevelse, som jeg stadig husker ret tydeligt. Det blev også et af mine højdepunkter fra det år. Sidste gang jeg var til Myrkur koncert var i februar i år, og også dette var en fantastisk oplevelse. Der var det primært numre fra Spine, der blev fremført, og det var også en fed og fremragende koncert, der virkelig cementerede albummet som fantastisk for mig. Jeg regner også stærkt med at se hende igen en gang i fremtiden, men hvornår det bliver må tiden vise. Jeg synes at det har været utrolig spændende at følge hendes musikalske rejse i de år, hvor jeg har været med på den, og jeg glæder mig til at se, hvad det næste hun laver mon bliver.

Som altid kommer der her henimod slutningen af skriveriet en opfordring til at støtte op om musikken, hvis du kan lide den. Jeg tror at det meste af Myrkurs katalog er tilgængeligt fysisk, så det er en nem måde at støtte op om hende på. Derudover kan jeg anbefale at tage afsted til koncert med hende, hvis hun optræder i nærheden af dig, da det er en uhyre smuk ting at overvære. Til slut vil jeg også anbefale, at man spreder hendes musik videre til andre, så de også kan opleve den.

Når jeg skrev, at jeg ville bruge sidste del af mit albumdykkeri på at skrive om mine favoritter, så var det ikke en tilfældig ide. Det bliver nemlig de tre numre, der kommer til at stå som mine lytteanbefalinger i dag. “Spine”, “Valkyriernes Sang” og “Devil in the Detail” er hamrende skønne, og de giver også tre forskellige indblik i albummets lyd. Det har dog mere end bare disse at byde på, så jeg vil anbefale, at man lytter det hele igennem, for ellers går man glip af nogle fantastiske numre som “My Blood Is Gold” og “Blazing Sky”.

Spine (Album)

Spine (Nummer)

Valkyriernes Sang

Devil in the Detail