Efter et par skriverier med bands fra udlandet er det tid til at vende tilbage til Danmark igen. Ligesom det forrige skriveri så holder jeg mig dog stadig til noget af det lidt obskure, for i dag vil jeg nemlig skrive om det danske post-metal band Redwood Hill. Det er et band, som jeg længe har overvejet at skrive om, men som jeg har holdt lidt igen med, da jeg ikke har følt, at det var det rigtige tidspunkt at skrive om dem før nu. Derudover har jeg også haft et dilemma med hvilket en af deres udgivelser, som jeg ville hive frem. Deres to første album står mig nemlig begge meget nær, og da jeg tænker, at der nok kommer til at gå noget tid, før at jeg skal skrive mit andet skriveri om bandet, hvis den tid da kommer, så stod jeg over for et svært valg. I sidste ende valgte jeg at gå med deres første album fra 2013, der har titlen Descender. Ikke så meget fordi at det er den første udgivelse, men når jeg tænker Redwood Hill, så er der nogle helt bestemte toner, der altid er de første, som jeg kommer i tanke om, og de kommer fra dette album. Inden at jeg dog skriver mere om dem, så skal bandet da selvfølgelig lige have en introduktion.
Redwood Hill er et københavnsk band, men udover det er der ikke meget information at finde om bandet. Jeg har kunne læse mig frem til, at de forskellige medlemmer har valgt ikke at publicere deres navne, da de ville have, at der skulle være fokus på deres musik og ikke dem selv. Så vidt jeg ved, så består bandet af fem medlemmer, og det er den klassiske konstellation med en forsanger, to guitarister, en bassist og en trommeslager. Om det har været de samme medlemmer hele vejen igennem, er jeg usikker på, men jeg har kunne læse mig frem til, at bandet blev dannet tilbage i 2010, og de begyndte så at dukke op med nogle demoudgivelser i 2011. I 2013 kom deres første album så, og det blev efterfulgt i 2014 og 2020 af de to udgivelser Collider og Ender, der sammen med den første udgør en trilogi. Derudover er der også blevet udgivet en EP i 2017 med titlen Fragments, og så vidt jeg ved og kan se, så er det et par singler og nogle andre numre, som bandet havde i overskud, der er at finde på den. Siden de færdiggjorde deres turne for Ender har der været ret stille fra bandet. Jeg håber, at de arbejder videre på ny musik, men tiden må vise, om de har fortsat som band, eller om Ender var slutningen på en fantastisk musikfortælling.
I 2014 havde jeg og Redwood Hill noget tilfældes. Vi var nemlig begge taget afsted til Copenhell det år, men desværre så jeg dem ikke. Grunden til det var dels, at jeg på det tidspunkt ikke kendte til bandet. Havde jeg gjort det, så var jeg måske blevet på festivalen om fredagen, men da natten mellem torsdag og fredag havde budt på en nærmest ubeskrivelig god Twisted Sister koncert, en ny viden om hvordan S-togene kører mellem hovedstaden og Frederikssund fra kl. 1 til 5 i hverdagene (det gør/gjorde de ikke), en gåtur på ca. 20-25 kilometer og kun et par timers søvn før en filosofieksamen tidligt om morgenen, valgte jeg at tage hjem før tid den dag. Ærgerligt men sådan er det. Det var dog alligevel igennem Copenhell, at jeg skulle stifte bekendtskab med Redwood Hill. I november 2013 udgav Copenhell nemlig en fantastisk dokumentar med titlen Mænd & Metal, hvor at Redwood Hills musik lå og kørte i baggrunden. Jeg var dog lidt bagud med tingene, så jeg fik den først set på et tidspunkt i 2016, så vidt jeg husker enten lige før eller lige efter, at festivalen havde fundet sted det år. Jeg var med det samme dybt betaget af det, som jeg hørte og gik hurtigt i gang med at grave videre i musikken, og efter en noget lang første del af skriveriet synes jeg så, at det også er ved at være tid til faktisk at begynde at skrive om Descender.
Redwood Hill spiller som sagt en form for post-metal, og det er med lidt post-black og sludge elementer krydret ind over. Kort sagt så er det tungt ad helvedes til, og dette kan man i den grad høre på åbningsnummeret “Aten”. Efter en forholdsvis lang indledning hvor en enkelt guitar spiller ret monotont, så bliver der åbnet hårdt op, da resten af instrumenterne kommer med på. Det foregår i et halvsløvt tempo, som man kender det fra sludgen, men det gør bare, at alle de dejligt forvrængede toner virkelig kan få lov til at cementere sig selv. Jeg elsker virkelig guitarerne i Redwood Hill, for udover deres dejlige tunge lyd så spiller de to guitarister også bare virkelig fedt. Trommerne er også virkelig gode og bidrager godt til musikkens tyngde. Strukturmæssigt er det virkeligt spændende, for “Aten” holder sig ikke til en A-B- og C-stykke sangstruktur. Instrumenterne finder hele tiden på nye måder at spille på, og den rejse man kommer på er bare fed. Selvom den klassiske måde at opbygge numre på selvfølgelig også kan noget, så må jeg bare sige, at jeg sætter mere pris på, når et nummer ikke er slavisk konstrueret på den måde. Det indbyder til flere gennemlytninger, så man virkelig kan fokusere på de forskellige detaljer, og det er noget, jeg nyder at gøre.
“Aten” er som sagt virkelig dejligt tungt, og det lægger i den grad op til, at der skal nikkes med, men alligevel er det med et dejligt stille melodisk stykke at nummeret afsluttes.
Det at “Aten” slutter af med et stille stykke, er det helt rigtige valg. Det gør nemlig, at den glidende overgang til det andet nummer på albummet rammer så meget mere hårdt. Der er nemlig ikke noget pis med starten af nummeret “Dybbuk”, for det er bare lige på og hårdt fra start. Det er så pisse hamrende aggressivt, og det er sgu fantastisk. Igen skal trommerne fremhæves, for de er bare fremragende, og hvert stortrommeslag er en invitation til, at hovedet skal svinge med. Fosangeren skal også have ros, for hans fede hæse growl passer bare storartet til den dejlige rå musik, som bandet spiller. Når man nu skriver om det rå element, som Redwood Hill har, hvorfor så ikke skrive om det tidspunkt, hvor de netop går væk fra det? På “Dybbuk” er der nemlig et fænomenalt skifte fra det hårde og aggressive over i noget dejligt melodisk. Det tunge element forsvinder ikke helt, for en forvrænget guitar og trommerne holder lidt fast på det. Til gengæld går forsangeren fra growl til en ren vokal, og det er en gigantisk kontrast til, hvordan de første tre minutter har lydt. Ikke desto mindre er det bare et forrygende skift, og det gør nummeret meget meget federe, da det lige pludselig får en meget større musikalsk dybde. Stille og roligt bliver det taget helt helt ned, og dette gør, at da det voldsomme kommer stærkt tilbage, så føles det bare endnu vildere end før. Det er hamrende fedt, og det rammer mig på en måde, som har gjort, at musikken bare har hængt fast lige siden, jeg hørte det for første gang.
Descender fortsætter dets røde tråd med nummeret “Tristesse”, men jeg vælger lige at springe lidt i det for at holde en passende længde på skriveriet. Derfor er jeg nu nået til nummeret “Poseidon”, og her skal jeg lige samle en tråd op, som jeg lagde helt tilbage i min lange indledning.
Der er nogle helt bestemte toner, der altid ringer, når jeg ser, hører eller kommer i tanke om bandnavnet Redwood Hill. Nogle toner der, lige siden første gang jeg hørte dem, bare har haft deres tag i mig, et tag som de ikke har sluppet endnu, og måske heller ikke gør før den dag jeg ikke er her mere. Præcist tolv minutter og fem sekunder inde i dokumentaren Mænd & Metal begynder nogle toner svag at lyde. Til at starte med ligger de godt i baggrunden, men tredive sekunder efter kommer de længere frem. De her toner har en hel speciel lyd, en lyd som jeg ikke havde hørt før, og som jeg ikke har hørt fra noget andet musik siden. Disse toner er dem, der indleder nummeret “Poseidon”, og jeg sidder nu og skriver med kuldegysninger, mens jeg lytter til dem, for det giver de mig nemlig stadig her otte år efter, at jeg hørte dem for første gang. Den her indledning er uovertruffen. Den sætter stemningen helt perfekt, for den gør nemlig, at jeg altid forestiller mig en scene sat dybt under vandets overfalde, når jeg hører den. Til at starte med er det en enkelt guitar, der spiller, og derefter bliver den gjort selskab af en anden. Bassen kommer også på med toner, der til at starte med flyder ind og ud i volumen. Så går den så over og spiller vedvarende toner i takt med, at trommerne også kommer på. Denne indledning er bare et sonisk paradis. Den måde den bliver bygget op på, og den måde at det hele spiller sammen til sidst er bare fucking fantastisk. Det er perfektion, og det er få andre stykker musik, der har ramt mig på samme måde som det her. Da indledningen så til sidst begynder at bygge op til, at der skal ske lidt mere, så gør jeg mig også bare klar til at synge med, for jeg kan ikke andet. “I am the architect… Of this sinking ship” lyder min og forsangerens vokal sammen, og hold kæft hvor er det dog bare skønt. Sådan fortsætter “Poseidon” også bare med at være, og jeg elsker det bare af hele mit hjerte. “Down here everything is perfect” er der en strofe der lyder, og det passer fuldstændig til mine følelser for nummeret. Dette undervandslandskab som jeg ser for mig, dette fortabte kongerige som dybet har holdt skjult i utallige menneskealdre, og som nu er hjemsted for alle de forskellige væsner der holder til her, er bare stadigvæk dybt dybt fascinerende for mig den dag i dag. Musikkens toner skriger undergang, mens den dejlige variation, som Redwood Hill lige fra starten har vist frem, stadig er til stede. Denne gør, at rejsen på dette absolutte formidable nummer bare er fantastisk spændende hele vejen igennem. De mange forskellige stykker giver det en forrygende dybde, og det er nok også en af grundene til, at jeg har hørt det jeg ved ikke hvor mange gange efterhånden. “Poseidon” er i den grad et mesterværk og står sammen med noget af det andet musik, som jeg vil beskrive som det absolut bedste, som jeg nogensinde har lagt øre til.
Redwood Hill holder en solid rød tråd hele vejen igennem Descender, for fra “Poseidon” er der igen en dejlig glidende overgang til næste nummer på albummet, “Croatoan”, der fortsætter den dejlige tunge stil, som Redwood Hill har lagt for dagen. Igen er det voldsomt tungt, enormt interessant og bare pisse hamrende godt. Den måde som bandet perfekt går fra det voldsomme til det melodiske bliver endnu en gang vist frem her, og det er utroligt skønt at lytte til. Især det stykke, der kommer cirka midtvejs inde i nummeret, er bare hæsblæsende godt og viser virkelig hvor formidabelt gode, at bandets evner til at skrive musik er. Hele vejen igennem byder Descender bare på noget af det vildeste metal, som er kommet ud af Danmark efter min mening, og jeg kan ikke få nok af det. Albummet slutter af med det noget mere vilde nummer “September”, og det er også fuldstændigt sindssygt fedt.
Efter min mening er dette album i den grad et dansk mesterværk, og derfor er jeg også utrolig lykkelig over, at jeg i 2022 nåede at se bandet live. Igen var Copenhell indblandet, for det var dem der bookede dem, så vidt jeg husker allerede til 2020, men på grund af en dejlig lorte virus så skulle der lige gå et par år mere, før at koncerten blev til virkelighed. Jeg var på ingen måde i tvivl om, at det var det rigtige valg at tage, da jeg forlod D-A-Ds ellers virkelige fede koncert før tid, så jeg kunne komme til at stå forrest til Redwood Hill. Det var et af de bands jeg i 2022 bare SKULLE se, og det endte også med at være monsterfedt, hvilket et kig tilbage på mit korte skriveri fra dengang verificerer. Jeg kan dog se, at jeg ikke satte den koncert som den fedeste den dag, da jeg i skriveriet også skriver, at den blev overgået af Bæst. Der kan man så tale om unfair konkurrence. Uanset hvad så står mindet om deres koncert den dag i dag stadig stærkt, og da tonerne til “Poseidon” lød, var jeg i himlen. Det år var festivalen for mig på dens højeste niveau nogensinde, og det var Redwood Hill i den grad en af grundene til.
Som sagt er der lidt stille fra bandet i øjeblikket, så det er svært at komme med konkrete støtteanbefalinger, udover at man selvfølgelig kan hjælpe dem ved at sprede deres musik videre. Jeg synes, det er et formidabelt band, og jeg kan ikke anbefale nok, at man giver dem et lyt, hvis man er til det tunge.
Når man snakker om anbefalinger, så er der jo også nogle lytteanbefalinger, der skal gives. I dag er der ikke så meget klynk med dem, for det er “Dybbuk”, “Poseidon” og “September”, som jeg vil fremhæve, da de giver det bedste indblik i albummets lyd. Snyd dog ikke dig selv for resten, for det er formidabelt. Jeg sprang helt over “Tristesse” og halvt over “Croatoan” og “September”, men de tre numre er alle tre på et skyhøjt niveau, og de er en virkelig vigtig del af albummet. Derudover så er der flydende overgange hele vejen igennem albummet, så man snyder sig selv for en virkelig fed oplevelse, hvis man ikke hører det hele igennem i en køre.
Musikskriveri 