Efter at have skrevet om et par store klassikere fra 60’erne, er det igen tid til at vende tilbage til det lidt mere obskure fra efter årtusindskiftet. I dag er det i 2017, at det foregår, og i en genre som jeg normalt ikke lytter alt for meget til, nemlig techno. Der er dog guldklumper at finde overalt, og det synes jeg i den grad, at SNTS’ Across Another Dimension EP er, så derfor skal den selvfølgelig også skrives om.
Normalt plejer jeg lige at give en introduktion til den kunstner eller det band, der står bag det, jeg skriver om. Det er dog ret svært her, da kunstneren SNTS er anonym. Det jeg ved er, at han er en mand, der muligvis er fra Tyskland, og at han begyndte at udgive musik under navnet SNTS tilbage i 2012. Siden da er det i den grad blevet til en god del udgivelser, da han til dags dato har fået sendt 16 EP’er og tre album ud. Genremæssigt beskæftiger han sig som sagt med techno, mere specifikt en mørk blanding af industrial og ambient techno, hvilket han har haft god succes med. Han har vist flittigt turneret verden rundt med hans musik, og samtidig har han også formået at bevare hans anonymitet.
Nogle gange kan der komme noget godt ud af at følge ens favoritkunstnere på sociale medier, for det var nemlig igennem den vej, at jeg stødte på SNTS. For nogle år siden anbefalede min favoritkunstner Devin Townsend nemlig, at man lige gav SNTS et lyt, da han var blevet meget begejstret for musikken derfra. Jeg valgte at følge denne anbefaling, og jeg kom hurtig til at dele hans mening, for det jeg hørte var sgu ret spændende. Som nogle af de faste læsere ved, så har jeg en forkærlighed for det mørke og for det atmosfæriske, men at opleve det i techno sammenhæng var fuldstændig nyt for mig. Det fangede mig med det samme og gjorde, at jeg fik et nyt syn på technogenren og mulighederne i den. Ud af SNTS’ mange udgivelser har Across Another Dimension EP sat sig mest fast i mig, og derfor føler jeg også, at det er den bedste af hans udgivelser at skrive om, så jeg tænker, at det er tid til at dykke ned i musikken derfra.
Across Another Dimension EP åbner med nummeret “Origin of Light”, og det er et dejligt atmosfærisk nummer, som jeg er super glad for. Det har en intensitet, der langsomt bliver bygget op. Til at starte med er der kun noget rumlen, en svag lyd i baggrunden, og en strejfende lyd der kommer på hist og her. Langsomt kommer der mere og mere på, den svage lyd i baggrunden stiger i volume, og det er næsten som om, at et eller andet farligt er på vej. Dette bliver især tydeligt kort efter, at nummeret har rundet det første minut, for her gør en forvrænget lyd med truende tone dens indtog. Den sætter en stemning for, at nummeret nu skal i gang, og man sidder og venter på, at nummeret uundgåeligt sætter tempoet op. Jeg vil dog ikke spolere hele nummeret her, så man må selv lige give et lyt for at høre, hvordan resten er.
“Origin of Light” sætter en uhyre fantastisk og dejlig mørk stemning. Normalt når jeg hører musik fra den mørke ambiente genre, så er det ofte en mere en trist stemning, der bliver sat. Her er det totalt anderledes. Det er truende og intenst på en måde, der minder mig om musikken fra et af mine første skriverier, nemlig Diablo. Det er uhyre effektivt, og jeg er i den grad fan. SNTS har bare fået sat noget virkelig fantastisk sammen her, og alle de lyde der bliver brugt igennem nummeret har bare en formidabel effekt. Det er perfekt til, hvis man har brug for noget til at sætte en uhyggelig og intens stemning.
Efter “Origin of Light” kommer “Ancestral Reflection”, og der er godt gang i den fra start. Det er her, hvor jeg føler, at industrial lyden virkelig kommer frem. Der er et beat, der kører igennem hele nummeret, og når jeg hører det, kan jeg bare se nogle maskiner foran mig, hvor at det hele bare pumper løs. Sammen med den stemning der bliver sat op af nogle vage lyde i baggrunden, så sørger dette beat for, at det igen føles uhyggeligt og dejligt mørkt. Disse baggrundslyde er dog også med til at sørge for, at nummeret ikke bliver for ensformigt, for mens at beatet bare pumper løs, så gør det brede udvalg af lyde, der er i baggrunden, at der er noget variation. Til tider bliver der lige skruet lidt ned for lydstyrken for beatet, hvilket gør at baggrundslydene kan få lov at træde frem i forgrunden, så man rigtigt kan nyde dem. Beatet kommer dog stærkt tilbage, og det er endnu et biddrag til variationen i “Ancestral Reflection”. Det er langt nummer på lidt over syv minutter, men det føles det aldrig som om, når jeg lytter til det. Jeg bliver bare helt væk i det, og det nyder jeg.
Tredje nummer på Across Another Dimension EP er “Figures in the Mist”. Her er der også et beat, der gør, at jeg for mit indre kan se en stor maskine arbejde løs. Dog føles det ikke lige så hurtigt her, og samtidig er beatet heller ikke lige så langt fremme i mikset som det på det forrige nummer. På dette nummer må jeg virkelig rose SNTS for hans komposition, for de lyde han bruger gør virkelig, at jeg føler, at jeg står i en tåge. Den faretruende stemning er her stadig, men samtidig føles det også bare lidt mystisk, og det passer jo perfekt til titlen. Igen sker der også bare hele tiden et eller andet, der gør, at det er spændende at lytte til. Hvad end det så er de lyde, der bliver brugt, eller en volume på noget der bliver sænket eller forhøjet, så gør det bare alt sammen, at den rejse som man kommer på her er fed. Jeg synes bare, at det er atmosfærisk musik i topklasse, for jeg kan se billederne for mit indre med det samme, og fornemme den ændring i dem der kommer, mens nummeret bliver spillet fra start til slut. Det er for mig bare utroligt skøn musik.
EP’en har fire numre, og derfor er “Resurgence” både det sidste nummer, som jeg vil, og som jeg kan skrive om. Jeg vil også tro, at det er det, som jeg har afspillet mest af disse, når jeg bare lige har skulle bruge en lille dosis af Across Another Dimension EP. Efter et kort opbyggende mørkt stykke hvor at en lidt dyster stemning bliver sat, så går “Resurgence” i gang, og det føles ganske enkelt som om, at hele helvede bryder løs. Dette er på grund af det trommebeat, der kører slavisk i et hurtigt tempo hele vejen igennem. Det er også det, der klart er fokusset hele vejen igennem, for det andet her ligger alt sammen noget fjernere i mikset. Nu og da kommer der dog lige et par ting op i forgrunden og sørger for, at “Resurgence” forbliver interessant. Om det så er et bækken eller et lydklip eller noget elektronisk varierer, men fælles for det hele er, at det bare passer så pisse godt ind. Den her utrolige stemning, der kører stort set fra start til slut, bliver aldrig brudt, og det er hamrende fantastisk. Det er et voldsomt intenst nummer, og det er bare fabelagtigt.
Da Devin kom med sin anbefaling, havde han et link med til den, og det førte netop til Across Another Dimension EP. Det er her mit eventyr i SNTS’ musik startede, og det er også her, at jeg oftest vender tilbage til. Det er en vanvittig fed EP i mine ører, for den er bare så intens hele vejen igennem, dog på forskellige måder. Det at det også kun er en EP gør, at det aldrig kommer til at blive for langtrukkent, og det er uhyre vigtigt. Jeg tror ikke, at jeg ville kunne have lyttet til 50 minutter af denne type musik i streg og komme ud af det med den samme wow oplevelse, som jeg havde, da jeg for første gang lyttede til SNTS. Som sagt var det her noget helt nyt for mig, dels at man kunne lave techno, der havde denne fede stemning, men også bare lidt at man kunne lave musik sådan her. Jeg har hørt metal i jeg ved ikke hvor mange år, så jeg er vant til, at det går hurtigt, og at det er intenst, men det her er på en helt anden måde, der dog er mindst lige så fed efter min mening.
Selvom jeg kan se, at SNTS ikke lige har været på turne her på det seneste, så udgav han en ny EP i år, så projektet lever stadig i bedste velgående. Hvis man ligesom mig tænker, at det er virkelig virkelig fedt det her, så vil min en af mine støtteanbefalinger selvfølgelig være, at man finder de album, man godt kan lide med ham, og ser om de er tilgængelige fysisk. Derudover kan man selvfølgelig holde øje med, om han tager på turne igen. Så vidt jeg kan se, har han ikke været forbi Danmark i de seneste år, så man skal nok være klar på at skulle tage til Tyskland, Sverige eller længere væk for at opleve dette live, men jeg tænker, at det nok kunne være en spændende oplevelse. Som altid er det vigtigste dog bare, at man lige husker at sprede musikken videre, hvis man synes om den.
Til en forandring så kommer der ikke nogle lytteanbefalinger i dag, udover selve albummet selvfølgelig. Jeg tænker ikke, at det giver mening at vælge tre ud af fire numre ud, så derfor lader jeg være med det. Hvis man lige skal bruge en smagsprøve, så synes jeg at alle fire numre er fremragende, så man kan sagtens bare vælge et tilfældigt et ud, hvis det er det, man har lyst til. Jeg vil dog anbefale at lytte det hele igennem, da jeg selv synes, at det er en fed musikalsk oplevelse.

