Det er blevet tid til at gå tilbage til det dejlige år 1969 for at finde en sand klassiker frem. Denne kommer fra et band, der senere skulle gå hen og blive en af hovedinspirationerne til punkmusikken, der nogle år senere kom frem for fulde drøn. Her snakker jeg selvfølgelig om The Stooges og deres fuldstændige fremragende debut, der også går under det navn. Det er et album, der ikke fik den opmærksomhed, som det fortjente da det udkom, men som sidenhen er gået hen og blevet betragtet som et sandt mesterværk.
The Stooges har haft en del forskellige medlemmer gennem tiden. Nogle af dem var kun involveret i bandet i kort tid, mens andre har holdt ved i længere tid. Fra sidstnævnte gruppe er den mest kendte selvfølgelig Iggy Pop. Denne legendariske figur har været med siden dag et, hvor han valgte at slå sig sammen med guitaristen Ron Asheton og hans bror Scott Asheton, der stod for trommerne, og sidst men ikke mindst bassisten Dave Alexander. Det var også disse fire musikere, der sammen fik udgivet bandets debutalbum. Senere hen kom saxofonisten Steve Mackay med i en kort periode, da bandet udgav deres andet album. De gik dog i opløsning ikke lang tid efter dette, da The Stooges i den grad blev et klassisk eksempel på begrebet “Sex, Drugs and Rock’n’Roll”. Et par år efter blev bandet dog gendannet, men her var der nogle ændringer i besætningen. Asheton brødrene var igen med, men denne gang med Ron på bassen da rollen som guitarist var blevet overtaget af James Williamson. Denne besætning udgav bandets tredje album Raw Power, men kort efter dette gik bandet igen i opløsning, endnu en gang på grund af deres hårde levestil. Herefter gik Iggy Pop hen og fik hans store solo gennembrud, mens at de to Asheton brødre fortsatte i hver deres forskellige undergrundsbands.
Desværre blev det hurtigt en umulighed for den originale besætning at gendanne The Stooges, da Dave Alexander døde af alkoholrelaterede årsager i 1975. Alligevel gik de tre resterende medlemmer dog sammen igen i 2003, og igen var det muligt at opleve The Stooges. I denne periode blev det til to studiealbum, men dette blev også den absolut sidste periode for bandet, da stort set alle hovedmedlemmerne fra 70’erne gik bort her. Først var det Ron Asheton i 2009 der døde af en blodprop i hjertet, derefter Scott i 2014 af samme årsag, og i 2015 var det så Steve Mackays tur. Tilbage stod Iggy Pop og James Williamson, og sammen blev de enige om, at dette var enden for The Stooges. Heldigvis nåede bandet at opleve at blive værdsat af verden, da de i den sidste periode turnerede over det hele, og efter syv fejlslående nomineringer til The Rock and Roll Hall of Fame lykkedes det endelig for bandet at blive optaget i 2010. Dette var dog desværre et år for sent til, at Ron Asheton kunne opleve det. Det er en lidt trist måde at slutte fortællingen om bandet på, men desværre er det ikke alt, der ender lykkeligt.
Det var igennem mit arbejde, at jeg først stødte på The Stooges. Når man arbejder i en pladebutik hører man nemlig ofte, at et eller andet album bare skal være i enhver samling. Der var ingen undtagelse her med The Stooges, og af den grund blev jeg jo nød til at høre, hvad det var for noget. Deres første album kom da også ret hurtigt hjem til pladesamlingen, for det er jo bare genialt. Og hvorfor er det så det?
Man kan jo starte med åbningsnummeret, “1969”. Allerede ved åbningen af dette føles det lydmæssigt helt unikt. Jeg kan ikke mindes, at jeg har hørt noget i samme stil fra den periode, og det siger lidt om, hvor fremme i skoene at The Stooges egentlig var. De toner der starter er dejligt halvpsykedeliske, men disse bliver hurtigt erstattet af en rigtig god rytme. Mest fremtrædende i denne er Ron Asheton med hans guitar, og den har en virkelig dejlig lyd. I selve sangens hovedstykke er den lidt halvtæmmet, men når den så lige til tider får lov til at ringe tonerne ud, så er den bare dejligt beskidt, hvilket bare er herligt. Bag denne lægger både Scott og Dave en rigtig fin bund, og der er også noget klappen på nummeret, som bare giver det der ekstra element, der gør det lækkert. Da Iggy kommer på med hans vokal, så er det med massere af attitude, en attitude der kun vokser i løbet af nummeret. Det hele føles dejligt rebelsk, og dette i særdeleshed da Ron forlader nummerets hovedstykke og i stedet slår sig løs i en fed og vild solo, der får lov til at vare i over to minutter. Iggy får dog stadig lov til at synge ind over den, og også her er der en stigende vildskab og rebelskhed, der bare er fantastisk. At de kan få lov til at flippe så meget ud, skyldes dog kun Scott og Dave, der holder bunden fuldstændig ren.
At vælge et nummer ud som værende The Stooges’ største nummer er ret nemt, for det er i den grad det andet nummer på debutpladen, det legendariske “I Wanna Be Your Dog”. Det er sgu også nemt at forstå hvorfor, for attituden fra det første nummer er mangedoblet her, og det er bare så fedt. Med lidt lydkaos i starten viser Ron, at det bestemt ikke kun var det første nummer, hvor at guitarlyden var beskidt. Det er den i den grad også her, og det er bare suverænt fedt. Der er bare en fandenivoldskhed over det, og det bliver kun forstærket af Iggys vokal og lyrik. Samtidig er det også bare fandens simpelt, for det er egentlig det samme stykke, der kører hele vejen igennem, hvis man da lige ser bort fra af et brostykke. Det føles aldrig forkert eller langtrukkent, og man kan i den grad drage paralleller mellem dette nummer og så den punkmusik, der sprang frem nogle år senere. Noget jeg altid har elsket ved dette nummer er brugen af bjælder, der tilføjer et eller andet spøjst ekstra, men som bare passer perfekt ind. Da jeg op til dette skriveri sad og læste op på albummet, kunne jeg se, at det er legendariske John Cale, der stod for dem, og til min overraskelse var han også albummets producer, så der kan man bare se. Man lærer noget nyt hver dag.
Jeg kunne forestille mig, at de fleste nok ville vælge et af de numre, hvor der var mere gang i den som deres favorit fra albummet. For mange er det nok “I Wanna Be Your Dog”, og ellers kan jeg forestille mig at både “1969”, “No Fun” og “Real Cool Time” også er populære valg til dette. Jeg har det dog totalt anderledes. På et album hvor at den rebelske attitude i den grad skinner stærkt, hvor at der virkelig er gang i den, og hvor at energien bare skal slippes løs, så er det selvfølgelig det nummer, hvor retningen drejer totalt væk fra det, som jeg elsker allermest. Sådan har det været lige fra første gang, jeg hørte albummet. “I Wanna Be Your Dog” er ubegribeligt fedt, “No Fun” er pisse hamrende fænomenalt, og “Real Cool Time” er bare fantastisk, men ingen af disse slår “We Will Fall” for mig. Et ti minutters nummer der er dejligt psykedelisk og virkelig atmosfærisk. Et ti minutters nummer hvor at jeg bare kan læne mig tilbage og lukke øjnene og lade musikken skabe billederne i mit indre. Kort sagt, et ti minutters lydparadis.
Igen er John Cale at finde instrumentalt, denne gang på en viola hvis toner åbner nummeret. Derefter begynder noget håndklappen, og så kommer der et totalt meditativt kor på, der igennem hele nummeret gentager det samme mantra gang på gang. Dave ligger ret beskedent i baggrunden med sin bas, mens at Ron spiller noget guitar, der er dejligt skævt, men som passer perfekt til den stemning, der bliver sat fra start. Efter lidt tid kommer Iggy på med vokal og tager en med i en fortælling, der langsomt får lov til at folde sig ud igennem nummeret. Det er bare fuldstændigt vanvittigt fedt i mine ører, og jeg har lyttet dette nummer igennem et utal af gange. Det kan bare noget helt specielt for mig ,også selvom at det er utroligt ensformigt hele vejen igennem, for sådan skal det bare være. De eneste der ikke holder sig til den samme form, er Iggy og Ron, der begge får lov til at variere. Iggys fortælling er simpel men dragende, og det er bare uhyre spændende at fokusere på Ron, for der er en masse fede detaljer, i det han spiller.
Efter en dejlig meditativ rejse sætter The Stooges tempoet op igen på “No Fun”. Endnu en gang bliver det beskidt, vildt og rebelsk. Det er rå rock’n’roll, og det tager man jo aldrig fejl af. Tilbage er Ron Ashetons beskidte guitartone, tilbage er den stærke solide bund, som Dave og Scott står for, og tilbage er Iggys mere rebelske vokal. Derudover er der et element, som jeg ikke har skrevet for meget om, men som også har været til stede på de andre numre, nemlig håndklappen. Det er et værktøj, som bliver benyttet rigtig meget i starten af debutpladen, da det som sagt også har været tilstede på både “1969” og “We Will Fall”. Det er dog på “No Fun”, hvor at det i den grad får mest plads og af den grund også har mest virkning, og det passer også bare rigtig godt ind her. Denne klappen tilsætter noget dejligt unikt til numrene, og det er noget, som ellers ikke ofte får lige så meget plads, som det gør på albummet her.
Igen er det det simple, som The Stooges holder sig i. Sangens hovedstykke er ret ens hele vejen igennem, men de har bare en fed attitude, der gør, at det virker. Når Iggy og Ron så begynder at skeje ud og bliver virkelig vilde, så bliver den attitude bare forstærket virkelig meget, og der er bare noget dejligt råt i det, som jeg elsker.
Det sidste nummer som jeg vil skrive om er igen en udstikker. Nummeret “Ann” er nemlig godt nede i tempo i forhold til resten af albummet. Det er ikke meditativt ligesom “We Will Fall”, men det har lidt af den samme psykedeliske følelse, som der var at finde der, hvilket primært er på grund af Iggy og Ron. Iggy holder vildskaben lidt tilbage her, selvom den dog til tider lige får lov til at slippe ud. Samtidig har Ron igen fundet lidt af den samme tone, som der var at finde på “We Will Fall”, og det er en dejlig en af slagsen. Jeg ved ikke helt hvorfor, at jeg tænker The Doors, når jeg hører dette nummer, men der er et eller andet, som får mig til at drage paralleller mellem de to bands her. Jeg ved, at det var en stor inspirationskilde til The Stooges, så det kan godt være, at det er den, der får lov til at skinne igennem her. Uanset hvad så er det dog bare et fantastisk dejligt skønt og skævt nummer, som jeg er rigtig glad for. Som sagt er det noget nede i tempo i forhold til resten af albummet, men vildskaben er der dog stadig i slutningen, hvor bandet tænder fuldstændigt af og bare går til den, hvilket bare er dejligt.
Efter at jeg stiftede bekendtskab med The Stooges’ debutalbum, skulle resten selvfølgelig også lige tjekkes ud. Det har dog ikke sat sig på samme måde, som debuten har, og af den grund kommer de heller ikke alt for ofte på afspilleren herhjemme. Det gør debuten til gengæld, for jeg er bare voldsomt glad for den. Om det er så er den hele, der bliver sat på, eller om det bare er “We Will Fall”, varierer alt efter mit humør.
Som sagt er de fleste af bandets medlemmer i dag døde, og derfor er det heller ikke muligt at se hverken dem eller The Stooges live. Dog lever Iggy stadig i bedste velgående, og han tager også på turne nu og da. Jeg har desværre misset ham de gange, han har været i Danmark, men det bliver jeg sgu snart nød til at få gjort noget ved. Vil man gerne støtte de tilbageværende medlemmer, så kan man gøre det ved køb af deres album. De to første album skulle stadig være til at få fysisk, og de andre bliver genudgivet i ny og næ. Ellers kan man dykke ned i noget af det, som de forskellige medlemmer lavede efter, for der er nemlig også en masse guld at finde. Som altid tænker jeg dog, at det bedste man kan gøre er at sprede bandets musik videre til andre. Så kan den nemlig blive ved med at bestå til langt ude i fremtiden,
Mine lytteanbefalinger i dag bliver “I Wanna Be Your Dog”, “No Fun” og “Ann”. De første to numre er begge fuldstændig forrygende, specielt det første, og “Ann” er også rigtig fedt. Fælles for alle tre er, at de har hver deres udtryk, og derfor er rigtig gode at bruge til at give et overordnet indtryk af albummet. Jeg kan og vil selvfølgelig anbefale, at man også giver resten af det et lyt, for udover de numre som jeg har skrevet om her, så er “Real Cool Time”, “Not Right” og “Little Doll” bare virkelig gode numre.
Musikskriveri 