I de to år hvor at Hva’bar eksisterede i Grenå, nåede der at blive holdt et hav af koncerter i kælderen. En af disse fandt sted for næsten et år siden, og det var to navne, som jeg ikke havde hørt om før. Den første på scenen var Slagger Lund, og det var rigtig godt, men det var det andet navn, nærmere betegnet bandet Døgnkiosk, der sørgede for, at den aften blev en mindeværdig en af slagsen. Siden da har jeg ventet på en fysisk udgivelse af det album, som bandet spillede numre fra, mest af alt så jeg kunne nyde det på pladespilleren, men også så jeg følte, at der var et endnu bedre grundlag for at skrive om bandet, end der i forvejen er. Der er dog ikke kommet noget endnu, og samtidig er lysten til at skrive om bandet og dele deres musik med andre bare vokset og vokset. Derfor har jeg i dag endelig valgt at skrive om dette fantastiske band og deres vidunderlige udgivelse fra 2023, Kviksølv.
I Danmark er der dejligt mange musikmiljøer at finde. København og Århus er selvfølgelig hjemsted for to af de største, men jeg erfarede selv, at man også i mindre områder som Djursland kan finde nogle utrolig stærke musikscener, hvor en masse spændende musik springer ud fra. Midt imellem disse to yderligheder findes Silkeborg, en by der i den grad må siges at have været utrolig vigtig i forhold til den danske metalscene. Dog er det ikke kun den tunge musik, som byen kan opfostre for Døgnkiosk kommer nemlig også derfra, og deres musik læner sig mere op ad den new wave rock, som bandet Kliché spillede tilbage i 80’erne, dog i en lidt mere punket udgave.
Bandet er en kvartet, hvis besætning består af Anders Ejner på bas og sang, Danni Heegaard på guitar og korvokal, Mads Gøttler på trommer og mere korvokal og sidst men ikke mindst Thomas Knudsen på keyboard og selvfølgelig også endnu mere korvokal. Når jeg nu gør så stort et nummer ud af korvokalen, så er det simpelthen bare fordi, at bandet også selv gør det. Det er et uhyre vigtigt element i deres musik, og den bedste måde at skrive mere om det, er vel at begynde at dykke ned i den.
Første nummer på Kviksølv er nummeret “Vinterpalads”, hvor der åbnes op med lidt mild elektronisk støj. Henover dette får Anders lige sunget et par enkelte strofer, og da tonerne af den sidste er overstået, går bandet for alvor i gang. Guitar, bas og trommer begynder at give lyd fra sig på en simpel, men virkelig effektiv måde. Det er dog da der igen kommer sang på, at Døgnkiosks kvaliteter virkelig begynder at vise sig. Anders Ejner har en rigtig god stemme, og når det kun er ham der synger, er det rigtig godt. Til gengæld bliver det hundrede gange federe, når resten af bandet lige kommer med på kor, hvilket de heldigvis ofte gør. Det giver bare så meget ekstra, dels fordi at korvokal bare kan noget super dejligt, men især når numrene når til deres respektive omkvæd, så forstærker de bare dets effekt på en voldsomt fed måde. Dette er også tilfældet på “Vinterpalads”, og jeg får altid lyst til at synge med på det, for det er bare virkelig medrivende at lytte til. Hele vejen igennem fortsætter det i det simple, men mere skal der heller ikke til. Det gør, at man lynhurtigt kan komme ind i nummeret, når man først lige har hørt lidt af det, og så kan man ellers bare synge, nikke, danse med til musikken eller gøre alle tre på en gang, noget det ofte kommer til hjemme hos mig.
“Vinterpalads” er i den grad blevet en af mine favoritter fra albummet, og man skal kun videre til det tredje nummer på albummet, for at finde en anden. Det er nemlig her, at nummeret “Dødens skygger” kommer på banen, og det er et af de mere anderledes numre på Kviksølv. Til at starte med får Danni lov til halvt at tage sig en pause. Det er nemlig de tre andre instrumenter, der får lov til at stå for fremdriften igennem den første halvdel af “Dødens skygger”, mens at guitaren i stedet kun nu og da kommer ind med et rigtig godt riff. Den er dog på ingen måde savnet her, for de andre instrumenter får i den grad lagt en formidabel bund. Det er Thomas, der på sit keyboard får lov til at starte det hele med nogle dybere toner, som Anders og Mads så kommer med på kort efter. Som sagt lyder det bare fedt, og de mørke toner understreger også temaet i nummeret, der er lidt halvdystert. Der er en virkelig dejlig progression gennem “Dødens skygger”, og den bliver oftest sat i gang, efter at Dannis guitar har lydt. Til at starte med er det den, der sætter vokalen i gang, og da den så igen kommer med det fede riff, så bliver noget ekstra percussion sat i gang, og der kommer også lidt mere tryk på trommerne. Derefter kommer der så fuldt gang i den, da alle instrumenterne begynder at spille sammen, og den stigning i intensitet der er at finde hele vejen igennem er altså bare fed. “Dødens skygger” får lov til at stige en gang til i intensitet, inden det så falder helt ned til startniveauet, før at det slutter. Det er et fantastisk nummer, der føles lidt mere afslappet i tempoet sammenlignet med resten af albummet. Det gør dog bare, at albummets udtryk bliver lidt bredere, og det synes jeg er rigtig godt. Ligesom på “Vinterpalads” er det ikke her, at man støder på den ene tekniske genialitet efter den anden, i hvert fald ikke rent spillemæssigt. Det er simpelt og ret ligetil, men hvis man kombinerer det med fantastisk sangskrivning, så kan man sagtens få noget fuldstændigt fantastisk ud af det alligevel, og det synes jeg, at Døgnkiosk her gør.
Efter at have sænket tempoet lidt på “Dødens skygger”, så trækker Døgnkiosk det i den grad op igen på det efterfølgende nummer “Tænk”. Her er der i den grad godt gang i den, og det er virkelig fedt. Trommer og keyboard sætter nummeret i gang, og efter et par strofer fra vokalen kommer guitaren også på. Her bliver jeg nød til at uddele stor ros til bandet, for det der sker her er bare virkelig godt. De tre instrumenter spiller bare virkelig effektivt, og de giver nummeret sådan en fantastisk god fremdrift. Mads og Thomas leverer bare en virkelig stærk bund med deres tromme- og dybe keyboardtoner. Over det kommer Danni så og spiller, hvad jeg vil kalde noget minimalistisk guitar over, og det fungerer bare skidegodt. “Tænk” kører i den grad på skinner her, og da omkvædet så rammer, så bliver der også bare budt op til dans. Der er en helt igennem fantastisk energi her, da både guitar og bas kommer fuldt med, samtidig med at Døgnkiosk igen bare viser, at de har fuldstændigt styr på at skrive fede omkvæd. Det er igen hamrende medrivende, og jeg kan ikke holde kroppen stille, når jeg hører det. I verset mellem nummerets to omkvæd bliver energien lige sænket lidt, men det er dog på toppen, at bandet vælger at slutte af, da de efter omkvæd nr. 2 går over i et rigtig fedt c-stykke, der rigtig fint får afsluttet “Tænk”, som alt i alt bare er et skønt skønt nummer.
Det fortsætter også med at være skønt på Kviksølv, for den gode energi vedbliver nemlig på albummets femte nummer, “Natten er sort”. I det sidste nummer fremhævede jeg de tre andre musikere, så nu vil jeg i stedet hylde Anders og hans basspil. Ikke fordi at alle musikere som sådan skal hyldes, men simpelthen bare fordi jeg synes, at han gør det rigtig godt på de tunge strenge. Det er ham, der får lov til at stå for indledningen, og hans bas har bare en pisse fed lyd. Der er lidt forvrængning på den, og det giver noget ekstra til den rå tone, som albummet generelt har. Den måde han spiller på sørger også bare for, at der her er rigtig god energi. Efter at han lige har spillet nummeret i gang, kommer de andre instrumenter på, og derefter bidrager Anders så også med vokal. “Natten er sort” føles en smule mere skævt end de andre numre på albummet, og det er i den grad keyboardets fortjeneste. Det kommer ofte med nogle dejligt spøjse toner, der passer virkelig fedt til resten samtidig med, at de også er lidt atypiske, og igen bliver albummets bredde øget en smule. Også vokalen synes jeg er utrolig god på dette nummer. Selvfølgelig skal korvokalerne igen udnyttes under omkvædet, og det er bare overskønt ligesom på de forrige numre. Dog er det solovokalen, som jeg her synes laver nogle virkelige fede ting. Ligesom keyboardet virker den også lidt skæv, og det er så pisse hamrende dejligt at lytte til. Det er dog kun kort, at den er til stede på dette nummer, da der kun er et enkelt vers, for bandet snyder nemlig lidt på “Natten er sort”. Da første omkvæd er ovre forventer man, at vers nummer to går i gang, men i stedet har de valgt at sætte et virkelig lækkert mellemstykke ind imellem de to omkvæd, og det er virkelig fedt og en rigtig god måde at variere i sangskrivningen. “Natten er sort” er et virkelig stærkt nummer, og ligesom de forrige numre jeg har skrevet om, er det i den grad en af mine favoritter. Sådan fortsætter det også med det næste nummer.
“I ring” bliver det sidste nummer, som jeg vil skrive om. Resten af albummet er også utrolig fedt, men det vil jeg lade dig om selv at opdage. Dog bliver jeg simpelthen nød til at skrive lidt om dette nummer, for det er altså bare vildt godt. Ligesom på “Dødens skygger” så er tempoet sænket lidt. Derudover er det halvmonotont og så alligevel ikke. Selve rytmen er stort set den samme hele vejen igennem nummeret, men instrumenterne varierer utroligt meget i den måde, at de spiller på, og af den grund føles det alligevel ikke monotont. Det er nogle virkelige geniale skift, som de kommer med, og igen synes jeg, at sangskrivningen er helt i top, for det kræver sgu alligevel noget at få et monotont nummer til at samtidig være spændende, men det lykkedes for Døgnkiosk her. Igen er det også bare et nummer, som jeg bliver nød til at bevæge mig til. De har altså bare en virkelig god evne til at skrive medrivende numre, og jeg er i den grad fan af det. Døgnkiosks musik kan bare et eller andet helt specielt, og det er “I ring” et rigtig godt eksempel på.
Siden jeg hørte Døgnkiosk i kælderen, så har den aldrig helt sluppet mig. Deres musik er blevet afspillet jævnligt, og selvom jeg ikke har fået oplevet dem live siden, så tænker jeg, at det snart må være tid til det. Da de desværre ikke har et album ude fysisk, så kan jeg kun anbefale, at man støtter dem ved at dukke op til deres koncerter, men det er så også bare en gigantisk anbefaling herfra. Det er musik, der passer virkelig virkelig godt til at blive spillet live, og samtidig så er det også bare fire utroligt gode musikere, som man har med at gøre. Kan man ikke nå forbi deres koncerter, så vil jeg minde om, at det også bare kan gøre utroligt meget for et band, hvis man lige anbefaler andre at lytte til deres musik, så prik en ven på skulderen og introducer dem for Døgnkiosks. Så gør man i hvert fald bandet en stor tjeneste.
Dagens lytteanbefalinger bliver lidt vanskelige. Det er altid svært, når fem utroligt stærke numre skal skæres ned til tre anbefalinger. Jeg tror, at det i sidste ende bliver “Tænk”, “Dødens skygger” og “Natten er sort”, som jeg vil gå med, da den kombination giver et rigtig godt indblik i Kviksølvs overordnet udtryk. Jeg vil dog som altid anbefale, at man lytter det hele igennem, for Døgnkiosk kan altså noget, og jeg glæder mig utroligt meget til at følge deres musikalske rejse, for de biddrager med noget utroligt skønt til den danske musikscene.
Musikskriveri 