Hvis jeg skulle udpege en subgenre inden for metallen, som har været den vigtigste for mig igennem tiden, så ville det helt klart være thrashen, der blev valgt. Det var igennem thrash-metal at min musikalske interesse blev vakt til live, og selvom jeg hører noget mindre af den i dag, så er musikken fra den stadig utrolig vigtig for mig. Derfor er det i den grad også på tide, at genren bliver repræsenteret på denne side, og det bliver bandet Testament, der får lov til at stå som det første thrash-metal band, som jeg skriver om. Der var flere forskellige af deres album, som jeg kunne have skrevet om, men i sidste ende faldt valget på deres The New Order album fra 1988.
Testament blev dannet tilbage i 1983 i Californien. Det betød, at de ikke kunne være med i den første bølge af thrash metal, der gled hen over verden. I stedet måtte de vente til den næste, og her var de i den grad et af de absolut største og vigtigste bands. Efter at have brugt nogle år på lige at få skubbet fundamentet på plads, fik Testament udgivet deres debutalbum med titlen The Legacy i 1987. Besætningen, der stod for det album, skulle også komme til at stå for de fire efterfølgende udgivelser, og heriblandt er dagens emne inkluderet. Her kunne man, som altid når man snakker Testament, finde Eric Peterson der i den grad må siges at være hovedmanden bag projektet. Så vidt jeg ved, har han stort set haft en hånd med i at skrive alt den musik, som bandet har udgivet. Rent instrumentmæssigt står han for rytmeguitaren, mens han for det meste har ladet andre om at stå for leadguitaren. På de første fem af Testaments album var det Alex Skolnick, der påtog sig den opgave. Sammen med Eric har han også stået for korvokal igennem alle de år, hvor han har været med, men det er dog legendariske Chuck Billy, der lige siden første album har stået for hovedvokalen.
Noget som de tre musikere har til fælles er, at de den dag i dag stadig spiller i bandet. Alex havde godt nok lige en pause mellem 1992 til 2005, men siden da har han igen været en fast del af bandet. Det samme kan ikke siges om bandets bassist og trommeslager. På bassistfronten har Testament været nogenlunde stabilt, og for det meste har de kun skiftet mellem to bassister. Til at starte med var Greg Christian manden bag det dybe strengeinstrument, indtil 1996 hvor han så lige tog en pause på ni år. I denne periode blev han først kortvarigt erstattet af Derrick Ramirez, der faktisk var bandets leadguitarist i de første par år, inden at Alex kom med. Derrick holdt dog kun som bassist i et år, inden at han forlod bandet igen. Testament valgte så at erstatte ham med en af mine absolutte favoritbassister, nemlig den fuldstændige vanvittige forrygende fantastiske formidable Steve DiGiorgio. Dette er en bassist, som jeg kun kan anbefale, at man ser live, for han spiller bare så pisse hamrende fedt, at det næsten ikke er til at forstå. I 2005 kom Greg dog tilbage til bandet i forbindelse med en koncerttourne med den originale besætning, og han blev også hængende efter, i hvert fald frem til 2014. Efter det kom Steve igen med i bandet, og her er han heldigvis stadig at finde.
I modsætning til de andre roller i bandet så har Testament aldrig været gode til det der med trommeslagere. På de første fem album kan man finde Louie Clemente bag tønderne, men derefter har der vel nok været en ti andre i bandet, blandt andet legender som Paul Bostaph, Dave Lombardo og Gene Hoglan.
Jeg kan ikke med sikkerhed sige, hvordan at jeg opdagede Testament. Jeg har en ide om, at det muligvis var i forbindelse med Copenhell 2014, at jeg for alvor begyndte at lytte til deres musik. Dengang var deres seneste udgivelse albummet Dark Roots of the Earth, og det er også i den grad et album, som jeg har lyttet meget til siden da. Det stod som min favorit i mange år, men på et tidspunkt blev det vippet af pinden af The New Order, der er bandets anden udgivelse. The New Order består af nogle virkelige stærke numre, der den dag i dag stadig bliver spillet til Testaments koncerter, men det var dog ikke dem, men i stedet et kort instrumentalnummer, der virkelig vakte min interesse for albummet. Jeg vil dog lige vente lidt med at skrive om det, for jeg tænker, at det nok giver lidt mere mening at starte med at skrive om den første del af albummet, inden at jeg begynder med midten.
The New Order indleder med nummeret “Eerie Inhabitants”, og allerede fra start bliver noget af det, som jeg virkelig elsker ved dette album, vist frem. The New Order har nemlig en helt speciel fornemmelse over sig, og denne bliver oftest fremvist i nogle instrumentalstykker. Efter en indledning med noget blæst er det netop sådan et, der kommer på, og det bliver startet af en dejlig mystisk rytmeguitar. Bassen laver lige et par enkelte bundtoner i baggrunden, mens at leadguitaren spiller noget dejligt lækker solo ind over, og det er bare virkelig fængende. Det er en lyd, som jeg synes er helt unik til dette album, og jeg må bare sige, at jeg virkelig er fan. Efter dette stykke går nummeret dog over til en lyd, der er mere klassisk Testament. Lydmæssigt bygger bandet videre på det fundament, som de fik skabt på deres debut, og det er sgu fedt. Det er fed thrash med skønne riffs, hvor der er godt med tempo og forvrængning på. Imellem sang er der en masse fed teknik, der bliver fremvist, og når Chuck Billy så synger, så lægger resten af bandet bare et rigtig godt solidt fundament for hans vokal. Mere behøver de heller ikke at gøre, for han er en fremragende sanger, der med hans kraftfulde stemme sagtens kan bære vers og omkvæd. Det jeg dog synes er noget af det vildeste ved dette nummer, er det fuldstændige magiske solostykke, der kommer lige før, at der er blevet spillet i tre minutter. Bandet lader lige deres toner hænge i lidt tid, og derefter skifter de så totalt i deres lyd. Der kommer en dejlig akustisk rytme i baggrunden, som Alex så bare leverer en virkelig fed solo ind over. I takt med at den skrider frem, kommer bas og trommer også med, og rytmen går tilbage til at blive forvrænget. En fuldstændig fantastisk progression som jeg bare er totalt fan af.
Efter en fed åbner er det tid til albummets titelnummer, og det er også et af albummets stærkeste. Da de sidste toner fra første nummer har lydt, bliver de nærmest med det samme erstattet af indledningen til dette nummer, og hvilken indledning det er. For satan hvor er det altså bare suverænt. Ligesom på det første er det især leadguitaren, der får lov til at lege her, mens at de andre bare lægger en pisse fed bund, som så stille og roligt begynder at bygge op til nummerets hovedtema, hvilket bare er bundsolid dejlig thrash når det er bedst. Jeg kan bare ikke lade være med at sidde og nikke med, for det er bare så medrivende. Jeg sidder faktisk nærmest og får lyst til at tage til den første og nærmeste thrash koncert, om jeg kan finde, for dette nummer gør bare, at trængen til at komme ud og moshe sammen med andre stiger gevaldigt. Der er bare så meget dejligt gang i den her, samtidig med at det også bare er teknisk suverænt. Hver enkelt musiker giver den det maksimale, som de kan give, og det gør bare, at dette nummer får lov til at stå som et fuldstændigt fantastisk et af slagsen.
Hvis der er noget, som dette mesterværk virkelig fremhæver, så er det Testaments evne til at skrive virkelige fede indledninger til deres numre, for bare på de tre første er der tre fuldstændige fremragende af slagsen. Endnu en gang får tonerne fra det forrige nummer kun lov til lige at ringe ud, før at indledningen til det næste tager over, og igen er det bare noget helt særligt. Den lyd som Eric har på hans guitar, er jeg så stor fan af, og den er altså bare helt unik i forhold til alt andet musik, som jeg har lyttet til. Den sætter en utrolig lækker stemning, og det bliver kun bedre, når de andre instrumenter også kommer med. Denne gang får indledningen lov til at vare næsten et minut, før at hoveddelen af det tredje nummer, der har titlen “Trial by Fire”, får lov til at starte. Igen er det bare et virkelig fedt riff, der sætter det hele i gang, men for at variere lidt i forhold til de foregående numre vælger Testament at gøre noget, som jeg virkelig er en fan af, for de vælger nemlig at lade bassen få en bærende rolle i starten af den thrashede del af “Trial by Fire”. Det virker også bare virkelig fedt, for det kan altså bare noget, når det kun er bas, trommer og vokal, der styrer showet. Det svinger bare på en utrolig dejlig måde, og når guitarerne så slutter sig til igen, så virker det bare så meget mere tungere. Efter dette stykke er resten af “Trial by Fire” bare en virkelig fed thrashfest med lækre riffs og en dejlig medrivende vokal, som jeg næsten ikke kan lade være med at synge med på. Nummeret står i den grad som en af bandets store klassikere, og det kan jeg sgu godt forstå, for det er bare hamrende fedt.
Som altid er der nogle numre, som jeg bliver nød til at springe over, så skriveriet ikke stikker fuldstændigt af i dets længde. Det er også af den grund, at jeg vælger at springe det fjerde nummer på albummet over. Det føles dog lidt underligt her, for nummeret “Into the Pit” er nok manges favorit fra dette album, og det kan jeg godt forstå. Det er i den grad en thrash klassiker og også en af mine favoritter fra albummet. Jeg vil tro at en del vil undre sig over, at jeg så i stedet vælger at skrive om det korte nummer, der kommer efter, for jeg kunne forestille mig, at der ikke er særligt mange, der ville sætte det som deres favoritnummer fra albummet. Faktisk tror jeg også kun, at det er med, for at albummet lige kan nå op omkring de 40 minutters samlet spilletid. Alligevel er der dog et eller andet ved dette nummer, der bare har fanget mig totalt. “Hypnosis” er titlen på nummeret, og hele vejen igennem er det kun de to guitarer, der spiller henover noget baggrundsblæst. Igen spiller Eric et stykke, der har en fantastisk dejlig mystisk lyd, mens at Alex bidrager med noget forbandet dejligt solospil henover. Det er bare hamrende lækkert at lytte til, og jeg kan med sikkerhed sige, at det er det nummer, som jeg har spillet mest fra The New Order. Det kan bare noget helt unikt, og jeg holder utroligt meget af det. Samtidig virker det også bare som en rigtig god opbygning til det nummer, der så kommer efter, nemlig det forrygende fede “Disciples of the Watch”. Endnu en gang er der en hamrende lækker indledning at finde, og den kører på lidt af det samme, som “Hypnosis” satte op. Dog bliver det hurtigt klart, at guitarerne har reserveret nogle flere lag til denne indledning, for igennem det minut som den varer, bliver der bare puttet mere og mere guitar på, og det mikser sammen til et virkelig fantastisk kaos, der bare fænger mig totalt. Det er bare virkelig fedt at lytte til, og det sætter en god spænding op til det, der skal komme efter. Ligesom på de foregående numre så er det en sand thrashfest, som man finder her, hvor at der igen er godt med fart på. Her står især de fantastiske guitarer for at tage en med til dans, men dog er Chucks sang også bare suveræn, ligesom den igennem hele albummet har være. Han har virkelig bare sørget for, at der på den front ikke har manglet noget, for han synger på en virkelig fed og fantastisk medrivende måde. Det er fede tekster hele vejen igennem, og stort set alle omkvæd er nogle, der bare lægger op til, at publikum skal synge med, hvilket jeg skal love for, at de gør til Testaments koncerter. Samtidig bliver jeg også nød til at fremhæve Greg og Louie her. Hele vejen igennem albummet har de stået virkelig stærkt, men for mig føles det her som deres højdepunkt på albummet. Om det er fordi, at jeg personligt sætter “Disciples of the Watch” som det næstbedste nummer på albummet, eller om det bare er fordi, at de får lov til at få lidt ekstra plads, ved jeg ikke,men fede er de i hvert fald.
Resten af The New Order er også fuldstændigt fantastisk, men jeg vil lade det op til dig at opdage det. Som sagt er “Into the Pit” i den grad en klassiker, men også “The Preacher” er utrolig fedt. Er man til den mystiske følelse som albummet har, så kan jeg i den grad også anbefale albummets sidste nummer, “Musical Death (A Dirge)”, der bare er et utrolig fedt instrumentalnummer.
Testament har i den grad holdt ved mig, siden jeg først opdagede dem. Jeg finder ofte noget af deres musik frem derhjemme, for det er bare hamrende godt thrash. De forstod i den grad at bygge videre på det, som den første thrashbølge skabte tilbage i starten af 80’erne. Jeg har fået set dem live en to-tre gange efterhånden, og hver gang har de fået skabt en fest hos publikum, som jeg sent vil glemme. Af den grund er jeg i den grad også klar til at tage afsted igen, når de næste gang tager turen forbi Danmark.
Som altid vil jeg anbefale, at man støtter op om bandet, hvis man kan lide deres musik. Om det så er ved køb af albums, koncertbilletter, merchandise eller ved bare at sprede bandets musik videre til andre, vil jeg lade op til dig. Det er desværre en nødvendighed for, at bands kan forsætte med at lave den musik, som vi kan lide, da de ellers ikke kan få tingene til at løbe rundt.
Til dagens lytteanbefalinger kommer jeg til at vælge titelnummeret, “Into the Pit” og “Disciples of the Watch”. Det er i sandhed de absolutte stærkeste numre på albummet og er af den grund også bare den bedste introduktion til albummet. Som sagt sætter jeg selv “Hypnosis” højere end dem alle, men det er nok mere på grund af, at det bare rammer mig på en hel speciel måde. Selvfølgelig vil jeg anbefale, at du lytter til det hele og så må vi se om du er enig med mine valg, eller om du har dine helt egne favoritter.
Musikskriveri 