I dag er det endelig blevet tid til at skrive om noget, som jeg vel nok har overvejet at skrive om den sidste halvanden måned, men som altid lige er blevet overgået af noget andet. Det har primært været fordi, at det er noget tid siden, at jeg virkelig lyttede albummet igennem ofte, og derfor følte jeg, at det lige skulle have nogle gennemlytninger forinden, så jeg 100% vidste, hvad jeg skrev om. De gennemlytninger har jeg endelig fået foretaget, så nu kan jeg endelig gå i gang med at skrive om fantastiske Takykardia og deres vidunderlige album Better, der udkom i 2020.

Jeg må indrømme, at jeg ikke kender alt for meget til historien bag Takykardia, og da jeg så dem for første gang på den dejlige SPOT festival i Århus tilbage i 2021, kendte jeg faktisk slet ikke til bandet. Så vidt jeg husker havde jeg været nede og se en koncert i husets rytmiske sal, og på vej tilbage mod hovedområdet opdagede jeg, at der var kø indtil den lille sal. Samtidig så jeg også at en radiovært, som jeg i den grad respekterer, nemlig den fantastiske Carsten Holm, stod i denne kø, og jeg er ret sikker på at det alene gjorde, at jeg skulle se hvad der foregik. På programmet kunne jeg se, at det var Takykardia, der skulle spille, men som sagt havde jeg ingen ide om, hvad det var. Væbnet med tålmodighed stillede jeg mig i køen og håbede på, at jeg ville være en af de heldige, der kom ind. Det var jeg.

At sige at Takykardia overraskede mig, vil være en underdrivelse. Deres genreblanding af blandt andet pop og trip-hop ramte i den grad plet ,og derudover var koncerten bare fænomenalt god. Sammen med Svaneborg/Kardyb og Prisma kom de i den grad til at stå som noget af det stærkeste, som festivalen havde at byde på det år. Der skulle dog gå lidt tid, før at jeg for alvor blev fan af bandet. Jeg skulle selvfølgelig lytte til deres musik med det samme, jeg kom hjem, men der fangede den ikke på samme måde. Senere hen er jeg blevet overbevist om, at koncerten simpelthen bare var for god, og det stærke minde jeg stadig havde af den satte mine forventninger op til umulige højder. Bandet røg lidt i glemmebogen i et stykke tid, men endnu en gang sørgede Carsten Holm for, at jeg kom på Takykardia sporet. Under en af hans radioudsendelser kan jeg nemlig huske, at han begyndte at snakke om et band, som jeg egentlig fik en fornemmelse af, at resten af holdet bag radiokanalen P6 Beat ikke synes skulle spilles på kanalen. Det gjorde han dog alligevel, og det er jeg utrolig glad for for, da tonerne af Takykardia’s fantastiske nummer “L’enfant de ton enfant sauvage” mindede mig om, hvor fedt at bandet egentlig er, og siden da er især det nummer blevet spillet rigtig meget hjemme ved mig. Det gjorde også, at jeg gav Better endnu en chance, og det udnyttede albummet i fulde drag, for denne gang fangede det totalt.

Inden at jeg begynder at skrive om Better, vil jeg dog lige kort introducere bandets medlemmer. Det er en trio bestående af Luna Matz på vokal, Troels Dankert på trommer og David Nedergaard på keyboard. Jeg har ikke kunnet finde alt for meget omkring sidstnævnte, men jeg ved at Troels Dankert blandt andet har været med i bandet LSD on CIA, og derudover har han også hjulpet Drew Sykamore på et nummer. Så vidt jeg ved er Takykardia det eneste, som Luna Matz har været med på musikalsk, da hun før bandets opstart i stedet beskæftigede sig med performancekunst. Bandet udgav deres første single tilbage i 2017, og denne har de så sidenhen fulgt op med en EP i 2018, et album i 2020 og så et hav af andre singler siden da. I dag er det som sagt albummet, som jeg vil beskæftige mig med, og jeg tænker også, at det er ved at være på tide at begynde at skrive om det.

Better åbner med det dejlige stemningssættende nummer “The Time I Waste Alone on My Phone”. Det er primært en synthesizer der står for det instrumentale her, mens at Luna lige leverer nogle strofer med en halvt hviskende stemme. En rigtig fin indledning der så stopper noget abrupt for at give plads til at det næste nummer, “Rewind”, kan komme på. En langsom men lækker rytme erstatter synthesizeren fra det foregående, og trip-hop elementerne i Takykardias musik viser sig med det samme. Det instrumentale i nummeret består primært af noget keyboard, en simpel trommerytme og så en fløjte der er virkelig effektiv. Den tilføjer noget til nummeret, som virkelig er interessant og unikt at lytte til, og det synes jeg er et fortræffeligt valg fra gruppen. Derudover synger Luna bare fantastisk godt, og det sammenspil der kommer mellem hendes stemme og fløjten er bare utroligt fedt at lytte til. Sangstrukturen i nummeret er ret ligefrem, og sådan skal det også være her. Sammen står de første numre for en virkelig god indledning til albummet, og det gode fortsætter kun på det næste nummer, “Waving”.

“Waving” indleder med Luna og så noget virkelig basalt keyboard i baggrunden. Der kommer dog lidt mere gang i den efter de første 30 sekunder, da trommerne kommer med. Nummeret fortsætter i det simple, og det passer også bedst til det, som Takykardia gerne vil med “Waving”. Luna får til opgave at skulle være i fokus på nummeret, og den opgave klarer hun til topkarakter. Hun formår at veksle virkelig meget i den måde, som hun synger på, men uden at det går hen og bliver for meget og distraherer fra resten. Det er virkelig spændende at lytte til, og det sætter jeg pris på. Heldigvis er det ikke kun hende, der får lov til at variere, for der sker også en masse forskellige ting på den instrumentale front. Selvom deres opgave primært er at holde rytmen i “Waving”, så gør de dette på en masse forskellige måder, og det er bare godt. Hvad end det så lige er et par ændringer i trommerytmen eller nogle ekstra lag fra keyboard, så er der hele tiden et par nye ting at lægge mærke til, hvilket jeg sætter pris på.

Et kort stemningsnummer kommer efter “Waving” og det har titlen “F1”. For mig markerer det, at starten af albummet er slut, og det nu er midterdelen, der skal skinne. Det gør den i den grad også, blandt andet med det vildt lækre nummer “Sleeptalker”. Det er lidt mere energisk, men også lidt mere dystert end de forrige numre. Om det er noget guitar, der kommer med her er jeg ikke sikker på, men der er i hvert fald et strengeinstrument med, og ligesom fløjten på “Rewind” så tilføjer dette instrument bare noget helt specielt til nummeret og giver det noget ekstra dybde. Det er det instrument, der sammen med Luna er den primære fokus under verset. Til gengæld skifter det under omkvædet, hvor at keyboardet får lov til at komme længere frem i billedet, og det giver en god veksling i lydbilledet. Hele vejen igennem leverer Troels noget fantastisk afdæmpet men fedt trommespil, hvor der bare er en masse lækre detaljer at finde. Det er en virkelig fed intro til albummets midte, og de næste tre numre holder i den grad det niveau, der bliver sat her. Jeg vil dog springe dem over og i stedet gå videre til det niende nummer på albummet, nemlig “Self Touching”.

Som de faste læsere ved, så har jeg det med at være glad for det melankolske. Det er også tilfældet her, for “Self Touching” går netop over i en mere trist stemning. Det er et nummer der føles lidt langsommere og lidt tungere end dem, som jeg ellers har haft fat i, men det er fedt, for det giver en ekstra bredde til albummet. Troels og David går virkelig minimalistisk til værks i starten af nummeret, og igen er det Luna, der skal stå i fokus. Det har hun gjort fremragende hele vejen igennem albummet,og det fortsætter hun også med at gøre her. Den første halvdel er bare utrolig skøn og giver god anledning til bare at læne sig tilbage og lade musikken drage en. Der kommer dog et skift midtvejs, hvor at Takykardia begynder at lægge op til, at der skal lidt mere gang i den. Det kommer der i den grad også, og sidste del er virkelig bare et oplagt dansestykke. Det bliver i den grad elektronisk og på den pisse fede måde. Det er ikke det, man regner med,at man skal over i efter at have hørt den første del af “Self Touching”,men det føles bare som den helt rigtige forløsning på nummeret, og det er i den grad gået hen og blevet en af mine favoritter fra albummet.

Efter “Self Touching” kommer der endnu et stemningsnummer, med titlen F2, der denne gang signalerer, at albummet nu bevæger sig mod slutningen. Denne del bliver indledt med “Wedding Song”, der er et skønt nummer, som jeg dog ikke vil skrive om her. I stedet vil jeg gå videre til “Ode to Angst”, der vel i den grad kan beskrives som albummets hit. Det føles lidt mere poppet med godt gang i den, og det er også et nummer, der lægger op til, at der skal lidt bevægelse i kroppen. Især trommerne sørger for, at det virkelig er fedt her, og jeg må sgu tage hatten af for Troels, for han gør det suverænt. Det går hurtigt, og det har en fed nærmest jazzet følelse over sig, hvilket er super lækkert. Også David står fantastisk med det elektroniske her, og endnu en gang er Luna bare formidabel med hendes vokal. Sagt simpelt, så er “Ode To Angst” et nummer, som jeg bare altid nyder i fulde drag.

Det sidste nummer som jeg vil skrive lidt om, er også det sidste på albummet. Det har titlen “Better Times”, og det er et nummer, der også føles noget mere melankolsk end mange af de andre numre på albummet. Det er også et nummer, hvor at en mere jazzet følelse i den grad tager over. Til at starte med er det kun bandet selv, der står for at sørge for den følelse, men lidt inde i nummeret kommer der en trompet ind over, og som med de andre gæsteinstrumenter så tager den altså bare nummeret helt op til det næste niveau. Den er utrolig lækker at lytte til, og så vidt jeg husker, så var dette nummer også mit højdepunkt fra deres koncert på SPOT. Endnu en gang bliver jeg nød til at storrose både David og Troels, for de gør det begge to virkelig fremragende på dette nummer. De sætter et så stærkt fundament, som bare er en sand fornøjelse at lytte til. Igen er sangstrukturen egentlig ret simpel, men den måde at de to varierer deres spil på, gør bare at det alligevel er spændende hele vejen igennem, og det er bare fedt. “Better Times” er i den grad mit absolutte favoritnummer på albummet, og hver gang at jeg hører det, er det bare en sand fornøjelse.

Siden at jeg fik givet Takykardia en chance til, er de i den grad blevet spillet meget hos mig. De kan bare noget helt særligt, men desværre har de ikke fået det store fodfæste i den danske musikscene endnu. Jeg håber dog, at det ændrer sig, for jeg synes at det er et band med nogle virkelige fantastiske kvaliteter.

Det er noget tid siden, at jeg selv fik anskaffet mig Better, så jeg ved ikke, om albummet stadig er tilgængeligt fysisk. Vil man støtte op om bandet, er det dog værd lige at se om man kan finde det, for det er en god måde at gøre det på. Ser man at de kommer forbi tæt ved en, så kan jeg i den grad anbefale, at man tager ud og ser dem. Hvis bandet stadig optræder, som de gjorde, da jeg så dem, så har man i den grad noget fedt i vente. Især Luna er fuldstændig vild og udnytter hendes baggrund som performancekunstner til fulde. Derudover vil jeg også bare anbefale, at man fortæller andre om Takykardia og deres musik, for det er vel nok den bedste måde at støtte op om dem på.

Dagens lytteanbefalinger er igen nogle af de lidt sværere. “Better Times” er helt sikkert på listen, og “Self Touching” er nok også. Hvad det sidste skal være er dog lidt sværere. Jeg tror, at jeg ender med at gå med “Sleeptalker”, da alle tre numre så er ret forskellige og giver et godt indblik i, hvordan at albummet lyder. Jeg vil dog anbefale, at man lytter hele albummet igennem, for der er noget fuldstændigt fantastisk at finde her.

Better

Sleeptalker

Self Touching

Better Times