Som folk der har fulgt siden i noget tid ved, så tog det mig noget tid, før jeg fik skrevet et skriveri om en koncert. Det var der flere grunde til. Først og fremmest så ville jeg ikke skrive om noget, hvis jeg gik og havde lidt negative følelser om oplevelsen, hvilket desværre var tilfældet med to ellers rigtig gode koncerter. Derudover skal jeg helst stadig føle den rus, som koncerten skabte i mig, og det kan godt være noget svært, hvis man lige skal bruge en time i et tog, inden man kan komme i gang med at skrive. Sidst men ikke mindst så skal koncerten selvfølgelig også nå op og skabe den rus i mig.
Det tegner op til en noget længere introduktion end normalt, men jeg føler, at det lige var nødvendigt at skrive om mine kriterier for et koncertskriveri, for i dag vil jeg netop skrive om et band, som jeg egentlig overvejede at skrive om, efter at jeg havde set dem spille live. Det blev dog ikke til noget, da de kun var opvarmning, og desværre følte jeg kun, at hovedattraktionen den aften var fin, mest af alt fordi, at jeg selv vist ikke er der musikalsk længere, for energi havde hovedattraktionen sgu ellers rigeligt af. Derfor besluttede jeg mig for at vente lidt med at skrive om det opvarmningsbandet, og så i stedet senere skrive om et af deres album. Nu er tiden så kommet til det, og endelig kan jeg komme frem til det, som i læsere har vidst i lidt tid efterhånden, tak overskrift, nemlig at det er danske De Må Være Belgiere, som jeg vil tage fat i i dag. Det vil jeg gøre ved at skrive om deres suveræne album, Antagonist.
Så vidt jeg ved , så var første gang jeg for alvor tog notits af navnet De Må Være Belgiere, da jeg sad og overvejede, om jeg skulle tage til den koncert, hvor de spillede. Måske havde jeg lagt øre til et nummer eller to, men så havde det i hvert fald kun været med et halvt et af slagsen. Jeg havde egentlig også regnet med, at det skulle have fortsat sådan helt op til koncerten, for jeg holder nemlig af at blive overrasket af bands live. Sådan gik det dog alligevel ikke, for jeg kunne ikke holde mig selv fra lige at give dem et lyt, og det slog i den grad fast, at jeg skulle til koncert med dem. Det var titelnummeret fra dagens emne, og det lød bare utroligt fedt. Allerede her stod det også klart for mig, at det nok egentlig var dem, som jeg glædede mig mest til at høre.
Inden at jeg går videre med deres musik, vil jeg dog som altid lige give en introduktion til bandet. De Må Være Belgiere er på sin vis både et gammelt og et nyere band. Bandet blev egentlig dannet tilbage i 1982 i Århus, og i 1983 kom den første single fra bandet. Med den bag sig spillede bandet en god del koncerter, indtil 1986 hvor de blev opløst. Derefter skal tiden skrues frem til 2017. Her besluttede størstedelen af bandet nemlig, at det var tid til en gendannelse, og siden da har De Må Være Belgiere udgivet tre virkelig gode album. Ligesom i 80’erne består bandet i dag af Jesper Hede på vokal og guitar, Nils Skovbjerg kun på guitar og Jacob Leth på bas. Den originale trommeslager, Majka Bjørnager, er dog blevet skiftet ud med Mark Winther, og derudover har bandet også fået en tredje guitarist med i denne inkarnation, nemlig Stefan Weinreich.
Antagonist blev udgivet i 2023 og er bandets seneste udgivelse. Ligesom på deres tidligere album er genren post-punk, og selvom der selvfølgelig er sket noget udvikling siden 80’erne, så kan man høre at kernen fra dengang stadig er bevaret. Lyden på albummet er dog meget nutidig, og det kan allerede høres på det første nummer, “Blind”. Det er et skønt nummer med fin fart på, hvor der sker en masse ting, som man jo næsten kun kan forvente, når et band stiller op med tre guitarister. Det er der også rigtig fin plads til, for Jacob og Mark holder virkelig butikken ren i baggrunden. Det er bundsolidt, hvilket gør, at guitaristerne rigtigt kan lege, og det udnytter de som sagt. Nogle effekter sørger for, at hver enkelt guitar har en dejlig flydende, men samtidig også sprød, lyd og det er lækkert bare at fokusere på. Jesper guider en igennem det lyriske med hans fortællende måde at synge på, og det passer perfekt til musikken. Den måde som “Blind” er struktureret på er også ret fed. Det er et nummer, hvor at det egentlig ikke føles som om, at der er et omkvæd. Der bliver bare kørt derudaf, og stille og roligt kan man bare føle intensiteten stige, indtil at der så lige kommer et stille stykke, hvorefter bandet så starter forfra. Det er en dejlig anderledes form for sangskrivning, og alt i alt er “Blind” sgu bare et godt nummer at åbne med…. Og det bliver kun bedre.
Næste nummer der kommer på er det nummer, som fik mig til at tage ind til koncerten med De Må Være Belgiere. Som jeg tidligere skrev, så er det titelnummeret, “Antagonist”, og det fortsætter i den grad stemningen, som “Blind” satte. Igen er det lige på og råt med god fart bag sig, og igen er det bare virkelig fængende. De flydende guitarer fortsætter fra før, og der er bare et eller andet med den lyd, som virkelig sælger det for mig. Igen er det også en sangstruktur, hvor at der ikke er noget omkvæd. I stedet er der to skønne lange vers, der langt hen ad vejen er lyrisk identiske. Ikke at det er noget, man dog mærker, i hvert fald ikke medmindre at man specifikt fokuserer på det. Jeg skulle da i hvert fald først lige slå lyrikken op, før at det gik op for mig. Jesper er nemlig igen bare en fed lyrisk guide og tager en med på en virkelig fed rejse, mens at resten af bandet sørger for, at baggrunden bare sidder i skabet. Som sagt er jeg utrolig glad for guitarlyden her, men også bassen skal i den grad fremhæves på “Antagonist”. Jeg synes, at Jacob Leth spiller fuldstændigt formidabelt her, og det er sgu lækkert at sidde at fokusere på.
Måden at dette nummer er sammensat på, er for mig utrolig fed. De forskellige stykker passer perfekt sammen, og den måde at nummeret bare vokser er mega fed. Især når energien er på højdepunktet, har jeg en utrolig stor trang til bare at hoppe op af stolen og danse med.
“Antagonist” var det første nummer, som jeg hørte fra bandet, og det er i den grad også favoritten, for det svinger bare perfekt.
Som altid har jeg ikke tænkt mig at skrive om hele albummet. Dog er der to numre, som jeg føler, at jeg gerne vil fremhæve her. Det første er det femte på albummet, der går under titlen “Polka”. Det er lidt svært for mig at udskille de forskellige guitarister, sådan er det jo, når der er tre. Hvem end der står for indledningen gør dog, at “Polka” starter virkelig lækkert. Det er dog til gengæld på ingen måde svært for mig at udskille trommerne, og det vil jeg gøre her, for for satan hvor slår Mark Winther bare fedt på dem. Endnu en gang kører det bare derudaf i et fedt tempo, og det er trommerne i den grad med til at sørge for. Sangstrukturen er denne gang en mere tydelig klassisk en, men alligevel er der bare stadig den der lækre følelse af stigende intensitet, og det gør det sgu til et utroligt lækkert nummer.
Sidste nummer som jeg vil fremhæve på albummet, er nummeret “Manifest”. Her er der et mere roligere tempo, hvilket guitarerne virkelig udnytter. Tonerne bliver lige strakt ud lidt ekstra i forhold til før, og med de effekter som der er på dem, bliver det bare totalt fedt. Virkelig et nummer hvor man bare kan lukke øjnene og lade musikken tage en med ud på en skøn rejse. Selvom nummeret er mere roligere end de foregående, så har det stadig en super dejlig stigning i dets intensitet igennem verset og op til omkvædet. Det er et virkelig smukt nummer og i den grad også et af mine favoritter på albummet.
Som sagt stjal De Må Være Belgiere fuldstændig showet, dengang jeg så dem til koncerten. Det var bare så pisse hamrende fedt, og jeg skal i den grad ud og se dem igen på et tidspunkt. Det er et band, som jeg ikke hører omtalt særlig ofte, og derfor håber jeg lidt, at dette skriveri kan ændre på det, bare en lille smule i hvert fald.
Jeg blev med det samme nød til at anskaffe mig bandets plader, da jeg havde hørt dem, og selvom jeg ikke har fået dem alle hjem endnu, så står to af dem da på min pladehylde. Hvis man synes om musikken, kan jeg kun anbefale, at man også anskaffer sig disse album for at støtte bandet. Derudover kan jeg også kun anbefale, at man tager ud og ser dem, hvis de spiller tæt ved en, for for mig leverede de en oplevelse, som jeg sent vil glemme. Hvis man ikke har mulighed for nogen af disse to, skal man dog huske, at det også bare kan være nok lige at prikke en ven eller et familiemedlem på skulderen og spørge, “Har du hørt om det her band?”. Det vil jeg i hvert fald begynde med at gøre, da jeg synes bandet har fortjent at blive eksponeret mere, end det bliver på nuværende tidspunkt.
Dagens lytteanbefalinger bliver “Manifest”, “Polka” og sidst men ikke mindst, selvfølgelig “Antagonist”. Det er bare tre virkelig stærke numre, og selvom der er flere af den slags på albummet, så står de tre for mig som de stærkeste. Jeg vil dog anbefale, at man lytter hele albummet igennem, for det er et utrolig godt et af slagsen. Så kan vi jo altid se, om du har de samme favoritter. Albummet er dog desværre ikke til at finde på Youtube, så for at få det spillet i sin fulde længde må man lige finde det frem på en streaming tjeneste eller på et fysisk medie.
Musikskriveri 