Jeg har i mine skriverier efterhånden fået vist, at jeg har en vis forkærlighed for det mørke, for det atmosfæriske og for det melankolske. Ofte når et album har et nummer, der fremhæver en af disse værdier, så ender det op med at være en af mine favoritter fra det, men hvad sker der så , når et helt album netop fokuserer fuldt ud på de tre elementer, og hvor de endda er skruet helt op på 11? Der sker det, at der bliver skrevet om det, og netop derfor er dagens emne albummet Cold, et album der blev udgivet tilbage i 1996 af bandet Lycia.
Lycia er et amerikansk dark wave band, der blev dannet tilbage i 1988 af keyboardspilleren og guitaristen Mike VanPortfleet. Egentlig virkede det dog mere som et soloprojekt i starten for efter den første udgivelse under navnet Lycia, hvor musikeren John Fair lige gav en hjælpende hånd med, så stod Mike ellers selv for alt musik på de to efterfølgende album. Det ændrede sig dog i 1995, da to nye medlemmer blev indlemmet i projektet. Den ene var David Galas, der udover at hjælpe til på både keyboards, synthesizer og programmering også tog rollen som den faste bassist. Den anden musikker der kom med i bandet var sangerinden Tara VanFlower, men hun holdte sig dog til kun at stå for vokalen. Dette har halvt været den faste besætning i bandet siden. Her skriver jeg halvt, da jeg kan se, at der er et par albums siden da, hvor kun Mike og Tara har været med på, og så også et enkelt album hvor det kun er Mike der er krediteret som hoved-musiker. De sidste to nyeste album har dog været med den fulde besætning.
Jeg er ofte så privilegeret, at den nye musik som jeg hører kommer til mig helt af sig selv. Nogle gange dukker den op, mens jeg hører radio, andre gange er det under en pladetest, at jeg opdager noget nyt, til tider er det også en anbefaling fra en kunde, der rammer plet, og meget få gange sker det, at Spotify kommer op med noget, som jeg faktisk gider høre videre på. Ingen af disse var dog tilfældet med Lycia, for her var det nemlig en aktiv søgning efter noget mørkt og atmosfærisk, der ledte mig til et opslag på et eller andet forum, hvor bandet blev nævnt. Jeg gør ofte brug af forums på denne måde, da jeg for det meste altid får en masse godt ud af det, der oftest også virkelig holder ved. Det var i den grad tilfældet med Lycia, da jeg her var fanget med det samme efter bare at have hørt en enkelt sang. De otte efterfølgende sange fik så bare forstærket den øjeblikkelige forelskelse i albummet Cold.
Nu rammer jeg så lidt et problem. Der er nemlig noget ved Cold, der gør det lidt svært at skrive om det. Albummet er noget ensformigt i dets lydbillede, og hvor det på ingen måde for mig er et problem, når jeg bare lytter til albummet normalt, så gør det det noget svært at skrive om. Dels fordi det jeg skriver nemt kan blive meget repetitivt, og dels fordi det samtidig også kan blive for meget for mig, hvis jeg skal lytte til numrene på den måde, som jeg plejer at gøre, hvor hvert nummer bliver gentaget og spolet i. Nogle albums er ikke ligefrem blevet lavet til at blive spillet på denne måde, og jeg har en følelse af, at dette netop er tilfældet ved Cold. Derfor vil jeg som sådan ikke dykke ned i selve numrene på det. Derimod vil jeg i stedet forsøge at give et overordnet indtryk af lydbilledet. Så det vil jeg egentlig gå i gang med.
Det første jeg vil sige om Cold er, at det er et album, der nyder at tage dets tid. Tempoet er på ingen måde hurtigt, og hvert enkelt stykke på albummet får lov til at vare noget tid, før det skifter. Dette er også grunden til, at jeg føler, at det er voldsomt dejligt atmosfærisk. Man får i den grad tid til at kunne sætte sig ned og fordybe sig i hvert enkelt stykke, mens at det spiller, og det giver en muligheden til at analysere, hvad de forskellige instrumenter laver hele vejen gennem albummet. Dog nyder jeg selv bare at give slip og lade min bevidsthed flyde med musikken, når jeg hører det, for det synes jeg, at den passer perfekt til.
Cold benytter sig utrolig meget af keyboards, synthesizers og en effektpræget guitar. Sidstnævnte er dejlig forvrænget med en god del ekko på, og det har aldrig været nogen dårlig ting for mig. Derudover er der også en basguitar og så nogle programmeret trommer, der mest af alt bare holder rytmen. Derfor er det også primært de tre første instrumenter, og så selvfølgelig vokalen, som jeg synes er det spændende ved Cold. Det skal dog ikke forstås som sådan, at de to sidste er ting, som man kan ignorere, for selvom trommerne er simple, så har de også bare en unik lyd, der virkelig sætter tonen for det hele.
Som sagt har Lycia en dedikeret sanger i Tara VanFlower, men faktisk er det Mike VanPortfleet, der indleder med at synge på det første nummer på albummet, “Frozen”. Hvad han synger, vil jeg dog med det samme indrømme, at jeg ikke aner. Vokalen er nemlig lidt svær at tyde, både på grund af den måde, som den bliver leveret på, og samtidig fordi der er puttet rimelig godt med rumklang på. Dette gør, at man virkelig skal putte meget fokus i at lytte til det, der bliver sunget, hvis man er interesseret i det lyriske. Det er dog ikke noget, som jeg selv gør, da jeg i stedet betragter vokalen som et ekstra instrument, der biddrager yderligere til den dystre og mørke atmosfære, som bliver lagt for dagen her. Når Tara tager over bliver det en smule lettere at høre, hvad der bliver sunget, men også her er stemmen godt effektpræget. Til forskel for Mikes mere mørke vokal så synger Tara med en noget lysere af slagsen, og den giver bare et utroligt smukt element til disse sange. Den er virkelig bare skøn at lytte til, og igen nyder jeg helst bare at lade den fungere som sit eget instrument, et instrument der giver numrene det sidste lag, der får det hele til at blive perfekt.
Selvom jeg skriver, at Cold kan være noget ensformigt i det, så er det mere som i helheden, for der bliver faktisk vekslet godt imellem de forskellige stykker i numrene. Det kan være dejligt mørkt, specielt når det kun er noget tangent, der kører sammen med de dystre trommer. Så kan det så blive lidt mere mystisk i det, når guitaren kommer ind over dette, og det kan endda blive virkelig overvældende, når der bliver trykket af på alle instrumenterne. Især de sidstnævnte stykker er jeg voldsomt glad for, for her bliver effekten af resten af nummeret bare forstærket utroligt meget, og det er også her, hvor jeg synes, at det ofte bliver voldsomt smukt.
Ligesom på alle andre album så har jeg nogle favoritsange på dette. Det er specifikt numrene “Drifting” og “Polaris”, som jeg virkelig virkelig elsker. Dog er stemningen på de to ret forskellige fra hinanden. På “Drifting” er der en melankolskhed, en længsel efter et eller andet. Det er primært vokalen, der får sat den her, mens at instrumenterne bare lægger den smukkeste scene til det. Her er det primært Mike, der er i front vokalmæssigt, men Tara ligger lige bag ham, og den måde at de mikser med hinanden på er bare virkelig skøn. Til forskel så er stemningen på “Polaris” noget mere mystisk i det. Igen er vokalen en stor del af det, der får skabt den følelse, men her føler jeg, at instrumenterne har en noget større rolle at spille end på “Drifting”. Vokalen bliver her lagt af Tara, og hun vokaliserer stort set igennem hele nummeret. Det forstærker bare den mystiske stemning og lyder også bare virkelig smukt. Først i den allersidste del af sangen bidrager hun med noget egentlig lyrik, men det passer også bare fantastisk godt, for det er i den del, at sangen når dets højdepunkt. Instrumenternes biddrag til hvert enkelt stykke vokser nemlig, jo længere ind i nummeret man kommer, og derfor yder de også det maksimale til slut, hvilket igen er et moment, hvor det hele føles nærmest episk.
Cold er et album, som jeg har fundet frem utrolig mange gange, siden jeg lyttede til det for første gang. Når jeg føler mig i humør til noget mørkt og atmosfærisk musik, så er det et af de primære album, der kommer på. Her bliver det mørke forenet med det smukke, og det er noget, som jeg endnu en gang bare må skrive at jeg er en utrolig stor fan af.
Jeg må tilstå, at jeg ikke har dykket alt for meget videre i Lycias univers, mest af alt fordi at jeg godt kan føle mig mættet efter at have lyttet Cold igennem, og derfor lige har brug for noget andet. Dog tænker jeg, at jeg på et tidspunkt får taget mig sammen til at få det lyttet igennem, for mon ikke der gemmer sig noget fantastisk musik i dem?
Om Cold kan anskaffes fysisk, er jeg noget usikker på. Jeg ved, at det er blevet genoptrykt siden dets udgivelse i 1996, men så vidt jeg kan huske, så var det ikke muligt for mig selv at skaffe det via pladebutikken, så jeg vil tro, at det på nuværende tidspunkt er ude af tryk. Støder man dog på det på et tidspunkt, vil jeg anbefale, at man køber det for at støtte op om bandet, i hvert fald hvis man kan lide musikken på albummet. Indtil da vil jeg så i stedet bare anbefale, at man deler det med andre, så musikken kan sprede sig videre til dem, der ikke har hørt den endnu.
Dagens lytteanbefalinger bliver mine to favoritter, “Drifting” og “Polaris”. Derudover vil jeg også anbefale, at man giver nummeret “Colder” et lyt. De er alle tre virkelig skønne og har hver deres udtryk, hvilket kan give en en god ide om, hvor albummet ligger ren musikalsk. Kan man lide de numre, eller er man bare eventyrlysten, så vil jeg selvfølgelig anbefale, at man giver hele albummet et lyt.
Musikskriveri 