I lidt tid har jeg har haft lyst til at skrive om dagens album. Dog har der altid lige været et eller andet i vejen. Enten følte jeg ikke at tiden var helt rigtig til at skrive om det, eller også kom jeg bare i tanke om andre ting, som jeg havde endnu mere lyst til at skrive om. Dog føler jeg endelig, at tiden er inde til at skrive om det uhyre dejlige og skønne album, Nightshade. Så det vil jeg gøre.
Nightshade er skrevet af Warren Hampshire og Greg Foat. Warren Hampshire ved jeg ikke super meget om, og jeg har heller ikke kunne søge mig frem til særligt meget. Jeg går ud fra, at han er brite, men mere end det kan jeg ikke sige, udover at han blandt andet er guitarist. Greg Foat er til gengæld en helt anden historie. Han kom på banen på den britiske jazz scene tilbage i slut 00’erne og begyndte, så vidt jeg kan se, med at udgive albums et par år efter. Dem er det blevet til utrolig mange af siden. Han er en super dygtig pianist og komponist, som jeg primært har hørt i forbindelse med atmosfærisk instrumental jazz, noget som han virkelig er en mester i at lave. Dagens emne blev min introduktion til hans univers, som jeg siden da har flydt meget rundt i.
Så vidt jeg kan se på min Spotify liste, så var det tilbage i 2022, at jeg for første gang stødte på Nightshade. Det gjorde jeg via P8 Jazz, som i den periode spillede en af sangene fra albummet rigtig rigtig meget, hvilket de skal have stor tak for. Jeg faldt pladask for den og gemte den på min Spotify, så jeg kunne huske det til senere, da jeg selvfølgelig skulle hjem og lytte videre efter arbejde. Det var en uhyre magisk oplevelse, og dagen efter skulle jeg med det samme se, om jeg kunne få albummet hjem på plade, noget der viste sig umuligt igennem butikken, da andre var kommet mig i forkøbet, og vores leverandør havde totalt udsolgt af albummet. Sådan kan det jo gå. Derfor er det stadig igennem Spotify, at jeg må nyde albummet, og det kan man jo heldigvis sagtens gøre i fulde drag.
Så hvad er det ved Nightshade, der gør, at jeg er uhyre glad for det? Det er, at det er dejlig lækker jazz, som man bare kan lukke øjnene og flyde til. Flyde rundt i et stort dejligt univers mens man stille og roligt bliver drevet af strømmen, som musikken kreerer. Dette kan allerede opleves på første nummer, “Jasmine”, efter det lige er blevet fløjtet i gang af et fløjteinstrument. Guitar og et andet strengeinstrument kommer med det samme med nogle super behagelige klingende toner, mens fløjten nogle gange lige kigger forbi. Alt imens holder noget meget subtilt tangentspil bunden helt fast, og alt i alt er det bare en overordentlig skøn oplevelse. Stille og roligt udvikler det sig til også at have nogle strygere med, hvilket bare tager det skønne til et endnu højere niveau. Et dybt lækkert nummer at starte et super dejligt album ud med.
“Jasmine” bliver fulgt op af et mindst lige så skønt nummer, nemlig “Mariposa Lily”. Endnu en gang er guitaren at finde, og her står den for at lægge en suveræn dejlig bund. På nær noget kort klaverspil så er guitaren det eneste instrument at finde i starten. Det ændrer sig dog stille og roligt. Langsomt bliver der tilføjet ekstra lag, og til at starte med kommer dette i form af en super lækker mundharmonika, som virkelig bare sætter en dejlig stemning. En stemning der for mig er en af den slags, som man har en sen eftermiddag/aften, hvor alt dagens arbejde og alle dens planer er overstået. En sådan slutning på dagen hvor man ikke skal noget, hvor man bare kan sætte sig ned i ens yndlingslænestol og nyde, at man nu kan slappe af. En bas sniger sig stille og roligt ind og er med til at underbygge denne stemning, samtidig med at klaveret igen giver lidt stilfærdig lyd fra sig. Da strygerne kommer på, får klaveret også lov til at lave lidt mere end bare at spille et par toner hist og her. Det tager over i fronten og sørger for noget umådeligt dejligt finspil, som bare er skønt at lytte til. Som man nærmer sig slutningen, bliver det dog igen mundharmonikaen, der skal stå for leder rollen, samtidig med at resten af instrumenterne alle bidrager med virkelig skønne elementer, der gør at det hele går op i en højere enhed.
Fra total aftenafslapning går Nightshade videre til, hvad jeg føler er en rigtig køresang. Om det er tog, bus, bil, cykel eller andet der bliver kørt, ved jeg ikke, men for mit indre kan jeg bare se vejen under mig, jeg kan se landskabet i siden der ændrer sig. Nogle gange er det dejligt naturlandskab, andre gange er det den indre by med alt dens lys og alle dens bygninger og de vinduer, der nu er at finde i sådan nogen. Det er bare nogle af de ting, som “Antonio’s Theme” får mig til at forestille mig for mit indre. Smukt guitar spil og bas indleder og stille og roligt kommer der ekstra ting på, noget lyst tangent af en eller anden slags som så bliver gjort selskab af en lignende, men lidt dybere en af slagsen. Alle eksisterer samtidig fuldstændig harmonisk og leger også en lille smule med hinanden. Det er dog ikke det, der gør, at jeg føler, at det er en køresang. Nej det er det der kommer nogle og fyrre sekunder inde i nummeret, hvor at der bliver lagt en lille smule mere energi i. Nogle trommer kommer ind samtidig med, at de lyse tangenter går over og spiller noget mere energisk. Det er her, at jeg bare kan se vejen passere under mig, og det er fuldstændig skønt. Strygere er der igen inden over, og det er bare forrygende smukt at lytte til. Der sker en masse masse ting på dette nummer, for der er virkelig mange elementer, der spiller samtidig, men det lykkedes Hampshire og Foat at få dem til at spille sammen i fuldstændig harmoni.
Til forskel fra de andre numre der stille og roligt har udviklet sig i en ensformig retning, så gør “Antonio’s Theme” op med det. Tæt på to minutter inde begynder det at variere lidt. Guitar og klaver forsvinder, mens trommerne, bassen og det dybere tangentinstrument rigtig får lov til at udfolde sig. Strygerne er lidt i baggrunden og holder det tema, som de har kørt igennem hele nummeret, men det er helt klart ikke dem, der er i fokus her. Til at starte med er det især trommerne og de dybe tangenter, der er i fokus, men som nummeret skrider frem, erstatter bassen tangenterne og leverer noget sublimt basspil. Det er dog ikke den, der får lov til at slutte nummeret af. Efter at have spillet lidt vildt i noget tid begynder trommer og bas at slappe af. Dog ikke for at runde nummeret af men simpelthen bare for lige at bygge op til, at det igen skal blive godt vildt, denne gang med guitar og klaver som lederne. Det er bare et fantastisk sammenspil, der kommer her fra de to, og de klæder bare hinanden så godt. Efter tre fuldstændige fantastiske minutter begynder det hele langsomt at geare ned, og til sidst er det kun strygerne, der er at høre, mens deres toner stille og roligt flyder ud.
Da der er 12 numre på albummet, så har jeg ikke tænkt mig at skrive om alle sammen, især da den sidste del er noget ensformig, mere om den om lidt. Jeg har faktisk kun tænkt mig at skrive om mine favoritter, men de inkluderer så også alle de første fire numre. “Coastal Drive”, som er det fjerde nummer på albummet, er nemlig bare endnu et fuldstændigt suverænt nummer. Energien fra “Antonio’s Theme” fortsætter, hvor det igen er guitaren, der står for indledningen. Derefter bliver der så tilføjet mere og mere, bas, endnu en guitar, klaver, trommer og det er bare virkelig lækkert. Det flyder suverænt, og da der så kommer en saxofon på, bliver det jo bare endnu bedre. Det kan sgu noget det instrument. Efter at en tredjedel af nummeret er blevet spillet bliver noget af intensiteten, der naturligt er kommet med de mange instrumenter, dog trukket væk, netop på grund af at nogle af instrumenterne også forsvinder. Selve temaet fortsætter men kun med guitar og nogle dybe tangenttoner. Det er virkelig skønt at lytte til og noget mere afslappet. Igen udvikler det sig langsomt, men det når aldrig op og bliver så vildt, som starten var. Det er bare virkelig lækkert at lytte til, og “Coastal Drive” er bare et rigtig dejligt nummer.
Jeg skrev, at sidste del af albummet er lidt ensformig. Det er som sådan ikke nogen kritik men mere bare en konstatering. De sidste seks numre på albummet er nemlig variationer af temaet “Nightshade”. Det bliver spillet med en masse forskellige instrumenter, og der er nogle virkelige lækre versioner at finde her. Dog er det samme grundmelodi, der bliver arbejdet med hele vejen igennem, en grund melodi der er bedst demonstreret på det sidste nummer på albummet, “Main Theme (Reprise)”, der spiller temaet i den længste og mest vilde version. Det er et virkelig skønt tema, og den vildskab der bliver tilføjet giver lige noget ekstra til det. Det er også et godt valg lige at gøre det lidt vildere, da de foregående versioner har været mere smukke, og derfor føles denne version noget mere varieret.
Selvom den sidste halvdel af albummet måske kan være lidt krævende, især hvis man ikke er helt i humør til noget alt for ensformigt, så er der nogle virkelig fede toner at finde. Hver version føles virkelig unik, da det er nogle meget forskellige instrumenter, der bliver brugt på numrene, og derfor er det også bestemt anbefales værdigt, at man lige får hørt alle sammen igennem.
Nightshade er et album, som jeg synes er umådelig dejligt at sætte på, når jeg skal lidt ned i gear. Det er utrolig smukt og afslappende men samtidig også spændende, og det er nu noget, som jeg sætter pris på, at musik er. Det er noget, hvor jeg kan sætte eller ligge og bare lade musikken danne en masse billeder for mit indre, og der er noget skønt ved at slippe ens underbevidsthed fri på den måde.
Siden jeg hørte Nightshade for første gang, har jeg i den grad holdt øje med navnene Hampshire og Foat. Selvom Greg Foat er den mest aktive af parret, så har Warren Hampshire også lavet et par album siden Nightshade, og alle de gange jeg har fået hørt noget andet fra dem, så har det sgu været nogle dejlige oplevelser.
Som jeg skrev tidligere i skriveriet, så var det ikke muligt for mig at få fat i albummet den gang, jeg først opdagede det. Om det stadig er sådan, har jeg ikke lige tjekket op på for nylig, men jeg vil tro det. Derfor bliver min normale støtteanbefaling denne gang til en blanding af det og så en lytteanbefaling, for hvis man synes Nightshade er et godt album, så er jeg ret sikker på, at man vil tænke det samme om noget af det andet musik, som de to har udgivet, både sammen og hver for sig. Derfor anbefaler jeg, at man støtter op om musikerne ved enten at anskaffe sig nogle af de andre albums, eller bare anbefale deres musik til folk, man kender. Det tænker jeg i hvert fald vil bidrage til, at de også i fremtiden kan fortsætte med at levere skøn musik til os.
Dagens lytteanbefalinger står overraskende klart for mig. Det bliver “Mariposa Lily”, “Antonio’s Theme” og “Main Theme (Reprise)”,som jeg vil anbefale, at man giver et lyt til. Jeg synes virkelig at disse tre numre er fænomenale, og selvom der er andre, der står virkelig stærkt på albummet, så føler jeg at de tre er i en klasse for sig selv. Dog skal man altid huske at lytte hele albummet igennem, for hvad jeg synes er godt behøver nødvendigvis ikke være det, som du synes er bedst.
Musikskriveri 