Fjerde skriveri denne uge og fjerde danske band som jeg tager fat i i træk. Denne gang bliver vildskaben tonet en lille smule ned i forhold til Slægt, men det bliver dog på ingen måde roligt. Jeg vil i dag nemlig tage fat i et band, der kort blev nævnt i mit Lizzard skriveri, for det er nemlig bandet JFK Jr., som dagens skriveri omhandler, et band der spiller dejlig solid hård rock, hvilket bliver rigtig godt illustreret på EP’en Djähn.
Som sagt blev JFK Jr. nævnt i mit Lizzard skriveri, og i det fik jeg også nævnt, at trommeslageren i bandet er min fætter. Det var også grunden til, at jeg først stødte på dem, da jeg selvfølgelig lige skulle høre, hvad han spillede. Det førte til, at jeg så også lige måtte se dem spille live i 2016, og det har så sidenhen ledt til, at jeg har fået set dem en god del flere gange. Faktisk tror jeg, at det er det band, at jeg har set live flest gange af alle, når jeg tænker mig om, og selvom det den første gang var for at støtte op om min fætter, så blev det erstattet af en endnu bedre grund allerede anden gang, at jeg tog afsted for at opleve dem. Nu tager jeg nemlig til koncert med dem alene fordi, at jeg synes de spiller noget pisse godt musik.
JFK Jr.s tidlige historie kender jeg ikke så meget til. Det jeg kan læse mig frem til er, at de startede tilbage i 2011 og så vidt jeg ved, så bestod det dengang af Jesper Møgelhøj på vokal og rytmeguitar, Tue Jørgensen på bas og Hans Graudal på leadguitar. Disse tre er stadig faste medlemmer, men hvem der slog på tønderne dengang, ved jeg dog ikke. Til gengæld ved jeg, at det var omkring 2014-2015 at min fætter, Michael Plambeck, overtog rollen bag dem. Siden da har besætningen været fast, og de har sammen fået udgivet fire EP’er, Black, Red og Grey der alle er fra 2016, og så Djähn der så dagens lys i 2020.
Djähn starter ud med nummeret “Wait for Me”,og der bliver gået til den lige fra start. Energien er god, og det svinger enormt godt. Instrumenterne bruger lige to rundgange på at sætte nummeret i gang, og så kommer Jesper ellers på med hans dejlige rå vokal. Under verset er det kun vokal, trommer og bas der styrer det, og det lyder pisse godt. Det er dog omkvædet, som jeg er en virkelig stor fan af på “Wait for Me”. Der kommer guitarene med, og udover at der kommer mere kraft i nummeret, så er det også bare et dejligt fængende omkvæd, som jeg næsten ikke kan lade være med at synge med på, når jeg hører det. Derudover svinger det igen også bare pisse fedt efter det andet omkvæd, da mønsteret i sangen bliver brudt, og der kommer et nyt stykke på banen. Her bliver der også spillet lidt solo inden, at bandet så finder endnu et nyt mønster frem til at slutte nummeret af på. Det er råt, det er dejligt, det er spændende, og de tre ting gør, at det for mig er et pisse fedt nummer at åbne EP’en med.
Næste nummer er “Let the Good Times Keep You Safe”, og her får Tue lige lov til at spille lidt alene. Det lyder pisse godt og gør, at når resten af bandet kommer på, så føler man virkelig, at der er smæk på. Igen er verset ret fedt, og selvom at begge guitarer er at høre her, i modsætning til på “Wait for Me”, så bliver energien stadig holdt lidt tilbage. Dette gør dog bare, at omkvædet fremstår endnu vildere, for der er der fuld skrald på, og det lyder bare fantastisk. Jeg synes at JFK Jr. i den grad forstår sig på, at skrive gode fængende omkvæd, for igen er det bare pisse hamrende medrivende, og jeg har sgu svært ved ikke at synge med på det. Her er der også en rigtig god anledning til lige at fremhæve Jespers fantasiske stemme. Den er som sagt dejlig rå, men der er også bare en masse kraft i den, og det bliver slået fast i omkvædet. Jespers vokal er dog ikke den eneste, der skal fremhæves i omkvædet, for i baggrunden er der samtidig noget kor-vokal, der kommer i spil, og det er den, der lige giver det sidste spark, der får det hele til at nå helt op og ringe. Det kommer faktisk så meget op at ringe, at jeg føler, at energiniveauet i det andet vers er noget højere end det første. Det er først nu, når jeg sidder og spoler lidt i det, at jeg opdager, at der egentlig ikke sker så meget mere her end i det første, men det føles det bare som om. I det tredje vers på nummeret, der kommer efter et dejligt fedt mellemspil, sker der til gengæld lidt mere, for her er der nemlig noget ekstra guitar på. Det gør så også bare, at JFK Jr. så vælger at slutte af med et omkvæd, der er endnu vildere og endnu federe end de foregående, og det er simpelthen så pisse hamrende fucking fedt!
Midtvejs på Djähn finder man “Surrender”. Her bliver der igen gået godt til den lige fra start, og endnu en gang så svinger det bare virkelig godt. Da verset starter bliver intensiteten dog sænket, og kun guitarer og vokal er til stede. Dette sørger igen for, at når omkvædet så kommer på, så er det bare med fuld skrald, og igen er det også bare sat fantastisk sammen. Med det samme kan jeg mærke at min fod, der har vippet godt med til sangene hele vejen igennem, kommer ekstra meget op i tempo her. Samtidig bliver der også bare nikket godt med, og endnu en gang kan jeg næsten ikke stoppe mig selv fra at synge med. Modsat det forrige nummer så sker der her noget ekstra i vers nummer to på “Surrender”. Selvom det kun er den ene guitar, der primært spiller i starten, så er der små korte momenter, hvor at de andre instrumenter smider noget ekstra energi til, og i slutningen kommer de helt med og bygger op til, at der i den grad skal gås til den i omkvædet. Det som jeg virkelig synes er fedt på “Surrender” kommer dog først efter, for her trækker JFK Jr. nemlig nummeret i en lidt anden retning og kommer med et stykke, der bare er for fedt! Der er virkelig bare en fucking fed energi her, og Hans får også leveret en fuldstændig forrygende solo . Nej hvor er det altså bare fucking perfekt!!
Jeg skrev i starten, at JFK Jr. udgav tre EP’er tilbage i 2016, en af disse med titlen Red. Jeg har aldrig gjort de store tanker omkring det, men nu hvor jeg sidder og skriver om Djähn, så kan jeg ikke lade være med at tænke over, at det egentlig er lidt spøjst, at det fjerde nummer på EP’en hedder “Red”. Om det er fordi, at det egentlig blev skrevet til EP’en fra 2016 men ikke nåede med, eller om der er en anden årsag til titlen, ved jeg ikke. Det jeg til gengæld ved er, at det er et mega fucking fedt nummer. Speederen bliver i den grad bare trykket i bund her. En guitar indleder med et pisse fedt riff, en anden hopper med på det efter et kort stykker tid, og kort efter kommer resten så også med, blandt andet Jesper med et formidabelt skrig der bare har så meget energi i sig. På det her vers skal både Tue og Michael fremhæves, for hold kæft hvor er den bund de lægger bare forrygende fed! Det er formidabelt, og på trods af at der ikke er lige så meget skrald på som i starten, så formår bandet at holde fast i energien, særligt på grund af de to førnævnte. Omkvædet på “Red” er igen et virkelig godt et af slagsen, men for mig topper det fuldstændigt, når det når til det formidable kraftstykke, der kommer lige bagefter. Nej hvor er det bare fuld af fantastisk meget energi, og jeg elsker det så fucking meget. Det er sgu bare for fedt. Skønt nummer!
Det sidste nummer på Djähn er “Hey Hey”. Her har JFK Jr. valgt at slutte af med et mere stille nummer i forhold til de forrige, og det synes jeg sgu er et godt valg. Det starter med bas og noget rigtig smukt guitarspil og efter lidt tid med det, kommer vokalen ind sammen med dem. Efter at det første vers er slut, kommer trommerne med og giver lidt ekstra dybde til det hele. Bassen begynder også at komme på med lidt flere ting, og da andet vers når hen imod slutningen, bliver det hele noget mere storladent og lægger op til, at energien skal tages til et højere niveau i omkvædet. Når man taler om det, så er det endnu et af den virkelige fede af slagsen, som JFK Jr. bare er fuldstændige mestre i at skrive. På det her nummer synes jeg, at det lyder som om, at der en stryger med på omkvædet og opbygningen til det. Et eller andet ekstra er der i hvert fald at finde, og det gør sgu, at det hele bliver lidt mere episk og fedt. Det tredje vers er lidt længere end de to første, og her er der også noget mere gang i den, for trommerne sørger for, at der bliver leveret noget ekstra energi, hvilket jeg synes gør, at “Hey Hey” bare har en rigtig god progression. Dette bliver slået yderligere fast efter det andet omkvæd, og endnu en fantastisk solo fra Hans, hvor at det hele lige bliver taget godt ned igen, hvilket gør, at det er et nummer, som jeg kan lytte til, og har lyttet til, rigtig mange gange. Det er smukt, men samtidig er det ikke bange for at blive lidt vildt, og det er sgu fedt.
Før Djähn udkom vekslede det lidt imellem hvilken en af EP’erne, der var min favorit. Det ændrede sig dog totalt, for Djähn er bare lydmæssigt på et andet niveau end de foregående, sådan er det jo, når bandet vælger at gå fra selv at mikse og mastere, til at lade den forrygende tekniker Jacob Hansen om at gøre det. Dog er det ikke den eneste grund, for samtidig synes jeg, at JFK Jr. her har taget deres sangskrivning til et endnu højere niveau. Det er bundsolide sange hele vejen igennem, og alt i alt er det bare en virkelig fantastisk EP, som de fik støbt sammen.
Desværre har JFK Jr. ikke udgivet noget fysisk endnu, men jeg sidder da og håber på, at jeg på et tidspunkt kan kigge på min pladesamling og se nogle album og EP’er fra dem. Indtil da kan jeg derfor også kun anbefale, at man støtter dem ved at lytte til deres musik og fortælle andre om den. Om de har nogle shows liggende i kalenderen, ved jeg ikke, men det håber jeg i den grad, for jeg kan mærke på mig selv, at det har været alt alt alt for længe siden, at jeg sidst stod til en koncert med dem og svingede garnet.
De tre lytteanbefalinger er igen, som de ofte er, svære at finde ud af. “Hør hele EP’en!” har jeg lyst til at skrive, og det vil jeg selvfølgelig også anbefale, at man gør. Skal jeg vælge numre ud til en forsmag, er det dog noget svære. Som deres EP’er fra 2016 gjorde, så skifter mine favoritsange fra Djähn også jævnligt, og lige nu føler jeg, at det nok er “Let the Good Times Keep You Safe”, “Surrender” og “Red”, der står som de bedste, men om det er sådan, at det ser ud næste gang, at jeg tager fat i Djähn, ved jeg sgu ikke. Det jeg ved er dog, at Djähn er en fænomenalt god EP, som jeg i den grad vil anbefale, at man giver et lyt.
Musikskriveri 