Copenhell har givet mig en virkelig stor mængde inspiration gennem årene. Bands og kunstnere som King Diamond, Ghost, Impalers og Heriot, som jeg tidligere har skrevet om, er alle eksempler på dette, og dagens emne er endnu en af slagsen. Jeg har igennem de sidste par skriverier beskæftiget mig med kunstnere fra Danmark, og det ændrer sig ikke her, for det er nemlig det danske band Slægt og deres fænomenale Domus Mysterium album, som jeg i dag vil skrive om.
Slægt er som sagt et dansk band. Det blev dannet i København tilbage i 2011, dengang som et soloprojekt for hovedmanden bag bandet, Oskar J. Frederiksen. Som jeg husker det, så var det dengang et rendyrket blackmetal projekt. Der blev sendt et album ud i 2015 under denne konstellation, men derefter ændrede tingene sig, for Oskar trak efter den udgivelse nogle flere medlemmer ind i bandet. Adam Nielsen havde stået for trommerne på debutalbummet, og derfor var det naturligt, at han fortsatte med at gøre det. Derudover kom Anders M. Jørgensen og Olle Berholz også med ind, henholdsvis på leadguitar og bas. Oskar valgte selv at stå for rytmeguitar og sang. Udover at der kom flere ind i bandet, så skete der også en lydmæssig forandring for i stedet for at være rendyrket black så gik det over til i stedet at være blackened heavy metal, som de spillede, en fusion af den klassiske metal som man kender den men med den mere rå lyd, der er at finde i black metallen. Dette gav et stort udslag for bandet. At sige at den første plade blev en klassiker inden for den danske metal scene ville være forkert. Det vil jeg til gengæld vove at påstå at 2’eren, som er dagens emne, i den grad blev.
Som sagt var det Copenhell, der stod for min introduktion til bandet. Det var tilbage i 2017, hvor jeg tog min fjerde tur til Refshaleøen for at nyde nogle gode dage med metal. Om jeg havde nået at høre Slægts musik, inden at jeg stod på festivalen, kan jeg ikke huske. Jeg havde dog hørt snak om, at det ville blive fedt, så jeg overvejede stærkt at se dem. Det var dog ikke fuldstændigt givet, at jeg skulle hen til Pandæmonium scenen og se deres koncert. På det tidspunkt havde black metallen nemlig ikke rigtig fanget mig, og derfor var der selvfølgelig en risiko for, at det ville skuffe hårdt, og at jeg ville misse noget andet, som jeg måske hellere ville have set. Den risiko var jeg heldigvis villig til at tage, og det er jeg i den grad glad for. Det var nemlig en af de fedeste koncerter det år, og for mig overgik de bands som Slayer, System Of A Down, Five Finger Death Punch og en god del andre. Jeg var efterladt med en følelse af, at jeg bare måtte høre bandet og deres musik igen, og det fik jeg i den grad også gjort. På dette tidspunkt havde de lige udsendt Domus Mysterium, så derfor var det også der, at de fleste, hvis ikke alle, af sangene var fra. Jeg blev heller ikke på nogen måde skuffet, da jeg fik sat albummet på, efter at festivalen var overstået. Jeg er ret sikker på, at jeg hurtigt fandt mig selv med en lyst til at se bandet igen, men indtil, at jeg fandt en mulighed for at gøre det, måtte jeg nøjes med at nyde albummet. Det har jeg gjort mange gange siden, og igen i dag vil jeg sætte det på for 117. gang for at tage et dyk ned i de toner, der i sin tid gjorde mig til en fan af Slægt.
Domus Mysterium åbner dejligt melodisk med nummeret “Succumb”. Det er et klassisk intronummer, der skaber lidt mystik og spænding for, hvad man skal til at høre. Lidt forvrænget guitar får kort sat en stemning op i starten, men ellers er det noget superskønt akustisk spil, der overtager i et minuts tid. Det er smukt og dejligt at lytte til, og hvis man blev præsenteret for dette ubevidst, kunne jeg sagtens forestille mig, at man lige nåede at læne sig tilbage for at slappe af i lænestolen. Gjorde man det, så kommer man dog hurtigt op igen, for det akustiske bliver groft afbrudt af bandet, der går ind og spiller med fuld energi. Allerede her gør en af de første ting, som jeg elsker ved dette album sig gældende, nemlig det fantastiske sammenspil mellem de to guitarister, Oskar og Anders. Det er bare vildt fedt at lytte til, når de sammen bevæger sig ud i noget solospil, og det gør de heldigvis rigtig mange gange i løbet af albummet. Alt i alt så får “Succumb” i den grad åbnet albummet op på en fed måde.
Da de sidste toner ringer ud fra “Succumb”, fortsætter næste nummer, “I Smell Blood”, i den grad hvor det slap. Igen bliver lidt mystik bygget op, da noget percussion lige får lov til at ringe lidt i starten. Dog kan man hele tiden høre de forvrængede guitarer, der ligger lavt i baggrunden og venter på at blive sluppet løs. Langsomt begynder de at brøle højere og højere, og til sidst da Slægt har fået spændingen til at komme helt op og ringe, bliver der i den grad trykket på speederen. Det går stærkt, og det er forrygende fedt. Jeg er virkelig stor fan af den dejlige rå lyd, som guitarerne har, og den giver bare en dejlig ny tilføjelse til de heavy metal elementer, der flittigt bliver brugt her. Sangskrivningen er også langt tættere på det, som man ville finde i heavy metal genren end i black metal genren. Da jeg hørte Slægt for første gang, var dette en åbenbaring for mig, for jeg havde aldrig hørt metal lyde sådan før. “I Smell Blood” er et virkelig aggressivt nummer, dels på grund af farten, dels på grund af det lydmæssige og i den grad også på grund af Oskars hæse vokal. Det er dog et voldsomt fedt nummer, der for alvor får sat gang i albummet.
Jeg kommer desværre ikke til at gå igennem alle numrene på dette album. Dette er fordi, at albummets otte numre nok sammenlagt har en gennemsnits længde på 7 minutter. Derfor vil jeg i stedet bruge resten af skriveriet på at fokusere på de sange, der virkelig rørte mig. Den første af disse er det femte nummer på albummet, “The Tower”.
Hvis der er en ting, som jeg kan huske fra Slægts koncert på Copenhell, så er det, da de spillede “The Tower”. Det var her, at bandet virkelig fik slået den hjem for mig, for hold da op et nummer det er. Det har tæt på otte minutter at gøre godt med, og det udnytter det i bedste grad. De første to et halvt minut bliver faktisk bare brugt til at bygge den perfekte stemning op. Dette bliver gjort instrumentalt, og bandet lægger ud med noget fedt fedt fængende sammenspil, der virkelig sætter forventningerne højt op. Da det i et kaotisk øjeblik når bristepunktet, bliver det dog taget helt ned, og i stedet er det noget smukt spil fra den ene guitar, der tager over. Dejligt uforudsigeligt og det er et gennemgående element på Domus Mysterium, der gør, at det på intet tidspunkt er kedeligt at lytte til. Stemningen bliver roligere, og man kan sidde og slappe af, mens man nyder tonerne. I starten er det kun få ting, som de andre instrumenter tilføjer, men efter lidt tid kommer de for alvor på, hvor en dejlig guitarsolo spiller hen over det smukke spil, som jeg vil tro, at Oskar står for. Skønt at lytte til men endnu skønnere bliver det da Adam, der indimellem har bidraget med nogle ganske solide slag på trommerne, lige pludselig begynder at bygge intensiteten op sammen med Olle, og endnu en gang kommer det helt op at ringe. Denne gang skal det dog ikke ned igen. Nej det skal fandme bare derudaf! Her er black metal inspirationen noget tydeligere end på de to første numre, men samtidig er heavy lyden der også, og den blanding er bare suveræn. “The Tower” formår at både være smukt, aggressivt, lækkert, mystisk og fedt og især når det når omkvædet, er det bare suverænt. Det er et af den slags, der sætter sig i hovedet, og så bor det der ellers resten af livet. Jeg kan den dag i dag gå og pludselig have det kørende for mit indre, selvom det er lang tid siden, at jeg sidst har hørt det. Ikke nok med at vers og omkvæd er suveræne dog. Nej “The Tower” skal fandme også lige brillere med en fantastisk guitar solo. Det er Anders, der får lov til at levere den primært, mens at Oskar spiller rytme, men da han så lige slipper den i slutningen og lader bas og trommer om at holde bunden, så er det bare fænomenalt fedt. Over over fucking skønt!
“Remember It’s a Nightmare” er et fantastisk nummer på albummet, som i den grad er en af mine absolutte favoritter. Dog vil jeg ikke skrive om det, da der er et andet, foruden “The Tower”, der ligger over det. Alligevel nævner jeg det, da jeg ikke føler at det sidste nummer på albummet, der er min klare favorit, kan høres uden. Det er titelnummeret til albummet, men inden det kommer på, så sætter “Remember It’s a Nightmare” lige stemningen for det med noget fantastisk dejligt akustisk guitarspil. Det er utrolig smukt og for mig næsten uundværligt, når jeg gerne vil sætte mig for at høre mit favoritnummer fra albummet.
Da titelnummeret starter bliver jeg med det samme mindet om et dejligt King Diamond nummer, “The Black Horsemen” fra albummet Abigail, da dettes intro minder meget om tonerne, der kommer på “Domus Mysterium”. Det er bestemt ikke nogen skidt ting for mig, da det nummer nok er et af mine favoritter fra den danske metalkonge. Der bliver igen brugt god tid på lige at starte nummeret op, men det er ikke fordi, at Slægt føler, at de skal skynde sig med det, for de har nemlig tretten et halvt minut at gøre brug af. Disse minutter er dog intet mindre end magiske. Slægt tager en på en musikalsk rejse her, og man kommer ud for rigtig rigtig meget. Det er vildt, det er voldsomt, det er skønt, smukt, mystisk, lækkert og ikke mindst bare pisse hamrende fabelagtigt fedt! Der er en masse forskellige skift undervejs i nummeret, fra akustisk til voldsomt for så at gå tilbage til det akustiske og så lige en lækker solo, hvor begge guitarister er med, og så videre og så videre. Der er for meget til, at jeg kan gå i dybden her uden at bruge flere sider på det, så i stedet vil jeg virkelig virkelig bare anbefale, at du selv sætter dig og lytter til det. Det er et hamrende fedt nummer, og det har været min favorit siden, at jeg for første gang hørte albummet.
Jeg har heldigvis fået set Slægt af flere omgange, og de har endnu ikke skuffet mig live. Album har de også fået udgivet flere af, men selvom de har været rigtig gode, så er de desværre ikke nået op på niveau med Domus Mysterium efter min mening. Hvis jeg blev bedt om at lave min personlige liste over bedste albums fra 10’erne, så er jeg ret sikker på, at Domus Mysterium vil få en høj placering. Det er bare et album i en klasse for sig selv, og jeg bliver hver gang glad og dybt imponeret over, at det var muligt at lave sådan et album, når jeg hører det.
Der har desværre været lidt stille fra Slægt i det sidste stykke tid. Om det er fordi, at de er ved at lave et album, eller om de tager en pause, ved jeg ikke. Dog håber jeg, at jeg på et tidspunkt igen kan få fornøjelsen af at se dem live, for der er de sgu fremragende, og jeg kun anbefale, at man tager ud og ser dem, hvis de på et tidspunkt spiller tæt på en.
Jeg er desværre lidt bange for, at Domus Mysterium ikke er til at få fysisk længere, da det er noget tid siden, at det udkom, og så vidt jeg kan se, er det ikke blevet genoptrykt siden. Derfor er det lidt svært for mig decideret at anbefale, at man køber det, men man kan eventuelt anskaffe sig et af de andre albums, der også er ret fede, hvis man gerne vil støtte op om musikerne, hvilket jeg som altid vil minde om, er vigtigt at vi gør, i hvert fald hvis vi gerne fortsat vil høre musik fra dem.
Mine tre lytteanbefalinger til dette album er forholdsvis nemme at vælge. “The Tower” og “Domus Mysterium” er for mig selvskrevne til en anbefaling, da de simpelthen i mine ører bare er fænomenale numre. Derudover vil jeg anbefale, at man tager fat i et nummer, som jeg ikke har skrevet om, nemlig “In The Eye of the Devil”, som jeg synes også er et virkelig virkelig fedt et af slagsen. Vil man have den bedste oplevelse ud af albummet, er den eneste anbefaling dog, at man lytter til det hele.
Musikskriveri 