Da jeg startede denne side, havde jeg ikke lige frem forestillet mig, at jeg skulle komme til at skrive om bøger. Fremtiden er dog uforudsigelig, så det er netop sådan en, som jeg har valgt at lave et lille ekstra bonusskriveri om i dag. Bogen er i den grad heller ikke urelateret til musik, for som det kan ses, så kommer det til at handle om den selvbiografi, som Jens Ove Friis, bedre kendt som JOF, udsendte her i sidste uge. “Og hvem er så det?” kan jeg forestille mig, at nogen spørger om.

Inden at jeg kommer mere ind på det, føler jeg dog, at jeg lige skal skrive om noget andet. Selvom dette skriveri er kommet til verden, fordi jeg i fulde drag nød bogen, så synes jeg simpelthen, at jeg bliver nød til at nævne, at jeg kender JOF, da jeg ellers føler, at siden vil miste dens integritet. Det er nok lidt for meget at sige, at vi har et godt venskab, det passer bedre til hans relation til min chef og hans kone, men jeg synes godt at kunne tillade mig at sige, at vi har et godt bekendtskab. På grund af det venskab som JOF har med min chef og hans kone, så er han kommet forbi pladebutikken en god del gange, og her har vi nogle gange haft nogle ganske fine samtaler med hinanden. Jeg betragter ham som et godt og sympatisk menneske, og jeg har endda været så heldig at være med til at overvære slutningen på hans karriere. Den vil jeg dog ikke skrive mere om, for den bliver selvfølgelig beskrevet i bogen.

Med det ude af vejen så vil jeg lige kort give en introduktion af JOF. Titlen på bogen beskriver ham som en ond bagmand. Ond er måske så meget sagt, i hvert fald med det kendskab som jeg har til JOF, men en bagmand har han i den grad været. I 1987 blev han nemlig repertoiremand på det store pladeselskab PolyGram og fik derfor også ansvaret for at dels at finde nye artister til selskabet og så også være med inden over, mens de skrev og indspillede deres albums. Han steg senere i graderne, men for at gøre en lang historie kort så har han været med til at for alvor sætte gang i karrieren for artister som Lars Lilholt, Allan Olsen, Lene Siel, Jacob Dinesen og mange mange andre, samtidig med at han også har haft en indflydelse på mere etableret artister, hvor han for nogle har haft en afgørende rolle i nogle af deres største udgivelser. Her kan Flemming Bamse Jørgensen blandt andet nævnes, da JOF havde en afgørende rolle i tilblivelsen af det fantastiske album Stand By Me fra 1999.

Bogen går selvfølgelig langt mere ned i detaljerne omkring JOF, og da det er en selvbiografi, så er det ikke kun samarbejdet mellem ham og de forskellige artister, som den handler om. Den handler om en landmandssøn fra den ultra lille by Tøstrup og hans rejse fra et liv i marken til et i toppen af den danske musikindustri. Om hans første musikalske oplevelse og udviklingen derfra, om hans flugt fra Tøstrup til noget større, om hans gåpåmod og den drivkraft han har, der gjorde, at han turde tage de beslutninger, der kom til at definere hans karriere. Den handler i den grad også om hans fejltagelser, og dem viger han bestemt ikke tilbage fra at skrive om. Det er fedt, for fejltagelser er en del af livet, og nogle gange kan de være lige så interessante at læse om som en succes, hvis ikke mere endda. Jeg nød at læse om dem, og de tanker som JOF har gjort sig omkring dem her senere i hans liv.

Noget andet som jeg virkelig nød, mens at jeg læste denne bog, var at JOF ikke udstiller nogen. Han skriver ikke, at det var den og dens skyld, at et projekt gik i vasken. I stedet vælger han at fokusere på, hvad han burde have gjort, og det synes jeg er rigtig skønt. Selv i situationer hvor at jeg tænker, at stort set alle ville kunne blive enige om, at han var blevet uretfærdigt behandlet, så formår han at undlade at være negativ, og i stedet reflekterer han over, hvad han burde have gjort for at undgå situationen. Det gør, at man ikke føler, at man sidder med en bog, hvor forfatteren lige føler, at der skulle skabes noget drama, som så senere kunne bruges i til at skabe noget medieomtale. Jeg føler i stedet, at jeg sidder og kan nikke fornuftigt med på de refleksioner der er, og det synes jeg faktisk er mere interessant end noget dumt drama.
Med nogle af de mere negative og reflekterende situationer nævnt så skal de situationer i den modsatte ende også nævnes, for de er i den grad mindst lige så dejlige at læse om. JOFs sejre er selvfølgelig at finde her, de rørende tidspunkter i hans liv er her, og selvfølgelig er der også en masse røverhistorier, som man nu engang forventer, at der kommer ud af en bog, som berører en masse farverige folk. Jeg sad af flere omgange med et smil på læben, for det kan man ikke lade være med, når man for eksempel læser den lille historie om, hvordan de tre Daltonbrødre lige skulle udnytte pladedirektørens checkhæfte.

Alt i alt er “Den Onde Bagmand” en rigtig skøn selvbiografi i mine øjne. Jeg vil igen nævne, at jeg ikke er en upartisk anbefaler her. Som sagt kender jeg JOF, og som sagt synes jeg, at han er et rigtig godt menneske, og selvom jeg ikke føler, at det har farvet mig, så synes jeg, at det skal nævnes. Vil man gerne læse lidt om, hvordan noget af det bagved musikken foregår, så er det en rigtig god bog, som giver en et lille indblik i de ting og sager. Vil man gerne læse små historier om nogle af de virkelig store danske navne i musikbranchen, og et par udenlandske, så er det også en rigtig rigtig fin bog, som jeg vil anbefale, at man læser. Jeg ved, at den har været undervejs længe, og jeg ved, at udgivelsesprocessen ikke har været uden besvær. Jeg selv og andre har været bange for, at den aldrig skulle se dagens lys, men det gjorde den heldigvis, og jeg synes, at der er kommet noget rigtig fint ud af den. Har jeg vagt en interesse for at læse bogen, så tænker jeg, at den kan findes hos de fleste boghandlere i Danmark.