Jeg synes altid, at det er dejligt at gå igennem min musik. Der kan jeg finde en masse plader, og de fleste af dem er endda gode. Det hænder også, at jeg lige støder på noget, som jeg ikke har hørt i lang tid og kommer til at tænke “Hvorfor egentlig ikke det?”. Dagens album er af den slags. Det er et album, som jeg var virkelig glad for, da det kom ud, og selvom det er blevet spillet flittigt siden, så har det lige haft en pause i en god del måneder nu. Som titlen og billedet viser, så er dette Agnes Obels fantastiske fjerde album, Myopia.
Agnes Obel er en dansk musiker, der er bosat i Berlin til daglig. Hun udsendte sit første album tilbage i 2010, der havde titlen Philharmonics, og det blev modtaget med stor begejstring. Det fulgte hun så op med albummet Aventine i 2013, og begejstringen for dette var endnu større. Disse albums har det tilfældes, at Agnes hovedsageligt kun er at finde på vokal og klaver, da hun her beskæftiger sig med smukke melodier baseret i folk-genren med nogle klassiske undertoner. På nær et par gæsteoptrædener med cello, guitar, percussion og andre mere klassiske instrumenter så er det kun hende, der spiller, og det gør, at sangene på de to albums er lidt simple, hvilket på ingen måde er en dårlig ting. Det begyndte dog at ændre sig på det tredje album, Citizen of Glass, da hun her valgte at begynde at spille på andre tangentinstrumenter end bare klaver. Det gjorde, at der begyndte at komme en lidt skæv vinkel over hendes musik, og denne udvikling fortsatte på dagens emne, hendes nyeste udgivelse fra 2020, Myopia.
Jeg opdagede først rigtigt Agnes Obel på samme tidspunkt, som Myopia kom ud. Da jeg havde arbejdet i pladebutik i cirka to et halvt år på det tidspunkt, så kendte jeg til hende, da vi gjorde en dyd ud af at have hendes albums hjemme. Måske havde jeg også lige hørt et par af hendes numre på P6 Beat, da de altid har været glade for det fænomenale nummer “Riverside” fra hendes første album. Dog havde jeg ikke lige fået taget mig sammen til at dykke ned i hendes univers og høre, hvad hun ellers havde at byde på. Dette ændrede sig på Myopia. Hendes foregående albums har altid haft en varme, der udstrålede fra pladeomslagene. Selv det lidt mystiske Aventine giver mig en følelse af lys i mørket. Myopia vendte dog om på tingene, for her er farvene noget kolde, og de er omgivet af mørke. Det billede af Agnes der er på denne plade, ligesom der er på alle de andre, er også et noget mere trist et end på de foregående albums. Jeg husker, at jeg i december måned 2019 blev bedt om at printe det ud på et stykke papir til en kunde. Hun havde købt et gavekort med et beløb svarende til, hvad pladen skulle koste to måneder senere, da den udkom. Med det samme blev min interesse vakt, for dette så virkelig mystisk og spændende ud. Jeg mener også, at der var en single eller to ude, og i forhold til det billede jeg havde dannet mig af hendes musik, så var det en noget anden retning, som hun var på vej ud i. Alt dette gjorde, at jeg simpelthen blev nød til at have Myopia med hjem, og hvilken skøn lytteoplevelse der kom ud af det.
Albummet åbner op med nummeret “Camera’s Rolling”, og det er noget klaverspil med triste undertoner, der starter det. Lydstyrkemæssigt er det langt tilbage i mikset, og da Agnes vokal kommer på, bliver det næsten helt overdøvet. Når man taler om det vokalmæssige, så er dette i sandhed en hel unik oplevelse. Agnes selv synger super smukt, men bag hende er der næsten altid en stemme eller et kor, der tilføjer noget virkelig mystisk til det hele. Ofte er der blevet skiftet i tonehøjden på dem, og det gør at nummeret får et helt ekstra lag. Det føles som om, at der bag hende sidder nogle spøgelser, der både synger og spiller med, for foruden vokalen er der nemlig også et par instrumenter, der lader til at få samme behandling. Det er smukt, det er trist, det er mystisk, og det er sindssygt spændende at lytte til. Det var en hel ny lyd for mig, og den fangede mig med det samme.
Næste nummer skifter den triste stemning ud med en lidt mere opløftende og drømmende tone, i hvert fald lige i de første ti sekunder. Så føles det lidt som om, at man bliver hevet væk fra dette, og det er også meget passende, for nummeret hedder “Broken Sleep”. Det holder sig stadig i de mere lysere toner efter skiftet, og det bliver da aldrig decideret trist, som det første nummer var. Klaverspillet her er forrygende smukt at lytte til, men igen er det vokalmæssigt bare fuldstændig mystisk, og det er så skønt at lytte til. Alle de forskellige stemmer, de dybe, de lyse, de hviskende og alle de andre der ellers er at finde her, tilføjer så utrolig mange spændende elementer til nummeret, og det er bare en fed oplevelse at lytte til. Man kan høre nummeret igennem utrolig mange gange og stadig opdage nye ting, og det er jeg en stor fan af. I omkvædet bliver det noget mere mørkt, end det er i verset, for her forsvinder klaveret, der ellers fungerer som lidt af et lyspunkt igennem det meste af nummeret, noget tilbage i mikset og kun få elementer af det kan høres. Sådan er den sidste del af nummeret også.
Det tredje nummer på albummet hedder “Island of Doom”, og det er min klare favorit fra albummet. Om der var en, to eller flere singler til albummet, kan jeg ikke huske, men jeg kan med sikkerhed sige, at der var mindst en, for “Island of Doom” var det nummer, der fik vakt min interesse sammen med coveret. Når jeg sidder og hører det og egentlig tænker over tingene, så synes jeg faktisk at det er lidt underligt, at dette er min favorit. Jeg har længe haft en forkærlighed for det mørke og melankolske, og selvom de følelser stadig er at finde på dette nummer, så er det ikke på samme måde de bærende elementer, som de var det på “Camera’s Rolling” for eksempel.
Lidt klaverspil indleder nummeret, og det føles lidt sløret på en eller anden måde. Der er en effekt over det, som jeg ikke lige kan genkende. Vokalen er dog ren og til forskel fra de andre sange, så er der ikke lige så meget af de andre vokaler her. Der er et kor i slutningen af nogle af stroferne i verset, men det er næsten også det. Af den grund virker det hele mere skønt og smukt end de forrige numre. Dog er skævheden i den grad ikke sluppet, for da man kommer til b-stykket, så bliver der endnu en gang leget med nogle skift i tonehøjderne, denne gang på den primære vokal på nummeret, og det lyder fuldstændig fantastisk. Det er virkelig simpelt, men det gør bare et eller andet virkelig virkelig fedt, og jeg elsker det af hele mit hjerte. Først er det rent, så bliver tonen taget op og derefter ned, mens der samtidig bliver tilføjet noget ekstra effekt til slut, og det er så fandens lækkert. Det bliver også kun endnu bedre, for da omkvædet kommer, bliver de mange forskellige stemmer igen tilføjet, og det hele kommer til at føles som et smukt kaos, hvilket jeg bare elsker at ligge og flyde i. Jeg har ikke tal på, hvor mange gange jeg har hørt dette nummer, men jeg kan forestille mig, at det sagtens kan være mere end resten af albummet til sammen, for det er simpelthen bare så skønt.
Efter “Island of Doom” kommer der et forrygende instrumentalnummer. Klaveret står alene og får derfor også fuldt plads til bare at kunne tage en med på en rejse. “Roscian” hedder nummeret, og det er så pisse hamrende smukt men dog også trist. Når jeg sidder her i min stol og lytter til det, får jeg næsten bare lyst til at læne mig tilbage, lukke øjnene og så bare nyde det, samtidig med at jeg giver de glædestårer, der har fundet vej til mine øjenkroge, frit løb til at fortsætte deres rejse ned forbi kinderne. Det er simpelthen bare formidabelt, mere er der ikke at sige.
Formidabelt er også en rigtig god beskrivelse af det næste nummer. Det er titelnummeret, og igen er det bare smadder skønt. Klaveret her er formidabelt og smukt, vokalerne er der endnu en gang en masse af, celloen og violinen er der også at finde i baggrunden, plus en tromme der lige bliver slået på hist og her, og det tilføjer alt sammen bare så utrolig meget til nummeret. Igen er det sammensurium, der er af vokaler her bare overskønt, og de billeder, som musikken danner for mit indre, er bare så utroligt skønne. Der er stadig en tristhed, det er stadig melankolsk, men nøj hvor er der bare et eller andet, der samtidig er helt utroligt fantastisk, og jeg kan ikke lade være med at sidde med et stort smil på læben, her mens jeg sidder og skriver om det. Det er bare utrolig smukt.
Efter “Myopia” kommer Drosera, og her har man igen med et instrumental nummer at gøre. Dog er det ikke kun et klavershow her for cello, violin, percussion, noget der minder om en fløjte og andre er med, og det er et nummer med en utrolig truende stemning. Som om at faren hele tiden lurer om det næste hjørne, som om at der lige bag en står en person, som ikke burde være der. Det er virkelig virkelig godt udført, og selvom jeg egentlig overvejede bare at springe let over det, så kan jeg ikke få mig selv til det. For mig er det her et eksempel på instrumentalmusik, når det er bedst. Uden nogen form for vokal fortæller det en historie, og det er i den grad gysergenren, der er fat i her. Som jeg skrev i min indledning er det noget tid siden, at jeg sidst havde fat i albummet, og det her nummer overraskede mig i den grad, som gysere jo også helst skal, for jeg havde nærmest helt glemt det. Nu sidder jeg så her og er bare fuldstændig overvældet af, hvor fantastisk et nummer det er. Wow.
Jeg har lyst til at fortsætte med at skrive om de sidste fire numre, “Can’t Be”, “Parliament Of Owls”, “Promise Keeper” og “Won’t You Call Me”. Det kommer jeg dog ikke til at gøre. Dels fordi jeg synes at skriveriet allerede er godt langt, og også fordi at jeg er bange for, at det kan blive lidt repetitivt. Numrene bruger de samme byggesten som de forrige, og selvom alle munder ud i nogle forskellige konstruktioner, så tænker jeg, at jeg efterhånden har fået givet et godt indtryk af albummet. Det gør så også, at der er lidt tilbage, som du selv kan få lov til at udforske, og det kan jeg kun anbefale, at du gør.
Som sagt kendte jeg ikke meget til Agnes Obels musik, før jeg lyttede til Myopia. Det har dog heldigvis ændret sig siden, og det har sgu budt på nogle virkelig gode oplevelser. Jeg synes, at hun er en fantastisk musiker, der virkelig formår at lave noget super smukt, godt, og virkelig virkelig spændende musik, især på de sidste to albums. Der har været lidt stille fra hende siden Myopia, men jeg tænker ikke, at det er det sidste, som jeg får lov til at høre fra hende. Det er heller ikke fordi, at de andre albums kom i rap af hinanden. Der har altid lige gået en tre til fire år mellem hendes albums, og selvom jeg tænker, at der muligvis går lidt ekstra tid denne gang, så er det helt fint. Jeg kan nemlig læse mig frem til, at hun vist har arbejdet på noget musik, der skal kunne behandle depression i samarbejde med en klinik her i Danmark. Hvis det kan lade sig gøre for hende at skabe noget, der kan lindre nogle af de lidelser, som folk med depression har, så har jeg det helt fint med, at der lige går nogle ekstra år, før der kommer nyt fra hende, for det er sgu et vigtigt stykke arbejde.
Hvis man bare synes, at det her er halvt så smukt, som jeg synes det er, så vil jeg som altid anbefale, at man støtter op om Agnes Obel ved at købe noget af det musik, som hun har lavet. Så vidt jeg lige kan huske, så er de fleste, hvis ikke alle, af hendes albums tilgængelige på både CD og LP. Derudover er det jo selvfølgelig altid godt bare at dele musikken med andre. Så kan man enten give en anden noget nyt at lytte til, eller få en god samtale ud af det hvis personen kender hende i forvejen. Desværre er hun ikke på turne lige for tiden, men når hun forhåbentligt tager på en i fremtiden, kan det jo være, at vi ses. Jeg vil i hvert fald vildt vildt gerne opleve dette live, for jeg tænker kun, at det kan blive magisk.
Så kommer mit næsten evige dilemma så. Lytteanbefalingerne…. Jeg tænker, at “Island of Doom” i hvert fald skal være en af dem. Det er bare sådan et fantastisk nummer, som jeg helt sikkert synes, at man skal høre. Derudover tror jeg, at jeg vil gå med to numre, som jeg ikke har skrevet om, nemlig fantastiske “Can’t Be” og “Promise Keeper”. “Can’t Be” er et mere optempo nummer, hvor vokalen igen igen igen bare er så dejlig at lytte til. “Promise Keeper” er til gengæld noget mere trist, men dog også utroligt smukt. Det går langsomt, og der er tid til, at man kan tage alle tingene ind til sig, og den opbygning i intensitet, der er hen imod omkvædet, er bare så fandens fantastisk. Dog er den største anbefaling af dem alle bare at lytte det hele igennem, for det er bare et super godt album.
Musikskriveri 