Dagens skriveri har været undervejs i et stykke tid efterhånden. Faktisk var jeg begyndt på at skrive lidt om det, enten i slutningen af juni eller i starten af juli. Jeg valgte dog lige at vente lidt med det, da jeg faldt over noget andet, som jeg synes var mere passende for siden på det tidspunkt. Nu skal det dog være, så i dag vil jeg tage fat i et af mine favoritalbums fra det legendariske band Judas Priest, nemlig albummet med den fantastiske titel, Sad Wings of Destiny.
Til dem der ikke beskæftiger sig med metallen normalt, så vil jeg lige kort give en introduktion til bandet. Det blev dannet helt tilbage i 1969 i England, og ligesom legendariske Black Sabbath så var det i Birmingham, at dette skete. Der skulle dog lige gå nogle år, før at de fik nogle albums på CV’et, da bandet skulle bruge noget tid på at finde den helt rigtige besætning, en besætning der faktisk ikke kom til at inkludere nogle af de originale medlemmer. Det var faktisk først i 1974, at det hele var på plads, minus trommeslageren hvor de havde en god del udskiftninger indtil 1989. De tidligste medlemmer i gruppen var den legendariske guitarist K. K. Downing og den vel lige så legendariske bassist Ian Hill, der begge kom ind i bandet i slutningen af 1969. Derefter skulle der så lige gå fire år, før det næste faste medlem kom ind, og her snakker jeg om den formidable sanger Rob Halford, hvis vokal i den grad skulle komme til at blive et kendetegn for bandet. Sidste faste medlem, der kom med i bandet før første udgivelse ,var guitaristen Glenn Tipton, som sluttede sig til dem i 1974. Alle disse medlemmer har siden brugt mere end fyrre år i bandet. Da Rob Halford lige tog en pause i 90’erne, og K. K. Downing forlod bandet i 2011, så er Ian Hill den, der har været med i absolut længest tid med næsten 55 år i bandet. Som sagt har bandet dog ikke haft den samme trommeslager i fyrre år, endnu i hvert fald, og listen over trommeslagere, der har spillet under navnet Judas Priest, tæller faktisk hele ti personer. I dag er det den eneste af disse, som har spillet med i bandet af to omgange, der skal nævnes, nemlig Alan Moore der også havde kælenavnet “Skip”. Han var med i en kort periode fra 1971-1972 og så senere fra 1975-1977.
Sad Wings of Destiny er ikke Judas Priests første album. I 1974 udgav bandet albummet Rocka Rolla, og selvom der var tegn på, hvad der skulle komme på det album, så er det en ret undervældende debut. Sad Wings er derimod intet mindre end fantastisk. Hvor Judas Priest senere gik hen og blev kendt for at være rendyrket metal, så er denne plade en dejlig blanding af metal, hård rock, progressiv rock og blues rock. Den blev udgivet i 1976, og på dette tidspunkt opererede bandet med et ret stramt budget. Derfor skulle Sad Wings of Destiny også blive en succes, hvilket det desværre ikke blev, i hvert fald ikke til at starte med. Punk regerede jo i midt 70’erne, mens at metallen for det meste holdte sig i undergrunden, og af den grund havde Sad Wings svært ved at finde fodfæste. Senere hen er det dog gået hen og blevet et elsket mesterværk af fans, og det er i den grad forståeligt.
Man plejer at sige, at man skal gemme det bedste til sidst. Det havde Judas Priest tydeligvis ikke hørt om, da de lavede Sad Wings of Destiny, for det åbner med det bedste nummer på albummet, i hvert fald efter min mening. Det er det forrygende og helt igennem fantastiske nummer “Victim of Changes”, der står for at åbne pladen, og hvor er det bare et dejligt nummer. Nogle dejlige guitartoner på lav volume bliver trinvist højere og højere, og da de har nået en passende lydstyrke, går nummeret i gang. Pladens genreblanding bliver meget hurtig hørbar, da dette nummer har en klassisk hård tone, men samtidig er bluesinspirationen bare umulig ikke at høre, og dette gælder særdeles for den første del af nummeret. Det går fremad med et jævnt tempo, og dette gør, at der lige er lidt ekstra plads til leg. Om det er guitarerne, der lige fyrer lidt ekstra lir af, eller om det er trommerne, der lige bliver slået lidt ekstra på varierer, men det er bare fedt at høre på. Samtidig er det også bare en fed vokalpræstation, som Halford leverer. Hans lyse vokal er super dejlig og passer perfekt til nummeret, og når han så lige giver den lidt ekstra og går op i falset, er det bare så mega fedt. Selve mikset er også bare virkelig virkelig fedt, for vokalen og guitarerne skifter position i højtalerne op til flere gange. For det meste ligger de i midten, men nogle gange skifter de så, så den ene ligger i højre, mens den anden er i venstre. Andre gange går de simpelthen hele vejen fra den ene til den anden, og det er bare et monster dejligt lydbillede i mine ører. Det er dog lidt over halvvejs inde i nummeret, at det når til min favoritdel. Ligesom første del startede med lidt dejligt guitarspil, så er det også det, der får lov til at slutte den. Fra den lækre bluesrockede sangstruktur skifter det og bliver lidt mere progressivt. Her tager de skiftet fra højtalerne, og gør det til en permanent ting. Guitaren får lov at glide fra den ene til den anden og så tilbage, og det er så hamrende dejligt at høre på. Samtidig bliver bassen noget mere tydelig og viser Ian Hills evner, og selvfølgelig er Halford bare fantastisk at høre på. Hans vokal bliver en lille smule dybere, hvilket passer godt til resten, og lige så stille og roligt skrider nummeret fremad. Intensiteten er langsomt stigende. Trommespillet bliver lidt tydeligere, guitarerne tilføjer lidt ekstra, og Halfords vokal får lidt mere og mere energi, indtil at det hele så eksploderer til sidst. Guitarerne går fra en ren lyd med lidt ekko på til at være forvrænget igen, og Halford sætter prikken over i’et ved at skrige nummerets titel, som kun han gøre det, og jeg har altid svært ved ikke at gøre det samme. Det er altså bare så pisse hamrende fedt. Lidt solo kommer der til sidst, og så er det tilbage til det riff, der kørte i starten, mens at Halford lige kommer med et sidste skrig, der slutter nummeret af.
Fra det fedeste nummer på albummet til det, der muligvis er det næst-fedeste. Efter at næsten otte minutter er passeret, når Sad Wings til dets næste nummer, et nummer hvis titel blev kælenavnet til sangeren, der erstattede Rob Halfrod i 90’erne. Her snakker jeg om sangen “The Ripper”, og det handler selvfølgelig om den famøse morder fra 1800 tallet, der hjemsøgte Londons gader. Der er noget mere tempo og intensitet på, end der var på “Victim of Changes”. Det er mere klassisk heavy, og det er bare fedt. Det bliver åbnet med guitartoner, der signalerer chok, og så får Halford ellers lov til at tage en med til Londons dunkle gader og dele hans fortælling, mens at guitarerne står og spiller minimalt i baggrunden. Resten af instrumenterne kommer på i andet vers, og guitarerne begynder også at lave lidt mere. Dog er det stadig Halford, der er i totalt fokus. Det er først efter det tredje vers, at guitarerne for alvor kommer i fokus med det dejlige guitarspil, som også er et kendetegn for Judas Priest, og det er sgu lækkert at høre på. Begge guitarister er fremragende, og det kan i den grad høres. “The Ripper” er ikke engang halvt så langt som det første nummer, men det behøves det heldigvis heller ikke at være for at være fedt.
Fra muligvis det næst-fedeste nummer på albummet, til det muligvis næst-fedeste nummer på albummet. Hvilket et af disse to numre der tager den titel, ved jeg sgu ikke. Det kan endda være, at det er et helt tredje, fjerde eller femte nummer for niveauet på dette album er bare skyhøjt. “Dreamer Deciever” hedder det tredje nummer, og i modsætning til det forrige så er det på ingen måde heavy. I stedet er det et smukt et af slagsen, hvor man rigtig kan læne sig tilbage i en stol og bare lade musikken tage en med på en flydende rejse. Mens at instrumenterne ligger en forrygende lækker bund, så er det endnu en gang Halford, der får lov til at stå for at levere en fortælling med hans fantastiske vokal. Hans rækkevide bliver også demonstreret her, for han bruger nemlig både en lidt dyb vokal, en lidt lysere som man kender den fra noget af det senere Judas Priest, og så hans falset og alle tre lyder bare så fantastiske. I lidt over tre minutter er det ham, der styrer showet, indtil at den ene guitar så tager over og leverer noget dejligt solospil. Det er en formidabel en af slagsen, som Glenn Tipton leverer, og den får heldigvis også lov til at vare i et godt stykke tid. Den er skøn melodisk og er en rigtig fin erstatning for Halfords vokal. Dog er det sammen, at Judas Priest slutter nummeret af. Med flere forskellige lydspor med Halfords vokal bliver det dejligt kaotisk, og der kommer endda kort et klaver ind over. Og så! Så kommer der tempo på! Der skiftes nemlig fra “Dreamer Deciever” til det næste nummer, der bare hedder “Deciever”, og det er noget mere tungt end det forrige. En enkelt guitar starter nummeret op, derefter kommer resten af instrumenterne på efter to omgange, og det er bare nogle herlige toner, der kommer her. Godt tungt og det bliver kun bedre, da Halford kommer på. Jeg kan simpelthen bare ikke lade være med at nikke hovedet med til, hvad jeg for tredje gang vil beskrive som albummets måske næstbedste nummer. Det er bare så hamrende skønt, og det kunne sagtens vare et minut eller to længere. Det slutter dog kort før det tredje minut, og det gør det med det primære guitarspil fra det forrige nummer, dog med en lidt anden lyd. Simpelthen fuldstændig fremragende.
“Deciever” er det nummer, der slutter første halvdel af albummet. Hvis man kigger på det originale pladecover, så var det dog muligvis ikke meningen, at det skulle gøre det, for de fire sange, som man lige har været igennem her, står listet som side B, mens at det der kommer efterfølgende er listet som side A. Om det er en fejl på pladecoveret eller på pladetrykket, ved jeg ikke. Det er sådan set også lige meget, for om det næste nummer, “Prelude”, starter side A eller B er totalt ligegyldigt. Det fungerer fantastisk både som start og som bro over til det næste. Det er et instrumental nummer og et rigtig fint et af slagsen. Det benytter sig af klaver, guitar, synthesizer og lidt tromme og sætter bare humøret rigtig godt til det, der skal komme efter. Efter at slutte på et toppen af et crescendo, som så bliver taget lidt skævt ned, går nummeret “Tyrant” i gang, og der er fart på igen. Det starter med et dejligt godt heavy riff, og endnu en gang er det stort set umuligt for mig ikke at nikke med på det. Især det instrumentale er virkelig fedt her, for fokuserer man på det, der ligger bag ved vokalen, så kan man finde så mange fede ting. Jeg kan dog godt forstå, hvis man ikke gør det, for det er sgu også bare et fedt nummer vokalmæssigt. Der bliver gjort brug af flere forskellige spor til vokalen, hvilket gør det muligt for Halford at synge oven i ham selv, og det er bare fucking fantastisk. Det er guitarsoloerne i den grad også, og alt i alt er det bare et fucking fantastisk og forrygende nummer. Helt sikkert en kandidat til at være det næst-fedeste nummer på albummet, der selvfølgelig lige skal slutte på Halfords fremragende falset.
Fra et dejligt heavy nummer til et mere rocket et af slagsen. Man går fra “Tyrant” over til “Genocide”, men det fortsætter i den grad bare med at være fedt. Som sagt er det godt rocket her, og selvom tonerne stadig er noget mere forvrænget her, end hvad man ville høre på et klassisk rocknummer, så er den gode følelse der sgu stadig. Det går bare derudaf, hvor trommer og bas ligger som en motor, der sørger for at det hele kører. Dette gør at guitar og vokal er frie til at slippe tøjlerne løs og lege godt, og det er sgu skønt at høre på. I midten kommer der noget særdeles fremragende, men kort, guitarsolo hvor K. K. Downing og Glenn Tipton lige skiftes til at spille hver deres del, inden at de så sammen spiller det sidste stykke af den. Igen er mit hoved godt i bevægelse, og benet vipper sgu også med i et godt tempo, for det er så pisse hamrende skønt det her. Det hele er bare så fandens fedt, og den dejlige syrede passage, der kommer henimod slutningen, gør bare det hele endnu bedre. Det er bare et fucking dejligt nummer og i den grad på højde med de foregående.
Judas Priest har efterhånden fået vist nogle forskellige stilarter frem på dette album. Derfor skal det naturligvis også gøres igen på det næste nummer “Epitaph”. Fra et mere heavy rocket nummer går man over til et dejligt roligt nummer, hvor kun to medlemmer er med på. Det er Glenn Tipton på klaver og så Rob Halford på vokalen. Et dejligt skønt nummer der endnu en gang tillader Halford at gøre brug af flere spor til hans vokal, og det udnytter han i fulde drag. Den korvokal, der er her, er bare fuldstændig fænomenal. Endnu en gang kan det anbefales, at man bare læner sig tilbage i en stol, lukker øjnene og nyder musikken for “Epitaph” er simpelthen bare så fantastisk smukt. Det er dog ikke dette, som Sad Wings of Destiny slutter af på. I bedste heavy stil skal det nemlig gøres med fart og tempo, og det sørger det sidste nummer på albummet ,”Island of Domination”, i den grad for, at det bliver gjort med. Det starter med, at der lige bliver bygget en stemningen rigtig godt op, og så går det så over i et dejligt rocket stykke, hvor det bare svinger fantastisk. Igen er bunden bundsolid, og det bliver udnyttet på det groveste af guitarer og vokal til rigtigt at blære sig, og for fanden hvor er det bare lækkert. Efter en god solo ændrer nummeret sig dog ret meget, og det begynder at minde lidt om noget, som Black Sabbath kunne have skrevet, hvilket er noget af et kompliment i min bog. Det bliver lige lidt ekstra tungt og dejligt, men “Island of Domination” går dog til sidst tilbage til den måde, som det startede på, inden at det slutter. Endnu et nummer, endnu en kandidat til næst-fedeste nummer på pladen.
Jeg kan ikke huske hvornår og hvordan, at jeg opdagede denne plade. Jeg tænker, at jeg først må have stødt på Painkiller og så sidenhen er gået videre med det andet. Dog ved jeg, at jeg lige siden det første lyt har anset denne plade som en af Judas Priests bedste, og af den grund er det også en af mine favoritter. Den er bare så forrygende lækker hele vejen igennem, og selvom den ikke er lige så tung og hurtig som nogle af de efterfølgende, så er der bare noget helt vildt fedt ved sangene på dette album. Derfor er jeg sgu glad for, at den senere hen også begyndte at få den ros og anseelse, som den fortjente og selv næsten 50 år senere, så spiller Judas Priest stadig et par af sangene fra dette album. Jeg fik heldigvis fornøjelsen af at se en af disse, nemlig min favoritsang “Victims of Changes”, tilbage i 2022 da Judas Priest spillede på Copenhell. Der blev fandme også skrålet med, kan jeg love for, og det er sgu fedt at se at et band, der havde dets start tilbage i 1969, stadig kan stå på en scene 53 år efter og spille røven ud af bukserne.
Hvis man selv vil eje dette mesterværk, så bliver det heldigvis stadig flittigt trykt op på vinyl og vist nok også på CD. Der kommer en kæmpe anbefaling til at anskaffe sig dette album herfra, for udover at være en god måde at støtte op om bandet på, så er det også et af mine favorit pladeomslag nogensinde. Virkelig virkelig flot motiv.
Nu kommer jeg så til den svære del, nemlig lytteanbefalingerne. “Victim of Changes” er selvfølgelig selvskrevet som en anbefaling, da det er min favorit fra albummet, men hvordan fanden vælger man så mellem de resterende numre der, på nær “Prelude”, alle kæmper om pladsen som den stærke to’er på albummet? Jeg må indrømme, at jeg faktisk troede, at det ville være lidt nemmere at vælge numre ud, da det er noget tid siden, at jeg sidst hørte albummet, og af en eller anden årsag huskede jeg den første del som værende den bedste, men det er da i den grad ikke tilfældet. Af den grund bliver jeg nød til at gøre det eneste rigtige at gøre, når man er i tvivl, nemlig at slå med en terning om det, og så vælge de to numre som jeg slår med den. I dette tilfælde blev det til to gange “The Ripper” og så “Tyrant”. Fremragende numre der begge er klassikere indenfor heavy metal genren. Dog kan jeg ikke anbefale nok, at man hører hele albummet igennem, for det er bare et sandt mesterværk.
Musikskriveri 