Hvad skriver man om på en dag, hvor man har noget mindre tid til at skrive end normalt? En EP selvfølgelig. Derfor omhandler dagens skriveri sådan en, og jeg har valgt at gå med Kmac2021s fremragende EP fra 2019, der har titlen Imposter.

Hvem fanden er Kmac2021, hører jeg så for mig selv nogen spørge. Han er vist nok en skotte, og hans rigtige navn er vist Kieran McLaughlin. Det er så også det, som jeg ved om ham, eller i hvert fald det som jeg ved om ham fra det virkelige liv. Han er nemlig primært kendt fra internettet, specifikt platformen Youtube, hvor han har en kanal, der går under det samme navn, som denne plade er udgivet under, nemlig Kmac2021. Der har han fået opbygget sig en god følgerskare igennem årene, lige over en million følgere faktisk, og det har han primært fået gjort ved at lave musikrelateret jokevideoer. Det var også igennem dem, at jeg i sin tid opdagede ham. Han fik givet mig nogle gode grin, men samtidig var det tydeligt for mig, at han var en dygtig musiker, og hist og her var der nogle ret fede musikalske ting i hans videoer. Derfor blev jeg ekstra spændt, da jeg så noget, der lignede et album eller en EP, da jeg kiggede igennem alle hans videoer. Nysgerrig klikkede jeg på videolinket, og jeg blev bestemt ikke skuffet.

Imposter ligger i genren djent-metal, hvilket er en afart af den progressive genre. Forskellen er, at lyden i djent ofte er lidt mere forvrænget og gør brug af nogle tungere toner, da der ofte bliver brugt guitarer med syv eller flere strenge, så man kan komme ned i ekstra dybe toner. Dette gør sig også gældende ret hurtigt på denne EP. Efter at det første nummer, “ULCER”, har lagt ud med lidt støj og enkelte trommelyde, bliver det nemlig rigtig dejligt tungt. En guitar, bas og trommer lægger en virkelig dyb base, mens en anden guitar får lov til at ringe med de lysere toner i baggrunden. Mega fedt og dette bliver så gjort selskab af en vokal, der veksler mellem en hæs en af slagsen og så lidt growl. Sådan fortsætter det også, men det er dog ikke fordi, at man kan få lov til at nyde det i alt for lang tid. “ULCER” varer nemlig kun lidt under to minutter, og da det lige har fået lov til at ringe ud, så fortsætter EP’en med næste nummer, “INSIDE”. Den dejlige forvrænget guitar fortsætter her, men den er sat lidt tilbage i mikset. Det er den, der får lov til at starte nummeret op alene, men resten kommer med efter nogle sekunder. Her bliver man samtidig mødt af en tredje vokallyd, nemlig den rene, som passer dejlig godt til den tunge baggrund. Indtil videre har det kun været Kmac, der har sunget, men lige på dette nummer er der en gæstevokalist inden over, en Gareth Mason, og han står for den hæse vokal her. Skiftet mellem de to er ret fedt og bliver brugt flittigt igennem hele nummeret. Det er den rene, der får lov til at stå for omkvædet, mens at den hæse bliver brugt på det mere progressive stykke i den sidste del af sangen. Alt i alt er “INSIDE” et dejligt tungt og lækkert nummer, og det samme kan siges om det næste, der har titlen “WOLF IN SHEEPS CLOTHING”. Noget der dog skal siges først er, at for mig er dette en EP, der vokser og vokser i kvalitet. “INSIDE” tager ikke tingene helt op på et nyt niveau, men det gør “WOLF IN SHEEPS CLOTHING” til gengæld. Efter en start med et lidt elektronisk element går det over i noget dejligt tungt igen, og umiddelbart holder det fast i det, der er blevet bygget op indtil videre. Den første del er super fed, og det er nogle vildt spændende ting, der bliver lavet på guitarerne, ligesom det har været på de to forrige numre. Dejligt varierende og med en masse forskellige stykker, som holder en interesseret. Det der dog virkelig fanger mig er inklusionen af et mere melodisk stykke lige lidt over halvvejs inde. Som jeg før skrev, så synes jeg, at den rene vokal passer virkelig godt til det, som instrumenterne leverer, og det er også tilfældet her. Det er et punkt af orden i et hav af kaos. To dejlige modsætninger der sammen får det hele til at gå op i en højere enhed. Det bliver fulgt op af endnu et dejligt stykke, hvor det igen er den hæse vokal, der bliver brugt, og det er dette stykke, der får lov til at slutte nummeret af.

Jeg føler, at jeg har sprunget ret let over de første tre numre. Det er der en grund til. Som jeg skrev, så er dette en EP, som jeg synes vokser og vokser i kvalitet, og hvis der er et punkt, hvor det er tydeligt, så er det da “WOLF IN SHEEPS CLOTHING” går over til titelnummeret, “IMPOSTER”. Her er man nået til anden halvdel af EP’en, og jeg vil med det samme sige, at det er den, der er grunden til, at jeg hundredevis af gange har lyttet denne EP igennem. Af samme grund er det derfor også de sidste tre numre, som jeg virkelig har lyst til at skrive om. Så det vil jeg gøre.

“IMPOSTER” åbner op med noget guitar, der lyder som om, at det kommer fra ti meter under havets overflade. Det bevæger sig dog med god fart op mod overfladen og bliver tydeligere og tydeligere. Halvvejs igennem denne oprejsning kommer vokalen så på, i følgeskab med trommerne, og det er igen af den aggressive slags, der er tale om. Lyrisk bliver der sunget om en indre usikkerhed, og denne bliver bygget op igennem dette første vers, samtidig med at guitaren kommer tættere og tættere på. Da sidste strofe lyder, “I am nothing but a fucking imposter!”, når denne opbygning sit højeste punkt. Guitaren er kommet op, og igen bliver det hele monster tungt samtidig med, at det er dejlig teknisk. Der er bare utrolig mange ting, der foregår på samme tid, og det kræver en god del gennemlytninger at finde igennem det hele. Det er kaos, og jeg elsker det. Så forsvinder det så igen, i hvert fald lidt. Instrumenterne falder ned i vildskab, og de tunge toner fra den 7 eller 8 strengede guitar forsvinder, mens at den anden guitar får lov til at lægge en lækker baggrund med lidt lysere toner. Trommerne er der stadig, og de er voldsomt fede, og det samme gælder for vokalen. Dette fald i intensitet er dog kun kortvarigt, for der bliver nemlig bygget op til et omkvæd, hvor at det bare skal eksplodere, og det er simpelthen så pisse fedt. Kaosset er tilbage, minus den hæse vokal der er blevet erstattet af en ren en af slagsen, i hvert fald til at starte med. Den hæse får nemlig lige lov til at slutte hver halvdel af omkvædet af, men ellers er det den rene, der styrer showet, og for fanden hvor er det bare fedt. Igen igen er det modsætninger, og igen igen er det noget, som jeg bare elsker enormt meget. Det gør det heller ikke ringere, at Kmac bare har en vildt vildt god vokal, både hæs, growl og ren. Lyrikken er samtidig også ret rammende, i hvert fald for mig, da den handler om ikke at føle sig fortjent til at være her i livet, at man måske har taget pladsen fra en anden, der havde fortjent den mere end en selv. Om det rammer andre på samme måde, ved jeg ikke, men det er da i hvert fald en følelse, som jeg kan genkende.
Efter omkvædet kommer endnu et lækkert vers, efterfulgt af en god bro over til et stykke der bryder nummeret op og giver et pusterum. Så begynder det tungt at bygge op til et sidste omkvæd, og det er også på det, at “IMPOSTER” får lov til at slutte. Et voldsomt teknisk, aggressivt, tungt og samtidig smukt nummer, der sætter et højt niveau for anden halvdel af EP’en. Holder den så det niveau? Det vil jeg sige, at den gør.

Måske er grunden til, at jeg kan lide anden halvdel af IMPOSTER bedre end den første, at den bliver mere melodisk her. Det aggressive kaos der har været igennem det hele forsvinder ikke, men det får et modstykke, og det synes jeg virkelig passer godt ind. Det bliver godt illustreret på “BUTTERFLY”, for her åbnes der op med noget dejligt smukt guitarspil, der kommer til at sætte basen for, hvordan at verset skal lyde. Dog kommer der lige et fantastisk aggressivt stykke ind, inden at man når dertil. For første gang på EP’en er det den rene vokal, der får lov til at dominere, og selvom den hæse stadig er at finde, så er der langt mindre af den end på de foregående numre. Om det er en positiv ting eller ej, vil jeg lade op til dig at bestemme. Jeg er dog selv voldsomt stor fan af den skønsang der bliver sunget i verset og omkvædet. Den aggressive lyd er stadig at finde i baggrunden af verset, lidt ved trommerne og i særdeleshed ved det instrument der lige slår nogle tunge toner an. Jeg vil tro, at det er en bas, der spiller dem, men når 8-strenget guitarer er involveret, så er det nogle gange lidt svært at identificere. Dog er det primært det smukke, der får lov til at dominere. Ved omkvædet får den aggressive lyd mere fodfæste, men der er stadig bare en utrolig smuk vokal på og noget dejligt guitarspil samtidig. Efter dette er det den aggressive lyd, og derfor også den hæse vokal, der får lov til at tage roret, men som en genistreg har Kmac valgt at lægge lidt fra omkvædet ind i baggrunden for at tilføje et ekstra lag, noget som jeg er utrolig stor fan af. Efter et sidste omkvæd får nummeret lov til at flyde ud med lyde og lidt guitarspil lagt ind over hist og her. Det er utrolig smukt og skønt, og det passer bare så utrolig godt ind. Det, at et nummer kan gå og vække et hav af følelser i mig, er bare noget som jeg sætter utrolig meget pris på.

Det sidste nummer på EP’en er “CRISIS”. Ligesom på “BUTTERFLY” bliver der startet smukt ud, men til forskel fra det forrige nummer så forbliver det smukke her, uden at nogen form for aggressivitet eller andre tunge toner får lov til at gøre deres indtog. Der er godt med ekko på alt, som er involveret her, både på vokal, instrumenter og kor, og det flyder alt sammen sammen til et utroligt smukt stykke musik. Kmac leverer EP’ens bedste rene vokalpræstation, mens at det bliver vildere og vildere, dog uden at det mister det skønne, og da det så når dets højdepunkt, så falder det hele bare fra hinanden, med lidt guitar og klaver som det eneste, der får lov at bestå. Det gør det ind i et midterstykke, hvor det skønne igen bliver opbygget, men denne gang har det en kaotisk og aggressiv modsætning, og igen blander det hele sig sammen, indtil at det igen når højdepunktet og SÅ! Så får det aggressive lov til at stå alene. Også her leverer Kmac hans bedste vokalpræstation, denne gang dog med den hæse, og hvor er jeg dog bare glad for, at det er sådan her, at nummeret er sat op. To forskellige musikalske sider af en person der hver især får lov til at vise, hvad de kan, samtidig med at de også rigtig fint viser, at de kan eksistere sammen. Fucking fantastisk.

Da jeg begyndte at høre denne EP for første gang, havde jeg ikke regnet med, at den ville ramme mig så godt, som den gjorde. Det er gået hen og blevet noget, som jeg hiver frem nu og da, og ved hvert lyt bliver jeg bare glad. Glad for at musik som dette eksisterer, og glad for at jeg har fundet det. Det har så mange forskellige sider til sig, og jeg elsker sgu dem alle sammen.

Desværre er dette album ikke at finde i fysisk form, hvilket jeg er noget trist over. Der er dog ikke andet at gøre end at nøjes med det dog. Så vidt jeg ved, er dette materiale aldrig blevet fremført live, og det virker heller ikke som om, at det er planen nogensinde desværre. Lytter man til det og tænker, at det er fedt, så er der dog en måde at støtte op om det på, nemlig ved at købe det digitalt på Kmac2021s Bandcamp side. Hvem ved, hvis nok støtter op, så kan det jo være, at han vælger at følge op på det på et tidspunkt.

Dagens lytteanbefalinger er anden del af EP’en, det vil sige “IMPOSTER”, “BUTTERFLY” og “CRISIS”. Selvom den første del har massere af godt at byde på, så synes jeg sgu bare, at disse tre numre er så meget federe, i hvert fald for mig. Jeg vil selvfølgelig anbefale, at man tjekker det hele ud, og bliver man skræmt lidt af den tunge lyd, så giv i det mindste “BUTTERFLY” et lyt, for det er sgu et skønt nummer, selvom min personlige favorit dog er titelnummeret.

IMPOSTER (EP)

IMPOSTER (Sang)

BUTTERFLY

CRISIS