Hvad er dit yndlings Black Sabbath album? Jeg tænker, at svaret på det spørgsmål oftest er Paranoid, derefter efterfulgt af debuten. Så kan jeg så forestille mig, at de næste fire oftest nævnte svar er en blanding af Masters Of Reality, Vol. 4, Sabbath Bloody Sabbath og Heaven & Hell. Min personlige favorit er dog ikke en af dem. For mig er favoritten nemlig deres sjette album, Sabotage. Det er et album, som jeg ofte ser på en syvende plads, når folk taler om, hvilket album fra gruppen der er det bedste, men Sabotage rammer bare mig på en helt speciel måde.
Jeg tænker, at de fleste kender til bandet Black Sabbath, så derfor springer jeg bandintroduktionen over i dag. Samtidig vil jeg også vente med at skrive historien om, hvordan jeg først opdagede Black Sabbath til en anden gang, da jeg har et andet skriveri i tankerne, hvor det vil passe bedre. Derfor tænker jeg bare, at jeg vil fokusere 100% på Sabotage i dag.
Hvorfor er Sabotage min favorit? Det simple svar er, at det er der, hvor nogle af mine favoritsange hører hjemme. Det lidt længere er, at jeg føler, at albummets lyd har en aggressivitet, som der ikke er at finde på samme måde på nogle af de andre af Black Sabbaths albums. Ikke fordi at det som helhed er tungere end de andre, men bandet havde nogle ting, som de gik igennem under optagelserne af dette album, ting som jeg føler kan høres igennem meget af albummet.
Omkring udgivelsen af det forrige album, Sabbath Bloody Sabbath, fandt bandet ud af, at både deres pladeselskab og deres manager snød dem og fik langt flere af de penge, som bandet tjente ind, end de burde. Det pissede selvfølgelig bandet af, og derfor prøvede de at komme ud af diverse kontrakter, som var skrevet. Det resulterede også i et skift af deres manager hvilket, så vidt jeg kan læse mig frem til, gjorde at de under en koncert blev afbrudt af en person, som gav dem en stævning. Det satte tonen for hvordan, at den næste tid skulle gå, og det er bedst beskrevet af Bill Ward, som har udtalt, at det nok er det eneste album, der er lavet med sagførere i studiet. Det var en lang legal kamp, en kamp der kørte for fulde drag alt imens, at indspilningerne til albummet var i gang, og det synes jeg i den grad smitter af på lyden.
Det er dog ikke fordi, at hele albummet bare er en lang aggressiv køre. Det starter faktisk fint og svingende med nummeret “Hole in the Sky”. Dog synes jeg med det samme, at man kan fornemme lidt ekstra vrede på den måde, som Ozzy synger på. Jeg føler han giver den et ekstra spark i røven gennem hele dette album, og det er jeg sgu fan af. Jeg er også stor fan af den måde, som “Hole in the Sky” slutter på. Det er nemlig en total brat slutning, hvorefter at albummet går over i noget totalt modsat. Fra en klassisk tung lyd til et skønt smukt nummer med kun bas og guitar, begge uden nogle effekter på. Det kommer noget utrolig dejlige toner fra dem i de 50 sekunder, som “Don’t Start (Too Late)” varer. Derefter er det over til “Symptoms of the Universe”, som af god grund også er det mest kendte nummer fra albummet. Det kører utrolig fedt lige fra start, og lyden føles også tungere, end den var på “Hole in the Sky”. Hovedriffet i sangen er en sand Iommi klassiker, og resten af bandet spiller perfekt omkring det. Endnu en gang synes jeg, at Ozzys vokal er fuldstændig fantastisk, og jeg kan sidde og lytte til Bill Wards trommer om og om igen. For satan hvor giver han den bare gas på dette nummer.
Grunden til at jeg elsker Sabotage viser sig dog for alvor først på det fjerde nummer på albummet. Indtil da synes jeg, at det har været fede sange med massere af gode detaljer undervejs. Er det ting som overgår nogle af de andre formidable Black Sabbath sange dog? For mig er svaret nej. “Symptoms” kommer, for mig, op og ligger side om side kvalitetsmæssigt med nogle af de virkelig fede Sabbath sange, men “Megalomania”, der kommer på nu, satte for mig et nyt højdepunkt for Sabbaths karriere, første gang at jeg hørte det. Jeg husker stadig, da jeg sad i min lejlighed og spillede det en morgen, inden jeg skulle afsted til undervisning. Hvorfor “Megalomania” lige kom på den morgen, kan jeg ikke huske. Måske var jeg gået på opdagelse i Black Sabbaths katalog, eller også poppede det bare tilfældigt op på min streamingtjeneste. Jeg husker dog, at de mystiske toner, der indleder nummeret, gjorde mig interesseret med det samme. Det var en side af Black Sabbath, som jeg ikke havde hørt før, og det blev kun bedre, da Ozzy kom på. Her lyder det som om, at hans vokal enten er blevet optaget to gange, eller at man har kopieret den første optagelse og så lagt den i baggrunden og tilføjet en eller anden effekt, der giver den et præg af mystik. Uanset hvad, så er det noget, som jeg virkelig synes om, og som sagt føles det som en unik side af Sabbath. B-stykkerne, som følger efter hvert vers, er også ret fede, og her har man med mere klassisk Sabbath at gøre, hvilket bare passer super godt ind. Super tunge i starten med fed Iommi lir, hvorefter det går lidt ned i aggressivitet og svinger en smule mere. Dejlig fed sangprogression i mine ører. “Megalomania” er dog ikke nået til det, som jeg synes gør det til et absolut forrygende og suverænt Sabbath nummer. En lille bro, der kommer omkring tre minutter inde i nummeret, giver en et varsel om, at der kommer et skift. Igen er det mere svingende, og på ingen måde repræsentativt af hvad man er ved at blive ramt af, nemlig noget af det absolut tungeste som Black Sabbath har skrevet, efter min mening i hvert fald. En hængende guitartone og ko-klokke varsler skiftet. Derefter begynder Iommi at spille et super lækkert og tungt riff. Efter et par omgange alene bliver han gjort selskab af resten af bandet, og så er de ellers i gang. Det er dog ikke helt tungt endnu, og det er det fede. Resten af nummeret bliver nemlig progressivt mere og mere tungt for hver gang, at der er blevet spillet et a og b-stykke, og det er fuldstændigt forrygende. Det viser sig selvfølgelig først, da anden omgang starter. Ekstra forvrængning kommer på, Ozzy giver den en smule ekstra vokalmæssigt, og man begynder at kunne ane, hvordan nummeret kommer til at lyde på dets højdepunkt. Dog skal man lige igennem en fed solo og en ekstra omgang, før at det rammer. Ozzys stemme er på dens vredeste punkt og med det afsluttende “Free”, der bliver skreget, så går fjerde og sidste omgang i gang. En omgang der er virkelig godt forvrænget, med en Ozzy der stadig ligger og synger og skriger lidt i baggrunden, samtidig med at noget symfonisk kommer ind over. Fuldstændig absolut hammer hammer fucking fedt stykke, der gør at “Megalomania” cementerer sig selv, som et af mine absolut favorit Sabbath numre. Jeg var totalt overvældet af det første gang, at jeg hørte det, og jeg kan huske, at min roommate på det tidspunkt også kom ud, og spurgte hvad det var, for han var sgu også blevet betaget af det. Næsten 10 minutters helt og adelens forrygende Sabbath. Så er spørgsmålet bare, er det mit favoritnummer på pladen eller er det et andet?
For at finde ud af det så skal man lige igennem det dejlige “The Thrill of It all”, der lige toner aggressiviteten ned en smule. Derefter skal man også lytte til det dejlige episke “Supertzar”, der i den grad også er et af mine favoritter fra albummet, og her bydes der på en gæsteoptræden fra The English Chamber Choir. Om man kan kalde det et instrumentalt nummer, når der er et vokaliserende kor i baggrunden, ved jeg ikke. Dog er der ingen lyrik, så hvad fanden man ellers skal kalde, det ved jeg heller ikke. Dog ved jeg, at det er et dejligt smukt og fængende nummer.
Man skal faktisk helt forbi pladens eneste single, nemlig “Am I Going Insane (Radio). Eller i hvert fald næsten. Selve nummeret er et dejligt spøjst nummer med en meget unik lyd for Black Sabbath, og selvom det ikke er det stærkeste nummer, som de har lavet, så er det underholdende nok. Dog har det en af mine absolut favoritovergange til det næste nummer, for mod enden begynder musikken stille og roligt at svinde ud, mens at noget latter overtager, latter der bliver fulgt op af en slags skrigen, som man ville forvente at kunne høre fra en sindssyg. Derefter kommer der en fed baslinje fra Geezer, der får lov til at ligge og flyde stille og roligt, imens at skrigene langsomt svinder ud, indtil de er helt ude af billedet. Til sidst er det kun bassen, der ligger og flyder, i hvert fald lige indtil at resten af bandet med et brag gør deres entré. Man er på ingen måde i tvivl om, at Ozzy er vred fra den første tone. Det er den absolut mest aggressive levering fra ham, som jeg nogensinde har hørt og med god grund. “The Writ”, som nummeret hedder, er nemlig en “kærlighedserklæring” fra Ozzy til deres tidligere manager. Denne kan bedst summeres op med strofen “Are You Satan? Are You Man?” og det gentagne sungne “Rat”. Det er dog ikke kun Ozzy, der får lov til at skrige. Iommis guitar gør det i den grad også med en godt forvrænget tone, alt imens at Ward ligger en solid bund oven på Geezers baslinje, der fortsætter, som den var fra starten. Efter omkvædet er det da også bassen, der igen får lov til at ligge og flyde alene, og det er suverænt fedt. Man ved jo, at lige om lidt så skal det hele eksplodere igen, og det gør det da også. Dog er det ikke kun her at nummeret bliver. Da man begynder at være halvvejs igennem det næsten ni minutter lange nummer, kommer der et nyt stykke ind, og da det begynder at nærme sig den sidste tredjedel, går det over i en nærmest eventyrlig lyd, hvilket bare gør, at det er en super spændende rejse, som man kommer på. Der får endda lov at slutte på en lidt humoristisk måde, og man har igennem nummeret fået lov til at se utrolig mange sider af bandet, hvilket er super fedt. Jeg vil til enhver tid sætte det som et af mine favorit Sabbath numre, over klassikere som “War Pigs”, “Children of the Grave”, “Children of the Sea”, “Killing Yourself to Live”, “Iron Man” og mange mange flere. Om det når over “Megalomania” er dog lidt skiftende for mig. Begge er bare fænomenalt suveræne numre for mine ører, så de skiftes til at være favoritten.
Sabotage er et album, som jeg føler ofte bliver overset. Hvorfor ved jeg dog ikke. Det er til tider lidt tungere end de andre, men om det er grunden, eller at det bare rammer nogle toner der specifikt gør mig glad, vil jeg ikke gøre mig klog på. Dog vil jeg anbefale at man giver det et lyt, eller genlyt for den sags skyld, for det er et virkelig fedt album. Jeg vil selvfølgelig anbefale, at man starter fra starten, men hvis man lige skal bruge et par smagsprøver, så er “Symptoms of the Universe” et klassisk Sabbath nummer på højeste niveau. Derudover er “Megalomania” et hamrende fedt nummer, så det kan selvfølgelig anbefales, og “The Thrill of It All” er også virkelig godt. “The Writ” vil jeg ikke anbefale, at man starter med, da det efter min mening helst skal høres sammen med resten af albummet, eller i hvert fald i det mindste efter “Am I Going Insane (Radio)”.
Selvfølgelig vil jeg også som altid anbefale, at man støtter bandet, denne gang med enten merchandise- eller pladekøb. De turnerer jo desværre ikke længere, selvom der vist bliver snakket lidt om et sidste sidste show. Om ikke andet, så kan man jo altid købe Sabotage LP’en eller en stor plakat, så man kan sidde og nyde coveret, og i særdeleshed Bill Wards fantastiske røde bukser, i fuld størrelse.
Musikskriveri 