Nogle gange ved jeg på forhånd, hvad jeg vil skrive om i disse skriverier. Andre gange er det først noget, som jeg finder ud af, når jeg går i gang med at skrive. Jeg troede egentlig, at det ville blive det første i dag, men da jeg satte mig ned og ville gå i gang med at skrive, så klikkede det bare ikke. Derfor gik jeg så i gang med at tænke over, hvad jeg så skulle finde på i stedet, men til at starte med var der ikke noget, der lige klikkede for mig, i hvert fald ikke indtil at jeg kom i tanke om en artist, som jeg kort nævnte i mit sidste skriv, nemlig Susan Christie.
Det er faktisk ikke første gang, at jeg skriver om Susan Christie. Jeg lavede nemlig et kort indslag om hende og hendes fantastiske plade for lidt over et år siden igennem mit arbejde. Det blev dog kun et meget kort og overfladisk skriv, så det bliver dejligt lige at gå lidt mere i dybden med hende, noget som jeg tænker, at jeg bare vil gå i gang med.
Susan Christie er en amerikansk sangerinde fra Philadelphia. Hun var aktiv i 60’erne, hvor hun stod bag et par pop singler i samarbejde med hendes musikalske partner, producer og komponisten John Hill. En af de singler, specifikt sangen “I Love Onions”, fik nogenlunde succes, men desværre faldt de andre til jorden. Det gjorde det svært for parret at få en pladekontrakt, men til sidst lykkedes det. De fik en kontrakt med pladeselskabet ABC-Paramount, hvor de havde frie tøjler, til at lave det de ville. Fantastisk! Lige indtil at ABC så hørte nogle af de første sange. De mente, at det ikke ville blive nogen succes, og derfor trak de kontrakten tilbage. Det ville jo være for farligt at tage en chance og satse på noget nyt. Det betød desværre enden på Susan Christies karriere som solo artist. Efter episoden med ABC stoppede hun hendes solokarriere og gik over til at synge til forskellige reklamer i stedet. Masterbåndene fra optagelserne fik hun med, men de fik lov til at ligge og samle støv. Hende og John fik også trykt et par få plader til dem selv, men det var også det.
Det var sidste år, at jeg havde den kæmpe fornøjelse at blive introduceret til Susan Christies fantastiske album. Det var gennem radiokanalen P6 Beat, og det var en af mine yndlingsværter, nemlig den fantastiske Henrik Aagaard, der en dag spillede det. Om det var sangen “Rainy Day” eller “Paint a Lady”, kan jeg ikke huske, men det jeg hørte gjorde indtryk. Det var noget lidt skævt folk med lidt country inden over, og det var mega lækkert. Det samme var resten af albummet, da jeg hørte det efter at være kommet hjem fra arbejde.
Susan Christies Paint a Lady åbner op med det lidt triste nummer, “Rainy Day”. Triste toner fra en guitar starter det og sætter stemningen for nummeret, hvorefter Susan Christie kommer ind sammen med en stryger, der ligger i baggrunden. Dem kommer der flere af, lige så snart første strofe er sunget, og sådan fortsætter nummeret med at udvikle sig. Trommer og bas kommer på på den tredje strofe, og på fjerde bliver det hele lidt mere energisk. Selv når første vers er ovre, så fortsætter denne udvikling, og det hele bliver bare mere og mere storladent. Her er country elementerne især at høre. Det føles virkelig som om, at den passage der ligger mellem de to vers kunne passe fint ind som lydsporet til en film fra det vilde vesten. Det bliver også noget mere opløftende, end verset var til at starte med, men den følelse bliver taget ned, ligesom instrumenterne, da andet vers kommer på. Det kommer ikke helt så langt ned, som det var da det startede, men den triste stemning er i den grad tilbage. Igen stiger det hele fra strofe til strofe, og efter to mere er det storladne fuldt tilbage. Et dejligt kort nummer på tre minutter der starter albummet godt ud. Hvis man hører det og tænker, at det virker genkendeligt, så kan det være fordi, at det var med i den Oscar vindende film, Everything Everywhere All at Once, fra 2022.
Næste nummer er titelnummeret, og det er her, at det lidt mere skæve element kommer ind. Det er nærmest en smule funket men stadig ret afslappet. En bas, trommer og guitar ligger en dejlig melodi, mens at Susan Christie nærmest maler et billede med hendes sang. Lyrikken er meget fortællende, og hvert vers er et billede for sig. Fra strofe til strofe bliver der tilføjet mere og mere til det billede, indtil at man til sidst i slutningen af verset kan se det færdige værk for sig. Efter to af dem kommer omkvædet, og her bliver det igen lidt storladent. Her kan jeg ikke lade være med at danne lidt sammenligninger, mellem det jeg hører og så noget af Ennio Morricone’s western musik. Det er dog kun i omkvædet, at det er sådan, for da det går tilbage, er det igen det mere funket folk, som tager over, denne gang dog kun for et enkelt vers. Nummeret slutter i det storladne igen, og jeg kan ikke lade være med at se prærien foran mig. Det er bare et super skønt nummer.
Efter titelnummeret kommer der et skønt, igen lidt trist nummer, med titlen “For the Love of a Soldier”. Det vil jeg dog springe let henover og i stedet gå videre til fjerde nummer på albummet, hvilket er Susan Christies version af en klassisk country sang, nemlig “Ghost Riders in the Sky”. Der bliver lagt ud med lidt guitarspil, mens at bas og trommer ligger sangens bund. Igen er det ret tilbagelænet og afslappet. Det fortsætter det som sådan med at være, da Susan Christie kommer på med hendes vokal, men den tilføjer et ekstra element til det hele. Det er lidt dystert og lidt spøgende men utrolig smukt samtidig. Igen er der et symfonisk element, der stille og roligt kommer ind og stiger i intensitet, og endnu en gang kan jeg ikke lade være med at sammenligne det med Morricone, hvilket i min verden er en gigantisk ros. Det er bare super fedt og passer virkelig godt sammen med guitar, bas og trommer. I den sidste tredje del stiger det hele en god tak i intensitet, og igen er det utrolig storladent. Der kommer nogle blæseinstrumenter på, og Susan Christie går også fra en blødere vokal til at skifte mellem den og så en hårdere en af slagsen. Det er bare en virkelig skøn version af den gamle countryklassiker og i den grad også en af mine favoritter.
Indtil videre har jeg prøvet at holde mig selv lidt tilbage fra at skrive om Susan Christies vokal. Det har jeg valgt at gøre, da jeg synes, at det nummer som jeg er nået til nu, er det perfekte tidspunkt til lige at skrive om den. Nummerets titel er “Yesterday, Where’s My Mind”, og det indledes med lidt trommen, mens at Susan Christie halvt viskende starter på en fortælling. På et tidspunkt stiger intensiteten i trommespillet kort, og her følger vokalen med hvilket lyder super fedt. Kort før sangens længde passer to minutter, kommer der noget orgel ind over, og igen begynder intensiteten langsomt at stige. Vokalen følger også med, og til sidst munder det ud i et orgel, tromme- og vokalkaos, hvorefter at bas og tromme lægger op til, at den egentlige sang skal starte. Igen er der en lidt funket følelse over det, og det svinger sgu ret godt. Samtidig begynder Susan at synge, og det er overordentligt smukt. Hun har en super skøn stemme, som hun i starten holder lidt nede. Den føles lidt sårbar, men som nummeret fortsætter bliver både den og det instrumentale mere vildt, og det er super fedt. Dette er et langt nummer, så vildskaben stiger meget langsomt, og det er bare fedt at følge især den vokale udvikling. Det er dog ikke sådan, at nummeret bare fortsætter i en lang køre og stille og roligt bliver vildere og vildere. Efter lidt tid går det over i et mellemstykke, hvor vildskaben bliver hævet, og derefter går nummeret tilbage til det forrige stykke, men nu bliver det trykket helt af. Voldsomt fedt men endnu bedre er det, at det så tager det helt ned og giver plads til et godt langt stykke, hvor det kun er instrumenterne, der driver det hele. Alle instrumenter ligger og leger lidt, og igen er der en stigning i vildskaben, men hele vejen igennem svinger det bare rigtig dejligt. Rigtig rigtig fedt stykke der giver et godt pusterum, så det ikke bliver for ensformigt. Det hele slutter af med, at mellemstykket igen kommer ind, og derefter tilbage til det, der har været den primære del, igen for fuld hammer dog. Virkelig sublimt nummer.
Sidste nummer som jeg vil gennemgå fra dette dejlige album, er også det sidste nummer på det. “No One Can Hear You Cry” hedder det, og det er et utrolig smukt nummer. Det bliver sat i gang i et afslappende tempo, hvor det primært er et klaver og en guitar, som ligger i front. Det flyder bare utrolig godt, og når Susan kommer på, bliver det bare endnu bedre. Igen er det den lidt mere sårbare vokal, som hun tager fat i, og den er bare så fantastisk skøn. Stille og roligt kommer der lidt ekstra detaljer til, som gør det endnu bedre, og igen kommer det filmiske tilbage. Jeg sidder og ser en film for mig i mit indre, hvor at dette er lydsporet til, og det passer bare perfekt. Igennem nummeret kommer der to omkvæd, hvor at det hele lige bliver lidt mere bombastisk, men ellers holder det sig nede, og det er bare virkelig virkelig smukt. Et virkelig fantastisk nummer at slutte af med.
Før jeg dykkede ned i albummet, sagde jeg, at masterbåndet fik lov til at samle støv. Det blev det tydeligvis ikke ved med at gøre, så hvor lang tid skulle der gå, før at albummet blev udgivet? 5 år? 10? 15? 20?? Desværre nej. Der skulle gå over 30 år, før at en fyr fra et pladeselskab kontaktede Susan Christie, og spurgte om hun nåede at lave noget andet udover hendes singler, som han var stødt på. Han kom derfra med en plade, en ud af tre der var blevet trykt, og da den blev spillet for ejeren af pladeselskabet Finders Keepers Records, så var han solgt. Han valgte at udgive albummet, og 40 år efter at hendes første single var blevet udgivet, specifikt i 2006, fik hun endelig den opmærksomhed, som hun havde fortjent. En lille bonus fakta er, at de sidste to numre på albummet, også er de numre, som figurerer på hendes første single, “No One Can Hear You Cry” på side A og nummeret “When Love Comes” på side B. Hvordan at et pladeselskab kunne sætte sig ned, høre albummet og sige at det ikke var interessant, er mig en gåde. Det er fuldstændigt fænomenalt album, med en masse interessante tilgange til hvordan folk kan lyde, specielt når man tænker på, at det var tilbage fra slut 60’erne eller start af 70’erne. Det er jo desværre en historie, som man har hørt før, men jeg er utrolig glad for, at nogle af de få pladetryk overlevede og gjorde, at musikken til sidst fik lov til at se dagens lys. Heldigvis genoplevede det også Susan Christies karriere en smule, og selvom hun aldrig gik seriøst i gang med musikken igen, så optrådte hun med albummet i 2007 og har sidenhen også haft et par gæsteoptrædener på et par andre albums, hvoraf en af dem var på et album af hendes gamle musikalske partner, John Hill.
Som sagt var det Finders Keepers Records, der fik udgivet hendes album tilbage i 2006, og de har heldigvis også sørget for at holde det ved lige. Derfor kan det stadig findes på LP, hvis man er interesseret i det. Desværre tog Susan Christie aldrig fat i hendes musikalske karriere igen, hvilket betyder, at det ikke er muligt at opleve hende live og støtte den vej, men jeg vil anbefale, at man deler albummet med venner, hvis man synes, at det er fedt.
Dagens lytteanbefalinger er nogle af de svære. “Yesterday, Where’s My Mind” er helt sikkert en gigantisk anbefaling herfra. Et skønt 9 minutters langt nummer der bare tager en på en virkelig fed rejse. Derudover er de andre dog lidt svære. Mine kandidater er “Rainy Day”, “Paint a Lady”, “Ghost Riders in the Sky” og “No One Can Hear You Cry”, men da niveauet er super højt på alle fire, så er det svært at vælge ud. Jeg synes samtidig også, at alle fire viser unikke sider af albummet, hvilket heller ikke gør det nemmere. Jeg har i sidste ende valgt at gå med det ukendte. “Rainy Day” har man muligvis hørt i Everything Everywhere All at Once, og jeg tænker også, at man nok har hørt en eller anden version af “Ghost Riders In The Sky”. Derfor bliver mine anbefalinger i dag “Paint a Lady”, et suverænt fantastisk nummer, og så det virkelig smukke “No One Can Hear You Cry”. Snyd dog ikke dig selv for et lyt til de andre, og generelt kan det jo som altid bare anbefales, at man hører hele albummet.
Musikskriveri 