Det første skriveri på denne side handlede om min bedste albumopdagelse fra 2022, nemlig Drops. Normalt går jeg ikke og noterer, hvilken albumopdagelse fra et givent år der var den bedste, men der er et par enkelte år, hvor jeg bare er stødt på et album, som har gjort så meget mere indtryk end noget andet album det år. I dag vil jeg tage fat på et af dem og for at holde en vis form for kontinuitet, så bliver det min 2023 bedste opdagelse, som jeg vil tage fat i. Ligesom Drops er det et album der ligger i jazzen, et album der er fra 70’erne, og et album som jeg stødte på i december måned. Dog er det ikke et dansk album, hvilket man måske kunne gætte lidt fra titlen og kunstnerens navn. Det er i stedet en dejlig perle fra Brasilien, som jeg vil tage fat i.
Til daglig arbejder jeg i pladebutikken Mermaidmusic.dk, og her har vi den filosofi, at andre pladebutikker i Danmark ikke er konkurrenter, men kollegaer. Det gør også at vi har et par samarbejder med nogle af dem, og en af disse er pladebutikken Soundstation i København. Det var i gennem dette samarbejde, at jeg stødte på Arthur Vercoai. Da jeg tog på juleferie sidste år, så skulle jeg nemlig lige et smut ind forbi Soundstation for at hente noget, som de havde stående til os. Det gav jo samtidig mulighed for lige at rode i deres kasser for at se, om jeg kunne finde et eller andet spændende, som jeg ikke havde hørt om før. Jeg havde tidligere på året været til en fantastisk koncert med det colombianske band Romperayo, hvilket havde åbnet mig op til sydamerikansk musik. Derfor var det også i disse kasser, at jeg stod og bladrede i. Der var et par få titler, som jeg kendte i dem, men det meste var ukendt og særligt et album greb min opmærksomhed. En blanding af et godt cover og et klistermærke, der beskrev albummet som psykedelisk jazz, fik vagt min interesse. Om jeg tog albummet med det samme, eller om jeg lige gik og kiggede lidt videre, kan jeg ikke huske. Dog kom jeg ud med det album i hånden og glædede mig til at høre, hvad det kunne byde på. Det blev til et af de bedste blindekøb, som jeg til dags dato har gjort, men før jeg går videre med det, så vil jeg lige kort skrive om Arthur Verocai og hans historie.
Arthur Verocai er en brasiliansk musiker, komponist og dirigent, der i 1972 besluttede sig for at udgive et soloalbum. Har man ikke hørt om ham før, så er der ingen bebrejdelse herfra. Albummet blev nemlig på ingen måde en succes, og han droppede da også hurtig den del af sin karriere og gik over til at lave jingles og andre lignende ting i stedet. Sådan går det jo desværre nogle gange for musikkere, og de næste 30 år foregik, uden at der rigtig kom noget fra ham. I 2002 prøvede han så igen med et nyt soloalbum. Om det var det, der gjorde, at hans debutalbum året efter blev genoptrykt, ved jeg ikke. Dog gætter jeg mig til, at det var det genoptryk, der gjorde at den britiske hip-hop artist MF Doom stødte på hans musik og valgte at sample det på en af hans sange, der går under titlen “Orris Root Powder”. Det gjorde, at folk begyndte at få ørene op for Arthur Verocais musik, og debutalbummet gik fra at være totalt ukendt til at begynde at få den anderkendelse, som det fortjener. Det gjorde også, at Arthur Verocai begyndte at komponere for alvor igen, hvilket resulterede i to yderligere albums, Encore og No Vôo do Urubo, der henholdsvis blev udgivet i 2007 og 2016. I dag er det dog debutalbummet, som jeg vil tage fat i.
Lyden på det selv-titlede album kan bedst beskrives som tilbagelænet orkestralsk sydamerikansk jazz med lidt funk inden over. Mens man lige må vente lidt med det funkede, så kan de tre første tillægsord alle høres fra starten på det første nummer på albummet, “Caboclo”. Det starter rigtig roligt med noget guitarspil og sang. Hvad der bliver sunget, har jeg ingen ide om, da det er på portugisisk, hvilket ikke ligefrem er min stærke side. Dog er det bare utrolig dejligt afslappende og virkelig lækkert. Samtidig er der en masse små ting, som ligger i baggrunden, og jeg må indrømme, at jeg ikke kan identificere alle instrumenterne bag lydene. De medvirker dog alle til en utrolig spændende oplevelse lige fra start. Som nummeret skrider frem, begynder det at blive mere og mere storladent. Først kommer der en ekstra vokal på i broen op til omkvædet samtidig med, at der også dukker et klaver op. Da man så når omkvædet, så kommer strygerne på og tager det hele en ekstra tak op. De fortsætter så også, da nummeret går tilbage til verset, og det er bare rigtig godt. Da andet omkvæd er ovre kommer det sidste tillægsord ind over, nemlig det lidt funkede, og det svinger bare super godt. Virkelig virkelig skønt åbningsnummer med et hav af detaljer, både store og små, der bare bidrager til en virkelig suveræn oplevelse.
Næste nummer er der lidt mere tempo på, men dog svinger det stadig utrolig godt. “Pelas sobras” hedder det. Det storladne er der stadigvæk med strygerne med lige fra start. Derudover kommer der også en dejlig saxofon på, som får lov til at dele den ledende instrumentale rolle sammen med et klaver. Denne gang bliver de små detaljer i baggrunden leveret af guitar, bas og trommer, der alle leverer en masse lækkerier, som gør, at man ved hvert lyt opdager nye ting, hvilket bare gør det så dejligt spændende. Vokal er der stadig på, og den er også bare vildt god. Selvom jeg ikke forstår en pind af, hvad der bliver sunget, så gør det ikke det fjerneste. Den tilføjer nogle vildt fede melodier og er bare virkelig skøn.
De mange små detaljer gør, at der er super meget at skrive til hvert enkelt nummer, det endda selvom de fleste er ret korte. Der er to numre, der kommer over de tre minutter, og så et enkelt der lige når op over fem. De syv resterende er dog alle under de tre minutter og et enkelt endda under to. For at mit skriveri ikke bliver alt for langt, så bliver jeg desværre nød til at springe nogle numre over. Til at starte med bliver det det fantastisk dejlige instrumental nummer “Sylvia” og det dejligt funkede “Presente grego”, som jeg må undlade at skrive om.
Til gengæld vil jeg så i stedet tage fat i det formidable nummer “Dedicada a ela”. Et nummer der starter starter lige på, hvor hele orkesteret er med. Særligt en effektpræget guitar er i fokus, og det lyder rigtig fedt sammen med det andet. Dog går det hele så fuldstændigt ned i gear, lige så snart første vers går i gang. Orkesteret går tilbage og lader bas, klaver, percussion og sang om at spille. Det gør de alle fuldstændigt suverænt. Bassen ligger en rigtig fin bund, mens klaveret lige slår et par toner an her og der. Om percussionen kun består af ko klokke, eller om der er lidt flere ting, skal jeg ikke kunne sige. Trommeslager eller percussionist er jeg ikke endnu. Dog er det, der bliver lavet her bare super super lækkert. Voldsomt teknisk er det ikke men wow altså. Det skaber bare sådan en utrolig dejlig gang til nummeret, som jeg virkelig elsker. Sangen er igen også bare vildt dejlig melodisk. Som verset skrider frem, begynder klaver og bas at lave mere og mere, og det er super skønt. I slutningen kommer strygerne så på igen sammen med en saxofon og noget fløjten. I takt med at der kommer flere og flere ting på, er der også bare så mange flere smådetaljer overalt, og det gør altså bare at det hele stiger til et endnu højere niveau, end det i forvejen var. Den effektprægede guitar kommer også tilbage i den sidste tredjedel af nummeret og spiller nogle utrolige lækre toner. Alt i alt er dette nummer bare et fuldstændig suverænt mesterværk.
Efter lige at have sprunget endnu et nummer over, “Seriado” hvor sangerinden Célia Regina Cruz står for den skønne vokal, når man til mit favoritnummer på albummet, “Na boca do sol”. Det var dette nummer, som MF Doom samplede fra, og det kan jeg sandelig godt forstå. Igen er det storladent lige fra start, men igen bliver det også taget lidt ned, da verset kommer. Det kommer ikke helt så langt ned, som det var i “Dedicada a ela”, men toppen bliver lige taget af. Til gengæld kommer den skønneste vokalpassage på. Det er en passage, som jeg kan høre hundrede af gange og aldrig blive træt af. Det er bare nogle utrolige dejlige toner, der bliver lagt af vokalen, alt sammen mens der selvfølgelig er skønne skønne detaljer at finde i baggrunden. Fed bas, fede trommer, dejlig guitar, smukt klaverspil og en skøn fløjte hist og her. Ved andet vers bliver der tilføjet endnu mere, særdeles et eller andet med en phaser effekt på, der bare ligger og flyder fedt. Samtidig begynder de andre instrumenter at tilføje lidt ekstra til deres dele, og det bliver alt sammen til et crescendo, som når dets højdepunkt omkring halvvejs inde i nummeret. Derefter går det over til et stykke, der fortsætter resten af nummeret. Langsomt bliver vokalens lydniveau sænket, mens at de andre instrumenter spiller dejligt vildt. Det er så utrolig fantastisk dejligt smukt, og jeg har sgu svært ved at sætte ord på den glæde, som jeg får, når jeg hører dette nummer. Det er bare simpelthen så vanvittigt dejligt.
De sidste tre numre på albummet, “Velho parente”, “Que mapa?” og “Karina (Domingo no Grajaú)” vil jeg lade dig om at høre. Alle tre er på et utrolig højt niveau, og hvis det ikke var fordi, at jeg føler, at jeg bliver nød til at holde disse skriverier på en nogenlunde længde, så havde jeg gladelig skrevet om alle tre. “Velho parente” og “Que mapa?” er begge numre, der forstætter blandingen af det skønne tilbagelænet og så det mere storladne orkestralske, mens at “Karina (Domingo no Grajaú)” er et dejligt flippet instrumentalnummer, hvor at hvert instrument virkelig får lov til at lege.
Arthur Verocais debutalbum er et album, der ved hvert lyt tager mig til et andet sted. Et tropisk område som jeg egentlig aldrig har været i men som føles utrolig velkendt efterhånden. Et afslappet og smukt område som jeg elsker at være i. Det er i hvert fald sådanne følelser, at albummet vækker i mig. Derfor er jeg utrolig glad for, at det blev genopdaget og fik en renæssance. Når der er så meget musik, der bliver udgivet, er der desværre nogle gange noget, som bliver glemt eller overset, hvilket er ærgerligt. Arthur Verocais historie er desværre ikke en unik en af slagsen og blandt andet led folk-sangerinden Susan Christie den samme skæbne, dog heldigvis også med den samme lykkelige slutning. Mange andre er dog ikke lige så heldige, så derfor er det vigtigt at huske at støtte op om de kunstnere, som man kan lide. Om så det er, at man køber deres albums og merchandise, ser dem når de er på turne eller bare fortæller andre om dem, er lige meget. Så længe man bare støtter, så er der en chance for, at de ikke ender som glemte og går fra musikken.
Fra dette album er der tre sange, som jeg virkelig vil anbefale, at man hører. “Sylvia” er den første og er bare et super skønt instrumental nummer. Derefter vil jeg anbefale, at man giver “Dedicada a ela” et lyt, for det er bare et suverænt nummer, og så er sidste anbefaling selvfølgelig det fuldstændige formidable forrygende fantastiske “Na boca do sol”. Hvis man kan lide disse numre, eller bare føler sig nysgerrig, så vil jeg selvfølgelig som altid anbefale, at man hører hele albummet.
Musikskriveri 