Kigger man tilbage på den britiske musikscene i slut 60’erne og 70’erne, så finder man en overvældende mængde af forrygende bands. Deep Purple, Black Sabbath, Pink Floyd, Led Zeppelin, Queen, Jethro Tull og mange mange flere. Listen er utrolig lang, og derfor er der desværre også nogle gange nogle bands på den, som bliver overset. Dagens emne kommer til at blive et af dem, og det bliver i form af bandet Budgie, et band fra den hårde rock / tunge metal der desværre aldrig nåede de højder, som de efter min mening kunne have nået.
Budgie er et walisisk band, der blev dannet tilbage i 1967 af Kevin Newton, Brian Goddard, Ray Phillips og Burke Shelley. De to første medlemmer nåede dog ikke at være med til at optage eller udgive nogle albums. Kevin blev erstattet af guitaristen Tony Bourge i 1968, og da Brian i 1970 valgte at forlade bandet, skiftede Budgie over til at være en trio i stedet for en kvartet. Som sagt var Tony Bourge på guitar og derudover stod Ray Phillips for trommerne, mens at Bruke Shelley tog sig af bas og vokal. Sammen skulle disse tre musikere udgive tre utrolig formidable albums, nemlig debutalbummet der bare hed Budgie i 1971, Squawk i 1972 og Never Turn Your Back On a Friend i 1973.
At sige at de to første albums lyder en smule som Black Sabbath er i den grad en underdrivelse. Dog er det ret så forståeligt, eftersom at produceren på de to albums var Rodger Bain, der også havde produceret Black Sabbaths første tre albums. På det tredje album valgte Budgie dog selv at stå for produktionen, og det medførte at bandets lyd ændrede sig til en lyd, som var mere deres egen. Efter min mening var det det helt rigtige at gøre, da jeg synes at det er på det tredje album, at Budgie virkelig topper. Det var da også en sang på dette album, der gjorde, at jeg begyndte at lytte til Budgie, nemlig åbningsnummeret “Breadfan”. Dog var det ikke Budgies version, som jeg hørte først. Der var nemlig et halvstort metalband, der går under navnet Metallica, der i 1987 og 1988 valgte at lave to covers af Budgies numre.
Hvis jeg skulle vælge et coveralbum ud som mit absolut favoritalbum af den slags, så ville det til enhver tid blive Metallicas Garage Inc. album, som jeg ville vælge. Det album gjorde at jeg opdagede, at bands som Diamond Head, Blue Öyster Cult, Mercyful Fate, Mötorhead, Thin Lizzy, og mange flere eksisterede. Det var også her, at jeg blev introduceret til Budgie, først på coveret af “Crash Course in Brain Surgery”, der originalt var et amerikansk bonus nummer til Budgies første album, og så “Breadfan” selvfølgelig. Det første nummer synes jeg var fint, men “Breadfan” var en åbenbaring. Det var helt sikkert et af de numre, som jeg var gladest for, og det førte til, at jeg selvfølgelig skulle høre original versionen, som jeg hurtigt måtte sande var endnu bedre end coveret. Det ledte så til, at jeg blev nød til at høre hele det album, som nummeret var på, og her blev jeg heller ikke skuffet. Inden jeg går i gang med at skrive om det, så tænker jeg dog, at jeg hellere lige må skrive lidt om, hvordan “Breadfan” lyder, og hvorfor jeg elsker det.
“Breadfan” er et nummer, hvor det går stærkt. Det åbner op med en guitar, der ligger og kører et lækkert hurtigt riff alene. Efter at have gjort det et par gange kommer trommer og bas på, ved lige at give et enkelt anslag hver gang at guitarriffet starter forfra. Det lægger op til, at det skal blive vildt, og det bliver det! Bassen gør en klar på, at det går i gang ved lige at slå nogle lyse toner an, hvorefter den så sammen med trommerne går hen og sætter bunden på plads. Da Budgie er en trio, så har bassen en betydelig plads i mixet, og det er jeg sgu glad for. Guitaren ligger selvfølgelig stadig forrest, i hvert fald indtil at vokalen kommer på, men bassen er i den grad tydelig hele vejen igennem, og det er jeg fan af. Når man snakker om sangen, så begynder Burke Shelley på den efter et kort samspil mellem instrumenterne. Hans vokal ligger i den lysere ende, og det passer super godt til resten af nummeret. Han når dog kun at synge to vers, før at nummeret går over i en pisse fed guitar solo, hvorefter at det så lige drejer over i en super fed bro til et mere stille stykke. Hvad der virkede som et ellers ret så ligeud nummer tager lige pludselig en drejning og bliver meget mere kompliceret i dets sangstruktur, og jeg er stor stor fan. Jeg var ret overrasket, da det stille stykke kom på, første gang jeg hørte Budgies version, da det er helt væk på Metallicas cover, hvilket jeg synes er ærgerligt for det er nemlig utrolig lækkert. Her får det hele lov til bare at svæve. Til at starte med er der noget sang over, men da den sidste strofe af det er sunget, så begynder guitaren så småt at blive en lille smule skæv. Den fortsætter lidt sådan og så! Så skifter tempoet på bassen, derefter gør det samme sig gældende fra trommerne, og så er vi tilbage til introen på nummeret. Igen er der godt med fart på, og det er bare den perfekte overgang. “Breadfan” giver lige to vers mere og slutter så ellers ved, at instrumenterne lige får lov til at ringe ud. Det er et fuldstændig fantastisk nummer, som føles meget kortere end det egentlig er, simpelthen fordi det er så godt, at man glemmer tiden.
Efter “Breadfan” kommer der et cover af et gammelt blues nummer med titlen “Baby, Please Don’t Go”. Det er en gammel folkesang, der originalt blev gjort populært af blues-musikeren Big Joe Williams, men i 1964 lavede gruppen Them et cover, som mange af de senere versioner tager udgangspunkt i, og her er Budgies version ikke noget særtilfælde. Bassen får lov til at ligge bunden sammen med trommerne, og ellers får guitaren lov til at lege løs. Burke Shelley får leveret en ganske dejlig vokal igennem hele nummeret, og det er bare et skønt cover med en rigtig god fremdrift. Er man til lækker blueset hård rock med guitarlir, så tror jeg ikke, at man bliver skuffet her. Denne leg på guitaren gør dog også, at nummeret bliver omkring dobbelt så langt som Thems version.
“Baby, Please Don’t Go” slutter ret abrupt, og i stedet for det tager balladen “You Know I’ll Always Love You” over. Det er det korteste nummer på albummet med en længde på kun lidt over to minutter. Det er et stille nummer og akustisk hele vejen igennem. Burke leverer en virkelig dejlig vokal på dette nummer, og det er også den der, for det meste, er i fokus. Dejlig fin lille pause i fra det hårde og hurtige som passer rigtig godt ind på albummet.
En tradition som Budgie havde i 70’erne var at have et eller to numre på deres albums, hvor titlen var fuldstændig totalt skør. Måske sad man allerede og tænkte, at “Crash Course in Brain Surgery” var en lidt spøjs titel, men det er absolut langt fra den skøreste. Et par af mine favoritter af disse inkluderer “Hot as a Doctor’s Armpit”, “Nude Disintegrating Parachutist Woman” og så det nummer som albummet er nået til nu, nemlig “You’re the Biggest Thing Since Powdered Milk”. Her er det trommerne, der får lov til at starte med en god trommesolo, der varer tæt på to minutter. Ikke at det betyder så meget, for efter den er overstået, er der stadig godt syv minutter tilbage af nummeret. Det er guitaren, der får lov til at indlede, efter at trommerne stopper, men de er dog hurtigt tilbage sammen med bassen. Det svinger utroligt godt, og da verset kommer, er de første strofe selvfølgelig nummerets titel. Vokalen er her en smule mere rå end på de forrige numre, og det lyder rigtig fedt. Imellem nummerets to vers, hvoraf nummer to igen indleder med at titlen bliver sunget, er der lige et dejligt kort melodisk mellem stykke, hvor energien lige bliver taget lidt ned, indtil at nummeret igen går tilbage til det mere hårdtslående. Dejligt varierende uden at det på noget tidspunkt ødelægger noget som helst. Når nu trommerne fik lov til at lege i starten af nummeret, så skal guitaren selvfølgelig også have lov, hvilket den også får i et fint stykke tid. Det er en god solo, men det der kommer efter, er det som jeg er helt vild med i nummeret. Der kommer nemlig et totalt skifte i sangen, der bliver indledt af bassen. Det er så lækkert, og det tager et ellers godt nummer til noget helt fantastisk. Det er også i dette stykke, at nummeret holder sig, indtil at det slutter, og det svinger bare forrygende godt.
Femte nummer på albummet har endnu en af de dejlige spøjse titler, denne gang “In the Grip of a Tyrefitter’s Hand”. Forrige nummer svingede super godt, og det fortsætter det i den grad med at gøre på dette. Et super lækkert guitarriff indleder og fortsætter derefter med bas og trommer i ryggen. Det er så forrygende lækkert, og jeg kan simpelthen ikke lade være med at at svinge hovedet frem og tilbage, samtidig med at benet vipper med en god fart, når jeg hører dette nummer. Det er simpelthen bare rent øreguf. Riffet fra starten bliver basen til sangen, men Budgie holder sig heldigvis ikke kun til det. Der er et vildt fedt b-stykke, som kommer på efter verset, og efter det er der så en masse fed guitarlir. I modsætning til det forrige nummer sker der dog ikke et større skift halvvejs inde i nummeret. Det er dog ikke noget problem, når det bare svinger forrygende, og nummeret får da også lov til at stikke af til sidst, hvilket er herligt.
Efter endnu en lille ballade i form af nummeret “Riding My Nightmare” er albummet ved at nå til sin vejs ende, sådan næsten da i hvert fald. Sidste nummer, der har titlen “Parents”, varer nemlig tæt på elleve minutter. Det starter noget bombastisk, men kommer hurtigt ned på jorden i verset. Burke får til opgave at skulle være den bærende kraft her med sin vokal, men det klarer han sgu ganske fint. Energiniveauet får lige et ekstra skud opad i omkvædet, men er stadig nogenlunde lavt i forhold til nogle af de foregående numre. Efter andet vers bliver det hele lidt bombastisk igen, og derefter bliver der serveret en super lækker guitarsolo, der samtidig er dejlig lang. Det er også med sådan en, at albummet får lov at slutte, dog kommer der lige et vers først. Til slut begynder der at komme nogle lyde fra en guitar ind, hvilket lyder lidt, som måger der skriger, og det er ret passende, at det er fuglelyde, som får lov til at være slutningen, da Budgie jo betyder undulat på dansk.
Never Turn Your Back On a Friend er et album, der blev en favorit lige fra første gang, at jeg hørte det. Det er også det album, som jeg oftest vender tilbage til, når jeg er i humør til at høre noget Budgie. Det blev dog ikke kun til tre albums fra bandet. Faktisk nåede de at udgive elleve albums i alt, dog med udskiftninger i medlemmerne med Burke Shelley som eneste undtagelse. Selvom kvaliteten ikke er lige høj på alle sammen, så er deres fem første i den grad fuldstændig fantastiske. Desværre bliver det dog ikke til flere albums fra dem. Burke Shelley blev i 2010 ramt af alvorlige helbredsproblemer, og efter at have levet med effekterne af disse i 12 år, så gik det desværre ikke længere for ham i 2022. Det er desværre en trist slutning på det hele, men den musik ham og resten af Budgie gav os vil heldigvis vare ved i lang tid.
Heldigvis bliver Budgies musikbibliotek holdt ved lige af pladeselskaberne, så synes man, at det er fed musik, så kan det sagtens skaffes fysisk, hvis man er til det. Dog er det noget svære at finde digitalt, da det kun er nogle få albums der eksisterer på streaming, i hvert fald så vidt jeg ved.
Til dagens lytteanbefalinger bliver det “Breadfan”, “You’re the Biggest Thing Since Powdered Milk” og “In the Grip of a Tyrefitter’s Hand” som jeg vil fremhæve. Det er helt sikkert de tre største numre fra albummet, men man skal ikke snyde sig selv for resten af det, hvis man synes, at det lyder fedt. Det er et utrolig godt album, som fans af den tidlige hårde rock og tunge metal vil kunne lide.
Never Turn Your Back On a Friend
Musikskriveri 